Da Moonlight vandt en Oscar for årets bedste film, trængte den ikke bare igennem #oscarssowhite-barrieren. Med sine undersøgelser af sort maskulinitet skubber den potentielt også til noget meget centralt i forhold til synet på den sorte krop i amerikansk kultur. Og den står ikke alene. En ny bølge af kulturprodukter arbejder aktivt for at presse rammerne for fremstillinger af sorte mænd i mainstreamkulturen.

Juan, en narkohandler fra et af de hårde kvarterer i Miami, holder drengen Chiron oppe, mens Chiron ligger på ryggen i det skvulpende vand i Atlanterhavet ud for Miami på USA's østkyst. ”Lad dit hoved hvile i min hånd,” siger Juan til Chiron. ”Slap af, jeg har dig, det lover jeg.”

Chiron løfter hovedet med et lille sæt. ”Jeg slipper dig ikke,” siger Juan, ”hey man, jeg har dig.” Chiron slapper af og lægger sit hoved tilbage i Juans store hånd.

Da Chiron – der bliver mobbet af de andre drenge i skolen, fordi han ikke lever op til de hårde idealer for maskulinitet – senere spørger Juan, hvad en faggot er, svarer Juan, at det er et ord, som man bruger til at såre homoseksuelle.

Men senere i Chirons liv er Juan der ikke til at afbøde de verbale slag fra omgivelserne, og Chiron pakker sig selv og sin seksualitet ind i en hypermaskulin uniform af muskler og tatoveringer.

Undergraver stereotyper

Filmen Moonlight, som vandt en Oscar i kategorien Bedste Film ved årets prisuddeling i Hollywood den 26. februar, og som de ovenstående scener er hentet fra, undersøger gennem tre nedslag fra Chirons liv nogle af rammerne for, hvad det vil sige at være en sort mand i det amerikanske samfund.

Som den New York-baserede kulturskribent Zeba Blay skriver i Huffington Post, undergraver den ”stereotyper i forhold til sort maskulinitet, mens den anerkender, at disse stereotyper eksisterer, ligesom den undersøger den åndelige skade, som disse stereotyper medfører.”

Og efter sidste års Oscar-uddeling, hvor hashtagget #oscarssowhite huserede sammen med en ret gennemgående kritik af, at Oscar-komiteen favoriserede film med hvide skuespillere, er det ganske iøjnefaldende, at en film med det tema vinder den mest eftertragtede pris ved Oscar-showet.

For ikke alene trænger den dermed igennem #oscarssowhite-barrieren. Den skubber potentielt også til noget meget centralt i forhold til synet på den sorte krop i en amerikansk kontekst, og den bliver hyldet i bedste sendetid af en af de helt store autoriteter, Oscar-komiteen, for at gøre det.

Og dette kan måske have nogle ret omfattende perspektiver. For de forestillinger om den sorte mandlige krop, som den undersøger og udfordrer, er – ifølge visse teoretikere – knyttet sammen med den symbolske betydning, som får den sorte krop til at fremstå som en evig trussel, og som bidrager til at legitimere vold imod den sorte krop.

Ikke alene

Det er vigtigt at bemærke, at Moonlights sejr ved Oscar-showet ikke står alene i dette felt. En række andre kulturprodukter, der hitter inden for mainstreamen, udfordrer på deres egne måder normative idéer om den sorte mandlige krop.

Gyserfilmen, Get Out, der havde premiere på dette års Sundance filmfestival tilbage i januar, og som hitter voldsomt i de amerikanske biografer lige nu, undersøger ifølge den amerikanske kulturkritiker Ashlin Randolph, de historiske rammer for sort maskulinitet. Og den viser, hvordan sort maskulinitet på visse punkter er knyttet til slaveriets historie, som hun skriver i magasinet Ebony.

Det er også umuligt at komme uden om den amerikanske musiker Frank Ocean og hans plade Blonde, der sidste efterår gik sin sejrsgang blandt musikkritikere og lyttere.

Det er en plade, der – som Ph.D. i Engelsk fra Berkeley Universitet og fast skribent hos det velansete litterære online-medie themillions.com, Ismail Muhammad skriver – fremstiller ”mere nuancerede portrætter af sort maskulinitet og følelser end dem, der gennemstrømmer vores nationale (amerikanske, red.) bevidsthed” på dette tidspunkt i historien.

Dertil kommer fotoudstillingen Dandy Lion: (Re)Articulating Black Masculine Identity, der har haft stor succes på amerikanske museer, som kommer på en række europæiske museer, og som bliver dokumenteret i bogen Dandy Lion: The Black Dandy and Street Style, der udkommer på forlaget Aperture til maj i år.

Gennem dokumentariske fotografier fra hele verden af sorte mænd, der klæder sig i farverigt tøj, inspireret af britiske dandyer fra 1800-tallet, viser udstillingen sider af sort maskulinitet, som ifølge udstillingens kurator Shantrelle P. Lewis normalt ikke rammer mainstreamen.

”Som mange andre i mit fællesskab var jeg irriteret over det gentagne og overdrevent fremstillede billede af sort maskulinitet. Et billede skabt for at fastholde en grotesk og glorificeret kultur af mandlighed og maskulinitet, som bliver opretholdt af nutidens mainstream hiphop”, skriver Shantrelle P. Lewis i kuratorteksten til udstillingen i september 2016, og nævner også andre eksempler end hiphopkulturen.

En kulmination

Om forfatteren

Emil Eggert Scherrebeck er cand.mag. i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet med tilvalg i Kønsforskning på KU og i Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Han arbejder freelance som journalist for forskellige medier og som musikanmelder for Dagbladet Information.

Artiklens billede stammer fra filmen "Moonlight". 

Men hvorfor er det da så vigtigt at udfordre de stereotype forestillinger om den sorte mandlige krop, om sort maskulinitet? Og hvorfor er det markant, at en række kulturprodukter, der gør dette, har succes inden for mainstreamen?

Med udgangspunkt i et af de mange omdiskuterede politidrab på afrikanskamerikanske mænd de senere år, Terence Crutchers død den 16. september sidste år i Tulsa, Oklahoma, kommer Ismail Muhammad i sin analyse af Frank Ocean med et bud.

Den 40-årige Terence Crutcher var ubevæbnet, ikke under mistanke for en konkret forbrydelse og var stået ud af sin bil. Her blev han skudt af den hvide politibetjent Betty Shelby, da han ikke reagerede på en ordre fra betjentene. Skuddene faldt umiddelbart efter, at en af to betjente i en helikopter, der svævede over det sted, hvor Terence Crutcher var blevet passet op af politiet, havde udtalt, at ”det dér, det ligner en skidt fyr.”

Det er uklart, om Betty Shelby kunne høre deres bemærkning over radioen, men den viser, at Terence Crutcher blev vurderet på baggrund af, hvordan han så ud. Ismail Muhammad mener, at denne episode fortæller en historie om, hvordan den sorte krop altid bliver set som en trussel.

Den sorte krop i den amerikanske bevidsthed

Eksemplet med drabet på Terence Crutcher er nemlig ”en perfekt – en alt for perfekt – illustration af, hvordan fordomme om sorte mennesker begynder med det visuelle, med antagelser omkring vores kroppe: hvordan vi bevæger os igennem rummet, den måde vi lægger vores blik på andre, vores affekt, og så videre,” som Ismail Muhammad skriver.

”Det er en alt for perfekt illustration af, hvordan vores antagelser baseret på visuelle omstændigheder medfører fysiske konsekvenser, og hvordan de strukturerer og er struktureret af racistiske fiktioner omkring, hvad vores kroppe betyder.”

Disse forestillinger om den sorte krop ligger ifølge Ismail Muhammad meget dybt i den amerikanske kultur. Med henvisning til professor i Amerikanske Studier ved Rutgers University Nicole Fleetwood skriver han, at ”i den amerikanske kulturelle bevidsthed fremstår den sorte krop altid som en eksistentiel trussel, en trussel karakteriseret ved aggressiv vold, hyperseksualitet og overvældende fysisk styrke.”

Han mener da, at Frank Ocean med albummet Blonde modarbejder disse forestillinger omkring den sorte mandlige krop. Fordi han – meget kort fortalt – åbner op for en anden følsomhed og en anden dybde end den, der normalt tilskrives sorte mænd i amerikansk kultur.

Frank Ocean går dermed også imod en tendens hos sorte mænd til rent faktisk at påtage sig det hypermaskuline udtryk »for at kompensere for den strukturelle vold udøvet imod dem,« som Ismail Muhammad skriver med henvisning til teoretikeren Bell Hooks. En tendens, der ikke mindst bliver dyrket inden for hiphoppen.

Mangfoldige variationer

Shantrelle P. Lewis sætter ligeledes sin udstilling Dandy Lion: (Re)Articulating Black Masculine Identity ind i en kontekst, hvor det stereotype blik på sort maskulinitet er med til at legitimere volden imod sorte mennesker i USA begået af politi eller sikkerhedspersonale:

Dandy Lion eksisterer i en tid, hvor der tilbagevendende, hver 28. time, bliver dræbt en sort mand, kvinde eller barn af politi og sikkerhedspersonale i USA,” skriver hun.

En tid, hvor ”vi bliver hjemsøgt af forfærdelige billeder af dræbte sorte kroppe, gennemhullede af kugler fra de samme institutioner, som har givet juridiske løfter om at beskytte og tjene os.”

Med udstillingen vil hun bruge nogle af de alternative selvfremstillinger af sort maskulinitet, som hun finder uden for mainstreamen, og bruge dem til at modarbejde de store historier om sort maskulinitet.

For sort maskulinitet rundt omkring i verden er ikke bare én uforanderlig, unuanceret størrelse. Variationerne findes allerede, de har bare været overset i mainstreamen:  

Dandy Lion konfronterer den fortælling, der gør den sorte mand til en skurk, og er dermed et portræt af de mangfoldige variationer af identiteter, der altid har eksisteret i vores fællesskab,” skriver hun.

Det er blandt andet vigtigt, fordi det kan give især unge mænd mulighed for at identificere sig med andre former for maskulinitet. Som hun siger i et interview med Washington Post:

»Vi, og især unge mennesker, bliver bombarderet med denne ensidige version af, hvad det vil sige at være sort mand,« siger hun og slår fast, at det er et negativt billede, og at dette negative billede dermed bliver fastholdt for mange unge mænd, fordi de ikke har ”adgang til en bred vifte af måder, hvorpå man kan udtrykke sort maskulinitet.«

Nyt billede i mainstreamen

Der har selvfølgelig også tidligere været kulturprodukter og kulturelle personligheder, der har udfordret de normative forestillinger om sorte mænds maskulinitet eller udfordret rammerne for, hvordan man kan opføre sig som sort mand i forhold til køn og seksualitet.

Det er blandt andet umuligt at komme uden om den verdensberømte musiker Prince, der afgik ved døden sidste år, for han udfordrede også i allerhøjeste grad machoidealet. Og han mødte også modstand, som han måtte kæmpe imod. 

Da han for eksempel som 21-årig i 1981 varmede op for Rolling Stones, blev han forkastet af det samme publikum, som allerede hyldede Mick Jagger, selvom Mick Jagger ligeledes udviskede grænserne imellem maskulinitet og femininitet. Prince var nødt til at stoppe sine opvarmningsshows før tid.

Som Zeba Blay skriver i Huffington Post:

”Han havde høje hæle på, han havde eyeliner på, han havde tætsiddende lavendelfarvet og dyblilla lycra på. Han var essensen af en mandlig popstjerne i 80’erne: Kompromisløst seksuel, kompromisløst kompleks og exceptionelt talentfuld. Men på scenen under Vestkyst-delen af Rolling Stones’ tour, som New York Times skrev, var det umuligt for det næsten fuldkomment hvide publikum at connecte med Prince på samme måde, som de connectede med Jagger.”

Prince kæmpede altså ganske aktivt med at rykke grænserne for, hvordan sorte mænd kunne udtrykke sig. Men en vigtig ting at huske på, er, at Prince ikke gjorde dette uden samtidig at markere, at han var ’no homo.’

Som Zeba Blay også gør opmærksom på, udtalte han sig i flere interviews negativt og reaktionært over for homoseksuelle, og uden at dette fuldstændigt skal underminere hans betydning for sort maskulinitet, er det værd at bemærke, at på dette punkt adskiller hans kamp sig fra den nye bølge af kulturprodukter.

Mere inkluderende

For mange af de kulturprodukter, som har ramt mainstreamen inden for den sidste tid, virker langt mere fokuserede på at være inkluderende, måske især når det kommer til seksualitet. Både Moonlight og Frank Ocean har homoseksualitet som omdrejningspunkter. Og Dandy Lion-udstillingen forsøger ifølge Shantrelle P. Lewis at konfrontere homofobi.

Meget tyder på, at popkulturen – også i form af kommercielle interesser – er klar til at indoptage nye udtryk for sort maskulinitet. Det vidner blandt andet de undertøjsreklamer fra Calvin Klein, som fulgte umiddelbart efter at Moonlight havde vundet ved Oscar-uddelingen.   

Her ses fire af de mandlige skuespillere fra Moonlight, Alex Hibbert, Ashton Sanders, Mahershala Ali og Trevante Rhodes, i ganske ømme og ikke særligt hypermaskuline positurer. Hvor de – uden no homo-kommentarer – inviterer alle til at rette et begærligt blik imod dem.

Så måske er det, vi ser lige nu, en form for revolution i forhold til sorte mænds muligheder for at udtrykke sig. Måske det kan have konsekvenser for den sorte krop i den offentlige bevidsthed. Og måske det kan ske på en måde, hvor revolutionen er mere inkluderende end tidligere.