Chantal Dépagne/Palazon 2011
Hélène Cixous var i 1980erne en stor teoretiker og forfatter. Siden er hun gået i glemmebogen med etiketten 'livmoderfeminist'. Nu bliver hun rehabiliteret. For der et stort slægtskab mellem en nyere teoretiker som fx Judith Butler og Hélène Cixous, hævder den svenske litterat Kristina Hagström Ståhl, som samtidig påpeger, at dekonstruktionen og essentialismen er kørt fast i en sort-hvid kamp.

Læs mere

Relaterede links

Filosoffen, litteraturkritikeren og forfatteren Hélène Cixous er født i 1937 i Algeriet. Ved siden af sit omfattende litterære forfatterskab arbejder hun som litteraturprofessor i Paris. Her har hun bla. grundlagt det første center for kvindestudier i Europa på l’Université Paris VIII, som Michel Foucault også var ansat på.

Læs mere om Helene Cixous i Wikipedia

 Den franske forfatter og litteraturteoretiker Hélène Cixous' blev berømt blandt 1980'ernes feminister for sine tekster om kvindelighed, køn og skrift. Teoriretningen hed "écriture féminine" (kvindelig skrift). Hun var blandt andet inspireret af de franske filosoffer Jacques Derrida og Michel Foucault.

I 1990'erne, hvor den dominerende teoriretning var at tænke kønnet som flydende og konstrueret, blev hun taget til indtægt for at cementere kønsforskellene i essentielt mandligt og kvindeligt. Hélène Cixous blev kastet overbord til fordel for amerikanske queerteoretiker Judith Butler.

Men i en ny artikel i det svenske tidsskrift BANG hævder den svenske litterat Kristina Hagström Ståhl, at der er et stort slægtskab mellem Judith Butler og Hélène Cixous, og at Cixous slet ikke kan tolkes snævert som essentialiserende "livmoderfeminist". FORUM bringer her artiklen af Kristina Hagström Ståhl, som ønsker en rehabilitering af Hélène Cixous:

- Jeg tror ikke at kønsforskellen er fast, den cirkulerer, den er pluralistisk. Derfor kan man hverken betegne mig som biologist eller essentialist. Udtalelsen kommer fra Hélène Cixous i et interview i Bonniers Litterära Magasin (BLM) i 1999.

Jeg husker følelsen af lettelse, da jeg læste det. Jeg havde selv skrevet en kort tekst om Cixous til samme nummer, hvor jeg fastslog, at påkaldelsen af kroppen og det "kvindelige" i Cixous' écriture féminine ikke indebærer en tilbagevenden til forskelstænkning og biologi. Alligevel blev jeg inden udgivelsen nervøs for om Cixous-kritikerne havde ret, og jeg tog fejl.

Hvad nu hvis mine tolkninger var ren ønsketænkning? Tænk, hvis hun virkelig var den forskelsfeminist, hun for det meste bliver betragtet som og jeg et naivt barn af 1990'erne, formet af Foucault, Derrida og Butler, som bare forsøgte at presse hendes tekster ind i mine egne mere dekonstruktivistiske tankebaner? Men her var hun i hvert fald selv enig med mig, selv om andre fortolkere af hendes tekster ikke var det.

Den generelle opfattelse af Cixous har lige siden hendes essay Le Rire de la Méduse fra 1975 (Medusas latter) sammen med hendes andre tekster fra 1970'erne været, at hun netop er biologist og essentialist. En forskelsfeminist med utopiske længsler på jagt efter Kvinden med stort K. Den kropsliggjorte, børnefødende, naturlige, sanselige, indimellem hysteriske kvinde, som vil generobre, ligefrem stjæle skriften tilbage, og udskifte blækket med modermælk og blod.

Cixous' modsætningsfyldte og mangefacetterede lyrisk-teoretiske tekster om skriftens tilblivelse og om at komme til skriften, der for alvor blev introduceret i Sverige i 1980'erne [- og Danmark, red.], er blevet elsket, hadet og diskuteret af feminister fra forskellige lejre.

Hvorfor er Jaques Derrida og Hélène Cixous tolket så diametralt forskellige?

I den såkaldte livmoderfeminismes benhårde heteronormative storhedstid blev begrebet kønsforskel først og fremmest brugt til at tale om "kvindeligt" og "mandligt" som et nydeligt afgrænset modsætningspar.

Når påstande som "mænd og kvinder er forskellige, sådan er det bare", nærmest kom til at opnå videnskabelig troværdighed, faldt det måske meget naturligt at mene, at Cixous' referencer til krop, køn og kønnet skrift passede ind i samme mønster. Men som den svenske Cixous-forsker og -oversætter Kerstin Munck og andre (fx Cixous selv) påpeger, betyder dette ikke, at Cixous' forståelse af kønsforskellen nødvendigvis følger det samme todimensionelle princip.

Tværtimod indleder Cixous i La venue a l'écriture fra 1976 [i dansk oversættelse At komme til skriften, 1985] med et forsøg på at nedbryde den binære model, der stiller ord og begreber som mand, sol, kultur, dag og aggressivitet op på samme side som det "maskuline", mens kvinde, måne, natur, nat og passivitet får lov at stå for det "feminine".

Fra disse tekster og videre i teaterstykkerne og de skønlitterære tekster forsøger Cixous at påvise (køns-)forskellens bevægelighed, kompleksitet og mangfoldighed. Pluralisme har altid været nøgleordet hos Cixous. Modstanden mod rigide kategoriseringer udtrykt som modsætningsforhold, i køn såvel som i skrift, er et af de vigtigste træk ved hendes samlede forfatterskab.

Alligevel præsenteres hun konsekvent som "forskelsfeministen Hélène Cixous", endda i Tuva Korsströms bog Kan kvinnor tänka? fra 2002, en indføring i en række feministers, filosoffers og forfatteres arbejder, hvor interviewet fra BLM er med. Det har i stedet været vigtigt for mig at forstå og tolke Cixous ud fra et dekonstruktivistisk perspektiv.

Hvis jeg skal være ærlig, har jeg nok villet forsvare hendes tekster, retfærdiggøre de tekstuelle, idé- og formmæssige valg, tage skriftens "kvindelighed" eller snarere "femininitet" til mig som noget, der er politisk og intellektuelt brugbart. Dels fordi det virker usandsynligt, at Cixous' nyskabende ambitioner, der så tydeligt handler om rebelsk, glædesfyldt forandring, skulle gå ud på at bekræfte og cementere gamle misogyne forestillinger, stereotyper og mønstre. Dels fordi det virker for forenklet at anklage (eller hylde, afhængig af hvem man spørger) hende for biologisme og essentialisme.

At reducere Cixous' omfattende forfatterskab (over fyrre bøger, hvoraf hovedparten er skønlitterære værker) til en ensidig tolkning af en lille håndfuld tekster er dumt. Tekster der, ifølge Cixous selv, ikke udgør et universelt eller transhistorisk billede af det kvindelige, men en politisk stillingtagen i forhold til et specifikt historisk øjeblik.

Men hvorfor opstår der egentlig et behov for at "forsvare" Cixous? Kommer det af, at jeg så ofte har tænkt på hende sammen med Jacques Derrida og undret mig over, at de to forfatterskaber, der udviklede sig i et dybfølt venskab og gensidig respekt, er blevet tolket så diametralt forskellige? Er det fordi, det føles vigtigt at vide, at Cixous står på "den rigtige side"?

Faren ved den feministiske afsky for essentialisme

"Som vi har set, kræver en nærmere undersøgelse af hendes værk en konfrontation med dets intrikate væv af modsigelser og konflikter, hvor en dekonstruktivistisk tekstopfattelse modarbejdes og undermineres af en lige så passioneret fremstilling af skriften som en kvindelig essens".

I Sexual/Textual Politics fra 1985 stiller Toril Moi essentialismen og dekonstruktivismen i Cixous' værk op mod hinanden. Moi afviser ikke, at man finder dekonstruktivistiske træk hos Cixous, tværtimod. Hun benytter sig af Derrida til at belyse Cixous' tanker om kønsforskellens strukturer (hvordan man kan finde spor af Derridas "différance" i Cixous' "différence sexuelle").

Men Cixous' ideer står i stor gæld til Derrida, mener Moi, og fungerer bedst som "en kraftfuld feministisk omtolkning (appropriation) af Derrideansk teori". Det begrunder hun med, at Cixous tydeligvis ikke forbinder den kvindelige skrift med et kvindeligt (biologisk) køn og at hun tolker forskellen som pluralistisk. Men, fortsætter Moi, det er ikke hele sandheden: Hver eneste henvisning til Derrideansk dekonstruktion modvirkes hos Cixous af essentialistiske visioner om kvinden og hendes skriftlige udtryk. Så nej, desværre, Cixous er ikke det, hun udgiver sig for at være, for de biologistiske tendenser ligger og lurer lige under teksten.

Et modsvar finder vi i Kerstin Muncks studie af Cixous' forfatterskab, Att föda text fra 2004, hvor hun "vil vende spørgsmålet helt om, nemlig om det ikke netop er de dekonstruktivistiske greb i teksten, som underminerer enhver essentialistisk læsning af Hélène Cixous, inklusive fødselsmetaforerne". Ja, det er jo et godt spørgsmål, og det afspejler også min tilgang til Cixous. Hvorfor gå ud fra, at essentialismen altid "vinder" over dekonstruktionen? Men på den anden side: Hvorfor er det så afgørende, at dekonstruktionen i stedet får det sidste ord? Hvorfor skal vi nødvendigvis stille dem op over for hinanden som endnu et modsætningspar?

Forklaringen synes måske indlysende. Der eksisterer en slags kollektiv feministisk afsky for, eller modvilje mod alt, der lugter af essentialisme - fuldt forståeligt eftersom biologistiske og essentialistiske kønsmodeller sjældent fører til forandring eller frugtbar politik. Men spørgsmålet er, om vi ikke indimellem havner i det dualistiske mønster, som både Cixous og Derrida forsøger at undgå: Vi skubber det Andet væk, trækker et tydeligt skel, der fast og uomtvisteligt skiller os fra Det; vi definerer os selv ud fra visheden om, at vi ikke er Det. Vi vil fjerne alle spor af essentialisme fra det, som vi tilslutter os og støtter, for ellers risikerer vi at få det grimme navn: forskelsfeminist.

Men som den engelske litteraturprofessor, Diana Fuss, påpeger, lykkes den skarpe adskillelse mellem essentialisme og dekonstruktion aldrig, især ikke når det gælder kønsforskel og kønnet identitet. Ligesom Cixous aktivt arbejder med Derrideansk différance, er Derrida i sine tekster nødt til at benytte sig af essentialismer for at gøre sig forståelig. Hvordan skal vi ellers overhovedet kunne forstå det kvindelige/feminine som en mangel, fravær eller negation, hvis vi ikke allerede har en ide om, hvad negationen, eller det "kvindelige", betyder? Og er påkaldelsen af kvindens navn, plads og rolle i sproget og det imaginæres historie det samme som essentialisme, selv hvis det gøres strategisk og med det formål at forandre, afsløre det i sproget, som giver kvinden "hendes" navn og sætter "hende" på plads?

Ifølge Cixous indeholder sproget ikke en kvindelig/feminin subjektposition. En "feminiseret" skrift er derfor i stand til at underminere den logik, hvor det feminine altid er det Andet: Det ikke-dominerende, det der afbildes, beskrives, elskes, foragtes, begæres, forkastes, men som altid udgør den negative pol i sprogets positivistiske, dualistiske konstruktion.

Derfor forsøger Cixous at skabe en skrift, hvor hierarkiet sprænges, ved at den kvindelige krop pludselig skriver, lyder af noget, udskiller noget, flyder over - ikke fordi den er væsensforskellig og særlig fint moderlig, feminin eller livmoderstyret, men fordi den på den måde kan yde størst mulig modstand ved ikke at kende sin plads og nægte at finde sig i den. Cixous forsøger at skabe en skrift af Kroppen, der gør oprør, og som benytter sig af metaforiske eller somatisk betingede udtryk og symptomer for at vise sin utilfredshed, den forsøger Cixous at skabe en skrift af.

Skriften fødes i tabet

"Hélène formår at få sproget til at tale, selv i de mest velkendte udtryk, de steder, hvor der synes at være et mylder af hemmeligheder, som giver tanken liv. Hun ved, hvordan hun skal få sproget til at fortælle, hvad det gemmer på, og på den måde kommer det undervejs ud af sit skjul".

Ordene tilhører Jacques Derrida. I februar i år hørte jeg for første gang Cixous forelæse i forbindelse med en mindekonference for ham (Derrida døde af kræft i 2004). Teksten var skrevet til Derrida i brevform og handlede om en tekst, han engang havde skrevet til hende, og som hun havde genfundet efter hans død.

I halvanden time læste hun op fra manuskriptet på indimellem usikkert engelsk, som hendes franske original var blevet oversat til, uden at se op og med en mikrofon, der var indstillet på lav lydstyrke.

Det føltes underligt, at det du, hun talte til, var så definitivt fraværende, at det ikke længere findes. Men samtidig iscenesatte denne oplæsning på forunderlig vis begge teoretikeres udgangspunkter. Derrida mener, at skriften, især i brevform, henvender sig til en fraværende modtager, et ikke-nærværende "du"; Cixous mener, at det er i tabet og det forsvundne, at skriften fødes. Sproget bliver dermed en måde at danne forbindelse, om end ufuldkommen, til det som er forsvundet og uden for rækkevidde, en måde at skabe eller finde spor af det fraværende og tabte.

Da jeg opgav at forstå, forstod jeg

I begyndelsen af forelæsningen prøvede jeg at tage noter, analysere og forstå. Jeg havde travlt med at notere på engelsk og fransk, tegne små skemaer for at anskueliggøre de mange ordspil, hun brugte, og i det hele taget med at tænke.

Da hun så også begyndte at inddrage det tyske sprog (som Derrida elskede, men åbenbart ikke beherskede helt), gav jeg efterhånden op. Mit tyske er mildest talt begrænset, og jeg orkede ikke at holde styr på det hele, jeg mærkede min gamle modstand mod indviklede metaforiske tekster, jeg holdt op med at prøve. Jeg besluttede mig for bare at lytte og lade det hele skylle ind over mig.

Og så, pludselig, skete der noget: Jeg begyndte at forstå. Pludselig forstod jeg, hvordan écriture féminine, selve sproget, lyder, hvordan skriften fungerer, hvordan den skal høres og opfattes, næsten ligesom musik. Eller rettere, nøjagtig ligesom musik. Pludselig blev den filosofiske og teoretiske tale også til en lyrisk oplevelse. Jeg følte, at jeg havde fået muligheden for at se noget velkendt på en helt ny måde. Det lyder måske prætentiøst at sige, at sproget viste mig, hvad det gemmer, at det kom ud af sit skjul, men det var noget nyt og overvældende, der skete, og som jeg opfattede, hørte og så.

Men naturligvis begyndte jeg at spekulere igen. Da jeg holdt op med at tænke analytisk, da teori og poesi fik lov at flyde sammen, blev jeg meget lykkeligere i mit forhold til Cixous. Og så dukkede spørgsmålene op: Var det her endnu en bekræftelse på, at Cixous er den gamle essentialist, jeg aldrig har villet se hende som? At hendes "kvindelige skrift" skal opleves med sanserne og ikke med intellektet?

Slægtskabet mellem Judith Butler og Hélène Cixous

Jeg tror, det var i det øjeblik, jeg besluttede, at det ikke fungerer at trække absolutte grænser, i hvert fald når det gælder litteraturens og tekstens politik. Under forelæsningen følte jeg den dybe gensidige forståelse, som Cixous' og Derridas forfatterskaber er vokset frem i.

Da Judith Butler den følgende dag holdt et mere uformelt foredrag, der var tænkt som et svar til Cixous' tale, var hendes egen tekst dybt personlig, reflekterende, næsten poetisk. Hun sagde til Cixous, at takket være hende kan vi nærme os sproget på en helt ny måde. Og hun fortsatte: "You destine us all to the impossible" [Du sætter kursen mod det umulige for os alle]. Måske et valgslægtskab?

I 1980'erne blev Cixous mere og mere optaget af at skrive for teatret. I integrationen af sprogets lyd og skuespillerens krop, i den kropsliggjorte iscenesættelse af teksten, oplevede hun, at hun fandt et nyt sted for intersubjektive relationer, et møde mellem jeg'et og den Anden, hvor de virkelig mødes. "På scenen er jeg, forfatteren, der ikke længere, men det er der, den anden er." Er teatret muligt uden essentialisme? Er det muligt uden dekonstruktion? Måske er det der, Cixous' skrift befinder sig - i grænselandene?

Kristina Hagström Ståhl er ph.d.-studerende i Performance Studies ved University of California, Berkeley.

Artiklen har været bragt i det svenske tidsskrift bang nr. 3, 2006. Oversat af Julie Breinegaard.