Donald Trump fører i kampen om at blive republikanernes kandidat ved præsidentvalget i USA næste år. Men han fører også i kampen om sexistiske udtalelser, og det kan koste den 69-årige milliardær præsidentposten. For selv hvis han skulle vinde partiets nominering, så er det et mindretal af de amerikanske kvinder, der vil stemme på Trump ved selve præsidentvalget.

Lær Donald bedre at kende

Donald Trump valghjemmeside viser hans officielle valgslogan ”Make America Great Again!” Det slogan er ”lånt” fra tidligere præsident Ronald Reagan.  

Donald Trump er meget aktiv på twitter, hvor han ofte og gerne roser sig selv og skælder ud på alle andre.

Donald Trump udtalelser om kvinder kan læses i Washingtonpost og Huffingtonpost

Ifølge meningsmålingerne står Trump stærkt blandt hvide, ældre, konservative mænd, mens han scorer meget lavt blandt kvindelige vælgere.

Den typiske Trump-vælger er hvid, midaldrende, lavere middelklasse og dårligt uddannet. Lidt over halvdelen er kvinder.

Donald Trump elsker og beundrer kvinder. Det siger han i hvert fald selv ofte og gerne. Problemet for den republikanske præsidentkandidat er blot, at måden, han udtrykker sin såkaldte beundring for kvinder på, meget ofte lyder nedladende, sexistisk og som et levn fra 50'ernes kvindeopfattelse.

Derfor er det bestemt ikke alle kvinder, der elsker den 69-årige milliardær og byggematador. Og det er et faktum, som kan komme til at koste Trump dyrt i den kommende valgkamp. Det kan også komme til koste det republikanske parti retten til at indtage Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus efter det amerikanske præsidentvalg 8. november næste år.

Trump fører hos republikanerne

Mens det nogenlunde er sikkert, at Hillary Clinton vinder et flertal ved det næste halve års demokratiske primærvalg og derfor bliver partiets præsidentkandidat i 2016, så er der forsat 14 kandidater med i ræset om, hvem der skal stå forrest for republikanerne. Donald Trump fører i den kamp. Trumps tilslutning har været støt stigende, siden han i sommer erklærede, at han ville stille op i kampen om at blive den republikanske præsidentkandidat.

Seneste meningsmåling fra CNN giver ham i øjeblikket 36 pct. af stemmerne fra de republikanske vælgere. Det er ca. 20 procentpoint over de nærmeste konkurrenter senator Ted Cruz og den tidligere hjernekirurg Ben Carson, og et pænt stykke foran de 11 andre håbefulde kandidater.

Gider ikke være politisk korrekt

Trump er ikke den sædvanlige politikertype, der har tjent sig op gennem partisystemet – snarere tværtimod. Han har aldrig været valgt til en politisk post, og netop det faktum er noget, han praler med og bruger i sin valgkamp. Trump er ifølge ham selv ”den succesrige forretningsmand, der ikke er fedtet ind i politik og ikke gider være politisk korrekt, men siger tingene ligeud”. Netop det med at sige tingene ligeud er på samme tid både Trumps store problem og hans store fordel.

Trumps problem…

Det er hans problem, fordi han gang på gang får sagt utroligt fornærmende ting. Han har fx kaldt indvandrere fra Mexico for kriminelle, voldtægtsforbrydere og narkosmuglere. Senest har han opnået nærmest verdensberømmelse ved at kræve indrejseforbud til USA for alle muslimer.

Hans politiske modstandere bliver stemplet, som ”grimme, dumme, kedelige og/eller tabere”, og sidst, men ikke mindst lufter Trump ofte og gerne sit syn på kvinder.

Den direkte tone er man ikke vant til i amerikansk politik. Og hele flokken af politiske kommentatorer har gang på gang forudset, at ”nu har Trump sagt noget, hvor han er gået over stregen, så nu må han tabe i popularitet”.  Men der sker det modsatte.

…er også hans fordel

De smarte og hurtige bemærkninger, fornærmelserne og den totale manglen på korrekt politisk optræden er netop, hvad Trumps tilhængere elsker ved ham. Det er årsagen til, at han kan sige, hvad som helst (inklusive direkte løgne) og alligevel blot stiger og stiger i popularitet.

Han taler direkte om ømme politiske punkter som fx indvandring og terrorbekæmpelse. Dertil kommer, at mange amerikanere - og især mange republikanere - er trætte af de etablerede politikere i Kongressen i Washington, som blot skændes og ikke kan blive enige om ret meget. Trumps tilhængere ser ham som et frisk pust udefra, der ikke er fedtet ind i det politiske partiapparat, og som en forretningsmand, som er så rig, at han ikke behøver at korrumpere sig ved tage imod valgkampsdonationer fra rigmændene på Wall Street.

Trumps vælgere

Trump trækker typisk sine tilhængere fra en protest-vælgergruppe man kunne kalde ”meget utilfredse med det politiske system”. Den typiske Trump-vælger støtter ham, fordi han er et alternativ til det bestående – ikke nødvendigvis for hans politiske holdning.

Hjemmesiden ”RealClear Politics”, der bl.a. analysere vælgertilslutning og meningsmålinger skriver, at den typiske Trumps-vælger er almindelig konservativ, ca. hver femte betegner dog sig selv som moderate eller venstreorienterede og mindre end en tredjedel sympatiserer med den yderste hørefløj og Tea party-bevægelsen.

Rent demografisk er Trumps støtter hvide. De er typisk lidt ældre og dårligere uddannede end den gennemsnitlige republikanske vælger. De tjener også betydeligt mindre. Det kan måske undre, men det er et faktum, at lidt over halvdelen af Trumps støtter er kvinder.

Trump er en kendis

Trump samler tusinder til sine valgmøder. Det er der flere grunde til. Han er et kendt navn i ugebladsverdenen, han har i 14 sæsoner været den meget populære og højt betalte ($3 mio. pr episode) vært på et kendt tv-show, ”the Apprentice” (lærlingen), hvor Trump med hård hånd fyrer en deltager pr. udsendelse indtil den sidste endelig får lov til at blive ansat som leder i en af Trumps mange virksomheder.

TV-stationen NBC besluttede i sommer, at man ikke mere ville have Trump som vært for programmet. Årsagen var klar: NBC mente, at Trumps udtalelser om mexicanske indvandrere som kriminelle og voldtægtsforbrydere var for hård kost for seerne.

Trump og skønhedsdronningerne

Trump var indtil for nylig medejer af og medvært ved Miss Universe. Miss USA og adskillige andre skønhedskonkurrencer. Men den del af Trumps forretninger går ikke så godt. Igen er det hans udtalelser om mexicanske indvandrere, der koster på bundlinjen.

TV-stationen NBC og de latinamerikanske tv-stationer Univision og Telemundo har opsagt deres aftale med Trump om at transmittere hans skønhedskonkurrencer.  Foreløbig er der ingen andre tv-stationer, der har meldt sig som interesserede.

Republikanerne jagter kvindestemmer

Efter præsidentvalget i 2012, hvor republikaneren Mitt Romney tabte til demokraten Barack Obama, gennemførte Det Republikanske Parti en større selvransagelse for at finde ud af, hvad der skulle til for at vinde det næste præsidentvalg.

Svaret var klart: Den typiske republikanske kernevælger er en midaldrende, hvid mand, der bor i eget hus i forstæderne. Den vælgergruppe er ikke mere stor nok til at sikre vejen til Det Hvide Hus. Derfor lød parolen, at partiet skal tiltrække flere kvindelige vælgere og flere latino-vælgere. Partiet gennemførte endda en række kurser, hvor kandidaterne kunne lære at tale til de kvindelige vælgere.

”Kvinder spiller på deres køn og flirter med mig”

Det er dog mere end tydeligt, at Donald Trump ikke har hørt beskeden fra partitoppen eller deltaget i et af kurserne. Fx har han udtalt: ”Kvinder kan bare det der med at spille på deres køn. De rigtig smarte optræder feminint og spiller svage, men i virkeligheden er de rene dræbere. Kvinder er ikke ”det svage køn”. Eller “jeg har oplevet kvinder, der kan manipulere mænd blot ved at vippe med det ene øjenbryn – eller måske en anden legemsdel”, skrev Trump i 1997 i bogen The Art of Comeback.

I bogen How To Get Rich fra 2004 skriver Trump, at ”alle de kvindelige deltagere i mit tv-show ”The Apprentice” flirtede med mig. Det forventede jeg også. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at de kvinder, der vandt konkurrencen de første par år, hovedsagligt vandt, fordi de havde sex appeal”.

”Kvinder skal støtte deres mænd”

Trump lægger heller ikke skjul på, hvordan den ”gode hustru” skal opføre sig: ”Hvis en mand skal have succes, så skal han have støtte derhjemme. Det duer ikke med en kone, der hele tiden brokker sig og skælder ud, fordi han ikke er nok hjemme eller ikke er opmærksom nok over for hende. Hvis manden vil have succes, så må han kappe båndene til sådan en kone”, skrev Trump i 1997 i The Art Of the Comeback.

Her er et par andre guldkorn fra milliardæren:

”26.000 uanmeldte seksuelle overgreb i militæret og kun 238 domme. Hvad kan man ellers forvente, når man sætter mænd og kvinder sammen?”, skrev Trump i en twitter-kommentar i maj 2013.

”Du er væmmelig og ulækker”, sådan sagde Trump under en retssag i 2011, da modpartens advokat, en yngre kvinde, bad om en kort pause, fordi hun havde brug for at pumpe brystmælk til sin nyfødte datter.

Kritiske kvinder er ”mokker og duller”

Stand-up komikeren, forfatteren og skuespilleren Rosie O’Donnell, der har kritiseret Trump, har Trump til gengæld kaldt for en ”et dyr” eller ”mokke, grim, grov, uhøflig og dum”.

Den meget populære, konservative tv-vært Megyn Kelly fra Fox News oplevede Trumps fulde vrede og kvindeforagt, da hun i september ved en republikansk tv-debat stillede et kritisk spørgsmål til Trump. Med udgangspunkt i Det Republikanske Partis egen nye valgstrategi om at tale pænt til og om kvinder, spurgte Kelly Trump, om han troede, han kunne blive præsident, når han kalder kvinder for bl.a. ”svin, hunde, mokker, osv.”. Det spørgsmål gjorde Trump vred, og efterfølgende sagde han i et interview med tv-stationen CNN, at da Megyn Kelly stillede ham det ”tarvelige” spørgsmål om hans kvindesyn, kunne ”man se, at der kom blod ud af hendes øjne og også visse andre steder fra”. Dette uddybede Trump senere i en twitter-kommentar, hvor han kaldte Megyn Kelly for en ”dulle” og ”undermåler”.

Trump bryder sig heller ikke om Carly Fiorina, der som eneste kvinde stiller op i ræset om at blive republikanernes næste præsidentkandiat. I et interview med bladet Rolling Stone sagde Trump om sin kvindelige modstander:” Se på det ansigt. Kan nogen stemme på det? Kan du forstille dig, sådan et ansigt på vores næste præsident? Nej vel, det kan ikke være alvor.”

Hillary ”kan ikke tilfredsstille” hverken Bill eller USA

Der er stort set kun en ting, alle de republikanske præsidentkandidater kan blive enige om, og det er, at Hillary Clinton er værre end alt andet, og at det vil være en katastrofe, hvis hun bliver præsident. Trump er med i det kor, men da han nu er Trump, så nøjes han ikke med at kritisere hendes politik. Trump skrev for nyligt følgende på sin twitter-konto: ”Hvis Hillary Clinton ikke kan tilfredsstille sin egen mand, hvorfor tror hun så, at hun kan tilfredsstille Amerika?”

Partitoppen er nervøs

De fleste amerikanske politiske kommentatorer har siden sommer sagt, at Trump ikke kan vinde den republikanske nominering. Han er for skinger, han fornærmer alt og alle, og han har med sine holdninger til bl.a. latino-indvandrere og kvinder skubbet store vælgergrupper fra sig.

Men nu er de samme kommentatorer ikke så sikre mere. Det er man heller ikke i den republikanske partitop, og derfor breder nervøsiteten sig. For al erfaring i amerikansk politik siger, at primærvalg bliver vundet af kandidater, der er ude på fløjene, mens selve præsidentvalget bliver vundet af midterkandidaten, der kan appellere til alle vælgergrupper – især kvinderne.

Kvinderne stemmer mest

Tal fra de seneste præsidentvalg viser, at der er lidt flere kvinder end mænd, der stemmer, og meningsmålingerne siger, at hvis Trump skulle stille op til selve præsidentvalget mod Hillary Clinton, så får USA dets første kvindelige præsident. Meningsmålingerne viser, at Trump er en person, der skiller vandene.  Han er en af de politikere, der scorer højest i kategorien ”meget upopulær” - og det gælder især blandt kvinder.

Trump er populær hos lidt over hver tredje republikanske kvindelige vælger og hver anden republikansk mand. Men selv blandt de republikanske kvinder er det ifølge en CBS-måling mere end 40 %, der har et ”meget negativt” syn på milliardæren.

Hillary kan slå Donald

En meningsmåling fra the Quinnipiac Poll viser, at blandt samtlige kvindelige vælgere i USA er det kun 20 %, der har et posititiv syn på Trump, mens hele 64 % vender tommeltotten nedad for Trump. Hvis man spørger vælgerne, om de ville stemme for Hillary Clinton eller Donald Trump, så er der nogenlunde dødt løb for de to politikere blandt mandlige vælgere. De kvindelige vælgere er ikke i tvivl. Her ville udfaldet blive 59 pct. til Hillary og 29 pct til Donald.

Hillary-lejren elsker at hade Trump

I Hillary Clintons valglejr elsker man at hade Trump. For som den demokratiske valgkommentator Donna Brazile siger: ”Hver gang Trump åbner munden og siger noget negativt og nedsættende om, kvinder, indvandrere, sorte eller andre minoritetsgrupper, så er det lig med endnu et par tusinde stemmer til Hillary Clinton”.