Voldtægt. Alene ordet sætter gang i en flod af forestillinger, følelser og holdninger. Den tyske journalist og kulturhistoriker Mithu M Sanyal har kastet sig over voldtægtens kulturhistorie i bogen ’VOLDTÆGT – aspekter af en forbrydelse’.

Talk & Paneldebat

Oplev journalist og kulturhistoriker Mithu M. Sanyal på Københavns Hovedbibliotek og hør mere om hendes nye bog VOLDTÆGT - ASPEKTER AF EN FORBRYDELSE med efterfølgende debat.

Tirsdag d. 13. juni kl. 17-18.30

Arrangører: KVINFO, Goethe-instituttet, Københavns hovedbibliotek og forlaget Tiderne Skifter. 

Forbrydelsen over dem alle! En skæbne værre end døden! Én gang gerningsmand – altid gerningsmand! 

Der knytter sig store og grundlæggende narrativer til forståelsen af voldtægt. Og narrativerne er knyttet så hårdt og tæt sammen, at det næsten er umuligt at løsne dem op, og blive klogere på hvad der egentlig gemmer sig i de magtfulde fortællinger, som upåagtet strukturerer vores liv og samfund. Det mest hårdnakkede voldtægtsnarrativ handler om køn: for i voldtægtens drejebog findes der kun to meget fastlåste roller, som kønnene kan indtage, nemlig et kvindeligt offer og en gerningsmand.

Nu har Mithu M. Sanyal, der er tysk journalist og kulturhistoriker skrevet et ambitiøst værk, der forsøger at tage livtag med det hun betegner de meget begrænsede og begrænsende voldtægtsnarrativer, som vi har til rådighed og de mange misvisende forestillinger, der knytter sig til voldtægt, både kulturhistorisk og den dag i dag.

”Ikke for at afskaffe disse holdninger, men for ikke længere at behandle voldtægt som en virkelighed, der er hugget i granit. Med historikeren Joanna Bourkes ord: ”Voldtægt er en form for social performance. Den er stærkt ritualiseret. Den varierer fra land til land og fra epoke til epoke. Der er ikke noget tidløst eller tilfældigt over voldtægt. Tværtimod er voldtægt og seksuel vold dybt rodfæstet i konkrete politiske, økonomiske og kulturelle forhold.”, skriver Sanyal.

Modstand

Bogen har været lang tid undervejs. For Sanyal stødte på modstand både hos sig selv: ”fordi selvcensuren var skarpere og knuderne i hjernen bundet strammere, end jeg har været ude for tidligere”. Og fordi Sanyal mødte barrierer udefra, da bogen skulle udgives i Tyskland. Voldtægt er nemlig stadig dybt kontroversielt. Flere forlag bakkede ud, da de opdagede, at voldtægt var temaet for Sanyals anden bog (hendes første bog om vulvaen var en stor succes), men det lykkedes til sidst at få den udgivet.

Samtidig med, at bogen udkom på tysk, rejste der sig en heftig debat om voldtægt – og det emne, som ingen ellers ville røre med en ildtang blev en del af mange mainstream diskussioner i kølvandet på begivenhederne i Köln. Bogen er dog stadig udstyret med en ”Trigger Warning”, fordi Sanyal altid bliver bedt om at komme med en advarsel inden hun holder foredrag om bogens emne: voldtægt.

Sanyal formidler på letlæselig måde voldtægt gennem den vestlige kulturhistorie med nedslag, der spænder fra Ovids Elskovskunsten til Lucretia, som det kvindelige forbillede i forhold til forvaltningen af skammen, og igen videre til film som ”Anklaget” og Roman Polanskis seksuelle overgreb på den mindreårige Samantha Geimer.

Den særlige forståelse af kvindelig seksualitet som attraktiv, når kvinden yder modstand, genfinder Sanyal flere steder. En modstand, man selvfølgelig ikke skal tage for gode varer. Sanyal citerer her Ovid: ”Den romerske digter Ovid skrev allerede i sin bog om Elskovskunsten: ”Muligvis stritter hun først imod og kalder dig ‘slubbert!’ – mens hun med denne protest bare vil nødes lidt mer.” I det hele taget kan idéen om den fyrige mand og den frigide kvinde spores helt tilbage til den græske oldtid og Aristoteles, der mente, at manden var i besiddelse af en stærkere indre varme end kvinden”.

Indsyltet i irrationalitet

Bogen balancerer mellem at være en kulturhistorie og en mere luftig fortælling, der trækker forbindelseslinjer på kryds og tværs. Sanyal skriver: ”Således hverken kan eller skal denne bog forstås som en altomfattende kulturhistorie fra den første dokumenterede voldtægt frem til i dag. Der er snarere tale om et forsøg på at spore nogle narrativer om voldtægt og synliggøre nogle kulturhistoriske forbindelseslinjer”.

For voldtægt er indsyltet i irrationalitet, som vi skal forsøge at vikle os ud af. Sanyal skriver: ”Hvor finder man ellers en fare, der lurer bag hvert et gadehjørne, men som samtidig i den grad er et undtagelsestilfælde – som at blive ramt af lynet – og som vi nærmest aldrig snakker om? Og hvor vrimler det ellers stadig med brutale, anakronistiske menneskebilleder, der så godt som intet har med vores øvrige livserfaringer at gøre?”.

Og Sanyal fortsætter: ”Hvad fortæller det os om vores kultur, at det er så svært for os at tale om voldtægt som andet end en forbrydelse, mænd udøver mod kvinder, selv om det kun er en del af historien?”. For Sanyals pointe er netop, at manglen på viden, dokumentation og anerkendelse af, at mænd også kan være ofre for voldtægt.

På trods af den lidt lette form bogen antager, formår Sanyal at stikke et spadestik dybere ned i mange af de centrale problematikker, der knytter sig til voldtægt, og skabe et overblik over de diskussioner, der har indflydelse på, hvorfor og hvordan vi tænker på voldtægt – med henblik på at gøre det muligt at generobre tænke- og handlemulighederne i forhold til voldtægt: ”Jeg har gjort mit bedste for også at gøre denne bog til en befriende læseoplevelse. Den er, når det kommer til stykket, nemlig også en slags generobring. Af tænke- og handlemuligheder. Jeg er nemlig overbevist om, at måden vi forestiller os noget på, har betydning for den magt, det har over os, ja, endda for, hvordan vi agerer i verden”.

Cirklusion og mandlig sårbarhed

Et af de centrale narrativer, som Sanyal tager livtag med er forestillingen om den mandlige seksualitet og lyst, som ikke kan tæmmes eller inddæmmes, men som i voldtægtsnarrativet partout er ødelæggende med sin penetration. Sanyal refererer til undersøgelser af voldtægtsmænd, som har oplevet, at deres krop og penis ville noget andet end dem, som svigtede dem ved ikke at blive det våben, som drejebogen tilsiger. Fortællingen om, at den mandlige krop også er en sårbar og følsom krop er ifølge Sanyal afgørende for at ændre bevidstheden omkring voldtægt – hos alle køn. Her spiller penetration selvfølgelig en afgørende rolle – ligesom den stort set altid har gjort det i fx lovgivning vedrørende voldtægt:

”Sex bliver beskrevet som noget, mænd giver kvinder – eller gør ved dem. Ord som coitus, penetration – og kneppe – drejer sig om penissen og formidler, hvad den og dens substitutter – som dildoer og fingre – gør. Som om de kropsåbninger, der bliver penetreret, ikke var en del af foretagendet. Der findes faktisk talrige andre seksuelle handlinger, der også fortjener sproglig opmærksomhed. Men penetration fungerer åbenbart som en form for sproglig skyklappe”.

Sanyal introducerer i stedet begrebet cirklusion, som den kvindelige pendant til penetration: ”Penetration betyder: at indføre eller at stikke ind. Cirklusion: at omslutte eller krænge over. That’s it. På den måde er forholdet mellem aktivitet og passivitet også blevet omvendt”.

”Cirklusion er i forvejen en meget mere almindelig hverdagserfaring. Hvis vi tænker på nettet, der fanger fisk, ganen, der omslutter maden, nøddeknækkeren, der knuser nødder [...] Ordet cirklusion gør det muligt at italesætte nogle erfaringer, som vi har gjort længe. Og dermed ikke kun at ændre sproget, men også vores måde at tænke på”.

På lignende måde forsøger Sanyal at ændre eller forskyde læserens blik på voldtægt – fordi alternative tænkemåder og ord kan befri vores tankesæt omkring voldtægt. Sanyal slår også en sjov krølle på narrativet om det kvindelige aktive begær – for som hun skriver, er det jo på ingen måde noget, hverken den seksuelle revolution, den feministiske revolution eller den seksuelle, feministiske revolution har opfundet: ”Det har været den hvide elefant i rummet i hundredevis af år. Da Vatikanet åbnede Det apostoliske pønitentiariums arkiv for forskerne, fandt de tusindvis af breve fra det 15. århundrede, hvor kvinder indberettede deres seksuelle tilfredsstillelse til den katolske kirkes højeste retsinstans”.

Kønnenes rugeplads

Men alt er ikke bare historie. Ikke bare nytårsurolighederne i Köln 2015/16 men også fx det amerikanske præsidentvalg og Donald Trumps famøse ”grab them by the pussy”-udtalelse har været medvirkende til at problematikker som hverdagssexisme, hævnporno og seksuel chikane igen er kommet på dagsordenen – både for feminister, i den offentlige debat og bandt politikere. De sidste år er voldtægt så småt begyndt at fylde i debatten indenfor feltet seksualiseret vold. Og voldtægtsproblematikken ligger også lige under overfladen i de aktuelle feministiske debatter og aktioner med fokus på retten til at bestemme over egen seksualitet og krop fx kropsliggjort af Twerk Queen eller ved slutwalks, der blev igangsat i Toronto 2011, som en reaktion på den canadiske politimand Michael Sanguinettis gode råd til de kvindelige studerende: Hvis de ville undgå voldtægt, skulle de holde op med at ”klæde sig som ludere”.

Voldtægtsnarrativerne har altså ændret sig over tid, men alligevel er det også som om, der er noget særligt trægt på spil, når det kommer til voldtægt, mener Sanyal: ”Så snart vi udtaler v-ordet, løber urene tilbage, og vi er stadigvæk og for evigt og altid i 1955”.

Voldtægt er et komplekst og facetteret problem, men, ifølge Sanyal, stadig ekstremt farvet af en sort-hvid tænkning, som er dybt infiltreret i, ja nærmest vokset sammen med stereotype og heteronormative forståelser af køn. Sanyal skriver, at diskursen omkring voldtægt er en af de ”sidste rugepladser for kønsfordomme, som vi ellers knap nok vover at tænke, endsige udtale – og det gælder på tværs af politiske lejre og samfundslag”. Voldtægt kan forstås som kønsforholdets mørke dobbeltgænger, en slags kønnenes rugeplads, omgæret af store følelser og en masse tabuer – og vedtagne sandheder. 

Den kønnede drejebog, som voldtægt eksponerer, fordrer og producerer en traditionel to-kønsmodel. Og hvis man ikke passer til eller tilpasser sig denne skabelon, så ryger den kulturelle legitimering og de rettigheder, som følger med rollen. For hvilken politimand anerkender det magtfulde (ikke tårevædede eller underkastende) kvindelige offer? Og hvilken domstol genkender den mandlige krop som sårbar og voldtægtsbar? Kønsrollerne i voldtægtsnarrativet giver altså både rettigheder, og begrænser på samme tid vores identitet, køn og seksuelle udfoldelse. 

Drejebogens indflydelse begynder tidligt med opdragelsen af piger og drenge, pointerer Sanyal og citerer forskeren Veselka, hvis artikel udkom i 1999 i det amerikanske, feministiske tidsskrift Bitch om popkultur, og mange forfattere og aktivister har efterfølgende udnævnt den til en vigtig inspirationskilde: ”I vores kultur forklarer vi pigebørn fra de er helt små, at voldtægt er det værste, der overhovedet kan overgå dem. Vi siger, at det vil ødelægge deres liv og berøve dem deres uskyld. Vi siger til ofre for seksuelle overgreb, at det er normalt at føle sig beskidt. Vi gør alt, hvad vi kan, for at forberede kvinder og pigebørn, så de ikke bliver alene med deres følelser, hvis det sker for dem. Men sørger vi ikke samtidig for, at de netop føler sig ødelagte, beskidte og berøvet deres uskyld?”.

Shitstorm

Og ve den, der afviger fra mainstreamrollefordelingen i voldtægtsnarrativet. Sanyal kommer med flere eksempler på mennesker, der afviger fra normalfortællingen og straks bliver forsøgt sat på plads igen.

Det oplevede den islandske forfatter Thordis Elva, da hun og ekskæresten Tom Stranger i marts 2017 skulle præsentere deres fælles bog ”South of Forgiveness” ved ”Women of the World”-festivalen i London. Arrangementet måtte aflyses, fordi flere tusind mennesker havde underskrevet en protestskrivelse. Det skyldtes, at Stranger havde voldtaget Elva for mere end 20 år siden, og bogen handler om deres fælles bearbejdelse af hændelsen.

Sanyal oplevede selv en shitstorm i forlængelse af hendes forsøg på at åbne op for flere måder at omtale en selv på efter en voldtægt. Efter en oplæsning i den tyske avis taz’ café bad nogle af tilhørerne Sanyal om ikke at omtale dem som ofre, for det fik dem til at føle sig klassificeret og identificeret på en begrænsende måde. I forlængelse af lignende diskussioner i 1990’erne, der havde ført til opfindelsen af begrebet ”survivor” (på dansk overlevende), foreslog disse kvinder at erstatte forstavelsen over- med op-: ”At have oplevet seksuel vold”. ”Det var ikke meningen, at det skulle bruges i retten, og heller ikke som en ny generisk betegnelse for alle mennesker, der har oplevet seksuel vold, men bare som endnu en mulighed for at beskrive sig selv”.

Men sagen fik et stort efterspil, fordi flere medier og især feministiske medier anklagede Sanyal for at bagatellisere seksuel vold. E-mailene begyndte at tikke ind med meget personfikserede og udskammende tekster: ”Datter af en polak og en inder. Vi har ikke brug for sådan noget miskmask her” eller ”Sådan en som dig er bevis på, at integrationen ikke fungerer” eller fuldstændig uden for skiven: ”Islam hører ikke hjemme i Tyskland”.

Opgør med feministernes drejebog

Sanyal vil gerne sætte voldtægtssituationerne ind i deres historiske kontekst, men fordi hun springer så meget rundt i både tid og sted, bliver konteksten desværre ofte diffus, og hendes tankestrøm til tider svær at følge. På den ene side gør Sanyal op med idéen om absolut eller ubetinget sandhed og bygger i stedet bogen op i anerkendelse af, at viden er situeret, perspektivistisk og en konstruktion, der etableres på baggrund af bestemte interesser og indenfor historiske diskurser. På den anden side forsømmer Sanyal at situere sig selv og begår hermed en fatal bekræftelse af ”gudeknebet”, hvor viden udstrømmer fra en figur, der er ligesom en gudinde eller gud, ser alt og samtidig undslipper at blive set.

Det letter ikke læsningen, at Sanyal ikke sætter sig selv og hendes ærinde ind i en kontekst.  Men som læser fornemmer man undervejs, at hun har gang i et opgør med feminister, fordi hun punktvis adresserer sin egen identitet som feminist, og samtidig bokser løs på ”feminisme” (desværre ofte i ental). Det gik først sent op for mig, at bogen kører et parallelt spor, som ikke bliver ekspliciteret, men som med kritik henvender sig til feminister. Desværre ofte på en generaliserende måde, fx her, hvor ”feministerne” bliver kritiseret for at cementere kønsstereotyper og ikke give plads til åben kommunikation: ”Og skønt det ikke kun er feministerne, der formynderisk præger kommunikationen, så virker det tit som om, der faktisk ikke finder nogen form for kommunikation sted mellem de to fronter. De inkarnerer de vante kønsstereotyper i en så karikeret form, at vi har svært ved at genkende hinanden som medlemmer af den samme art.”

Et af de største problemer er, at Sanyal fremskriver en virkelighed, som jeg har svært ved at genkende i en dansk kontekst. Fx fremfører hun, at det store tabu omkring falske anmeldelser handler om overhovedet at turde tale om, at der findes et stort mørketal for falske anmeldelser. I dansk kontekst forholder det sig stik modsat. Det Kriminalpræventive Råd har undersøgt falske anmeldelser og undersøgelsen viser, at falsk anmeldelse udgør 7,3 %. I en tredjedel af sagerne dømmes anmelderen for falsk anmeldelse af voldtægt, en tredjedel sluttes med hjemmel i retsplejeloven, og i den sidste tredjedel af sagerne sigter politiet ikke kvinden af psykiske/sociale årsager, eller fordi hun er under den kriminelle lavalder.

Det kan ikke afvises, at der findes mørketal på området, men i lyset af analysens resultater er der dog ikke nogen grund til at tro, at dette tal skulle være stort. Omvendt viser analysen, at kvinder derimod – i enkelte tilfælde – uretmæssigt sigtes for falsk anmeldelse af voldtægt. Flere end 40 % af danskerne overvurderer, hvor mange falske anmeldelser af voldtægt, der i virkeligheden er. Det viser en undersøgelse, som Yougov har foretaget for MetroXpress. 8 % tror eksempelvis, at 33 % af anmeldelserne er falske, mens hver tiende dansker tror, at 20 % lyver.

Et af hovedproblemerne i forhold til voldtægt i en dansk kontekst ligger i, at de fleste voldtægtssager faktisk aldrig kommer for retten - de bliver lukket af anklager og politi, inden en dommer får set på dem. Når en voldtægt bliver meldt til politiet i Danmark, kommer kun fire sager ud af ti således for en dommer, har Amnesty International påvist.

Men det gør ikke Sanyals bog mindre læseværdig. Sanyals projekt er prisværdigt, og hun kommer langt hen ad vejen i mål med sit projekt om at sætte gang i nye narrativer i forhold til voldtægt. Narrativer, som vedrører os alle uanset køn og etnicitet, og ikke kun er relevante for dem, som får seksualiseret vold ind på livet, og bliver kategoriseret som hhv. ofre og gerningsmænd.