Den slog alle rekorder online, og blev den mest streamede serie på DR nogen sinde. Samtidig blev 'Prinsesser fra Blokken' og dens portrætter af en række piger i en betonforstad hæftigt debatteret. For var det en udstilling, eller var det pigernes erobring af det, som andre dømmer som dårlig smag. KVINFOs Webmagasin har sat en medieforsker, en musiker og en videokunstner stævne til en længere snak om akrylnegle, klasserejser, bro-relationer og om at gå undercover i middelklassen.

Programmet 'Prinsesser fra Blokken' er lavet uden et stort TV-hold og uden et færdigt manuskript med den intention at give de kvindelige hovedpersoner stemme.

”Piger som dem findes i alle mulige andre byer, men når de endelig er i fjernsynet, er det i programmer, der fortæller om dem. Vi ville gerne give dem selv ordet,” udtaler programansvarlig
Erik Struve Hansen i Berlingske Tidende. Spørgsmålet er, om projektet er lykkedes?

Dansk forkærlighed for at forbedre 'de andre'

Vi sidder omkring et nyrestaureret spisebord, og jeg har bedt medieforsker Rikke Andreassen, musiker Karina Willumsen og videokunstner Vibeke Bertelsen diskutere seersuccesen og TV-fænomenet ”Prinsesser fra Blokken”. Vibeke Bertelsen har fundet de sidste rester af julesmåkagerne frem og hælder te op i store keramikkrus, mens Rikke Andreassen lægger ud:

”Danmark har en lang medie-tradition for at lave socialrealistisk TV og for at portrættere den såkaldte ”underklasse”. Vi har virkelig mange tv-programmer om kvinder fra de lavere sociale klasser, dels reality-TV som for eksempel ”De Unge Mødre” men også DR-programmer som ”Pigerne fra Vestre Fængsel”. De programmer er næsten altid bedrevidende og belærende. I den optik synes jeg, at ”Prinsesser fra Blokken” mediemæssigt er unik. Programmet står jo som et eksempel på, at de piger rent faktisk får en stemme.”

De sidste 10 år er medierne boomet med programmer, der har som projekt at forbedre arbejderklassen, underklassen og 'de marginaliserede'. Programmet ”By på skrump”(2009), hvor en hel by skulle tabe sig, er blandt eksemplerne sammen med en række andre programmer, hvor forældre skal lære at opdrage deres børn, hvor nogen skal lære at klæde sig rigtigt eller lære at lægge en ordentlig makeup:

”Vi har masser af programmer, hvor 'arbejderklassen' skal belæres, opdrages, disciplineres og udstilles, og det synes jeg ikke, de bliver i 'Prinsesser fra Blokken',”siger Rikke Andreassen.

”Argh man kan vel diskutere om ikke de bliver udstillet?” indvender Vibeke Bertelsen, der er mere skeptisk overfor, om DR faktisk lykkes med at lade prinsesserne fortælle deres historier på deres egne præmisser.

”Jo, men der er ingen middelklasseekspert, der fortæller, hvad de gør forkert. Der er ikke sådan en bedrevidende stemme. Jeg synes tit den slags programmer har et æstetisk og moralsk projekt om at forbedre folk og få dem til at ligne middelklassen, og det er der ikke her!” fastholder Rikke Andreassen. Hun mener, at man med programmet kan tale om et forsigtigt nybrud i danske mediers skildring af arbejderklassen. For Vibeke Bertelsen er der imidlertid noget i programmets opbygning, der forstyrrer. De temaer, som strukturerer programmet, udgør en for stram ramme til, at det bliver troværdigt:

”Temaerne (musik, mænd, makeup, red.) gør, at pigerne bliver en lidt anonym gruppe i stedet for at være nogle personer, man følger igennem afsnittene. At det er så stramt inddelt i temaer, bryder lidt illusionen om, at man bare følger deres liv, og at man skal lære at forstå dem og forstå deres bevæggrunde for hvorfor, de gør, som de gør. ”

Musiker Karina Willumsen mener ligesom Vibeke Bertelsen, at 'prinsessernes egne stemmer' drukner lidt. Hun peger desuden på, at programmet på én gang eksotiserer arbejderklassen og holder dem op imod en middelklassenorm:

”Det sidste afsnit fokuserer i høj grad på, at pigerne vil noget andet med deres liv end det, de rent faktisk gør. En art stræben efter middelklassen, hvor middelklasselivet i programmets fortælling bliver drømmen om det gode liv”, siger Karina Willumsen, der selv har arbejderklassebaggrund og er opvokset i Odsherred.

Hvis man ser ud indefra en boligblok har man en dejlig udsigt

Vibeke Bertelsen er opvokset på landet i Vestjylland og arbejder nu som kunstner med at lave videoinstallationer til koncerter og events. Måske derfor har hun bidt mærke i noget, der tilsyneladende er sneget sig forbi vores andres blikke:

”En ting, som falder mig i øjnene, er, hvor meget de filmer boligblokkene. Det bryder med ideen om programmet skulle være ”set indefra”, for det er meget visuelt et ”udefra perspektiv” på boligblokken. Når man kigger ud indefra en boligblok, så har man jo en dejlig udsigt, men når man kigger på boligblokken udefra, så ser man bare noget gråt beton.

Om de medvirkende

Rikke Andreassen er medieforsker ved RUC og har blandt andet beskæftiget sig med køn, seksualitet og minoriteter. 

Karina Willumsen er musiker og sanger med en række sange bag sig med et politisk, satirisk og feministisk indhold. 

Vibeke Bertelsen er videokunstner, og har blandt andet lavet videoinstallationer til koncerter og udstillinger og på sin blog udart.dk

Det bliver stille rundt om bordet.

”Det er en god pointe,” siger Rikke Andreassen: ”Visuelt ser vi ikke tingene fra deres perspektiv. Det kunne man godt have gjort bedre.”

Karina Willumsen er enig: ”Den eneste gang, hvor vi bevæger os rundt inde i boligområdet, er når Simona skal tilbage til det sted, hvor hendes overgreb har fundet sted.”

Vibeke Bertelsen kommer i tanke om en enkelt anden scene, som viser boligblokken indefra:

”Der er også den sekvens, hvor de kigger ud fra altanerne, hvor de kan vinke til hinanden.  Det var rigtig hyggeligt.”

Underklassen på TV

'Prinsesser fra Blokken' har især trukket mange seere online. Den første udsendelse blev på DR 3 set af 80.000 seere, og siden er det set over en halv million gange på DR's hjemmeside. Et af de spørgsmål, som melder sig, er, hvad den store interesse egentligt skyldes. Karina Willumsen har et bud:

”Folk kan godt lide at se underklassen på TV. Så kan man sidde og forarges over, at de stikker sig med kanyler med solkur for at blive brune, selvom middelklassen selv dagligt påfører sig uanede mængder af voks og foundation og alt muligt andet, der også er hamrende usundt.”

Rikke Andreassen mener ikke, man kan affærdige interessen for 'Prinsesser fra Blokken' som udelukkende underholdning for middelklasse-seere:

”Måske var der også rigtig mange, der syntes, at det var første gang, sådan nogle som dem faktisk fik en stemme. Måske fik programmet også mange seere på den baggrund. Seertallene er jo så høje, at det må favne virkeligt bredt.”

Små forandringer

For medieforsker Rikke Andreassen handler det om, at se efter små forandringer i måden TV-programmer fremstiller deltagere på. Hun mener, 'Prinsesser fra Blokken' giver kvinderne mere stemme end tidligere: ”Det er jo ikke megarevolutionerende i den forstand, at det ændrer hele TV-mediet, men der er en lille og på nogen måder væsentlig forandring”, siger hun.

Karina Willumsen bryder ind:

”Min anke er, at man kunne lave præcis den samme programrække om en flok unge middelklassekvinder. Der vil man også kunne finde én, der har en far, der drikker, og én, der har været udsat for seksuelle overgreb, og så videre. Men det er altid arbejderklassen, vi bruger til at illustrere de her problematikker”.

Om forfatteren

Katrine Manfred Swets er skribent, aktivist og cand.soc i Socialvidenskab og Arbejdslivsstudier.

Hun har blandt andet skrevet om lesbiske blockbusters, moderskabskritik og glemte danske kvindesagskvinder.

Katrine Manfred Swets arbejder med historisk research og har skrevet for blandt andet Politiken, Aarhus Stiftstidende, Standart og Fyns Stiftstidende.

”Du har en pointe dér”, siger Rikke Andreassen og fortsætter: ”Det er jo ikke, fordi der ikke er incest i middelklassen, og at de ikke drikker for meget og svigter deres børn. Middelklassen er ikke problemfri, men en del af middelklassens fortælling om sig selv handler om at udpege de ting, der er forkerte ved 'de andre', så man kan blive lidt mere ren selv.”

Karina Willumsen mener, at DR Ung næppe ville producere et program om middelklassekvinder med det samme fokus, og Vibeke er enig:

”Det kunne faktisk være rigtig sjovt at se et program om en flok kvinder fra middelklassen med den samme vinkling, som der er på den her serie. Det gad jeg godt at se. Men det ville nok være mere subtilt, så det ville være sværere at få frem på kameraet”, siger hun.

”Måske kunne man heller ikke finde nogen, der ville stille op til det.” siger Rikke Andreassen.

Middelklassens dominans på de danske medieflader har en stor betydning for hvilke programmer, der overhovedet bliver taget i betragtning, mener Karina Willumsen:

”Spørgsmålet er også, om man ville kunne finde nogen, der ville filme de programmer. Om der overhovedet ville være nogen mediefolk, der ville kunne se ideen med det eller 'historien.” Spørgsmålet er altså, ifølge Karina Willumsen, om den ide ville blive set som 'godt fjernsyn', og om seertallene havde været de samme.

”Det ville nok ikke blive et hit på samme måde”, indskyder Vibeke Bertelsen.

Kunsten at reclaime en arbejderklasseæstetik

Noget af det særlige ved 'Prinsesser fra Blokken' er, ifølge Rikke Andreassen, at kvinderne tilbageerobrer eller reclaimer en helt særlig æstetik:

”Der sker en reclaiming af nogle Vestegns-idealer”, siger hun. På den ene side er 'Prinsesserne' altså meget bevidste om 'de andres' blik på dem, men de står samtidig ved deres æstetik:

”De siger jo:'vi ved godt andre kigger mærkeligt på os, når vi kommer ind til byen, men herude synes vi, at det ser godt ud'”, forklarer Rikke Andreassen.

Vibeke Bertelsen er mere usikker på, om det egentligt er en styrke i programmet, eller om det mest af alt er et eksempel, der blot udstiller et klassisk dilemma for minoriteter:

”Det er jo alle minoriteters lod at være bevidste om, hvad majoriteten synes om dem, og hvad majoriteten synes er rigtigt. Man kan ikke leve ret meget udenfor middelklassen uden at blive meget bevidst om, hvad middelklassen godt kan lide og synes er fedt”, siger hun.

Rikke Andreassen mener nu alligevel, at der er tale om en reclaiming af en marginaliseret æstetik, som vi traditionelt forbinder med arbejderklassen:

”Jeg synes, at der sker en reclaiming af en klasseæstetik, som vi primært ser skældt ud for at være grim og uæstetisk. De reclaimer de kunstige negle og botox og brystimplantaterne, lidt ligesom Linse også gør. De tager den æstetik på sig og gør den til deres egen og til noget positivt”, forklarer Rikke Andreassen.

At gå undercover i middelklassen

Vibeke Bertelsen reflekterer over, hvordan og hvornår prinsesse-looket fungerer som strategi:

”Man vil nok kunne se andre fra samme socialklasse, som ikke kører prinsesse-looket, og som har nogle grunde til det, og man kunne lave en helt anden dokumentar om, hvordan der er nogle der reclaimer det look og er stolte af det, men så er der andre, der går undercover.

”Jeg tror, de fleste går undercover” siger Karina Willumsen og forklarer:

”Der er en grund til, at vi hører om så få mennesker fra arbejderklassen, der har 'klaret den', for med det samme man får lov at blive integreret i middelklassen, så ER man middelklasse, selvom man faktisk har en helt anden baggrund, en anden historie og nogle helt andre erfaringer. Hvis din arbejderklassehistorie skal blive tydelig efter en klasserejse, så skal du aktivt gå ind og verbalisere den, og hvor mange har egentlig lyst til det?”

'Bro-relationer' som en særlig loyalitet mellem kvinder

'Prinsesser fra Blokken' fokuserer på stærke venskaber mellem kvinder, og netop de relationer er interessante, mener Rikke Andreassen. Flere af 'prinsesserne' fortæller om det 'bro-forhold', de har til deres bedste veninde som et særligt tæt venskab (bro er slang for det engelske ord for bror, red.):

”Der er en ekstrem loyalitet mellem de kvinder. Der er jo et helt afsnit om de der mænd, men de er og bliver perifere og ligegyldige. Der, hvor den tætteste relation er, og hvor den tætteste loyalitet ligger, er i de bro-relationer”, forklarer Rikke Andreassen.

Klasserejse med makeuppen som redskab

I sidste del af programmet følger vi Siri, som forfølger sin drøm om at blive kosmetolog. For Vibeke Bertelsen er den fortælling blandt de stærkeste:

”Det gør en forskel for mig, at hun selv fortæller om, hvordan hun laver om på sig selv for bedre at passe ind på kosmetologskolen. Jeg bliver opmærksom på, at det faktisk er en kamp”, fortæller Vibeke Bertelsen. Også Rikke Andreassen mener, at 'Prinsesser fra Blokken' formår at vise, hvor svært det er at bevæge sig fra én socialklasse til en anden:

”Det bliver ofte ikke sagt åbent, hvor meget du for eksempel må ændre dit sprog for at lave en klasserejse. Siris historie viser, hvordan sådan en rejse kan foregå og hvilke omkostninger, der er forbundet med den.”

Siri vælger kosmetolog-uddannelsen, og makeuppen får på den måde en mangefacetteret funktion i hendes liv. Bliver makeuppen måske en slags adgangsbillet ind i middelklassen, spørger jeg, men Rikke Andreassen pointerer, at der er grænser for klasserejsens spændvidde i Siris tilfælde:

”Det er jo netop indenfor det her område, at der er en mulighed for at lave en form for klasserejse, som jo ikke gør, at hun bliver inkluderet i Hellerup, men hun får et job, som servicerer overklassen.”

Middelklassens gråzoneprostitution

”Gør programmerne op med jeres fordomme?, spørger jeg, inden vi runder aftenens samtale af. Vibeke Bertelsen sidder lidt og tænker:

”Ja, det synes jeg. Før tænkte jeg; der går da godt nok én, der har fået for meget botox, men det har hun jo ikke. Hun har jo fået lige præcis så meget botox, som hun selv synes er pænt. Nu tænker jeg mere: 'nå, der går en prinsesse'. Der går én, som har udlevet sin drøm om, hvordan hun gerne vil se ud”.

”Middelklassen elsker derimod ideen om 'det naturlige look', selvom det har taget dem tre timer at frembringe”! griner Karina Willumsen. Hun er stadig grundlæggende provokeret over, at arbejderklassen udstilles for ting, der er ligeså almindelige i middelklassen. Det gælder både hvad angår makeup og den økonomiske omfordeling - som nogle måske ville kalde gråzoneprostitution - der sker mellem mænd og kvinder i programmet:

”Der er den bådtur, hvor to af kvinderne gerne vil ud at sejle, og de spørger nogle mænd, om de vil betale for turen. Den slags omfordeling sker jo også hele tiden mellem middelklassens mænd og kvinder, men nu kan vi rigtig sidde og grine af at arbejderklasse-kvinderne siger det højt, for det ville en middelklassekvinde aldrig gøre. Det ville kompromittere hendes syn på sig selv som ligestillet,” siger Karina Willumsen:

”På den måde kan man jo sige, at programmet er fantastisk til at udstille middelklassens hykleri.”