Kønspolitisk er der både tab og gevinst ved at skifte det danske retsforbehold ud med en tilvalgsordning, fortæller EU-eksperter. KVINFOs webmagasin har undersøgt retsforbeholdet i et kønsperspektiv.

Opløbet mellem ja og nej-siden er tæt, og kønspolitiske argumenter benyttes som argument for at stemme både ja og nej til EU-retsforbeholdet den 3. december. Ofre for menneskehandel, som i vid udstrækning er kvinder, vil få bedre beskyttelse af EU-direktivet om menneskehandel, argumenteres det blandt andet fra Reden, der støtter handlede kvinder. Nej-sigerne, blandt andet fra Folkebevægelsen mod EU, kritiserer EU for at være domineret af lande med et reaktionært kvindesyn, som vi ikke har interesse i at give større indflydelse på dansk politik.

Ligestilling og bekæmpelse af kønsdiskrimination er ikke direkte omfattet af retsforbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender i EU. Dog har fem af de 22 retsakter, som kan blive omfattet af en tilvalgsaftale, en kønspolitisk dimension. Det gælder direktivet om den europæiske beskyttelsesordre og forordningen om den civilretlige beskyttelsesordre, menneskehandelsdirektivet, direktivet om seksuelt misbrug af børn samt forordningerne om underholdspligt og børnebortførelser.

På nogle af disse retsområder vil det være en fordel at blive omfattet af den EU-lovgivning, som retsforbeholdet indtil har holdt uden for Danmarks grænser. På andre vil en dansk tiltrædelse snarere have negative konsekvenser.

”Set fra et kønspolitisk perspektiv er der ikke noget entydigt svar på, om en bevarelse af retsforbeholdet vil være mere eller mindre fordelagtigt end en tilvalgsaftale. Det gælder både hvad angår de konkrete retsakter, som kan blive omfattet af en tilvalgsaftale, og det overordnede spørgsmål om kvinders politiske indflydelse og EU’s ligestillingspolitikker,” konstaterer professor Anette Borchorst fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet.

Lovgivningen tilpasser sig EU-direktiver

Retsakter med kønsperspektiv

Her er de fem retsakter med en kønsdimension, som kan blive tilvalgt:

- Direktivet om den europæiske beskyttelsesordre og forordningen om den civilretlige beskyttelsesordre

- Menneskehandelsdirektivet

- Direktivet om seksuelt misbrug af børn

- Bruxelles IIa-forordningen

- Underholdspligtsforordningen

Ligestilling og kønspolitiske spørgsmål er ikke pr. definition omfattet af eller udelukket fra retsforbeholdet. Det, der afgør, om det danske retsforbehold vedrørende retlige og indre anliggender (RIA) træder i kraft, er ikke indholdet, men faktisk vedtagelsesprodceduren.  Hvis beslutningerne træffes i en mellemstatslig ramme med enstemmighed i Det Europæiske Råd, kan vi stadig trods forbeholdet være med i forhandlingerne og vil bagefter være bundet i tilfælde af en vedtagelse. Men i tilfælde af flertalsafgørelser i en overstatslig procedure træder retsforbeholdet automatisk i kraft.  Desuden betyder vedtagelsen af Lissabon Traktaten, at hele det retlige samarbejde efterhånden bliver overstatsligt og dermed vil udløse forbeholdet.

På ligestillingsområdet betyder det, at Danmark skal holde sig udenfor alle nye direktiver og forordninger, der vedtages inden for området for retlige og indre anliggender.  Derimod er ligestillingsinitiativer, der vedtages inden for socialpolitikken, ikke omfattet hverken af forbeholdet eller folkeafstemningen.

”Historisk set har danske kvinder haft fordel af EU’s ligestillingspolitik. Det var for eksempel EU’s ligelønsdirektiv, der skaffede os en dansk lovgivning om lige løn for lige arbejde, ” påpeger Anette Borchorst.

Danmark tilpasser sin lovgivning trods retsforbeholdet

Retsforbeholdet holder os ude af EU-lovgivningen på nogle af områderne. Her står det Danmark frit for at vedtage lovgninger, der lægger sig op ad den europæiske, hvis man finder, at direktiver og forordninger går i den rigtige retning. Og det er også det, der er sket på mange punkter, konkluderer Justitsministeriet i sine vurderinger af konsekvenserne af at tilvælge de retsakter, der falder uden for retsforbeholdet.

Det gælder eksempelvis for lovgivningen om seksuelt misbrug af børn. Her ændrede Danmark i 2013 straffeloven og retsplejeloven for at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med EU-direktivet fra 2011 om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

Hvorfor så ofre det samlede forbehold, når Danmark alligevel følger EU?

”Samarbejdet inden for Europol er vigtigt, både hvad angår børneporno og kvindehandel. Udveksling af information og adgang til databaser er afgørende for efterforskningen, og der er markant forskel på at kunne benytte en direkte kanal eller at skulle sende anmodninger om samarbejde fra gang til gang. Og selv om EU-Kommissionen skulle være tilstrækkeligt interesseret i at tillade Danmark at blive i samarbejdet via en parallelaftale, kan forhandlingerne tage adskillige år,” siger Trine Baumbach.

Men en parallelaftale om Europol hægter ikke Danmark på retssamarbejdet i øvrigt. Og Trine Baumbach mener, at der trods tilpasningen af dansk lovgivning stadig vil være klare kønspolitiske gevinster ved at blive bundet af EU’s Direktiv om seksuelt misbrug af børn.

Danmark vælger laveste fællesnævner

”EU er langt mere ivrig på det strafferetlige område, end vi er i Danmark. Det gælder blandt andet inden for børneporno, hvor Danmark er langt mere tøvende med at kriminalisere børnepornografiske billeder, som for eksempel tegninger eller andre illustrationer, der ikke afbilder virkelige børn,” siger Trine Baumbach.

Danmark følger desuden den laveste fællesnævner i EU i forhold til billeder, der tilsyneladende viser mindreårige, men hvor de afbildede personer rent faktisk er over 18. Det er iflg. EU-direktivet op til de enkelte lande at afgøre, om man vil kriminalisere den form for porno, og det gør Danmark ikke. I modsætning til en række andre lande i EU er det heller ikke forbudt i Danmark at besidde og fremstille pornografiske billeder af unge mellem 15 og 18, hvis billederne er opnået uden tvang og kun er til eget brug.

”Danmark har benyttet sig af muligheden for ikke at kriminalisere besiddelse, udbredelse og fremstilling af pornografiske afbildninger af personer, som godtgøres faktisk at have været over 18 år på afbildningstidspunktet, jf. artikel 5, stk. 7. Danmark har endvidere benyttet sig af muligheden for ikke at kriminalisere besiddelse og fremstilling af pornografiske afbildninger af personer over den seksuelle lavalder med deres samtykke udelukkende til de involveredes private brug, jf. artikel 8, stk. 3,” hedder det i Justitsministeriets notat om tilvalg af EU-direktivet om seksuelt misbrug af børn.

På samme måde mener Danmark også, at den eksisterende lovgivning er tilstrækkeligt tætmasket til at fange såkaldt ’grooming’. ’Grooming’ finder sted når, en mindreårig lokkes til kontakt med mænd via chat på internettet med henblik på seksuel udnyttelse. Der er eksempelvis allerede faldet domme mod ’grooming’.

”Men en selvstændig straffelovsbestemmelse om ’grooming’ ville være et klart signal om samfundets afstandtagen fra denne kriminalitetsform, som ofte involverer trusler, ulovlig tvang og andre elementer, som traumatiserer barnet,” siger Trine Thygesen Vendius fra Københavns Universitet, som har skrevet en ph.d.-afhandling om Europol og bekæmpelsen af online seksuelle forbrydelser mod børn. 

Præget af tanken om frisindet porno

”Der er absolut intet, der forhindrer Danmark i at være fremme i skoene på dette område. Men spørgsmålet er, om Danmark reelt er fremme i skoene. Det var for eksempel først så sent som i 2013, at samleje med et barn under 12 blev flyttet til straffebestemmelsen om voldtægt. Og først i 1980 blev børneporno forbudt i Danmark. Der er noget i vores seksualmoral, som gør, at vi har svært ved at anerkende seksualforbrydelser på lige fod med andre alvorlige forbrydelser. Her er det værd at huske på, at det især er piger, som er ofre for børneporno. Den typiske pædofile er en heteroseksuel mand,” siger Trine Vendius.

”Vi tror, vi er et foregangsland på områder som dette, men det er vi ikke. Vi er stadig præget af, at vi var det første land i verden, der frigav porno, og vi føler stadig, at vi var enormt frisindede dengang, selv om vi slet ikke havde overblik over konsekvenserne af at give grøn lys til pornoindustrien,” siger også Trine Baumbach.

”Dansk retstradition har været stærkt patriarkalsk, og det er først for ganske få år siden, at vi fik afskaffet paragraffen om, at voldtægtssigtelser kan frafaldes, hvis offeret gifter sig med gerningsmanden. Under moderniseringen af feltet omkring seksualforbrydelser ville Straffelovrådet godt kriminalisere voldtægt blandt partnere, hvis gerningsmanden forsætligt havde bedøvet offeret. Men man var betænkelig ved at gøre det strafbart at misbruge kvindens tilstand, hvis hun for eksempel selv havde drukket sig fuld. Som et af de mandlige medlemmer sagde: ’Det kan vel ikke være rigtigt, at manden skal stå der og være uforløst efter en god middag’,” ironiserer Trine Baumbach

EU’s direktiver er på dette område minimumsdirektiver, som ikke forhindrer medlemslandene i at vedtage strengere lovgivning. Men Danmark har heller ingen grund til at frygte at blive påvirket af en mere konservativ retskultur end vores egen, hvis Danmark tilvælger Direktivet om seksuelt misbrug af børn.

Handlede kvinder sendes hjem

Tilhold og menneskehandel

Ifølge Justitsministeriets tal blev der i 2014 givet 321 tilhold og 21 opholdsforbud I Danmark. 

Mellem 1. januar 2007 og 30. juni 2012 blev der identificeret 246 ofre for menneskehandel i Danmark. Fordi feltet er kriminelt, er det meget svært at fastslå det reelle antal af ofre. Sandsynligheden for, at der er langt flere ofre end dem, der er registreret er stor.

Det samme gælder kvindehandel, hvor det ikke kun er Europol-samarbejdet om efterforskning af kriminelle netværk, der interesserer forskere og kvindeorganisationer.  EU’s Menneskehandelsdirektiv fra 2011 er på listen over mulige tilvalg, og med ændringen af straffelovens paragraf 262a i 2012 blev den danske lovgivning om menneskehandel i vid udstrækning bragt i overensstemmelse med den europæiske.

Anne Brandt Christensen er advokat og var i otte år formand for organisationen Hope Now, der yder social og terapeutisk støtte til handlede mennesker. Hun mener, at Danmark helt klart har plads til forbedringer, bl.a. hvad angår traumatiserende afhøringer. Men også i forhold til handlede menneskers og herunder de handlede kvinders rettigheder.

”På papiret ser det jo alt sammen meget fint ud.  Men vi, der arbejder med handlede kvinder på græsrodsniveau, ser igen og igen, at det hele ikke er så rosenrødt, som Justitsministeriet gerne vil give udseende af. Direktivet siger, at handlede mennesker ikke må afhøres unødigt, så de flere gange tvinges til at forklare om de forhold, de har været igennem. Den regel overholdes ikke altid i praksis. Og så er der hele spørgsmålet om at give handlede kvinder opholdstilladelse,” siger hun.

Udenlandske ofre for menneskehandel hører i Danmark under Udlændingestyrelsen og skal som hovedregel sendes tilbage til deres oprindelsesland. Der tilbydes en 30 dages ”refleksions- og restitutionsperiode”, som kan forlænges til 120 dage, især hvis offeret samarbejder med myndighederne om hjemsendelse. Der kan tilbydes også hjælp til etablering i hjemlandet.

”Men mens tilgangen især i Norge og Sverige er, at der er tale om ofre, som skal have hjælp, er tilgangen i Danmark, det er udlændinge, der skal sendes hjem,” siger Anne Brandt Christensen.

Direktiv er potentiel løftestang

I 2014 blev der i Danmark i alt identificeret 71 personer som ofre for menneskehandel, heraf 63 kvinder og 8 mænd. 57 kvinder var handlet til prostitution, 2 kvinder og én mand var handlet til tvangsarbejde, syv mænd var handlet til kriminalitet og 4 kvinder var handlet til andre forhold.  Af de 71 ofre var fem under 18 år, ifølge Handlingsplan til Bekæmpelse af Menneskehandel 2015-2018.

Justitsminsteriet peger selv på, at selv om Danmark i praksis har tiltag, der sikrer social og terapeutisk støtte til ofre for menneske- og kvindehandel takket være Center Mod Menneskehandel, så er denne støtte ikke lovfæstet. Det kan blive nødvendigt i tilfælde af et tilvalg, konstaterer ministeriet, og det samme gælder Direktivets krav om, at ofre ikke skal afhøres unødigt.

”Hvis man som jeg mener, at Danmark ikke gør nok for at hjælpe handlede kvinder, så er et tilvalg af EU’s Menneskehandelsdirektiv en potentiel løftestang for forbedringer,” siger Anne Brandt Christensen.

EU har ideologisk syn på barnets tarv

Knap så positiv er Lektor Annette Kronborg fra Center for Retskulturelle Studier ved Københavns Universitet, som er specialist i familieret. Hun er skeptisk over for konsekvenserne af at tiltræde dele af de tre forordninger med betydning for skilsmisse og separation, som Danmark ved en afskaffelse af retsforbeholdet kan tilvælge. Forordningerne skal forenkle behandlingen af grænseoverskridende sager og sikre, at afgørelser truffet i ét land respekteres i et andet. Det gælder især sager om forældeansvar og underholdspligt.   

Danmark har tidligere fået afslag på en parallelaftale om Bruxelles II a-forordningen, som etablerer regler for, i hvilket land en skilsmisse og sager om forældreansvar skal behandles, hvis parterne er fra forskellige lande. Reglerne dækker blandt andet børnebortførelser. En tilvalgsordning vil få konsekvenser, og ikke kun på plussiden, mener Annette Kronborg.

”På børneområdet er den retlige tankegang ikke så velfungerende som i resten af familieretten, fordi retten her ikke blot skal sikre de voksnes rettigheder, men også tage hensyn til barnets velfærd. Det er ikke så nemt. I et kønsperspektiv er det særligt kvinderne, der kan miste terræn på EU-rettens børnedel. Internationalt er det typisk den primære omsorgsperson, i praksis moderen, der tager barnet med tilbage til sit hjemland, eventuelt fordi hun er udsat for vold eller andre livsforhold. Hovedreglen i dag om at ulovligt bortførte børn skal sendes tilbage til det land de kom fra, er i dag bestemt i Haagerkonventionen om børnebortførelser.

Men inden for Haagerkonventionen er der mulighed for at tage hensyn til særlige tilfælde, hvor det ikke vil være i barnets interesse at tvinge moderen til at rejse tilbage for at få sagen behandlet. Hvis hun for eksempel er flygtet fra vold og tilmed vil have svært ved at klare sig økonomisk og socialt i opholdslandet kan en dommer på grundlag af en vurdering af, hvad barnet bør kunne tåle undlade at sende barnet retur. En slags nødbremse begrundet i barnets velfærd frem for forældrenes rettigheder. EU’s tilgang er mere ideologisk. Den hviler på, at ret skal være ret, og at bortføreren i øvrig ikke skal ”belønnes”. Barnet – med eller uden moderen - skal bare sendes tilbage, hvis en dommer i oprindelseslandet anmoder om dette,” siger Annette Kronborg.

Danmark behandler omkring 50 sager årligt i henhold til Haagerkonventionen. Langt fra alle sager handler om vold, men Danmark vil miste den mulighed for at tage individuelle hensyn, mener Annette Kronborg.

Beskyttelsesordren kan gavne danske kvinder

”Til gengæld kan det med en styrket hovedregel om at bortførte børn skal sendes tilbage blive lettere at få danske børn tilbage i tilfælde af bortførelse, men det beror jo ikke på samme indgående velfærdsvurdering, som når der trækkes i ovennævnte nødbremse Og et tilvalg af forordningen om underholdspligt vil antageligvis gøre det nemmere at få danske afgørelser om ægtefælle- og børnebidrag gennemført i andre EU-lande, men den bedømmelse må bero på en nærmere undsøgelse af, om forordningen faktisk fungerer i praksis.”påpeger Annette Kronborg. 

Tilvalgsordningen omfatter også Direktivet om den europæiske beskyttelsesordre og den tilhørende Forordning om den civilretlige beskyttelsesordre fra 2011. Direktivet og forordningen var et af de tiltag, det spanske formandskab fik søsat i et markant initiativ om bekæmpelse af vold mod kvinder. Tilsammen gør de det muligt at sikre, at danske kvinder kan tage et polititilhold fra en dansk domstol med sig til et andet EU-land, som herefter håndhæver tilholdet.

Beskyttelsesordren er et af eksemplerne på, at retsforbeholdet har bremset et kønspolitisk tiltag, som kunne være i danske kvinders interesser.

”Det er tilfældet, fordi det forudsætter en form for gensidighed fra de andre europæiske lande,” understreger Trine Baumbach.

”Så længe der er tale om at tilpasse den nationale lovgivning, kan vi bare vælge at vedtage love, der bringer os i overensstemmelse med EU, hvis vi ønsker det. Her har forbeholdet ingen betydning. Men så snart vi har brug for, at de andre EU-lande respekterer danske afgørelser, udveksler oplysninger eller på anden måde samarbejder med Danmark, skal vi have en parallelaftale. Og det bliver i stigende grad vanskeligt, fordi EU-kommissionen mener, vi bare kan få os en tilvalgsaftale som Storbritannien og Irland,” konkluderer hun.

Kønseffekten af en tilvalgsaftale er umulig at vurdere

Ligestilling i EU

På europæisk plan får kvinder gennemsnitligt 16% mindre i løn end mænd – for det samme arbejde. De er oftere arbejdsløse - beskæftigelsesfrekvensen er 62% for kvinder mod 74% for mænd. Kvinderne ender gennemsnitligt med en pensionsformue, der er omkring 40% lavere end mændenes.

Politisk indflydelse er også skævt fordelt i EU-landene. I gennemsnit er 27% af medlemmerne af de nationale parlamenter kvinder. 35% er kvinder i EU-Parlamentet. Kun fem ud af 28 regeringsledere i EU er kvinder.

Magten i erhvervslivet ligger også stadig hos mændene. Med store forskelle de europæiske lande imellem er det samlede billede, at kvinder er stærkt underrepræsenteret på top-poster, i bestyrelser og direktioner.

Ifølge Eurostat 2013 - seneste tal - er beskæftigelsesfrekvensen for kvinder 59,6 procent mod 70.1 for mænd.

Læs mere her og her

Men vil danske kvinder generelt miste politisk indflydelse, hvis flere kønspolitiske tiltag lægges ud til EU?

”Vurderet ud fra kvindernes repræsentation er EU langt fra på forkant. Kun fire af de 28 stats- og regeringschefer er kvinder. Og kvinder udgør kun 35 procent af medlemmerne af EU-Parlamentet. Det er lidt dårligere end i Danmark, hvor 37 procent af Folketingets medlemmer er kvinder. Men ved det seneste valg gik kvinderne tre mandater tilbage, og kvinderne har stadig svært ved at skaffe sig adgang til de magtfulde poster. Det gælder også ministerposterne. Men kvindernes politiske indflydelse er ikke noget, der står stille. Det er i konstant bevægelse fra valg til valg,” siger Anette Borchorst.

”Det andet parameter er kvaliteten af EU’s ligestillingsinitiativer, og selv om EU hidtil har haft mere fokus på ligestilling end Danmark, er det tydeligt, at der ikke ligefrem er et momentum for ligestilling i EU lige nu. Det gælder blandt andet for mainstreaming af køn og ligestilling, og vi ser for eksempel, at der er meget lidt fokus på inkluderende initiativer i EU-Kommissionens 2020-strategi om fremtidens vækst og beskæftigelsespolitik.  Og EU er helt klart præget af en konservativ koalition af blandt andet østeuropæiske lande, der ikke sætter ligestilling særligt højt. Det styrkes desuden af den voksende repræsentation af højrepopulistiske partier,” påpeger Anette Borchorst.

”Men samtidig har EU et solidt lovgrundlag om ligestilling, som ikke kan rulles tilbage. Kønseffekten af en ændring af Danmarks retsforbehold er ganske enkelt umulig at vurdere entydigt,” konkluderer hun. 

Stemmefordeling 1992
Ja-stemmer i procent fordelt på køn

 

 

Stemmefordeling 1993
Ja-stemmer i procent fordelt på køn

 

 

Stemmefordeling 1998
Ja-stemmer i procent fordelt på køn

 

 

Stemmefordeling 2000
Ja-stemmer i procent fordelt på køn