’Kulturmanden’ er et begreb, som har været anvendt i dele af den svenske kulturdebat siden 2014. Især kvindelige debattører har benyttet begrebet i kronikker og debatindlæg til at problematisere den selvfølgelighed, som mænd dominerer landets kulturliv med. Med ’kulturmanden’ har debattørerne fået sat fokus på den udbredte homosociale ’bonding’ mellem mandlige kunstnere og andre mænd i kunstverdenen, og som bevidst eller ubevidst er en måde at holde alle ikke-kulturmænd væk fra indflydelse.

Læs mere om 'kulturmanden'

Nogle artikler fra den svenske kulturdebat som omhandler kulturmanden:

Åsa Beckman: ’Kulturmannen. Porträtt av en utdöende art.’ Dagens Nyheter, den 27. april 2014 

Åsa Beckman: ’Kulturmannens superkraft är att han skapar konst.’ Dagens Nyheter, den 16. juni 2014

Isabelle Ståhl: ‘Kulturmannen är ingen utdöende art.’ Svenska Dagbladet, den 13. maj 2014

Lina Thomsgård: ’Nu är det dags att sluta ligga med kulturmannen.’ Aftonbladet, den 28. maj 2014

Ebba Witt-Brattström: ’Käftsmällar mot Kulturmannen.’ Dagens Nyheter, den 3. juni 2014 

Jens Liljestrand: ’Kulturmanligheten.’ Expressen, den 3. juni 2014

Henrik Marstal er kønsdebattør, blogger for Politiken og forfatter til bogen 'Breve fra en kønsforræder' (Tiderne Skifter, 2015).
 

Nu har svenske Ebba Witt-Brattström, forfatter og litteraturprofessor ved universitetet i Helsinki, sat fornyet fokus på begrebet med sin essaysamling Kulturmannen och andra texter (Norstedts, 2016).

Der er tale om en samling af nyere tekster om især svensk litteratur begået af primært feministiske kvinder fra Selma Lagerlöfs tid og frem til i dag. Bogen stiller det grundlæggende spørgsmål, hvorvidt det er godt nok, at kulturen og i denne sammenhæng litteraturen stadig betragtes som noget, mænd er særligt gode til, mens kvinder stadig må affinde sig med at blive betragtet som en slags kunstnerisk sekundavare.

Mandens plads i det kunstneriske hierarki

På bagflappen lægger Ebba Witt-Brattström bogens præmis frem, nemlig at kulturmanden repræsenterer ”en højere værdi på kulturbørsen end kvinden”, og at han er et symbol på ”den patriarkalske selvgodhed, som fortsat dominerer.”

Problemet er, skriver hun, at epoker altid er blevet defineret primært ud fra dens mandlige og ikke dens kvindelige aktører, og at dette noget uddaterede billede af verden stadig er dominerende.

Dermed konkretiserer bogen en udbredt, men sjældent debatteret opfattelse, at i kunstens hierarki rangerer mænd stadig højest, ikke nødvendigvis fordi mænd generelt er bedre kunstnere, men fordi det nu engang er en meget udbredt kulturvane hos kunstens gatekeepere og forbrugere at opfatte tingene sådan.

Witt-Brattström anfører, at kulturmanden altid har haft stærke repræsentanter i forskellige epoker. Hun ser ham også som hvad hun kalder ”en samlebetegnelse for mandegriske mekanismer og reflekser, som går ud på at opvurdere mandlige produkter og nedvurdere tilsvarende kvindelige” (s. 12).

Han er en person, der er ”hævet over masserne i almindelighed og kvinderne i særdeleshed” (s. 20) og derfor altid foretrækker mandlige allierede snarere end kvindelige, ligesom han ganske enkelt ikke bruger tid på at læse eller blot sætte sig ind i, hvad kvindelige forfattere og intellektuelle generelt skriver, forsker i og tænker.

Og så er det sådan, tilføjer Ebba Witt-Brattström, at kulturmanden lever i os alle og er ”en urtidsamøbe, som bugtaler gennem os, hver gang vi vælger at namedroppe en mandeklassiker for at undvige den misstemning, der kan opstå, hvis vi nævner en kvindeklassiker, som manden i selskabet ikke har læst” (s. 12-13).

Men hun noterer sig også, at kulturmanden er ”et selvskrevet, buldrende geni, som befinder sig på falderebet af sin eksistens” (s. 17). Endvidere kritiserer hun kulturmanden for sine uerkendte kønnede dagsordener med hans opfattelse af kvinder som muser eller elskere snarere end som kollegaer eller sparringspartnere.

Ebba Witt-Brattström dokumenterer sine ord ved at lave en undersøgelse over hvor mange kvinder og mænd, der har modtaget Sveriges litteraturpriser. Hun når frem til den bemærkelsesværdige konklusion, at jo flere penge, der følger med en pris, jo færre prismodtagere er kvinder.

Det gælder ikke mindst Nobelprisen i litteratur, verdens mest prestigefyldte litteraturpris, som indtil videre er blevet givet til 14 kvinder og 99 mænd. Én ting er med andre ord, at mandlige forfattere læses mest – de får også flest penge fra de litterære institutioner.

Kulturmanden identificeret og udfordret

Som jeg ud fra den svenske kulturdebat forstår begrebet, lukrerer enhver fuldblods kulturmand på en patriarkalsk funderet kønsmagtordning, hvor det er helt ’naturligt’, at han dominerer. For ifølge hans egen såvel som omgivelsernes opfattelse er han både dygtigere, modigere og mere parat til at gå hele vejen end enhver kvinde. Samtidig er han overbevist om, at kvinderne jo bare kan komme ind i kampen, hvis de gerne vil fylde mere i kulturlivet. Så håbløst forenklet og forfejlet er hans verdensbillede.

Kort sagt: Kulturmanden kan defineres som en person, der reproducerer en patriarkalsk kønsmagtordning uden nogensinde for alvor at reflektere over, om tingene kunne eller burde være anderledes. Dermed er han så afgjort ikke nødvendigvis en mand biologisk set. Mange kvinder i kulturlivet falder nemlig også ind under definitionen – nemlig de, der har lukreret på at følge den gældende kønsmagtordning, fordi det kunne betale sig for dem personligt, og som derfor forsvarer den ved enhver given lejlighed.

Men at hævde, at kulturmanden pr. definition er hvad Ebba Witt-Brattström på bogens bagside (og ikke andre steder i bogen) kalder en ”narcissistisk sexist”, ligner et både unødvendigt og ærgerligt selvmål. Hun begrunder nemlig ikke hvorfor han er det, og selvom nogle kulturmænd muligvis kan være det, forklarer det ikke hvorfor mange andre ikke nødvendigvis er det.

Måske er der tale om en privat kommentar til eksmanden, forfatteren og litteraten Horace Engdahl. Tanken er nærliggende, fordi Ebba Witt-Brattström har udlagt parrets forliste ægteskab i en anden bog, som hun er aktuel med i år, nemlig romanen Århundradets kärlekskrig (Norstedts 2016).
Men i så fald burde det være fremgået tydeligt, hvem hun talte til, eller i det mindste hvilke træk hos kulturmanden, der gør, at han fortjener så hård en dom. Lige nu er bemærkningen kun med til at underminere lødigheden i hendes betragtninger.

I øvrigt er kulturmanden i bogens noget litteracentriske optik reduceret til at være en forfatter og absolut intet andet. Så lidt fokus er der på andre områder af kulturlivet såsom billedkunst, arkitektur, design, film, musik og så videre – som om kunsten eller i bredere forstand kulturen lader sig reducere til, hvad litteraturkundskaben kan sige om den. Bogen kunne næsten lige så godt have heddet Litteraturmanden, og det er i denne sammenhæng ikke ment som en ros.

Ædende ond ironi

Men der er en ædende ond ironi i, at kulturmanden som begreb kun defineres ganske kort og summarisk i bogen – som om ordet i en mandsdomineret kulturverden må være selvdefinerende. Det er et præcist og hårdt udfald mod netop den selvforståelse, der tillader sig ikke at tage andet end sig selv alvorligt.

Og så giver Ebba Witt-Brattström med bogen en opskrift på hvordan en kvindelig forfatter kan få mænd til at ville læse et betydeligt antal artikler om kvindelige forfattere og deres vilkår. Det gøres netop ved at skrive en indledende, ganske kort tekst om den kulturmand, som kulturlivets kulturmænd selvfølgelig gerne vil læse om, fordi de holder af at læse om sig selv – og så ellers lade stort set resten af bogen handle om netop alt andet end kulturmanden (selvom begrebet spøger mellem linjerne på bogens sider).

Jeg forestiller mig adskillige mandlige læsere, der i forventningen om at læse opfølgende betragtninger til den indledende tekst alt for sent opdager, at de har brugt deres tid på at læse om kvindelige forfattere i stedet! Åh, hvor må Ebba Witt-Brattström og hendes redaktør have moret sig over påfundet.

For hvad sker der? I stedet for flere ord om deres egen art, bliver læserne henvist til sætninger som disse: ”I feministisk litteratur er kvindekroppen påfaldende ofte en container for erindringen, historien og de subjektive erfaringer, og de er endda også en slagmark for voldelige mænd som følge af patriarkalske strukturer” (s. 178). Hvor ofte har mænd overhovedet lejlighed til at læse og (måske) erkende en så vægtig begrundelse for, at kvinder overhovedet skriver litteratur?

I den forstand er bogen et råb i almindelighed om, at kulturmænd begynder at interessere sig for andre end sig selv, og et råb i særdeleshed om, at de begynder at forstå hvorfor deres dominans, ja, deres blotte eksistens, er et problem for kulturlivet som helhed.

Hvem er så kulturmanden?

I det hele taget findes kulturmanden, fordi en patriarkalsk kultur har givet ham lov til at eksistere, og fordi det kunstneriske kvalitetsbegreb er kønnet i den forstand, at det så ofte favoriserer mænd på bekostning af kvinder. Når mænd bliver kulturmænd, sker det blandt andet, fordi det er lettere for mænd end alle andre at få en karriere i kulturlivet. Med andre ord har en mandsorienteret kønsmagtordning tilladt det – at drenge allerede fra barnsben bliver ’fortalt’, at de har muligheden for at erobre verden med deres egne frembringelser, mens piger bliver fortalt det modsatte.

Derfor har mænds frembringelser så at sige lettere ved at blive genkendt og anerkendt som kunst med almen relevans, hvorimod alle andres frembringelser fortsat lider under diskriminerende forestillinger om selvrealisering, navlebeskuende adfærd og nørkleri.

Det er forestillinger, som kulturkritikkens kulturmænd gennem generationer har promoveret og udbredt, måske fordi mandlige kunstnere derved desto lettere kunne få den højere værdi på på kulturbørsen, som jeg citerede Ebba Witt-Brattström for i begyndelsen.

Kulturmændenes omgivelser bakker ganske enkelt mere op om manden som den egentlige kunstner, for de er underlagt en generel opfattelse af geniet, bohemen eller eneren som en mand.

Ebba Witt-Brattström gør dog ikke særlig meget ud af at nuancere hvem kulturmanden rent konkret er. Det har hun måske en pointe i. Men jeg tror nu ikke, at han er hvem som helst i kulturlivet. Efter min opfattelse findes der mandlige kulturaktører med kulturmandsagtige træk, som trods uerkendtheden rent faktisk forholder sig kritisk og konstruktivt til den omstændighed, at der er mandlig dominans på kunstens område. Dem hører vi ikke noget om i bogen.

I øvrigt er kulturmanden jo ikke nødvendigvis en kunstner, sådan som det hele tiden underforstås, at han er. For han er i lige så høj grad en aktør bag scenen, det vil sige: en kulturproducent i alle tænkelige afskygninger af ordet: redaktør, pladeselskabsperson, gallerist, radiovært, filminstruktør, kulturkonsulent, museumsperson osv. Heller ikke dem hører vi noget om.

Så selvom Ebba Witt-Brattströms bog er vigtig, ærgrer jeg mig over, at hun ikke har lavet en mere indgående, bredt funderet og mere institutionel analyse af kulturmands eksistens, men i stedet har tegnet ham som en skitse. For der er brug for sådan en analyse – også i dansk kulturliv. Jeg håber, at nogen en dag vil tage over herfra og skrive en bog om hvordan personer af alle køn i kulturlivet – kunstnere såvel som institutionelle aktører – i fællesskab kunne arbejde målrettet på at få afviklet kulturmanden. Hans blotte eksistens modarbejder kunsten som et område, hvor køn indlysende bør have langt mindre relevans som kvalitetskategori, om end den fortsat kan have relevans som udsigelseskategori.