Da #metoo-bølgen begyndte at rulle midt i oktober i år, overraskede det ikke professor Anette Borchorst. Sammen med hendes kollega, Lise Rolandsen Agustín, var hun netop ved at færdiggøre to års forskning i seksuel chikane på det danske arbejdsmarked. Deres forskning peger netop på, at reguleringen af området halter bagud i Danmark, og at det statistiske materiale er mangelfuldt.

Kom til debat: "Hvad nu #metoo?"

Den 11 december har KVINFO i samarbejde med Politiken og Institut for Menneskerettigheder debatten "Hvad nu #metoo?", hvor blandt andre Anette Borchorst deltager sammen med Christian Groes, Nanna Højlund, LO, Lars Alexander Borke, Dansk Erhverv, Camilla Gregersen, Dansk Magisterforening og Mads Fuglede, Venstre.

Den 5. oktober i år bragte The New York Times en artikel om den amerikanske filmproducer og grundlægger af filmselskabet Miramax, Harvey Weinstein, hvor de afslørede, at der siden 1990-erne havde eksisteret adskillige sagsanlæg mod produceren for seksuel chikane. 10. oktober bragte The New Yorker en undersøgende artikel om omfanget og karakteren af beskyldningerne, der viste, at flere kvinder end først antaget, nogle af dem kendte navne i Hollywood, havde sagsanlæg ude mod Weinstein.

I og for sig var der intet, der adskilte denne nyhedshistorie fra f.eks. afsløringen af skuespilleren Bill Cosbys mangeårige misbrug og voldtægt af kvinder. Læsernes sensationslyst var vakt; en stor mands fald fra magtens tinder er altid spektakulært.

Den 15. oktober skete der imidlertid noget uventet. Den amerikanske skuespillerinde Alyssa Milano skrev et tweet, hvor hun opfordrede alle kvinder verden over til at dele deres erfaringer med seksuel chikane under hashtagget #metoo. ’Måske vi på den måde kan give folk en fornemmelse af problemets omfang’, skrev hun. Dagen efter havde 500.000 kvinder allerede taget imod hendes opfordring på Twitter, mens Facebook havde 12 millioner posts med hashtagget.

I Danmark spredte hashtagget sig også. Især kvinder i skuespiller- og mediebranchen gik forrest, og filmproduceren Peter Aalbæk blev outet for sin grænseoverskridende og seksuelt krænkende adfærd.

Mange blev overraskede – enkelte endda provokerede – over at omfanget af seksuel chikane åbenbart var så stort. En hel del kommentarer har enten forsøgt at bagatellisere eller latterliggøre problemet.

En, der ikke blev overrasket over problemets omfang,var kønsforsker og professor ved Aalborg Universitet, Anette Borchorst. Sammen med sin kollega, lektor Lise Rolandsen Agustín, havde hun på daværende tidspunkt forsket i to år i seksuel chikane på det danske arbejdsmarked.

Deres forskningsresultater er netop udkommet i bogen Seksuel chikane på arbejdspladsen – faglige, politiske og retlige spor. Her analyserer de de 150 sager om seksuel chikane, der har været ført ved de civile domstole, Tvistighedsnævnet, Ligebehandlingsnævnet eller som arbejdsskadesager fra 1988 og frem til i dag. Herudover har de gennemgået høringer i Folketinget og interviewet en række af de fagpersoner, der har ekspertise på området.

Deres forskning pegede hele vejen igennem på, at det statistiske materiale, der er tilgængeligt på området i Danmark, kun viser toppen af isbjerget.

Tabu skævvrider statistikken

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø foretager hvert år en generel arbejdsmiljøundersøgelse, der frem til 2016 har vist, at 6% af kvinder har været udsat for seksuel chikane, mens det har gjort sig gældende for 1,6% af mændene. Den viser desuden, at de krænkede primært kommer fra omsorgssektoren, og krænkerene er fortrinsvist kunder og borgere.

Det står i skarp kontrast til den mængde af fortællinger, der er kommet frem under #metoo, hvor kvinder fra alle erhvervsgrupper er stået frem, og mange krænkelsesfortællinger omhandler ledere eller andre, der har stået i et magtforhold til den krænkede.

”Det løber som en rød tråd gennem alt, vi har arbejdet med, at det er et utroligt tabuiseret problem. Så det undrer mig ikke, at der har været så mange skjulte fortællinger. Alle aktører på området vidner om, at det er et område, der er behæftet med utrolig meget skyld og skam. Det bliver hurtigt skamfuldt, når det tangerer ens seksualitet. Det er også kendetegnende, at det er et område, hvor det kan være svært at sige til og fra. Der opstår hurtigt overvejelser omkring, om man selv egentlig var med på en lidt for sjov tone, havde det forkerte tøj på eller smilede for sødt,” fortæller Anette Borchorst.

”Det vi også ser, er, at det ofte er de unge, løst- eller nyansatte, det går ud over. Det var det, man kunne se på Zentropa. De kender ikke tonen og omgangsformen. Hvis man kommer ind på en arbejdsplads, hvor der allerede er en bestemt tone, er det svært at sige fra.”

Kurven knækker

I Seksuel chikane på arbejdspladsen analyserer de to forskere udviklingen inden for både lovgivning og retspraksis frem til i dag. 

Den første civilretssag om seksuel chikane, der blev ført i Danmark, blev ført ved Retten i Fåborg i 1988. Den omhandlede et arbejdsforhold i lokalafdelingen af en stor fagforening. En kvindelig ansat havde oplevet verbale og fysiske tilnærmelser fra sin chef. Kvinden fik medhold og blev tilkendt en erstatning på 40.000 kr.

I kølvandet på denne sag, kom en lang række andre sager, hvor de krænkede (alle kvinder) overvejende fik medhold. Erstatningsniveauet lå på et gennemsnit på 24.000 kr.

De første sager var inspireret af sager fra USA, der historisk set har været tidligere og længere fremme med både lovgivning og forskning i seksuel chikane. I Danmark har vi derimod tradition for, at parterne selv løser konflikter på arbejdspladsen fremfor i retssalen.

I 2002 sker der derfor et markant fald i statistikken. Den stærke kurve af sager, hvor kvinder får medhold og tilkendes erstatning, knækker brat.

Loven om delt bevisbyrde indføres på dette tidspunkt i sager om seksuel chikane, men frem for at skabe et boom i antallet af sager som først antaget, flyttes behandlingen af sexchikanesager fra den retslige arena til den faglige. Parterne forventes selv at løse problemerne.

Læs hele analysen

Seksuel chikane på arbejdspladsen – faglige, politiske og retlige spor

af Anette Borchorst og Lise Rolandsen Agustín

En analyse af de 150 sager om seksuel chikane, der har været først ved de civile domstole, Tvistighedsnævnet, Ligebehandlingsnævnet og Erhvervssygdomsudvalget. Herudover interviews med jurister, arbejdsmiljøkonsulenter, arbejdsgiverorganisationer og andre aktører på området med ekspertise på området.

Bogen kan købes eller downloades gratis i sin helhed hos Aalborg Universitetsforlag

Samtidig går man fra 2002 over til at bruge AT-vejledningen om mobning og seksuel chikane ved afgørelser om seksuel chikane. AT-vejledningen definerer seksuel chikane som ’når en eller flere personer regelmæssigt og over længere tid – eller gentagne gange på grov vis – udsætter en eller flere personer for uønskede handlinger af seksuel karakter’.

Det er en definition, der adskiller sig markant fra den gældende lovgivning på området, nemlig ligebehandlingsloven (2005), der definerer seksuel chikane som, ’når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikke-verbal eller fysisk adfærd i relation til en persons køn’.

AT-vejledningen yder større beskyttelse til arbejdsgiveren og den anklagede, og stiller den krænkede i en svagere position, når der skal bevises grov og gentagen krænkende adfærd, før det kan diskuteres, om der er tale om seksuel chikane.

”Ligebehandlingsloven har faktisk ret klare regler. Den siger, at seksuel chikane er ulovlig. Det er arbejdsgiverens ansvar, og den har en klar definition af, hvad det handler om. Problemet er, at den ikke bruges, når der ikke længere føres sager i civilretten.”

”Samtidig er det meget belastende at føre en sag. Der vil blive stillet mange spørgsmål til dig af personlig karakter, hvis du er den, der har rejst sagen. Når man ser på faldet i antal af sager, der får medhold, og det at godtgørelserne ikke er fulgt med samfundsudviklingen men er stagneret på et gennemsnit på 24.000 kr, så må man gøre op med sig selv, om det er det hele værd. For i over halvdelen af alle tilfælde falder det hele til jorden igen,” fortæller Anette Borchorst.

Frem for en udvikling, der sikrer den seksuelt chikanerede mand eller kvinde på arbejdsmarkedet, har vi Danmark oplevet en tilbagegang for den krænkede parts retslige muligheder.

Magt eller sex

Magt og sex har muligvis historisk set altid optrådt som et klassisk par. Desværre har det i praksis vist sig at være en usund alliance. Spørgsmålet er også, hvor stor en andel af seksuel chikane, der egentlig handler om sex, og hvor stor en andel, der handler om at udnytte og fastcementere en magtposition.

For Anette Borchorst er der ikke tvivl om, hvordan dynamikken mellem de to fungerer.

”Det handler om magt, der er forbundet med seksualitet. Men det handler ikke om seksuel tiltrækning. Det handler om, at kvinderne er kommet ind på et arbejdsmarked, hvor mændene var i flertal,” forklarer hun.

Det er dog ikke uden betydning, at den krænkede rammes på netop sin seksualitet. Vores seksualitet er for de fleste stadig så tabuiseret, at netop den form for chikane øger den krænkedes sårbarhed.
Ikke kun fordi spørgsmålet om, hvorvidt den krænkede selv lagde op til krænkelserne, altid bliver stillet. Men også fordi den krænkede har en tendens til at internalisere problemerne og ikke dele dem med omverdenen. Ægtefællen og familien er ofte de sidste, der hører op problemet.

Den krænkede forlader jobbet – krænkeren bliver

I kølvandet på afgørelsen om delt bevisbyrde fra 2002 rejste sig en debat om sikringen af den anklagedes retssikkerhed. At blive beskyldt for seksuel chikane kunne være fatalt, lød argumentet. Den anklagede ville risikere både sit familie- og arbejdsliv, uanset sagens udfald.

Anette Borchorst og Lise R. Agustíns forskning peger dog på, at omkostningerne for den krænkede er langt større selv i sager, hvor krænkeren bliver dømt.

Den krænkede ender i stort set alle sager uanset udfald med at forlade arbejdspladsen, mens krænkeren kun meget sjældent bliver opsagt. Hertil skal lægges de store psykiske omkostninger for den krænkede, der ikke sjældent medfører diagnoser som PTSD, depression og angst. Skilsmisser er hyppige i kølvandet på oplevelser med seksuel chikane, og ofte ender den krænkede med at miste sit fodfæste på arbejdsmarkedet helt eller delvist.

”De sager, vi har set på, er de sager, der når frem til de civile domstole og Tvistighedsnævnet. Det er nogle af de værste på området. Der er også stærke sager, der bliver forligt, og dem ved vi desværre ikke ligeså meget om, da de ofte bliver mørklagt. Men ser man på arbejdsskader i forhold til de sager, vi har set på, dukker diagnosen PSTD op. Andre får depressioner og lignende stærke reaktioner. Det sker for en stor del af kvinderne, at de ryger ud af deres job, men det er sjældent, at krænkeren bliver flyttet,” fortæller Anette Borchorst.

Af samme grund ses også sager, hvor krænkeren fortsætter krænkelserne selv efter en dom.

Frisindet er en stopklods

Samlet set tegner de to forskeres resultater et billede af et ligestillingsområde, hvor Danmark halter bagefter. Erstatningsgodtgørelsen er stagneret på et bagatelniveau, debatten om den krænkedes rettigheder er skrinlagt, og der foregår ingen erfaringsopsamling eller forskning på området.

”Vi har et meget liberalt islæt i vores politiske kultur. Det rækker både ud på venstre- og højrefløjen. Venstrefløjen har også været meget forankret i ideen om det seksuelle frisind. Det her særligt danske. Vi har været sene til at regulere i forhold til andre typer krænkelser også, for eksempel pædofili og kvindehandel. Sagen med Peter Aalbæk og Zentropa illustrerede det meget godt. Det var de svenske samarbejdspartnere, der stod af først. Men også i andre lande omkring os som for eksempel Tyskland og England, kan vi se, at man på blandt andet universiteterne har en meget fast politik om seksuel chikane. Det har vi ikke i Danmark,” siger Anette Borchorst.

Hun håber, at man kan bruge hendes og Lise Rolandsen Agustins forskning til at styrke arbejdet med forebyggelse.

”Vi mangler viden på det her område – statistik, forskning og registrering. Vi mangler også et fokus på, hvad seksuel chikane egentlig koster. Så tror jeg, man ville anskue det som et større problem for arbejdspladskulturen. I dag er det i høj grad den krænkede overfor krænkeren, måske involverer det nogle få i fagforeningen, men så kommer det ikke længere. Det, vi har set med #metoo, er, at når man får det kollektive blik på problemet, så letter det på følelsen af skyld og skam. Så står den enkelte også stærkere,” slutter Anette Borchorst.