Pressefoto: Universitetsforlaget AS
Mens Nordisk Råd brander sig med mænd på barsel og ligestilling i øvrigt, viser den norske forsker Jørgen Lorentzens bog om faderskabets historie, at den moderne far måske ikke er så ny endda. For den fraværende og fjerne far har som fænomen kun eksisteret i en relativ kort periode fra mellemkrigstiden og frem til 1970.

Læs mere

Faktaboks

Farskabets Historie i Norge 1850-2012 af Jørgen Lorentzen er udkommet i 2012 - og den er netop også udgivet i en engelsk udgave under titlen The History of Fatherhood in Norway 1850-2012 på Palgrave Macmillan.

Den autoritære og fjerne faderfigur har kun eksisteret som fænomen i en relativ kort periode fra mellemkrigstiden til 1970. Det er en af Jørgen Lorentzens hovedpointer i bogen Fra farskapets historie i Norge 1850-2012 (2012), som er en bred idehistorisk fremstilling af faderens rolle i familien og samfundet.
I bogen opdeler Lorentzen faderskabets historie i 3 faser, der omfatter perioderne 1850-1927, 1927-1970 og 1970-2012. Ifølge Lorentzen havde 1800-tallets fædre en stor plads i familien og et tæt forhold til børnene, der på mange måder ligner nutidens faderskab, hvor fædrene igen orienterer sig mod familien og et forpligtende og nært forhold til børnene. Analysen inddrager en bred vifte af kilder fra bøger om familie og opdragelse, breve, dagbøger og romaner til lovgivning og film.

Læs også en norsk anmeldelse fra Nora

En ting står lysende klart efter endt læsning af Jørgen Lorentzens bog "Fra farskapets historie i Norge 1850-2012" (2012): Farens rolle som mand og familiefar er på helt afgørende områder under kraftig forandring og re- definition fra 1850 og frem til i dag.

I bogen analyserer Jørgen Lorentzen en bred vifte af kilder. Fra bøger om familie og opdragelse, breve, dagbøger og romaner til lovgivning og film, som historisk set kan inddeles i tre afgørende faser: 1850-1927, 1927-1970 og 1970 og til i dag.

 

Husmorens guldalder og farens forvisning

I bogen bliver det nemlig hurtig klart, at farens rolle i familien i perioden fra 1927-1970 er en parentes eller et intermezzo i historien, hvor faren i højere grad end tidligere er der for familien - snarere end at være i familien.

Modernisering og professionalisering af arbejdslivet i den periode betyder, at faren så at sige er væk fra hjemmet, mens moren derpå overtager specifikke domæner med det primære ansvar for børneopdragelse. Lorentzen beskriver det som "husmorens guldalder og farens forvisning fra hjemmet".

Mens faren bliver mere og mere usynlig i hjemmet, bliver husmoren til en ikonisk skikkelse i den moderne fortælling om familielivet. Familien som det store fællesprojekt med både en mor og en far i familien er derfor svær at få øje på, eller som Lorentsen skriver i sin indledning til anden del i bogen:

Hans [farens ed.] jobb i systemet hadde lite med barnas hverdag å gjøre, den var knyttet til hans rolle som arbeider, forsørger og et daglig slit for at få nok penger til familien. Fars rolle var for familien, men i svært liten grad i familien. Det var heller ikke forventet, og det var heller ikke tænkt.

En anden faktor er ifølge Lorentzen de ægteskabsreformer, som bliver gennemført i hele Norden i perioden op til 1930. Her er lovgivningsinitiativer med til at lægge fundamentet for forestillingen om det moderne ægteskab med øget ligestilling mellem ægtefællerne, fælles forsørgelsespligt, delt forældremyndighed og liberale skilsmisseregler.

Men mens loven er med til at styrke kvinders økonomiske position i selve ægteskabet, flytter loven det grundlæggende fokus fra familiens selvbestemmelsesret til en mere statslig og rettighedsbaseret forståelse af ægteskabet. Lorentzen viser, at antallet af husmødre stiger fra 44 % i 1920 til 55 % i 1960 og, at der er både politisk og normativt pres på gifte kvinder, at de ikke skal have ansættelse, hvis ægtemanden allerede har et arbejde.

Lorentzen ser nærmere på og analyserer en række bøger skrevet specifikt for husmødre og konstaterer, at disse værker kan karakteriseres som diskursive repræsentationer af periodens glorificering af husmoren. Alle hjemmets facetter og udfordringer beskrives - og alt løses og ordnes af hjemmets kvinde(r). Men her er faren ikke bare fraværende, han er også komisk. Ved en gennemgang af en række såkaldte husmorfilm fra 50'erne og 60'erne tegner Lorentzen et billede, hvor:

"- latterliggjøringen av faren forsterker nødvendigheten av kjønnsarbeidsdelingen for å opprettholde både fornuften og hjemmets formfullendthed."

På den måde er populærkulturen ifølge Lorentzen med til at understrege og synliggøre den "virkelige" fordeling mellem hjemmet og arbejde.

 

Den hjemmegående husmor og den fraværende far

Billedet af den hjemmegående husmor og den fraværende far står stærkt i vores fælles erindring, men det, som er interessant i denne sammenhæng, er at få en forståelse for, hvorfor dette sker.

I 1960'erne ændrer billedet sig. Flere og flere kvinder gør deres entré på arbejdsmarkedet, og i kølvandet på den udvikling og med kulmination i 1970'erne, hvor kvindefrigørelsen finder sted. Netop kvindefrigørelsen og mødrenes deltagelse i det moderne arbejdsliv betyder ifølge Lorentzen, at kvinder bliver mere afhængige af, at faren trækkes tilbage til familien og bliver en mere aktiv deltager.

Den udvikling foregribes dog allerede i årene omkring 1950, hvor kritiske røster fra blandt andet den norske børnepsykolog Åse Gruda Skard advarer om farens betydning for og i familien:

Når jeg kaller dette en "mannssak," er det fordi jeg mener vi hittil har undervurderet den betydning mannen har for hjemmet og for barna. Mannen er ikke bare en seksuelpartner og en forsørger. (...) Faren spiller en vigtig rolle for barnas utvikling, og de trenger ham daglig og til hverdags (s. 95).

Citatet er fra Norsk Kvindeforenings rådsmøde i Drammen tilbage i 1953, og er næsten at opfatte som et startskud for det, som Lorentzen kalder en "systematisk og grundlæggende reorganisering af familien i form af etableringen af en ny type demokrati mellem mor og far".

 

1970'erne og frem

Bogens sidste del dækker perioden fra 1970 og frem til i dag, hvor der sker en "demokratisering af intimiteten". Farens rolle i familien bliver genstand for politisk interesse i hele Norden, og den bliver en del af den nye nordiske ligestillingspolitik. Farens betydning i familien italesættes på en helt ny måde - ikke mindst i de mange publikationer, som udkommer i løbet af perioden, og som ofte skrives af fædre til andre nybagte fædre - ofte med humor og en vis ironisk distance, så den maskuline selvopfattelse ikke punkteres unødigt.

Jeg erindrer selv de mange bøger, jeg fik stukket i hånden som vordende far i starten af 1990'erne. Det var bøger, som ud over det at give den vordende far gode råd med på vejen, måske i langt højere grad skulle være med til at legitimere den nye faderrolle - en far som igen var i familien, og som ikke skulle skræmmes væk på grund af manglende indsigt eller evner i forhold til det at passe og pleje det nyfødte barn.

Lorentzen mener, at det faktum, at faren i højere og højere grad tager del i det daglige familieliv, hænger tæt sammen med et mere pluralistisk arbejdsmarked og det forhold, at det efterhånden kræver to indkomster at opretholde det gode liv. I de senere år er der desuden kommet mere og mere fokus på farens deltagelse i barnets allertidligste år, og i hele Norden diskuteres mænds barsel - for mig at se et afgørende tegn på, at et helt nyt paradigme er opstået i forhold til farens placering som ligeværdig i hjemmet.

Indledningen til tredje del af bogen ledsages af et fint billede af en far, der iført tanktop og med store armmuskler og tatoveringer bærer sin lille søn i armene. Billedet er en visuel understregning af Lorentzens pointe, at det supermaskuline kan forenes med forestillingen om den kærlige og nærværende far. 'Pappabøkene', som de så smukt hedder på norsk, er ligeledes en klar understregning af et øget fokus på farens deltagelse i barnets allertidligste år. Men man kan naturligvis spørge sig selv, om denne nye diskurs også afspejler en reel ny virkelighed.

Lorentzen henviser bl.a. til Kårleiv Vågslid, som i sin hovedopgave fra 2005 med titlen "Pater Familias eller bleieskiftarbeider" har analyseret en række af disse bøger målrettet faren, og i den forbindelse interviewet fædre og spurgt ind til deres oplevelser som nybagte fædre. Her fremgår det tydeligt, at der ikke nødvendigvis er en særegen maskulin måde at være far på - de fleste interviewede fædre giver udtryk for, at der i deres opfattelse ikke nødvendigvis er forskel på den omsorg, som barnet får fra faren, og den omsorg, som barnet får fra moderen.

Den erkendelse bliver ikke mindre interessant set i lyset af mange års diskussioner om, hvad det vil sige at være mor kontra det at være far, for hvis "omsorgsgenet" ikke er væsentligt forskelligt kønnene imellem i forhold til egne børn, hvilken betydning har det så i forhold til opdragelse og dannelse?

 

Velfærdsskel

Det paradoksale i hele fremstillingen om farens tilbagekomst til familien er, at der på samme tid sker et sammenbrud i de klassiske familiemønstre. Siden 1970'erne er skilsmissetallene eksploderet, og mange børn er ikke sammen med begge forældre i det daglige. Alle undersøgelser viser, at i de familier, hvor mor og far er gået fra hinanden, er børnene sammen med deres mor i længere tid ad gangen end med faren. Det giver helt nye udfordringer for de fædre, som ikke er sammen med børnene i hverdagen, og en situation hvor faren skal skabe en ny plads i intimsfæren, uden at være fysisk tilstede.

Lorentzen peger på, at kernefamiliens opløsning skaber nye udfordringer i ligestillingspolitikken og velfærdssamfundet i Norge - og mon ikke det mønster går igen i Danmark? Det har nemlig betydning for udviklingen af et nyt velfærdskel mellem:

"de som har mulighet til å bo sammen med sine egne børn, og de som ikke gjør det, eller overhovedet ikke har barn. Dette velferdsskillet er ikke bare en splittelse i forhold til livskvalitet, men også et nytt reelt klasseskille."

 

Øremærket barsel som ligestillingspolitik

Men denne periode præges også af mere positive strukturelle ændringer i forhold til, hvordan rollerne for mor og far opfattes. Allerede tilbage i 1977 indføres øremærket barsel for mænd i Norge, og i dag er orlovsperioden oppe på 14 uger. Lorentzen beskriver indførelsen og den gradvise udvidelse af orlovsperioden for mænd som en helt integreret del af ligestillingspolitikken for at styrke kvinders rettigheder, ikke mindst i forhold til arbejdsmarkedet.

Lorentzen anser samtidig den øremærkede barsel som et klart brud med den mandlige forsørgermodel fra midterperioden - for hvis far er hjemme for at passe barn, er mor nødvendigvis ude at tjene til familiens opretholdelse, må rationalet være, påpeger Lorentzen.

Men den øremærkede barsel til fædre er under politisk pres, og op til valget i slutningen af 2013 gik Norsk Høyre til valg med forslag om en afskaffelse af den øremærkede barsel til mænd. Og næsten samtidigt oplevede man i Danmark, at den socialdemokratisk ledede regering droppede en udvidelse af den øremærkede barsel til fædre. I begge tilfælde med henvisning til, at det er familierne selv, som skal bestemme rammerne for, hvordan de fordeler barslen. Det er umuligt at sige med sikkerhed, hvad den manglende udvidelse af mænds barsel i Danmark og evt. indskrænkning i Norge kommer til at betyde (og Lorenzens bog er udgivet i 2012), men begge begivenheder er med til at understrege, at ligestillingsdiskursen og kønsrollediskussionerne fortsætter - og det er vel en af Lorentzens helt centrale pointer, at diskussionen ikke altid er simpel og entydig. Historien er på ingen måde afsluttet.

 

Ind, ud og tilbage igen

Det er klart, at ved at udvælge tre så veldefinerede tidsperioder for at fortælle historien om faderskabets historie gennem de sidste 150 år skaber man en god ramme for analysen, men det er også klart, at komplekse sociale og kulturelle forandringer ofte passer dårligt ind i afgrænsede tidslommer, og det kan være svært at vurdere perioden fra 1850 og frem til i dag uden et mere indgående kendskab til tiden op til 1850.

Lorentzens bog rykker ved den gængse opfattelse af den nye farrolle, og placerer den i en mindre entydig historisk kontekst - hvor farens nye rolle måske ikke er så ny endda. Med udgangspunkt i en omfattende analyse af både skønlitteratur og faglitteratur ser vi, hvordan datidens diskurser viser farens betydning både i og for familien.