To amerikanske erhvervsjournalister har sat parforholdet på økonomiske formler i bogen "Spousonomics". Uromantisk? Måske. Provokerende? Ja. Især fordi de gør det klart, at familieliv er seriøst arbejde.

Læs mere

Paula Szuchman og Jenny Anderson: Spousonomics. Random House, NY. 2011

Læs også interview med forfatterne på Salon.com

Dit parforhold er en investering - pas den dog! Sådan lyder opfordringen i en ny amerikansk bog, der repræsenterer en avanceret version af en slidt genre, selvhjælpsbøger til trætte ægteskaber: Spousonomics!

Som forfatterne skriver på bogens flaptekst: "Er du lykkelig i dit ægteskab - bortset fra de ugentlige sammenstød om, hvem der oftest tømmer opvaskemaskinen? Du kan ikke klage - bortset fra, at I ikke har haft sex siden den første Bush var præsident? Er du klar til at stå bi i medgang og modgang - bare du ikke skal gå på kompromis? Vær ærlig: Har du nogensinde ligget vågen og tænkt på, hvor meget sjovere det engang var at være gift?"

Bogen handler kort sagt om at sørge for overskud på kærlighedsbalancen, midt i alle hverdagens krav og konflikter. Hvis det lyder fjollet og materialistisk, foregår det i hvert fald på højt intellektuelt og teoretisk niveau - og sjovt er det også. Bag bogen står to erhvervsjournalister, Paula Szuchman og Jenny Anderson, der er ansat på så fremtrædende medier som Wall Street Journal og New York Times. Deres idé er, at de økonomer, der gennem over 100 år har fået bl.a. Nobelprisen for deres tanker, måske har fat i noget, som alle kan bruge - også i deres privatliv.

Kærlighed og skraldeposer

Spousonomics - ordet er sammenkogt af ordet spouse, ægtefælle, og economics, økonomi og kan ca. oversættes til "parøkonomi" - udkom i USA 8. februar. Bogen er dog allerede blevet heftigt markedsført og omtalt, som man kan se af over 50.000 googlehits og stor aktivitet på den blog, forfatterne udveksler med deres læsere.

Bogens undertitel lyder: "Hvordan man bruger økonomi til at klare kærlighed, ægteskab og opvask". Udgangspunktet er, at et parforhold udgør en værdi, som er værd at bevare. Dels for børnenes skyld. Dels fordi ægteskab er en af livets store følelsesmæssige investeringer.

Når det alligevel tit ryger ud med skraldepose nr. 10.000, er det måske fordi, mange af os bruger færre intellektuelle ressourcer på vores parforhold end på job og karrierechancer. Kærligheden skal jo nok bære os igennem, ikke? Det fænomen har forfatterparret også ord for. Sådan noget kaldes nemlig en boble: "Too big to fall".
 
Mange par har erfaret, at den kærlighed, der begynder som boblende fornøjelse - kærlighed og sex, fælles rejser, flere penge osv. - ved ankomsten af blot et enkelt barn udvikler sig til noget, der mistænkeligt ligner "rigtigt" arbejde". Bl.a. fordi de voksne giver afkald på at bruge al deres tid, penge og energi på deres egne behov. Kunsten er derfor at investere de begrænsede ressourcer med størst muligt udbytte, målt i glæde, lykke, sex og overskud.

Og hvordan gør man så det? Skændes, til den ene giver op? Gør det, man gerne vil og regner med, at det er lettere at få tilgivelse end tilladelse? Nej. Svaret er forhandling og samarbejde ud fra parternes reelle behov. Derfor sætter Szuchman og Anderson ægteskab og parforhold på formel, eller rettere, på en lang række af de økonomiske formler, der i øvrigt beskriver menneskers omgang med hinanden.

Tilsyneladende rummer menneskers sociale liv lige så mange psykologiske og irrationelle reaktioner som markedet: Vi følger strømmen ud i parcelhuskvarteret, uden at tænke på, om vi som bymennesker nu vil trives der. Vi køber en lækker motorcykel, selv om økonomien ikke rækker til, at partneren gør noget tilsvarende. Eller vi undlader at gøre gengæld, når partneren i en uge har passet to småbørn med diarré, mens vi var på konference i Spanien.

Vejen til mere sex

Som illustration gennemgår forfatterparret en række parforholds-cases, som også omfatter dem selv med ægtefæller. De fleste er yngre par med børn samt krævende, men ikke altid vellønnet arbejde. Deres uenigheder beskrives - og løses - ud fra ti økonomiske problemstillinger: Arbejdsdeling, tabsaversion, udbud og efterspørgsel, moralsk risiko, incitament, byttehandel, asymmetrisk information, midlertidige løsninger, bobler og spilteori.

"Arbejdsdeling" betyder i parøkonomisk jargon: Gør det, du er bedst til, og forhandl om resten. "Incitament": Beløn din partner for at gøre, som du ønsker. "Udbud og efterspørgsel": Tilbyd det, partneren ønsker, fx sex. Alt gennemgås i højt tempo, men stærkt underholdende, også når man ikke er fortrolig med begreberne og får flakkende øjenbevægelser af brøker.

Samtaler om hvem-føler-hvad er erstattet af klare mål og midler. "Gå vred i seng" og "hav sex, også når du ikke orker" hører til de mere kontroversielle råd. Det første råd adresserer det fænomen, at udstrakte natteskænderier sjældent fører til fornuftige resultater. Det andet, at sex er ægteskabets hårdeste valuta. Vejen frem er derfor at øge parternes intimitet og samhørighed ved at styrke sexlivet. Det sker ifølge forfatterne bedst ved at øge udbuddet og sænke omkostningerne!

Den gamle vits om, at "mænd vil gøre alt, bare de tror, det er forspil" synes at have meget for sig. Sex med partneren er så motiverende for visse af bogens ægtemænd, at de mentalt vil krydse oceanet for det. Det vildeste eksempel er Howard, der tyranniserede sin familie med daglige vredesudbrud. Det hjalp - omend langsomt - da konen fik den geniale idé at stille garanti for sex for hver tre raserifrie dage!

Kønskamp med spilteori

Et entydigt kønsperspektiv undgår forfatterne omhyggeligt. Tværtimod understreger de, at parterne har principielt lige ansvar for at skabe forholdets værdier. Det afgørende er at blive enige om, hvad "vores" værdier er, og etablere en rimelig balance i den tid, parterne hver især bruger på dem. At hjælpe børnene med lektier (et klassisk kvindedomæne) er med andre ord ikke i sig selv mere eller mindre fortjenstfuldt end at være på netbank. I flere cases er kvinderne bedst lønnet og forventer, at manden tager sig ekstra af hjemmefronten. Hvilket ud fra en parøkonomisk tankegang kun er rimeligt, hvis der også er markant forskel på parternes reelle arbejdstider.

Her ligger faktisk et reelt kønsperspektiv i bogen: Børneomsorg og husarbejde tæller! Forfatterne skærer ud i pap, at enhver indsats for fællesskabet fortjener, at giveren får noget igen. Selv ikke i et parforhold er tid, penge og energi nemlig ubegrænsede ressourcer.

Det betyder også, at bogen skriver sig ind i den udbredte amerikanske respekt for aktivt forældreskab. Det er jo det, der skaber fremtidens værdier.

Interessant i en dansk kontekst, hvor SFIs undersøgelser år efter år troligt viser, at kvinder - også de fuldtidsarbejdende - står for 2/3 af det ubetalte omsorgsarbejde i danske familier. Alligevel fremstilles familien ofte som en slags rekreativ zone, hvor parterne helt frit bestemmer, hvordan de vil bruge deres tid. At kvinder statistisk set løfter den største byrde - og gør gifte mænd til så driftsikker arbejdskraft! - tilskrives paradoksalt nok ikke værdi.

Men den behandling behøver kvinder ikke mere finde sig i. Med bogen i hånden har de nu argumenter på Nobelprisniveau, hvis de får brug for at forklare deres partner, hvorfor ansvaret for familien bør deles så lige som muligt. Kvinde, bevar dit job!

Selv en individualistisk partner har bogen dog råd for: Spilteori giver "det bedst mulige resultat"! Bogens eksempel er et homoseksuelt pensionist-par med vidt forskellige behov for fritidsaktiviteter. Gary vil gerne have gemalen med i byen af og til, mens Marcus foretrækker at nørde med sit oversigtsværk om middelalderpaver hjemme ved computeren - dag, aften og weekend. Marcus vinder, Gary taber. Bogens løsning er spilteori, kombineret med psykologisk sans: Gary spiller ud med udflugter og operabilletter, vel vidende, at Marcus afskyr pengespild!

Selvfølgelig spørger man sig undervejs, om ægteskabelige problemer virkelig altid løses bedst ud fra princippet om noget-for-noget. Forhåbentlig ikke. Eksemplerne beskriver da også ofte hårdknuder, hvor det kræver særligt skarpsyn at få øje på det rigtige kompromis.

Bogens mest provokerende budskab er faktisk, at parforhold og familieliv ganske vist begynder sjovt, men kun bliver ved med at være det, hvis begge parter tager projektet alvorligt. Der er altså intet "naturligt" ved familien! Tværtimod gælder de samme regler her som i resten af den moderne tilværelse. Nemlig, at heldet følger de dygtige. Dovne ægtefæller bliver ikke afslappede, men skilt.