Anmelder forkælede, fantasifulde kvinder stribevis af falske voldtægter? Eller er det politiets og anklagemyndighedens håndtering, som er medvirkende til, at kun en ud af tre voldtægtssager kommer for retten? Forskere og politi har diametralt modsatrettede opfattelser af omfanget af voldtægter, og af hvem den typiske voldtægtsmand er. Det blev understreget på Folketingets Socialudvalgs høring om voldtægt i marts, som nu kan høres på CD. FORUM rapporterer fra høringen.

 Landstingssalen på Christiansborg sydede af uenighed, da Folketingets Socialudvalg i marts afholdt en høring om voldtægt i forsøg på at få mere viden om emnet.

Høringens første indslag handlede om retssikkerhed i voldtægtssager med et oplæg af Camilla Laudrup, forfatter til forskningsrapporten "Var det voldtægt?". Senere satte høringen fokus på, hvad voldtægt er, og hvad konsekvenserne er for voldtægtsofret, når hun møder "systemet" ved psykolog Anitta Guldberg fra Rigshospitalet.
Herefter diskuterede Kenneth Reinicke, lektor og ph.d. ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC, de sociokulturelle opfattelser af mænds seksualitet.

Til slut fik politiet og anklagemyndigheden ordet og fortalte om deres erfaringer med voldtægtssager. Kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen, Københavns Vestegns Politi og politiadvokat Michael Jørgensen repræsenterede de to myndigheder. Høringen blev afsluttet med en paneldebat, hvor også leder af Rigshospitalets Center for Voldtægtsofre, Katrine Sidenius og advokat Majken Johansen deltog.

Afgjort over frokostbordet?

Flere nye undersøgelser konkluderer, at retssystem og myndigheder spiller fallit, når to ud af tre voldtægtssager, hvor politiet har en formodet gerningsmand, aldrig kommer for retten. Hvert år anmelder ca. 500 kvinder voldtægt i Danmark, men under 100 sager ender med en fældende dom i retten. Mørketallet for voldtægter bliver vurderet til at ligge mellem 1.000 - 10.000. Det er derfor en ganske lille andel af det samlede antal voldtægter, som afsluttes med en dom. Men hvordan kan det så være, at så få voldtægtssager kommer for retten?

En del afgørelser træffes uden for referat, påpeger Camilla Laudrup ved høringen. Anklagemyndighed og politiet afgør uformelt sager, ved f.eks. over kaffen eller frokostbordet at diskutere, hvorvidt kvinden er troværdig eller ej og om de tror, at sagen holder i retten. For selvom sagsbehandlere generelt tilslutter sig kvindens ret til at sige nej, anerkender retssystemet ikke et nej som et nej. Retten til at sige nej kan for eksempel blive annulleret af mænds forventninger om sex, hvis en kvinde har flirtet, danset på bordet osv., påpeger Camilla Laudrup.

Det er bestemmende for afgørelserne, hvordan forklaringen falder under politiets afhøring: Om kvinder efter deres opfattelse er i "den rette sindstilstand" - fx om hun græder - og om hendes forklaring falder i det rigtige tempo. De sager, hvor man kun har kvinden og mandens vidneudsagn, betegner politiet og anklagemyndigheden det som påstand mod påstand, og de sager ender ofte i påtaleopgivelse. Samtidig indgår politiets begrundelser for, hvorfor der ikke rejses tiltale, ikke i politirapporterne, forklarer Camilla Laudrup ud fra undersøgelsen, som hun og Helle Rahbæk har foretaget i rapporten "Var det voldtægt" (2006). Og det er et problem, da der mangler gennemsigtighed hos myndighederne. Derfor bliver voldtægtssager specielt svære at kontrollere.

- Hvis man som kvinde bliver udsat for et seksuelt overgreb begået af en, man kender, så må man sande, at der er en ganske lille sandsynlighed for, at sagen kommer for en domstol. Danmark lever derfor ikke op til sine menneskeretlige forpligtelser om at beskytte kvinder mod voldtægt, efterforske forbrydelser, retsforfølge de ansvarlige og yde ofrene kompensation. Internationalt har blandt andet FN råbt vagt i gevær, hvad angår den lave tiltalefrekvens generelt, understregede Camilla Laudrup, da hun pointerede, at voldtægt af kvinder i realiteten er straffri.

I rapporten "Var det voldtægt?" har forskerne fundet frem til, at den store forskel mellem antallet af anmeldte voldtægter, sigtelser og domme, skyldes, at retssystemet spænder ben for sig selv. I to ud af tre tilfælde bliver forbrydelsen begået af en partner, en ekskæreste, en bekendt eller en ven. Men retssystemet er indrettet på at håndtere overfaldsvoldtægter begået af en ukendt mand, der "springer ud af det blå".

Derfor foreslår Camilla Laudrup, at systemet indfører indberetningspligt ved alle voldtægtssager, som hvert år afvises og ikke kommer for retten i en prøveperiode. Det skal sikre detaljerede og velargumenterede begrundelser for påtaleopgivelse, så borgere kan gå afgørelserne efter i sømmene og gennemskue, hvad der ligger til grund for om en sag rejses eller ej.

Polle fra Snave - en typisk voldtægtsmand

Under høringen løfter kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen og politiadvokat Michael Jørgensen imidlertid sløret for nogle af de mere konkrete årsager til, at politiet enten forkaster eller forfølger voldtægtssager. For politiet mener, at den høje påtaleopgivelse er et udtryk for, at der rejses for mange og ikke for få sigtelser.

Isager-Nielsen og Michael Jørgensen mener at være vidne til mange "falske voldtægtsanmeldelser" fra dels små piger med for livlige fantasier, og dels sygeligt selvoptagne intellektuelle kvinder med ondt i livet. Efter politiets opfattelse bør der derfor fokuseres på de "normale" mænd, der føler sig forfulgt - af kvinder og deres falske anklager.

Samtidig tegner kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen og politiadvokat Michael Jørgensen også et helt andet billede af en typisk gerningsmand. Ifølge dem er den mest sandsynlige voldtægtsmand ikke en ukendt, der springer ud af busken, men en mand "vi" alle sammen kender, og som de kalder "Polle fra Snave" med reference til Sonofons reklamefilm. Polle er den typiske voldtægtsmand: Han er ubegavet, socialt handikappet og impotent - én vi kan være sammen om at grine af. Både kvinder og mænd. For han er ikke en af "vore egne". Han bor derude, hvor kragerne vender, og så har han jo ikke noget med "normale mænd" at gøre. Eller har han?

Afsløringerne af politiets billede af den mest oplagte gerningsmand efterlader mange ubesvarede spørgsmål. Tallene viser jo, at to ud af tre voldtægter begås af en kæreste, en ven eller kollega. Men hvor mange kvinder har valgt at indlede et forhold til "Polle fra Snave"? Og hvor mange "Poller fra Snave" findes der egentlig på Danmarkskortet?

Voldtægtsmænd findes ikke bare ude på landet

Ifølge Kenneth Reinicke, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC, behøver vi ikke tage en tur på landet for at finde potentielle voldtægtsmænd. Voldtægter sker lige foran os. Men vi lukker øjnene for det, fordi handlingerne bliver maskeret af vores kulturelle forestillinger om, hvad der er naturlig og legitim opførsel. Men er "Polle" så bare en helt almindelig mand?

Ifølge Kenneth Reinicke ligger voldtægt ikke nødvendigvis langt fra en generel mandekultur, hvor man "ikke tager et nej for et nej". Og hvor aggression og dominerende seksualitet stadig opfattes som en del af maskuliniteten.

Mandschauvinistiske billeder

Det store spring mellem antallet af voldtægter, sager og domme hænger, ifølge forsker ved Center for voldtægtsofre Anitta Guldberg, nøje sammen med, hvordan politi og retssystem håndterer mødet med kvinder, der anmelder en voldtægt. Fx foregår nogle afhøringer for åben dør, der hænger mandschauvinistiske billeder på væggene, og kvinderne bliver mødt med en åbenlys skepsis, når de henvender sig til politiet. I bogen Er det virkelig sket (2006) argumenterer Guldberg for, at dette møde ofte skræmmer kvinderne væk, fordi de ikke bliver betragtet som personer, der kommer for at anmelde et alvorligt overgreb.
Ved høringen i Folketingets Landstingssal påpeger Anitta Guldberg, at voldtægtsramte kvinder har to ønsker: Retfærdighed og at blive mødt og respekteret på en måde, så de kan bibeholde deres integritet og værdighed.

Kriminalinspektør Bent Isager-Nielsen og politiadvokat Michael Jørgensen er imidlertid skeptiske. "For det er jo ikke en psykolog eller præst, kvinden skal ind til, vel?", som kriminalinspektøren udtrykker det. Når en kvinde henvender sig med en anmeldelse, skal hun behandles som et vidne, og det er aldrig sjovt!, er argumentet.

Men ifølge Anitta Guldberg er det et helt centralt ønske hos kvinderne at blive mødt med mere forståelse for den svære situation, de befinder sig i, når de henvender sig til myndighederne. Derfor efterlyser Guldberg mere omtanke fra politiets side og foreslår etablering af uddannede specialenheder, der kan magte modtagelsen og afhøring af kvinder, der har været udsat for en voldtægt.

Til stede i den halvt fyldte landstingssal var politikerne Lone Dybkjær fra Det Radikale Venstre, Pernille Frahm fra SF og ordfører for Socialudvalget Pia Kristensen, Dansk Folkeparti. Men det var kun tre ud af de ni indbudte politikere, som var mødt op. Så at dømme ud fra den ringe deltagelse, var den politiske interesse ikke særlig stor. Men appellen til de fremmødte politikere var insisterende. Især fra forskerne, der pegede på behovet for politiske indgreb og et øget fokus på den manglende retssikkerhed for voldtægtsofre.

Alligevel var stemningen ved høringens afslutning opgivende. Kritikken af retssystemets håndtering af voldtægter hang i luften, uden at den blev imødegået hverken fra politiets eller fra politikernes side.