SKAM lukker os ind i et univers, der er genkendeligt for de fleste, på godt og ondt. Sana, fjerde sæsons hovedperson, lukker os indenfor og giver os et indblik i identitetsudfordringer, som er hverdag for rigtig mange unge muslimer i Skandinavien. Hvordan er man norsk og muslim på samme tid, og behøver det koste kærligheden? Debattør Natasha Al-Hariri genkender meget af Sanas situation, men først og fremmest genkender hun den rolle, figuren får i debatten om serien.

Jeg tilhører en generation af unge, nu i 20’erne og 30’erne, der voksede op som minoriteter i Danmark. Nogle i sociale boligbyggerier rundt omkring i landet, nogle med en hel masse andre minoriteter omkring sig, nogle i områder med høj social kapital - andre med lav. Uanset, hvor i landet man voksede op, og uanset, hvilken social klasse man kom fra, så kunne man som ung minoritet - pige som dreng - ikke spejle sig i nogen på tv.

Der var lige Bedre end Beckham fra 2001, der handlede om en ung indisk-engelsk pige, som havde ambitiøse planer for sin fodboldkarriere, men som havde udfordringer med forståelse i hjemmet. Det var en film, som for første gang tog fat på identitetsudfordringerne i at vokse op som ung minoritetskvinde i Vesten. Hvordan får man ens kulturelle ophav og familierelationerne til at spille sammen med den person, man ønsker at være for sig selv, i det samfund man lever i?

Sana, objektificeret

Om forfatteren

Natasha Al-Hariri er 28 år og jurist med speciale i menneskerettigheder og udlændingeret.

Hun har i godt 10 år beskæftiget sig med minoritetskvinder, integration, sameksistens og dialogarbejde. En del af dette gennem den offentlige debat, og en del af det gennem sit lokale arbejde, foredragsvirksomhed og konsulentarbejde.

Privat er hun gift med Niddal El-Jabri, stifter af Mino Danmark og sammen har de Gabriel på 3 år. 

 

Netop det spørgsmål beskæftiger serien SKAM sig enormt meget med, og især i sidste sæson med 17-årige Sana Bakkoush som hovedperson. Allerede i første scene af Sanas sæson ser vi kontrasterne i hendes liv foldet helt ud. Hun sidder i bussen og ser Oslo køre forbi. Musikken spiller højt, og hun betragter en flot ung mand på gaden.

I det samme begynder hendes telefon at afspille “adhan”, der kaldes til bøn, og hun hives fra sin virkelighed ind i en anden virkelighed. Hun skynder sig at slukke for ikke at tiltrække sig opmærksomhed i bussen, og den ældre kvinde, der sidder overfor Sana, rynker på næsen. Vi møder Sanas virkelighed. Allerede dilemmafyldt og fyldt med hensyn, der skal tages.

Sana har med denne sæson både formået at sætte den muslimske skandinaviske kvinde fri - og samtidig ufrivilligt igen gjort hende til et objekt for en debat, som har stået på, så længe jeg kan huske. Det var den debat, der fik mig til at sige fra for 10 år siden, og det er den debat, der stadig kan gøre mig lige dele træt og rasende.

I en debat om Sana og hendes tørklæde på dette års folkemøde på Bornholm stillede jeg spørgsmålet: “Hvis ikke Sana havde båret tørklæde, hvad havde vi så debatteret?” Jeg fik ingen gode svar, og det er egentlig meget sigende. Hvorfor debatterer vi ikke den regulære mobning, hun blev udsat for? Eller hvordan sociale medier påvirker ungdommen, og hvordan de bruges til at udøve netmobning?

Det er så håbløst svært for os, fordi det er svært for os at se bort fra hijab’en, og fordi alt ved kvinden, der bærer tørklæde i Skandinavien, er politiseret. Hendes sociale liv, hendes tøj, hendes familieforhold, hendes kærlighed, hendes makeup, hendes skolegang, hendes religiøsitet. Alt tilskrives hendes religion, og det er svært ikke at se hende som repræsentant for sin religion. Som da Vilde i første sæson af SKAM anfægter, at Sana kan være med i russebussen, fordi hun er muslim. Eller i sidste sæson, hvor Sana overhører Pepsimax-pigerne bagtale hende, og hvor de mener, at Sana skal repræsentere sin religion ordentligt, fordi hun bærer hijab.

Det er ødelæggende for de, der ønsker at blive set som individuelle mennesker, og som kun ønsker at stå til regnskab for egne handlinger. Og det er ødelæggende for samfundet, der får præsenteret repræsentanter for en hel religion og tager alt, hvad de siger og gør for gode varer. Ingen repræsenterer en religion. Heller ikke Sana.

Ikassesat befolkningsgruppe

Debatten om fjerde sæson og Sanas rolle giver et ret godt billede af virkeligheden. De unge muslimske kvinder er genstand for utroligt meget analyse og debat, og vi gransker alle muligheder for at kunne forstå dem og sætte dem i kasser, så vi bedre kan forholde os til dem.

I så mange år er vi blevet fodret med stereotype fremstillinger, og samfundet er efterhånden blevet så farvet af dem, at vi har umådeligt svært ved kvinder, der bryder ud af de kasser, der er blevet bygget til dem. Vi ophøjer dem og sætter dem som målestok for, hvordan resten af samfundets muslimske kvinder skal begå sig.

Men ingen af os er repræsentanter for andre end os selv. Og ingen af os bør leve vores liv efter hvordan andre synes, vi bør leve det. Men ved at gå med på præmissen om, at “de ustereotype” skal sætte standarden for resten, er vi med til at ikassesætte en befolkningsgruppe, der er så divers som længderne på mine 10 fingre.

Den unge muslimske kvinde findes ikke - der findes ufatteligt mange - og simplificeringen af dem i medierne og i samfundsdebatten er med til at undergrave den utroligt vigtige udvikling, der er i gang for dem. For jo færre nuancer vi giver plads til, jo ringere dialog får vi.

Og samme udfordring har været uhyggeligt tydelig i debatten om sæson fire af SKAM. Vi kan ikke lade være med at gøre karakteren Sana til repræsentant eller målestok for alle unge muslimske kvinder i Skandinavien.

Jeg har ikke tal på, hvor ofte jeg er blevet stillet spørgsmålene: “Er hendes historie realistisk?” og “var det også sådan for dig?”. Sanas historie er Sanas egen, og den er realistisk for hende og hendes omstændigheder. Der findes millioner af udgaver, hvor historierne kan tage mange andre drejninger, end dem vi har set skildret i SKAM. Dette er én af dem.

At vokse op som muslimsk pige i Norden gør dig hård

Sana har siden første gang vi mødte hende i første sæson haft en usædvanlig hård attitude, og man har til tider været i tvivl, om man nogensinde skulle se hende smile. Hun har altid været afventende, sagt så lidt som muligt, og når hun sagde noget, var man ikke i tvivl om hendes holdning. Til tider fornemmede man, at de andre piger ligefrem var bange for hende! Og som seer undrede man sig: hvorfor er Sana sådan? Hvorfor holder hun os i udstrakt arm?

Først i hendes egen sæson får seeren lov til at lære Sana rigtigt at kende og så godt som muligt forstå den kontekst, hun lever i. Hun har en flirt, hun knokler med skoleopgaver, hun fester, dummer sig og hun siger undskyld. Men i samtalen på bænken med Isak i episode 7 sætter Sana for første gang ord på, hvordan det føles for hendes at være ung minoritetskvinde i Norge.

For udover alt det alle andre omkring hende skal forholde sig til, har Sana i kraft af sin minoritetsbaggrund et ekstra aspekt, som omverden beder hende om at forholde sig til.  Hun beskriver, hvordan hun hver dag skal ud og overbevise verden om, at hun ikke er undertrykt, at hun selv har valgt at bære sin hijab, og at hendes familie ikke vil tvangsgifte hende. Hver dag er en dag, hvor hun skal nedbryde andres fordomme om hende og hendes baggrund.

De evindelige spørgsmål

Sana og Isaks samtale om at skille sig ud fra mængden - Sana med sin religion og Isak med sin seksualitet - er en af de fineste scener i serien. Sana blotlægger sig selv og giver os et ærligt indblik i, hvordan det er at leve som muslimsk kvinde i Skandinavien. For det er ikke nemt, og det er i værste tilfælde med til at fremme isolation frem for inklusion. Men mennesker trenger mennesker, og inklusion trenger dialog.

Derfor giver Isak et råd til Sana, som vi alle kan tage ved lære af. Det er skide vigtigt at svare på de dumme spørgsmål. For hvis folk stopper med at stille spørgsmål, fordi vi ikke vil svare på dem, så finder de på egne svar. Og dét er farligt. Den scene rørte mig så dybt, for jeg kan relatere til både Isak og Sana i dette.

Nøj, hvor har jeg været uendeligt træt af de utroligt mange spørgsmål, man får som hijabbærende kvinde i Skandinavien. “Tager du det aldrig af? Går du i bad med det? Hvordan ser dit hår ud? Skal du giftes med din fætter?”

Men det er så vigtigt at svare på hvert spørgsmål, som var det første gang, man fik det. Den person, der spørger, har måske aldrig spurgt før - og hvis svaret bliver et snappy comeback, og personen går derfra uafklaret - så bliver det spørgsmål nok aldrig stillet igen. Og vi har brug for svar, for det er så klichefyldt og banalt, men vi har mere end nogensinde brug for at vide mere om hinanden. Ikke mindre.

Kærlighed eller religion?

Sanas familie er den familie, vi kommer tættest på i serien. Faktisk er det den eneste familie, vi lærer at kende. Sanas bror, Elias, som vi også følger tæt gennem hele sæsonen, udvikler sig virkelig meget i takt med, at sæsonen skrider frem. Vi ser ham tidligt i sæsonen påpege overfor Sana at det er en dårlig idé, at hun skal med på russebussen, da folk i lokalmiljøet vil udskamme hende. Hykleriet er tydeligt, for han var selv med på en russebuss året før uden at opleve samme reaktioner.

Man får tidligt i serien derfor et skidt indtryk af broren, som senere udvikler sig til at være en god ven for Sana. Det kommer især til udtryk, da Elias sætter Sanas dilemma i perspektiv for hende: Vil du hellere have en mand der kalder sig selv muslim, men er et dårligt menneske - eller Yousef, som ikke er muslim, men som er et godt menneske?

Sanas mor er en hijabbærende kvinde, som får lov til at spille en forholdsvis stor rolle i Sanas sæson. Vi ser nogle dybe samtaler mellem Sana og hendes mor, der kredser om religion og kærlighed. Især de to emner i spændende cocktail. Da Sana fortæller sin mor at hun kan lide en fyr, er morens første spørgsmål: “Er han muslim?”. Religionen betyder noget, ikke mindst for unge Sana. For da hun senere finder ud af, at Yousef ikke bekender sig til Islam, trækker hun sig fra den uskyldige flirt.

Det er et twist i serien, som er med til at kaste lys på en vigtig dagsorden for mange unge muslimer i Skandinavien. For vi går i skole sammen, vi arbejder sammen, vi spiser sammen, og vi forelsker os. Men kan muslimske kvinder gifte sig udenfor religionen? Det er et ømt spørgsmål for mange religiøse overhoveder, og som udpensler den manglende ligestilling i religionen. En skævhed, som Sana ikke abonnerer på, og som hun anfægter i endnu en samtale med sin mor. Alligevel fylder hans ikke-muslimske identitet utroligt meget for Sana, og hun befinder sig i et dilemma i store dele af sæsonen. Hvad er vigtigst - kærligheden eller religiøse principper?

Yousana

Kritikerne vil mene, at Sanas håndtering af hendes kærlighed til den ikke-muslimske Yousef bekræfter alle fordommene, og både familiens forventninger til hende og religionen holder hende nede. For hun tillægger sin religiøsitet alt for stor betydning, og det afholder hende fra at udleve sin kærlighed til Yousef.

Og så er der hele debatten om den manglende fysiske intimitet mellem de to turtelduer. Nøj, hvor ventede mange forgæves på det kys, da Yousef og Sana brød Sanas faste sammen ved havnen! Men der var intet kys. Men et kærligt, langt og smukt kram. Og det var et helvedes godt klimaks!

Hvad betyder det, at Sana og Yousef afholder sig fra at indgå i en fysisk relation? Er det kedeligt? Unormalt? Kritikken af det platoniske forhold tager udgangspunkt i en ungdomskultur, som Sana ikke abonnerer på. Hun kan dyrke sex, hun kan drikke, hun kan smide tørklædet - men ønsker ingen af delene.

Jeg husker igen samtalen mellem hende og Isak på bænken, hvor hun med stor frustration i stemmen forklarer, hvordan hun hver dag skal overbevise omverden om, at hendes valg er hendes egne. Lærer vi intet af SKAM, eller hvad? Forventningerne til hendes seksuelle udskejelser adskiller sig ikke en millimeter fra de forventninger, der skulle blive stillet til hendes jomfruelighed.

Ingen bør have retten til at bestemme over andres kroppe, og Sana ejer i høj grad sin egen krop. Og selvom Sanas afholdenhed i både påklædning og alkohol/sexkultur ikke stemmer overens med skandinavisk ungdomskultur, så er der en forbandet vigtig pointe i at understrege og huske på - at friheden til at vælge, er den vigtigste frihed af alle.

Alt er love

Heldigvis vælger Sana kærligheden. Det ville have knust mit - og mange andres - hjerte, hvis ikke Yousef og Sana havde fundet hinanden i kærligheden, på trods af at de ikke deler religion. De to menneskers kærlighed er et vigtigt signal at sende for de mange millioner seere verden over, som har fulgt med i SKAM’s univers. For: “frygt sprer seg. Men: Det gjør heldigvis kjærlighet og.”

Sana har med sin karakter været med til at smadre nogle af de barrierer, der har været i vejen for, at kærligheden kan sprede sig. For de mange mennesker, der aldrig har haft en muslimsk veninde, har denne sæson givet dem en indsigt, som har været utilgængelig for dem før. De har måske endda allerede fået svar på nogle af de “dumme” spørgsmål, de sad inde med.

Jeg har endda hørt en håndfuld historier om folk, der i tiden før Sana aldrig ville have indgået i en dialog med unge muslimske kvinder, fordi de har været af den overbevisning, at der ikke var noget der bandt dem sammen. Kosegruppa DK, en facebook-gruppe med 50.000+ medlemmer, er fyldt med den slags historier.

Sana har udfordret os på hvordan vi ser (unge) muslimske kvinder på vores studie, på vores arbejdsplads, i vores børns institutioner - og for det takker jeg hende. For muslimske kvinder er bare kvinder, der også er religiøse! Og for en stor del af de kvinder, hijabbærende som ikke-hijabbærende, har det været en længe ventet forløsning at kunne spejle sig selv, ens dilemmaer, udfordringer og tanker i popkulturen. Endelig at se sig anerkendt som en del af ungdomsbilledet er vigtigt, og nok vigtigere end de fleste tror.

Det vi gør i dag, har en effekt imorgen, sagde Sanas venner i en tale til hende under hendes Eid-fest. Og effekten af SKAM og Sanas rolle vil ubetvivlsomt have en effekt på os. Jeg mærker den allerede - alt er love.