Med 'forår' og reformer har parlamenterne i Mellemøsten og Nordafrika fået flere kvindelige medlemmer – både uden og især med hjælp af kvoter. KVINFO har mødt tre parlamentarikere, som alle mener, at kvindelige politikere er nødvendige for at skabe forandringer i deres samfund. Til gengæld er de ikke enige om, hvorvidt kvoter er af det gode eller af det onde. Foto: Jens Juul.

Med forandringerne i den arabiske verden er den sædvanlige orden i de nationale parlamenter forandret. For eksempel er kvinder i stigende antal begyndt at indtage pladser i de lovgivende forsamlinger.

Stigningen skyldes til dels kvotesystemer. Det er svært at finde en kvindelig politiker fra regionen, som mener, at kvinder og mænd har lige muligheder og vilkår i politik.

Sådan forholder det sig også, da KVINFO møder to tunesiske og et jordansk parlamentsmedlem, der alle tre kan skrive 'ung' og 'kvinde' på visitkortet.

Vandt trods stammesystem

Ligestillingen i praksis

KVINFOs rettighedskort giver nem adgang til at danne sig et overblik over situationen for ligestilling og kvinders rettigheder i Mellemøsten og Nordafrika. Klik her for at se det

"Det politiske støttesystem i Jordan er åbenlyst forbundet med landets stammesystem. Det giver en indbygget ulempe til kvinder, fordi kvinder historisk set ikke har magt eller indflydelse i det stammebaserede system," forklarer Wafaa Bani Mustafa, der er medlem af det jordanske parlament.

Hun er dog et levende eksempel på, at det kan lade sig gøre. Da hun blev valgt til parlamentet for anden gang i 2013, sikrede hun sin plads udenom kvotesystemet. Hendes valgkreds, guvernementet Jerash, har fem sæder i parlamentet: Fire på baggrund af direkte valg og et sæde reserveret til en kvinde via kvotesystemet.

"Jeg har 'krydset vejen'. I Jordan er det ikke nemt at blive valgt, når man er kvinde – med eller uden brug af kvoter. Men for jordanere er det ikke længere helt unormalt, at kvinder deltager i politik. Antallet af kvinder i parlamentet er øget langsomt i takt med, at kvoten er blevet sat op. Men det er helt urealistisk at tro, at der vil komme mange flere kvinder i parlamentet, hvis kvoten ikke bliver større igen," siger den 36-årige, jurauddannede Wafaa Bani Mustafa, der i 2010 blev valgt til parlamentet første gang ved hjælp af kvotesystemet.

Kvinder og unge er usædvanlige, men velsete

I Tunesien er det stadig en overraskende nyhed, når kvinder tager del i politik. Ifølge landets nyskrevne valglov skal partilisterne have en kønsfordeling på 50/50. Den ligeledes nyskrevne grundlov understreger, at staten stræber efter lige repræsentation for kvinder og mænd i alle valgte organer. 

Da den nye valglov blev brugt for første gang ved valget i 2014, fik kvinderne dog kun 68 af parlamentets 217 pladser. Det svarer til 31 procent.

Sabrine Ghoubantini er et af de parlamentsmedlemmer, der bliver set som en nyhed. Hun er regnskabsuddannet og har været aktiv i politik og studenterpolitik, siden Tunesien i 2011 afholdt det første valg efter Det arabiske forår. Ved valget i 2014 blev hun som den tredje yngste valgt til parlamentet. I dag er hun 27 år gammel.

"Jeg bliver opfattet som underlig og usædvanlig. Det er ikke ofte, man støder på politikere som mig. Der er muligvis små meningsforskelle verden over, men ofte skal man have erfaring, hvis man skal bestride en høj position i samfundet, og erfaring er som regel det samme som alder. Selvfølgelig skal man også, ifølge de fleste vælgeres mening, være mand. Det er jo det, de er vant til," siger hun.

Ungdom står for forandring

Ghoubantini oplever dog ikke kun negative reaktioner på sin alder og køn.

"Folk giver udtryk for overraskelse, når de møder mig. Men også positiv overraskelse. Jeg får at vide, at det er godt, at vi i den unge generation er med til at lede vores land. Folk synes, at det giver håb."

"Man må huske på, at Tunesien er et land, som for nylig var igennem en revolution. Det er en generel opfattelse, at alle politikere fra det tidligere styre er gammeldags. Og at der er brug for nyt blod, en ny generation, nye ideer, fordi det er nødvendigt at ændre på tingene. For de fleste mennesker – og vælgere – symboliserer ungdom forandring. Vi bliver set som dynamiske, kreative, ambitiøse og hårdtarbejdende," siger Sabrine Ghoubantini.

Kvoter holder døren åben

Kvoter i Mellemøsten og Nordafrika

En række lande i Mellemøsten og Nordafrika har i større eller mindre grad revideret deres valg- og grundlove i kølvandet på revolutionsbølgen i 2011, herunder hvad angår kvoter for kvinder.

Quota Project har en overskuelig søgefunktion, som opridser hvert lands nationale system.

Mens Tunesien i 2011 fik en ny valglov med bl.a. et kvotesystem, reviderede Jordan sin i 2012. Ved valget i 2013 optog kvinder 18 af parlamentets 150 pladser, svarende til 12 procent.

Det skete på baggrund af et kvotesystem, hvor 15 pladser er reserveret til de kvinder, som på landsbasis får procentuelt flest stemmer. Der blev altså valgt tre kvinder flere, end kvoten sikrer. En af dem er Wafaa Bani Mustafa, som er en varm fortaler for kvoter.

"Kvoter holder døren åben for kvinder. Det store spørgsmål er: Hvis vi ikke havde kvoter, ville vi så have det samme antal kvinder i parlamenterne? I Jordan ville vi have tre (altså de tre, som er valgt udenfor kvotesystemet, red.), måske færre. Civilsamfundet er stærkere i for eksempel Tunesien, så måske ville tallet ikke dykke så meget der," siger hun.

"Jeg er stærk tilhænger af kvoter for alt i Jordan. Jeg har for eksempel arbejdet for en ændring i investeringsloven, sådan at virksomheder med mindst 30 procent kvinder blandt de ansatte kunne få en procent lavere skat. Forslaget blev vedtaget i parlamentet, men senatet stoppede det. Jeg tror virkelig på kvoter, for vi har ikke kun politiske og økonomiske udfordringer, men også kulturelle. Det er mænd, der har ledet landet, erhvervslivet og politik i 100 år. Kvinder er først lige kommet til," siger Wafaa Bani Mustafa.

Kvoter er et nødvendigt onde

Tunesiske Ibtissem Jbebli er uenig. Hun er advokat, 35 år gammel og blev valgt til parlamentet i 2014.

"Jeg har et andet syn end de fleste kvinder i Tunesien på spørgsmålet om kvoter. Revolutionen åbnede dørene for, at kvinder overhovedet kan vise deres evner og engagement. I det perspektiv er kvoter et skridt tilbage. Jeg foretrækker, at kvinder viser ægte engagement og bliver valgt på den baggrund. Vælgere er også mennesker, og de kan godt finde ud af det. Vi behøver ikke kønslig adskillelse eller diskrimination," siger Ibtissem Ibebli.

Hendes parlamentskollega, Sabrine Ghoubantini, er til dels enig. Hun kan dog ikke lige foreløbigt forestille sig en situation, hvor kvinder får adgang til den lovgivende forsamling uden kvoter.

"Hvis vi vil give kvinder lige chancer, så lad os bruge kvoterne og se, om de faktisk får lige chancer. I arabiske lande er det ikke uden videre accepteret, at kvinder tager ledende positioner. "Jeg accepterer ikke en kvinde som chef," er et helt almindeligt standpunkt," siger hun.

"Ægtefæller og kolleger kan muligvis godt acceptere kvindelige ledere. Problemet opstår, når det sker uden for ens nærmeste cirkler. Så bliver kvinder set som følelsesladede, svage eller hormonforstyrrede og som nogen, der tænker med hjertet og ikke med hjernen. Det er dét, vi er oppe imod. Så jeg ser kvoter som et nødvendigt onde i det miljø, vi færdes i."

Ubevidst eksklusion af kvinder

"Jeg mener også, at mange mænd ubevidst agerer ekskluderende. De er vant til, at der kun er mænd i deres netværk. Derfor peger de uden at tænke over det på en mand, når de skal vælge en leder eller en repræsentant," siger Sabrine Ghoubantini.

Hun er af den holdning, at kvoter er nødvendige for at balancere den historiske ubalance mellem de to køn i Tunesien. Samtidig ser hun kvoter som en lovfunderet opfordring til kvinder.

"Kvoter kan være en tilskyndelse for kvinder, som ikke tidligere har villet engagere sig eller ligefrem stille op. Når kvoter er skrevet ind i loven, giver det kvinder en anledning til at komme på banen. Jeg hører ofte kvinder sige, "Vi kan ikke gøre, som du gør." De undskylder sig med børn, familie, deres far eller bror. Jeg tror på, at kvoter kan medvirke til, at færre kvinder løber væk fra politik," siger hun.

Kvoter som middel mod kvindeligt mindreværd

Også Ibtissem Jbebli oplever, at kvinder selv trækker sig fra politik.

"Det egentlige problem er ikke et spørgsmål om kvoter eller ej. Opgaven er at skabe et positivt miljø, hvor mænd og kvinder har lige muligheder og er klar over, at de har lige muligheder. Kvinder internaliserer det mindreværd, som er udbredt i samfundet. De tænker selv, at de er mindre værd end mænd. Dét er det egentlige problem," siger hun.

I det perspektiv ser hun, trods sin principielle modstand, kvoter som et nyttigt redskab.

"For hvis vi først skal overbevise os selv og så andre om, at vi er ligeværdige, så bliver vi aldrig færdige," siger Ibtissem Jbebli.

Fremhæver dygtige kvinder

Kvinders politiske deltagelse

Tunesien og Jordan er to af de lande, hvor KVINFO arbejder aktivt for at øge kvindernes rolle i politik.

Tunesien:

Efter revolutionen indledte KVINFO et samarbejde med organisationen Ligue des Électrices Tunisiennes (LET). Før vedtagelsen af grund- og valgloven arbejdede de hårdt for blandt andet den kvotelovgivning, som sikrer kvinderne halvdelen af pladserne på partiernes kandidatlister. Og op til parlaments- og lokalvalgene i år og sidste år trænede og rådgav LET en række kvindelige kandidater, hvoraf flere blev valgt ind. Både Ibtissem Jbebli og Sabrine Ghoubantini har deltaget i træningsforløbet.

Læs tidligere artikel i Webmagasinet om LETs arbejde og kvinder i tunesisk politik

Jordan:

I Jordan har KVINFO et samarbejde med the Jordanian Hashemite Fund for Human Development (JOHUD), som arbejder på lokalt plan i tre sydlige distrikter. Projektet har som mål at få flere kvinder til at blive aktive i lokal politik, og har blandt andet trænet lokale kvindelige ledere i landets politiske system, menneskerettigheder, hvordan man imødegår negative opfattelser af politisk aktive kvinder og hvordan man opnår positive forandringer for lokalsamfundet.

Læs mere om projektet ”Increasing Jordanian Women’s political participation”

De tre parlamentarikere er enige om, at der i Mellemøsten og Nordafrika bliver forventet mere af kvinder end af mænd, når de udtrykker politiske ambitioner.

"Nyhedshistorier fremhæver for eksempel, når kvinder er dygtige. "Den og den kvinde er så og så utroligt dygtig," kan det lyde. Når der er tale om mænd, bliver det ikke fremhævet som noget særligt," siger Ibetssem Jbebli fra Tunesien.

Også i Jordan er det generelle billede, at kvinder skal være dygtigere end mænd, hvis de vil begå sig i politik.

"Når kvinder siger, at de vil være politikere, bliver der straks spurgt til deres kapacitet. Det er, som om kvinder skal være superkvinder," siger Wafaa Bani Mustafa.

Hun ser det som en betænkelig tendens, fordi den bl.a. favoriserer ekstraordinært højt uddannede kvinder og derfor skævvrider repræsentationen af hele samfundet.

"Vi har brug for 'almindelige' kvinder i politik. Kvinder med alle mulige forskellige baggrunde, fra de humanistiske fag, med økonomisk baggrund, fra forretningslivet. Det er farligt at kræve, at vi alle sammen skal have særlige kapaciteter. Man kan sige det meget simpelt: Vi har brug for kvinder i politik. Punktum."

På udkig efter politikere af alle slags

Også tunesiske Sabrine Ghoubantini finder det vigtigt, at parlamentet afspejler ikke blot det kønsmæssige, men også det sociale, uddannelsesmæssige og økonomiske spektrum i samfundet.

"Vi har brug for kvinder af alle slags og alle steder fra. Vi håber, at vi kan tage et skridt i den retning ved valgene til de lokale forsamlinger. Der er det mere accepteret, at man ikke har en akademisk baggrund. I Nidaa Tounes (det sekulære parti Tunesiens Kald, der leder regeringen, red.) er vi på udkig efter kvinder, som først og fremmest er virkelig effektive i forhold til forandring og forbedringer i deres lokalområde. Og det kan sagtens være uuddannede kvinder fra en mere simpel baggrund," siger hun.

Politikere for menneskerettigheder og unge

Både Jbebli, Ghoubantini og Mustafa ser sig selv som parlamentarikere med særlige interessesfelter.

Ibtissem Jbebli fokuserer med sin juridiske baggrund hovedsagelig på menneskerettigheder. Hun har særligt fokus på borgerrettigheder, men arbejder også i parlamentets forsvarsudvalg.

Den 27-årige Sabrine Ghoubantini opfatter sig først og fremmest som politiker for de unge. Arbejdsløshed er yderst udbredt blandt unge i Tunesien, som ikke er aktive i civilsamfundet eller stemmer ved valgene. Ifølge Ghoubantini fordi de "føler sig udenfor samfundet og føler, at deres land ikke giver dem noget."

Kvindelige politikere er gode for kvinder

Jordanske Wafaa Bani Mustafa blev valgt som den første kvinde uden om det nuværende kvotesystem. Hun mener, at hun som kvinde har en særlig rolle og en særlig indsigt i forhold til andre kvinder.

"Endnu en grund til at holde fast i kvotesystemet er, at der er brug for kvinder i parlament for at ændre den del af lovgivningen, som vedrører kvinder. Det kan være i forhold til diskrimination eller til spørgsmålet om indfødsret til børn født af jordanske kvinder og udenlandske mænd (kun børn af jordanske mænd kan ifølge den nuværende lovgivning opnå statsborgerskab, red.). Eller i forhold til vold eller generel støtte til kvinders rettigheder."

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO's program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under Udenrigsministeriet (tidligere Det Arabiske Initiativ).

"Jeg ser det egentlig ikke som et særskilt problem for den arabiske verden. Det er den samme situation i hele verden: Der er brug for positiv diskrimination af kvinder i parlamenterne for at sikre kvinders rettigheder og de lovområder, som har særligt med kvinder at gøre. Kvindelige politikere er gode for kvinder. Og hvis der ikke er kvinder til at arbejde med kvinderettigheder, så gør ingen. Hvem skulle gøre det?" siger Wafaa Bani Mustafa.