Sexchikane er hverdagskost for mange kvinder i Mellemøst- og Nordafrika-regionen. I en kultur præget af ulige magtrelationer mellem kvinder og mænd risikerer især kvinderne i de større byer at blive udsat for overfald og chikane.

Om sexchikane

Sexchikane defineres som uvelkommen piften, tilråb eller fysisk berøring. I kølvandet på demonstrationer og oprør i 2011 og frem er flere kvindeorganisationer begyndt at bryde tabuet og tale åbent om sexchikane i byrummet og på arbejdspladser.
 
Særligt Egypten har været i fokus i forhold til sexchikane, men problemet er udbredt i mange lande.
 
Organisationer som Harassmap, Shoft Ta7arosh ('Jeg så chikane') og OpAntiSH (Operation Anti Sexual Harassment) arbejder alle aktivt i både byrum og på sociale medier for at udvide kendskabet til problemet.
 
Den egyptiske regering vedtog i juni 2014 en lov, som forbyder sexchikane. Loven er blandt andet blevet kritiseret for ikke at bekæmpe problemets reelle omfang.
I Kairo er problemet så omsiggribende, at anti-chikane NGO'er taler om, at der er opstået en decideret epidemi af sexchikane. Det har ført til, at den egyptiske ledelse i juni har vedtaget en lov, der forbyder sexchikane. En lov som indtil nu har haft meget begrænset effekt. Kritikere peger på, at lovgivningen i bedste fald er symptombehandling på et samfundsproblem, der næppe løses ved alene at fordømme og forbyde handlingerne.
 
"Der er akut behov for en statslig indgriben, der imødegår udfordringen, og som også adresserer de kulturelle og sociale dimensioner af problemet. Hvis den egyptiske stat er seriøs omkring at ville bekæmpe chikanen, er den nødt til at anerkende problemets fulde omfang. Lovgivning alene er ikke nok," skriver Yasmin El-Rifae fra organisationen Operation Anti-Sexual Harassment på mellemøstportalen Middle East Institute.
 

Et byfænomen

Research har vist, at kvinder der udsættes for sexchikane bliver mere utrygge ved at færdes alene, mister selvtillid og i nogen grad afholder sig fra at opsøge det offentlige rum. Men der findes færre opgørelser over, hvad der motiverer mændene til at begå chikanen, fortæller Marwa Shalaby:
 
 "Vi ved meget lidt om gerningsmændene. Ingen indrømmer jo, at de har begået sådan en ugerning eller hvorfor de har begået den," siger hun. Hun fortæller, at hverken alder, religion eller profession lader til at spille nogen rolle for, om mænd chikanerer eller ej. Til gengæld er der en klar tendens til, at chikanen oftere foregår i byerne end på landet.
 
 Men hvorfor begår mænd sexchikane? En af dem, der har forsøgt at besvare spørgsmålet, er Shereen El Feki, forsker og forfatter bag bogen Sex and The Citadel, en faglitterær fortælling om sex i den arabiske verden i dag.
 

I stedet for impotens

Da det såkaldte Arabiske Forår ramte Egypten i begyndelsen af 2011, blev det fremhævet som exceptionelt, hvordan kvinder og mænd kunne stå side om side og demonstrere for de samme rettigheder. Der blev begået voldsomme overgreb på kvinder under optøjerne, men særligt i demonstrationernes indledende dage var der en for Egypten enestående samhørighed mellem de mænd og kvinder, som indtog Tahrirpladsen. De kæmpede sammen for det samme. 
 
Shereen el Feki argumenterer i sin bog for, at netop denne fornemmelse af at kæmpe for noget betød, at mændene på pladsen havde mindre trang til at hævde sig over for kvinderne. Baseret på egne oplevelser og interviews skriver hun blandt andet:
 
"Begivenhederne har tydeligt vist, at når mænd får en fornemmelse af handlekraft og formål, så ændres deres opførsel overfor kvinder."
 
Shereen el Fekis pointe bakkes op af Samira Aghacy, som er ligestillingsforsker ved American University i Beirut. Hun har blandt andet forsket i maskulinitet og argumenterer for, at det patriarkalske samfund, som er fremherskende mange steder i regionen, også undertrykker arabiske mænd, og at denne undertrykkelse afspejles i adfærden over for kvinder.
 
"Mange mænd føler sig impotente, marginaliserede og ude af stand til at foretage sig noget positivt eller til at bidrage til opbygningen af deres land eller den måde landet ledes på. Det gør dem ekstremt frustrerede, og frustrationerne går ofte ud over kvinder," siger hun.

 

Mus, mænd og magt

Et af Samira Aghacys større studier på området er en gennemgang af, hvordan arabisk litteratur siden 1967 har fremstillet mænd. Her bliver det tydeligt, påpeger hun, at maskulinitet og mandighed forbindes med det at besidde magt. Men kun meget få arabiske mænd har faktisk haft magt de seneste årtier, og mænd er derfor også ofre for patriarkatet. De undertrykte mænds situation ligner på sin vis kvindernes, men deres indre konflikt er en anden, fordi de er opdraget til at skulle være i kontrol. De føler sig kastrerede og utilstrækkelige, fordi de ikke kan præstere det, de føler, at de som mænd bør præstere. 
 
"Det ligger i hele den måde, vi er opdraget på. Det er den måde magtrelationer foregår på i store dele af regionen. Mænd er opdraget til at have magten. Så hvis de ikke har det, ikke tjener nok og ikke føler, de har noget at skulle have sagt, så er de nødt til at udvise magt på en anden måde," siger Samira Aghacy.
 
Der er med andre ord en uoverensstemmelse mellem de forventninger, der er til mænd, og det som mændene faktisk kan leve op til.
 
Ifølge Khaled Diab, som er egyptisk journalist og blogger, drejer problemet med sexchikane sig imidlertid også om en polarisering, der er sket de seneste år i flere arabiske samfund og i særdeleshed i Egypten:
 
"Den egyptiske revolution har betydet, at den simrende polarisering mellem progressive og konservative er gået fra kold krig til aktiv konflikt. Desuden har store forskelle i indkomst, rigdom og uddannelsesniveau spillet en rolle. Når der udbryder vrede og fortørnelse i et samfund, så er det ofte de mest udsatte, der betaler den højeste pris. Uanset om det er kvinder, børn eller minoriteter," siger han.

 

Limbo mellem modernitet og tradition

Da en kvindelig universitetsstuderende i marts i år blev udsat for chikane begået af en gruppe mænd på det juridiske fakultet på Cairo University, antydede universitetets rektor efterfølgende, at det var kvindens egen skyld, fordi hun var iført en så usædvanlig påklædning: Stramme jeans og en lyserød hættetrøje.
 
Khaled Diab reagerede ved at lægge et billede på Twitter fra Kairos islamiske læreanstalt Al-Azhar formentligt taget i 1950'erne eller 60'erne. På billedet modtager en gruppe unge kvinder uden tørklæde undervisning fra en islamisk lærd.
 
"Kvinder plejede at studere på Al-Azhar med bare hoveder, og nu bebrejder Cairo University kvindens påklædning for et overgreb," skrev han på Twitter.
 
"Siden slutningen af 1970'erne har konservative kræfter været på fremmarch. Men inden for de seneste år har kvinder og progressive mænd nægtet at lade sig intimidere, og de er blevet mere selvbevidste og radikale. Det har sluppet en voldsom modreaktion løs fra frygtsomme og vrede konservative elementer," forklarer Khaled Diab.
 
"Egypten befinder sig lige nu i et limbo mellem tradition og modernitet. Det betyder, at kvinder har mistet den beskyttelse af deres krop, som et patriarkalsk æresystem tilbyder, men endnu ikke har vundet den beskyttelse, som en moderne ligestilling giver," tilføjer han.
 
Spørger man Mette Toft Nielsen, cand.mag. i Kultur, Kommunikation og Globalisering, er det et 'millionkroners-spørgsmål', hvorfor mændene handler, som de gør. Hun har i forbindelse med et forskningsprojekt for Aalborg Universitet befundet sig i den egyptiske hovedstad Kairo i to år, og beskæftiger sig i øjeblikket med kvinders vilkår i Egypten. I den forbindelse har hun også forholdt sig til sexchikane.
 
"Jeg er kommet frem til, at det simpelthen er for ambitiøst at forsøge at forklare, hvad udøvelsen af sexchikane udspringer af. Der er tusinder af hypoteser og antagelser, men det er alt for svært at be- eller afkræfte nogle af dem," fortæller hun.
 

Konservative kønsroller

Mette Toft Nielsen mener ikke, sexchikanen kan opfattes som udtryk for mændenes kvindesyn: "Det er interessant, fordi det er sådan, vi typisk opfatter det. At kvindesynet er helt grotesk: At mændene er nogle møgsvin, og kvinderne har det sindssygt hårdt. Men jeg tror egentlig ikke, det er det, der er i spil," fortæller hun.
 
Hun forklarer, at mens der bestemt er kvinder, der har det hårdt som følge af mandsdominans, er mændene ikke nødvendigvis ene om at kunne ændre det. Mændenes kvindesyn bunder i, at de er produkt af en kultur, der fastsætter nogle meget stærke kønsrolleforventninger, mener hun. Det er traditioner og forventninger, som også kvinderne er med til at opretholde.
 
"I Vesten har vi ofte en subjekt/objekt-tilgang til tingene. Hvor subjekt, som agerer og handler, er mændene, og objekt, som bliver handlet eller bliver set, er kvinderne. Med den forståelse opfatter man også manden som en, der kan ændre situationen, han er i. Og det er jeg dybt uenig i. Jeg tror, der er rigtig mange mænd, der rigtig gerne vil ændre de her ting," siger Mette Toft Nielsen.
 
En gængs måde at forklare sexchikane lyder, at tilråbene og antastelserne skyldes mænds seksuelle frustrationer over at leve i en kultur, hvor sex er forbeholdt ægteskabet, og derfor ikke er mange unge mennesker forundt. Men den forklaring giver Mette Toft Nielsen ikke meget for.
 
''For det første fordi det er langt fra alle mænd i Kairo, der ingen seksuel erfaring har, når de udøver sexual harassment. For det andet er jeg slet ikke overbevist om, at sexchikane har noget som helst med sex at gøre," siger hun.
 
"Umiddelbart tænker jeg, at det er et spørgsmål om magt. Ikke magt som i kontrol - men magt som i at fastholde noget, der var," forklarer hun og understreger, at det ikke er noget, hun har nogen videnskabeligt belæg for at konkludere. Hendes vurdering bygget på egne observationer.
 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

"Det er måske en forklaring på, hvorfor man i byerne ser sexchikane oftere end ude på landet. Fordi man i byerne ser en ændring, især i forhold til økonomien. Man ser, at mange kvinder kommer på arbejdsmarkedet, man ser, at mange kvinder har rigtig flotte jobs og er dygtige. Mange af de studerende på universiteterne er kvinder, og i forhold til karriere truer de mændene rigtig meget.
 
Så jeg kan godt forestille mig, at det er et spørgsmål om, at der sker en ændring i positionering, i magtrelationer. At hvis manden mister rollen med at skulle tage vare på kvinden, hvad skal han så?"