Pæne danske teenagedrenge slipper af sted med at nedgøre piger i ligestillingens navn. En pornoficeret massekultur giver både drenge og piger problemer med seksualitet, konstaterer en ny ph.d.-afhandling. FORUM har talt med forskeren Sarah Højgaard Cawood om, hvordan det seksualiserede medielandskab trænger ind i de unges seksualitet og definerer den - afhængig af køn, klasse og etnicitet.

Læs mere

Relaterede links

Sarah Højgaard Cawood forsvarer Ph.d.-afhandlingen Velkommen til Pussyland : unge positionerer sig i et seksualiseret medielandskab fredag d. 24. august kl. 13.00 på Danmarks Pædagogiske Universitet. Læs mere...

Afhandlingen Velkommen til Pussyland : unge positionerer sig i et seksualiseret er til udlån på KVINFOs Bibliotek. Bestil her

Med en tidslig ramme, der begynder en mørk decemberdag 2002 og
afsluttes en regnfuld julimåned 2007, bringer forskeren Sarah Højgaard
Cawood sit materiale af unges opfattelse af seksualitet ind i en
vridemaskine i phd.-afhandlingen Velkommen til Pussyland: Unge positionerer sig i et seksualiseret landskab. En proces, som kan sammenlignes med Tivolis forlystelse, Dæmonen, der vrider og vender sig i alle retninger.

For
ved at hænge ud med 13-16-årige på to forskellige skoler, får Sarah
Højgaard Cawood med afsæt i musikvideoer og reklamer adgang til unges
seksualitet på et tidspunkt, hvor seksualiteten er i sin vorden. Hun
har bl.a. præsenteret de unge for musikvideoer med 50 Cent, Christina
Aguilera og Nik & Jay samt reklamer som fx Cultshaker-reklamens
mande- og kvindeudgave.

Medierne bliver adgangen til at tale
om det, som er svært at tale om: Det, der ligger inde i ens egen krop.
Seksualiteten. For når det ligger derude i medierne, kan man nemmere
italesætte det.

Informanterne går på to meget forskellige
skoler: Den ene er placeret i et mindre bemidlet ghetto-område med stor
arbejdsløshed og mange børn af anden etnisk herkomst end dansk. Den
anden er en velstående lilleskole med progressiv pædagogik med
velbjærgede, etnisk danske middelklasse-børn. Og netop ved at holde de
to skoler op over for hinanden tegner der sig overraskende billeder af
multimoraliteten. Sammenstillingen af de forskellige miljøer gør det
tydeligt, hvor afgørende etnicitet, racialitet, køn og klasse er for de
unge - og deres opfattelse af seksualitet.

 

13 år - og eneansvarlig for sin succes

-
Senmodernitetens og individualitetens vilkår er barske løjer. For de
unge er eneansvarlige for at få et succesfuldt liv op at stå. Og det
sætter sig fx både på indvandrerdrengenes forgæves forsøg på at blive
til værdige subjekter og pigernes forgæves bestræbelser på at blive
tynde nok, fortæller Højgaard Cawood. Et ansvar, hvor de unge bestemt
ikke har et frit valg på seksualitetens hylder.

-
Seksualiseringen er et af de mest afgørende spor for aldersgruppen. Man
er her på vej mod en modning og mod voksen tilstand, der går igennem
seksualiteten. Drengene skal lade som om - og demonstrere, at de har
seksuelle erfaringer, og pigerne skal heller ikke være alt for
uvidende. Enkelte skyder det dog helt fra sig, fordi det er alt for
kompliceret og et hårdt arbejde med mange balancer, understreger Sarah
Højgaard Cawood, da FORUM møder hende på Danmarks Pædagogiske
Universitet.

 

Banebrydende medieforskning

Velkommen til Pussyland
er usædvanlig i den forstand, at Højgaard Cawood bygger bro mellem
forskellige fagområder. Med en baggrund som cand.mag. i moderne kultur
har hun bevæget sig ind i det socialpsykologiske felt og derfra kastet
nyt lys på de seksualiserede mediers betydning for unge, som står lige
ved indgangen til at praktisere seksualitet.

- De unge lever i
en meget kompleks medievirkelighed. Med afhandlingen var jeg
interesseret i at forstå, hvordan musikvideoer og reklamer indgår i
deres daglige liv, forklarer Sarah Højgaard Cawood. Samtidig
understreger hun, at traditionen for levet liv-forskning og for
tænkning af magt og klasse har åbnet nye veje i hendes forskning.

-
Interessen stammer fra min tidligere ansættelse på det nu nedlagte
Videncenter for ligestilling, hvor jeg arbejdede med seksualiseringen
af det offentlige rum. Her kunne jeg se, at der var mange, som
interesserede sig for området og var kritiske, især på børns og unges
vegne. Men samtidig var der meget lidt reel viden om fænomenet. Så mit
projekt er et bud på, hvordan man indhenter viden på feltet.

 

Humor gav adgang til drengene

-
Humoren har været central i omgangen med drengene. For det er også
måden, drengene selv er sammen på. Hvis jeg ikke skulle blive den ældre
kvindelige forsker med det bedømmende blik, der kigger kritisk på deres
mandschauvinistiske optræden, så var det en vej at have det sjovt
sammen med dem. De er kreative, morsomme, søde - og grove, for det er
samtidig benhårdt. En kompleksitet, man er nødt til at favne som
forsker, for ikke at få et fortegnet blik, pointerer Sarah Højgaard
Cawood.

I sine interviews kunne Højgaard Cawood registrere, at
drenge som fx Jakob kunne være "super dameglad" i gruppeinterviews, men
når han sad alene med forskeren, udtrykte han stor angst for det
seksuelle:

- I lang tid var det meget forvirrende for mig,
hvad der egentlig foregik i mine interviews med drengene. For de sagde
modsatrettede ting, afhængig af om de sad alene eller i grupper. De
skiftede både holdning og oplevelse af, hvad de billeder egentlig
gjorde ved dem, siger Højgaard Cawood, og drenge, som vil noget andet
end gruppen, bliver rettet godt på plads, når de bliver interviewet i
grupper.

 

Medier giver drenge en lede ved seksualitet

-
Hvis man som dreng er åben over for pigerne og er interesseret i dem
som mennesker, hvad de fleste selvfølgelig er, for de har jo søstre,
mødre, lærerinder osv., så skal der laves et kæmpe arbejde for at få de
to verdener til at hænge sammen. For mediernes billeder af kvinder er
nogle helt andre end de kvinder og piger, de kender fra hverdagen. De
siger selv, at de tænker det som to adskilte rum, og at de ikke behøver
at oversætte. Men man ser en masse slip imellem de to rum, konstaterer
Højgaard Cawood.

- Der er nogle uhyggelige aspekter af det
pornografiske begærs måder at spille sammen med drengenes subjektivitet
på, som jeg er foruroliget over. Og de drenge, der er optaget af, hvad
pigerne synes om dem, oplever, at de er pinlige over at have en
seksualitet og et begær som i pornografien. Og seksualiteten bliver et
nedgjort sted, konstaterer Højgaard Cawood.

- Gennem drenges
opvækst opdrages de til at kæmpe om pladsen. Om de enten kommer op
eller ned. De skal bygge en skal op omkring sig, som en der ikke er
bange for at klare sig i kampen om at komme øverst op i hierarkiet. Og
det spiller sammen med, hvordan man kan gå ind i det seksuelle rum med
et andet menneske. For hvad sker der så i den udsathed, man har i
forhold til en anden i en seksuel relation? Hvad gør man ved
fornemmelsen af tabet og hengivelsen?

- Det er svært for
drengene, og deres opvækst har ikke lært dem det. Samtidig lærer de
igennem pornografien og massekulturen en seksualitet, der støtter op
omkring et velafgrænset, hårdt individ, hvor de tilbydes en type
seksualitet, men som måske ikke passer ind i et møde med feminine
subjekter. Eller i et samleje, som skal udspilles mellem kødelige
mennesker, hvor følelser kommer til at spille en rolle.

 

Hvide middelklassedrenge sætter pigerne til vægs

-
Umiddelbart oplevede jeg middelklassedrengene som meget søde og
charmerende, samtidig med at det er provokerende, at de positionerer
sig igennem mediernes seksualisering på en måde, som er stærkt
kvindenedgørende og ubehagelig. Men de gør det med charme og overskud,
der trækker på forskellig viden om ligestilling mellem kønnene. Men
deres strategi virker, fordi de er dygtige til at skifte mellem
forskellige positioner i forskellige komplekse sammenhænge.

Pointen
er, at middelklassedrengene er dygtige til at jonglere og solidarisere
sig med kvinder og samtidig markere sig blandt de andre drenge, hvor
det handler om at vise sig som en stor karl. For pigerne "skal også
have lidt lir".

- De hvide drenge er opdraget til en åbenhed
overfor, hvad pigerne vil, og hvor de er henne. Dermed er pigerne også
inde i et hierarkiseringssystem, hvor drengene positionerer sig i
forhold til hinanden. På en legende og underspillet facon trækker
drengene på det seksualiserede landskab til at slå pigerne oven i
hovedet - og luderkategorien er i den grad i spil her, som noget
pigerne skal holde sig fra.

I mit materiale så jeg ingen
eksempler på, at indvandrerdrengene gjorde brug af tilsvarende
overordningsmulighed over for pigerne.

- Hvis jeg ikke havde
haft kontrasten med arbejderklassedrengene, ville jeg måske ikke have
fået øje på, hvor dygtige middelklassedrengene er til de spil.

 

Danske indvandrerdrenge trækker på sort rapkultur

I
modsætning til de hvide middelklassedrenge er pigerne ikke interessante
for indvandrerdrengene, når de skal positionere sig. Derimod retter
kampen sig mod at bliver overordnede og fjerne sig generelt fra det
kvindelige. En tendens man også finder i den amerikanske rapperkultur.

-
Når jeg som hvid kvinde ser de musikvideoer fra rapperkulturen, bliver
jeg ødelagt, fordi de nedgør kvindekønnet. Jeg undrede mig: Hvorfor
skal det være så voldeligt og aggressivt? Hvorfor er raseriet rettet
mod det kvindelige? Det gik op for mig, at sorte mænd på mange måder er
positioneret som hvide kvinder. De har heller ikke definitionsmagten
over, hvem de er; det har den anden [den hvide mand, red.]. Ham, der
kigger, beslutter, hvem man er. Den sorte mand er seksualiseret og
feminiseret og er derfor nærmere kvinderne end den hvide mand, som er
den overordnede. Så for de sorte i rapperkulturen går det desperate
arbejde ud på at vise, at man ikke er kvinde, men er overordnet
kvinder.

Og det tager drengene til sig. Men på forskellig vis.
For det er ikke drenge med afrikansk baggrund, der imiterer
rapperkulturens kobling af vold og sex og dermed hypermaskuliniteten.
Det er derimod drenge med Mellemøst-baggrund. Som Højgaard Cawood
forklarer:

- "De rigtige indvandrere" er blevet det danske
samfunds fjender og undergravende maskulinitet, som de sorte
amerikanere i USA. De har fået samme status. Derfor er der elementer af
samme desperation og raseri hos Mellemøst-drengene i Danmark.
Derimod
bliver de danske drenge med afrikansk baggrund i mit materiale ikke
ramt på samme måde. De har adgang til at blive en slags dansker. Og
selv med den sorte farve er vejen til at tage ligestilling til sig ikke
lukket af, som den er for drengene med mellemøstlig baggrund.

-
En af de måder, man får definitionsmagt på, er igennem maskuliniteten,
og den bedste måde er at blive den mest overordnede maskulinitet.
Derfor forstår man Mellemøst-drengene. Og det lykkes for dem i den
konkrete skolesammenhæng, de her drenge er i. For dem, der kommer
øverst op, har netop definitionsmagten i skolen. Men den strategi
virker ikke ude i verden, hvor det vil blive endnu sværere ikke at
blive dæmoniseret som indvandrere og macho. Så det er en barsk
virkelighed for dem.

 

Madonnaen og luderen dør ikke i nærmeste fremtid

-
Man behøver bare at åbne for en musikkanal, så kan man se kravene til
pigerne om, at de skal tage de pornografiske udtryk på sig. De kan ikke
bare indhegne det pornografiske begær til kun at være i medierne.

-
Pigernes ambivalens til rollen som objekt er meget tydelig. Det er
enten for meget eller for lidt. Hele tiden. Det er den gordiske knude.
Nøjagtig som hos voksne kvinder. Det kan stort set ikke lykkes,
forklarer Sarah Højgaard Cawood.

- Det er forstemmende, at det
er meget mere i spil, end da jeg selv var ung. Gennem min skoletid
husker jeg, at pigerne kunne have lyst og være seksuelt aktive. Men det
er der bare ikke noget af for disse unge piger. Pigerne er i den grad
optaget af at være det vellykkede objekt og samtidig undgå
luderkategorien. Det er bare umuligt. Kun et par af de meget smukke og
populære piger på arbejderklasseskolen får noget ud af objektpositionen
og får magt af den, i hvert fald lige nu - og her føles den ikke så
ambivalent.

- På middelklasseskolen kan pigerne tage en
aggressiv, maskulin seksualitet på sig som 12-13-årige, hvor det er
godt at være seksuelt vidende. Men når de bliver ældre, er strategien
ikke længere farbar, for når de alle sammen begynder at få flere
seksuelle erfaringer, skal de pludselig demonstrere en kostbarhed
omkring deres krop. Nu bliver de uattraktive og klamme, så når man fx
tager deres penalhuse, er man nødt til at kaste det fra sig.

-
Ingen på middelklasseskolen siger det højt, så pigerne forstår heller
ikke helt selv, hvorfor de er udenfor. For luderfiguren er ikke legitim
i det progressive middelklasserum, og man kan derfor ikke sige højt, at
pigerne er for seksuelle. Man kan bare mærke, at de er "klamme".

Samtidig
viser materialet, at pigerne skal være motor for det seksuelle spil, så
drengene kan være kostbare og ikke gider at være kærester.

-
Pigerne er fanget - der er ingen flugtmuligheder. I går blev jeg
spurgt, om jeg havde nogle ideer til, hvad man kunne gøre, og jeg må
sige, at det har jeg rent faktisk ikke, siger Højgaard Cawood.

 

Pigerne vil have et seksual-romantisk forhold

Mediernes
pornoficerede forståelse af seksualitet lever ikke op til pigernes
forestilling om en romantisk seksualitet, som er en sikker havn for
dem. For her kan de både være objekter og have en seksualitet uden at
være for billig. I en seksual-romantisk seksualitet kan man være en
frækkert på den søde måde, uden at være billig - en "ho".

Men
når Højgaard Cawood præsenterer en reklame af en helt nøgen mand med
slap penis, som i Yves Saint Laurents parfumereklame M7, så står
pigerne helt af:

- En passiv mand er uforståelig og ligner en
objektgjort kvinde, og er derfor ikke en relevant partner. Der findes
ikke en mulighed for, at pigerne skal være dem, som tager. Samtidig
synes de, at den konkrete pik på billedet er skræmmende, her hvor de
står ved indgangen til seksualiteten uden seksuelle erfaringer. For
pikken forstås som et potentielt voldeligt instrument, der underbygges
af forståelsen af voldtægt, pikken som en kølle eller et jern og
koblingen af sex og vold, som den hypermaskuline kultur dyrker. Så det
betyder, at selv en blød pik er et fareelement for pigerne.

-
Det siger noget om, at den pornografiske seksualitet, der er i
massekulturen og pornografien, er overgribende i forhold til en seksuel
lyst, når man som ung ikke selv har seksuelle erfaringer, understreger
Højgaard Cawood.

Opgør med den evig undertrykte muslimske pige
I
afhandlingen er der en klasse, hvor alle pigerne er fra muslimske
familier. De ser overraskende ud til at have et af de største
spillerum:

- Indvandrerpigerne holder så meget sammen, at de
fungerer som en gruppe, der hjælper hinanden. De er uden for det
kæreste-mulige rum og de har en ærbarhedspositionering, som er givet.
Det betyder, at de kan øve sig i nogle seksuelle oplevelser og måder at
være seksuelle på, som er heftige og nydelsesfulde samtidig med, at det
er ufarligt, fordi de er sammen om det. De får adgang til en legende
position og har nogle frihedsgrader, som de andre piger ikke har adgang
til - og slet ikke middelklassepigerne. Fx viser indvandrerpigerne
deres røv til drengene og leger, at de stripper i 5 minutter. Men det
går kun i grupper, og ikke i en konkret seksualromantisk relation.

 

Kritik af det danske frisind

Højgaard
Cawood påpeger, at man ikke kan ignorere magt i det seksuelle rum.
Derfor er hun kritisk over for forskning, der med udgangspunkt i
seksuelle eksklusioner som fx homoseksualitet, udelukkende ser det
seksuelle rum som et frirum. Hun tager afsæt i forskning med
feministiske og raciale optikker, der ser på det seksuelle rum, hvor
magtkonstruktioner og undertrykkelse kan finde sted.

En af
seksualiserings-kulturens konsekvenser er, at idet kvinder og piger er
seksualiserede objekter i medielandskabet, bliver pigerne oplært til at
se begærligt på andre kvinder. Samtidig forhindrer disciplinerende
mekanismer, at et lesbisk begær bliver realiseret. Det hænger sammen
med homoseksualitetens udgrænsede position, og at seksualiteten og et
selvstændigt begær ikke må være styrende for pigers og kvinders valg.
Samtidig er det tydeligt for Højgaard Cawood, at homoseksuelle drenge
ikke har nogle chancer. I modsætning til pigerne ser det ud til at være
et sandt helvede og helt lukket land.

Med ph.d.-afhandlingen
rejser Højgaard Cawood en stærk kritik af det frigørelsesprojekt, som
eksempelvis den nystiftede forening, Seksualpolitisk forening, står
for.

- Hvis man på forhånd har besluttet sig for ikke at
forholde sig kritisk til magt, så kan man være sikker på, at man ikke
får øje på de problemer, der eventuelt kan ligge i en relation imellem
fx en 16-årig fattig, sort kvinde og en 62-årig velbjærget hvid mand.
Seksualpolitisk Forening har monopoliseret forståelsen af frisind. Men
for mig er frigørelse og frisind, at begge involverede parter skal
frigøres og frisættes.

- Sex og Samfund repræsenterer også en
forståelse af det seksuelle, som et sted, hvor det gode sker. Men der
er en manglende opmærksomhed på de problemer, der er i det seksuelle
rum, og som gør ondt. Hvis man lader som om, det hele er smukt og
dejligt, og ikke har opmærksomhed på de måder, man udgrænser
minoriteter og sårbarheder, så begår man nogle brølere, der gør ondt på
nogle mennesker.

 

En kærlighedsbaseret seksualitet

-
Måske skulle vi lave et stykke arbejde som kultur for at sætte større
værdi på en kærlighedsbaseret seksualitet, der ikke behøver at være
romantisk. En lighedsbåret seksualitet som handler om en relation
mellem mennesker, og som er optaget af en gensidig lyst. En kultur, som
ikke bare er optaget af perversioner, det vilde, nye og særlige, der
ellers dominerer den måde, vi synes, vi er seksuelt frigjorte. På den
måde kunne vi prøve at opvurdere pigernes forståelse af seksualitet og
give dem et seksuelt indhold, foreslår Sarah Højgaard Cawood, som netop
er blevet ansat som ligestillingskonsulent i Københavns kommune.