Auditoriet var propfyldt, da professor Bente Rosenbeck ved Center for Kønsforskning på Københavns Universitet holdt sin afskedsforelæsning i maj. Publikum var som en slags kønsforskningens ’Who’s who’, iblandet queer studerende med pangfarvet hår og allierede fra Bentes lange karriere som akademiker og ligestillingsdebattør og -aktivist. Historiker Peter Edelberg giver her et portræt af hende og hendes store faglige aftryk.

”Vi får ikke ligestilling, hvis vi ikke støtter kønsforskningen”, siger Bente Rosenbeck til mig, da vi taler sammen ved hendes afskedsreception. I én sætning får hun opsummeret, hvad hun lige har oprullet for os i auditoriet, sammenhængen mellem forskning, ligestilling og aktivisme. Hun har fortalt, hvordan Rødstrømperne i 70’erne og kvindeforskningen gik hånd i hånd, og hvordan den var drevet af aktivistiske akademikere og akademiske aktivister. De erfaringer har vi hårdt brug for lige nu, hvor der skæres ned på kultur og undervisning, og kønsforskningen bliver særligt hårdt ramt.

Om Bente Rosenbeck

Bente Rosenbeck er en af Danmarks ledende kapaciteter inden for kønsforskningen.

Hun er netop gået af som professor ved Center for Kønsforskning på Københavns Universitet, et professorat hun har haft siden 2009. Professoratet bliver ikke genbesat. 

Hun blev kandidat i historie og filosofi i 1976 og dr.phil. i 1993.

Hun har i hele karrieren forsket i kønshistorie og ligestillingshistorie, har siddet i en lang række kommissioner og udvalg og har en imponerende liste af publikationer bag sig.

Læs et portræt af hende i Webmagasinet fra 2008.

Læs mere om hende på KVINFOs Ekspertdatabase

Bente nævnte at hun havde været ansat på samtlige danske universiteter i sin karriere (samt ét i Lund i Sverige), og nu stod hun dér som professor emerita og oprullede ligestillingens og kønsforskningens saga for os.

Videnskab og politik

Mit første møde med Bente var tilbage i 2001 ved Nordisk Historikermøde i Aarhus. Jeg var en studerende, der knap nok var blevet tør bag ørerne, og havde af uransagelige grunde meldt mig til ’de voksnes’ konference (altså forskernes) i stedet for den sideløbende konference for studerende. Årsagen var en halvdagssession om homoseksualitetens historie, som jeg ikke ville gå glip af.

På sessionen diskuterede vi blandt andet queer theory, og hvad opløsningen af seksuelle kategorier gjorde ved forskningen. Bente spurgte ud i salen om ikke opløsningen af kategorierne ville ødelægge den politiske alliance, der havde sikret seksuelle minoriteter rettigheder. Jeg rejste mig op og sagde at queer jo stadig var politisk, men bare på en anden måde. Mit uspecifikke svar imponerede vist ikke Bente.

Men man skal ikke tro, at Bente var gammeldags eller afviste det nye. Hun forholdt sig bare kritisk og konkret. ”Foucault har været en rød trød, men jeg har stået på skuldrene af og ved siden af mange køns- og seksualitetsforskere, som jeg har været inspireret af”, sagde Bente under forelæsningen. Særligt fremhævede hun tit Foucaults mindre kendte værker, for eksempel hans udgivelse af hermafroditten Herculine Barbins erindringer. Konstruktionen af kvindelighed på arbejdsmarkedet, i ægteskabet – udenfor ægteskabet – og indenfor akademia har været et centralt område for Bente.

De lukkede arkiver

Bente nævnte, hvordan hun løb panden mod i mur, da hun i 80’erne og 90’erne ville forske i de ugifte mødres og deres børns historie og i de socialarbejdere, der hjalp dem og lagde grunden til et stykke upåagtet velfærdsstatshistorie. Arkivet efter Fødselsstiftelsen i København, hvor kvinder kunne føde anonymt, lå på Rigsarkivet, men arkivpakkerne blev revet ud af hænderne på hende af en arkivar, der påpegede, at det var blevet bestemt at arkivet skulle være ”evigt uåbnet” på linje med Kongehusets arkiv.

Og da Bente ville kaste sig over Mødrehjælpens arkiv, fik hun ligeledes at vide, at det kunne man ikke. I dag kan Fødselsstiftelsens arkiv ses på nettet, da arkivreglerne er blevet liberaliserede, og forhåbentlig kan vi håbe på et studie fra Bente af, hvordan outsiderne og deres støtter formede det samfund, vi kender i dag.

At være utro med ægteskabet

Andre projekter kaldte på Bente. ”Når det ikke blev til mere med de uægte børn, deres mødre og socialarbejderne, skyldtes det, at jeg blev ’utro’ og valgte ægteskabet. Det vil sige, at jeg fra 1996 til 2006 indgik i et projekt med titlen: Ægteskab i Norden. Modernisering og kønskonstruktion. Jeg gik modvilligt med. For jeg var ikke vild med emner som familie og ægteskab, men samarbejdet lokkede, og jeg lagde de uægte på hylden.”

Dette fællesnordiske projekt udmundede i 3-4 bøger og en række artikler, og i disse dage udkommer Bente med et tillæg om skilsmisse i Scandinavian Journal of History, så det skæve bliver påagtet på linje med det lige. Sådan har Bente været queer med lille q og konsekvent brugt sin forskning til at problematisere det normale frem for at sætte de unormale på nåle som små biller.

Skarp hjørnesten

Anden gang jeg mødte Bente, var jeg nystartet ph.d.-studerende og havde skrevet en artikel, som Bente fik til gennemlæsning. Hun påpegede, at jeg nogle steder kom med uspecikke generaliseringer. Jeg lyttede ikke og forsvarede mig med, at det var en formidlende artikel. Hun kiggede op på mig og sagde venligt: ”Vi er historikere, Peter.” Og så rettede jeg artiklen til efter hendes gode råd.

Siden har jeg været med til at arrangere adskillige seminarer i Øresundsnetværket for Kønshistorisk Forskning eller Genusforskning, som det hedder på den anden side af Sundet. Når vi satte programmer sammen kunne Bente med én kommentar forbigå indslag, hun betragtede som uinteressante, samtidig med at hun konsekvent fremhævede vigtigheden af det internationale perspektiv og samarbejdet over grænser. Bente har været en hjørnesten i det dansk-svenske kønshistoriske samarbejde, men brød sig ikke meget om at være professor på kønshistorie på Lunds Universitet. Som professor Jens Rydström fra Lund sagde til receptionen: ”Sverige satte ikke sit præg på dig, men du satte dit præg på Sverige.”

Bente har haft klare mål med sin forskning, og sammentænkte det akademiske og det politiske. Det kan også gøre hende skarp til tider, for ligesom hun er en sød lille dame, så er hun en frygtindgydende frontkæmper for ligestilling og retfærdighed. En ung post.doc.-studerende ved receptionen kiggede nervøst på mig, da vi stod og talte sammen, og tilstod: ”Jeg ved ikke, om jeg kan samle mig mod til at gå over og tale med hende.” Bente har bibeholdt den karisma, der omgiver en person, der ved hvad hun vil med det hun laver.

Ligestilling

Ligestillingsarbejdet har som sagt været en hjertesag for Bente, men ikke en af de sjove: ”Jeg kan næsten ikke fratræde uden et ord om ligestilling. Det er nok noget af det sejeste, jeg har været med til, og det går stadig op ad bakke. Og det er ikke sejt, som ungdommen forstår det. Ligestilling hører ikke til den sjoveste del af mit akademiske liv.”

I sin forelæsning forklarede Bente grundigt ligestillingens veje fra aktivisme til akademia og derfra til politik. De rapporter, som lagde grunden for folketingets arbejde, kom fra forskere, der ofte havde diskuteret dem i aktivistiske arbejdsgrupper. Det har været et af grundvilkårene for ligestillingsarbejdet, og Bente har været med i alle led, fra arbejdsgrupperne til rapportskrivningen og frem til de politisk nedsatte udvalg, der skal vurdere fremskridtet.

Og det har været op ad bakke, mener Bente. Kvinder er kommet på universitetet, men det står stadig småt til med kvinder i toppen af universitetet. ”Efter lidt medgang mellem 2008 og 2013, så er pusten gået af ligestillingen på Københavns Universitet. Referencegruppen har på et møde her i april – mit sidste – taget stilling til fakulteternes afrapporteringer. Der er næsten ingen fremgang i statistikken: 0,6 % i gruppen af professorer. Værre er: Der står ingenting i rapporterne. Under punktet Øvrige fakultetsinitiativer. Kort beskrivelse af igangværende eller kommende initiativer vedr. karriere, køn og kvalitet, står intet, absolut intet – undtagen i rapporten fra Science! Det er en ommer.”

Ligestilling er blevet en performance-kultur, påpegede Bente. Rapporter og rapporter uden handling. ”Jeg kender ikke noget land, som er så fodslæbende som Danmark, hvad ligestilling angår”, sagde hun, ”Vi er for mere end 10 år siden blevet overhalet af husmoderlandene syd for os, Østrig, Schweitz og Tyskland, som vi ellers fulgtes med i lang tid i EU-statistikken.”

Det perifere er centralt

Hvad kan vi så vente os af projektet fra Bentes hånd, nu hvor hun forhåbentligt får mere tid til at forske? De uægte og de ugifte står højt på hendes liste, men ligesom Bente har arbejdet indenfor videnskabens rammer, har hun også i hele sin karriere villet stille spørgsmålstegn ved og skubbe til rammerne.

”Endnu et af mine aktuelle projekter har rødder lang tilbage, hvor jeg tog fat på den medicinske opfattelse af kvindelighed, og undersøgte lægevidenskaben, gynækologi, obstetrik og medikaliseringen af kvindekroppen. Nogle af de mest mærkelige historier handlede om hermafroditter, hvor lægerne forsøgte at finde det sande køn, hvor man i tilfælde af tvivlsomt køn, anbefalede det mandlige. Begrundelsen var at seksualitet var en mandlig egenskab. Når et fejlbedømt individ skulle gå hen og tænke på giftemål, var det bedre at være opdraget som mand,” fortalte hun i forelæsningen.

De interkønnede, som det hedder i dag, er igen kommet på den politiske dagsorden, og her kunne vi godt bruge Bentes skarpe blik for, hvordan historien former vores nutid og de rammer, vi kan tænke indenfor, så vi måske kan sprænge rammerne hen ad vejen.

Viser vej og sætter spørgsmålstegn

Om forfatteren

Peter Edelberg er ekstern lektor og historiker ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet.

Han forsker i seksualitetens historie, særligt LGBT-historie i Danmark og Skandinavien.

Han blev ph.d. på afhandlingen ”Storbyen Trækker: Homoseksualitet, prostitution og pornografi i Danmark 1945 – 1976”. Læs om den i KVINFOs Webmagasin

 

Foto: Brian Jagd Mauritzen

Bente har sat sit præg på Danmark. Hun har vandret den lange vej for at udfolde for os, hvad vi har vundet ved at arbejde for ligestilling. Hun er historiker og bryder sig ikke om ukonkrete generaliseringer, så hun går langsomt til værks og tager tingene fra begyndelsen. Men når hun først kommer i gang, er hun ikke bange for at konkludere, som da hun i bogen Kvindekøn udråbte den faldende spædbørnsdødelighed i 1800-tallet som vigtigere end opfindelsen af spindemaskinen.

Gennem Bentes forskning i de senere år har hun vist vejen, kvinder gik for at komme ind på universitetet, og tegnet stregerne fremad for den videre færd. Hun har med sin forskning søgt at løsne ægteskabets snærende bånd og lært os at værdsætte alle kvinder – også de vildfarne, de ugifte og dem, der havde brug for hjælp. For de kom frem og de ændrede verden.

Bente vedbliver at sætte spørgsmålstegn ved magten; men også at tage magten og bruge den til fordel for ’de perifere’: de intellektuelle kvinder, de vildfarne kvinder, de ugifte og de interkønnede, også når arkivlovens paternalistiske beskyttelse har forsøgt at beskytte dem. Hun vedbliver at udvide grænserne for forskning og lave stier, hvor der ingen stier var. Hun har vist den humanistiske forsknings nøglerolle i at forandre samfundet, hvilket er så vigtigt i dag, hvor de mindre fag og temaer bliver særligt hårdt ramt af nedskæringer, og regeringen endda ikke lægger skjul på, at den forskning, der også har et politisk element, står for skud. Gennem Bentes forskning ved vi, at al forskning har haft et politisk element, særligt den forskning, der forsøgte at mørklægge netop det.

Lige nu vandrer Bente ned ad Caminoen med Dansk Vandrelaug, men når hun er tilbage i Danmark, vender hendes målrettede blik og skarpe pen også tilbage, og vi glæder os.