Foto: http://www.flickr.com/photos/10509890@N05/4404748689/
Marie Bruvik Heinskous nye ph.d.-afhandling En kompleks affære. Anmeldte voldtægter i Danmark er ifølge hende selv nådeløs. For den forsøger ud fra tre voldtægtsssager at nuancere synet på voldtægt ved at sætte fokus på sex i selve overgrebet, og dermed at fremskrive senmodernitetens syn på sex og vold, hvor sex er en del af en bytteøkonomi. FORUMs anmelder er dog forbeholden, og mener, at begrebet voldtægt bliver udvandet ligesom hun påpeger at øvrig statistik og forskning på området er bemærkelsesværdig fraværende.

Læs mere

Bestil Marie Bruvik Heinskous afhandling på biblioteket

Hør Radioprogrammet Orientering på P1 med Marie Bruvik Heinskou

Bestil Rebekka Mahlers speciale om voldtægt på biblioteket

Bodil Pedersen er psykolog og lektor på Roskilde Universitet, og har bl.a. skrevet: "Vi kan jo ikke gå hen og voldtage en mand, vel". Kvinder, Køn & Forskning. Nr. 3, 2008, s. 9-20

"Køn, "onde cirkler" og (dis)empowerment - Om samfundsmæssige og personlige betydninger af voldtægt". Medforfatter Christel Stormhøj. Psyke & logos. Nr.1, 2006, s. 432-466.

Læs rapporten "Case closed" af Amnesty International, (pdf)

Læs rapporterne fra Det Kriminalpræventive Råd om vold og voldtægt

Se KVINFOs tema om voldtægt

Se litteraturliste om voldtægt

 

 

Nej betyder nej, og det skal respekteres. Også selvom man først siger nej, når man står med bukserne nede om anklerne eller er endt hjemme hos en god bekendt efter en fest. Og også selvom man er samlevende eller gift på fjerde år. Denne feministiske lærdom om, at alle har ret til at bestemme over deres egen krop, sidder på min rygrad, ligesom den sikkert gør det på de flestes, som en respekt for personlig og kropslig integritet, som vi alle skylder vores feministiske formødre tak for. Især fordi muligheden for at sige fra og/eller respektere fravalget rent faktisk gør gensidigheden mulig. Så er sex nemlig en fælles praksis - og ordet samleje får reelt sin mening (det er jo sådan set en selvmodsigelse at kalde voldtægt for sex/samleje, da det jo netop ikke er gensidigt). 

Marie Bruvik Heinskous nye ph.d. tager imidlertid livtag med dette feministiske udgangspunkt, der heller ikke er indarbejdet i den danske lovgivning, idet det stadig kan give nedslag i straffeudmålingen, hvis parterne er gift/gifter sig. 

Ifølge Heinskou må seksualitet i senmoderniteten forstås og praktiseres på helt andre præmisser og efter andre spilleregler end de feministiske. Heinskou fortolker nemlig langt hen ad vejen voldtægt inden for en bytteøkononisk optik som handel med sex. Og med dette afsæt er det klart, at man netop ikke kan sige nej, når prisen for f.eks. drinks, mad, husly eller beskyttelse skal betales. Så klapper fælden nemlig, for det er selvfølgelig ikke ok at løbe fra regningen. 

 

En gammel affære...

En kompleks affære. Anmeldte voldtægter i Danmark (2010) er en lyst- og fantasimættet tekst, der til trods for sit udgangspunkt i anmeldte voldtægtssager, sætter parentes om sammenhænge mellem vold, køn, seksualitet og magt, for herved at ville fortælle nye og nuancerede historier om seksuelle møder i dag. Men i stedet for nytænkning mimer teksten den gamle og stadig eksisterende fortælling om kvinders egen skyld i - og eget ansvar for seksuelle overgreb. 

Hvorvidt voldtægt handler om sex eller vold eller både sex og vold, er et gammelt feministisk stridspunkt. Modsætningen mellem sex og vold har mange nutidige teoretikere og kønsforskere blødt op og nuanceret i dag. Nuanceringen af netop denne tidligere polarisering er også en af Heinskous pointer, idet hun argumenterer for det væsentlige i at studere seksualitetens gråzoner. Men Heinskou forskyder imidlertid fokus i sin forskning om seksualitet og vold ved at fortolke seksualitet som et "epistemologisk åndehul i den forstand, at den erotiske sensation formår at sætte alt andet i parentes" (s. 10). 

 

Parentes om vold(tægt)

Spørgsmålet er så, om man rent faktisk kan studere nuancer og gråzoner, når man sætter parentes om en væsentlig dimension af voldtægt og seksuelle overgreb, nemlig volden? For er nuancerne vitterlig i spil, når Heinskou ikke reflekterer over den forskning, der viser, at en del ofre for voldtægt ikke opfatter overgrebet som seksuelt? 

Heinskou har som prisværdigt mål med sin forskning at give plads til forskellighed og gøre op med totalitaristiske teorier og analyser. Det er et væsentlig videnskabeligt ideal ikke at udelukke bestemte opfattelser af voldtægt. Men er det ikke netop ensidige og totalitære analyser Heinskou bedriver, når hun ensidigt fokuserer på seksualitet, og herved netop underkender nogle ofre for voldtægts opfattelse/oplevelse af voldtægt, som værende det præcis modsatte af, hvad de forstår ved sex/seksualitet? Dette kunne Heinskou ellers have læst sig til, hvis hun havde orienteret sig i den danske forskning, hos f.eks. Bodil Pedersen, der blot er en blandt de mange voldtægtsforskere, der glimrer ved deres fravær i afhandlingen. 

Heinskou skriver meget stålfast afslutningsvist (i kapitlet "Afslutning og perspektivering"), at hun slet ikke ser nogen sammenhæng mellem voldtægt og seksualitet: 

Hvordan hænger voldtægt og seksualitet så sammen? Seksualitet og voldtægt hænger ikke sammen, men lyst og fare, risiko og chance og spillet mellem magt og underkastelse er også konsituerende for den lyst, der initierer det seksuelle møde (s. 220).  

Nuancerne tabes på denne måde af syne, når Heinskou i sin iver efter at fortolke voldtægt inden for en ramme af seksuel nydelse og sanselighed undlader alt, hvad der med denne læsers øjne ligner ulige kønsmagtforhold (hvor kvinden er den undertrykte part vel at mærke). Hertil forbigår Heinskou store dele af den danske og internationale kønsforskning i voldtægt, hvilket bidrager til fornemmelsen af at blive sat år tilbage ved læsningen af afhandlingen. F.eks. reflekterer Heinskou slet ikke over, hvorledes voldtægt stadig er et kønsmærket overgreb, som mænd alene synes at kunne udføre mod kvinder. 

Tværtimod er der overhængende fare for, at Heinskou reproducerer stereotype forestillinger om køn, der stigmatiserer mænd som særligt seksuelle væsener, der altid vil have sex til gengæld (hvorfor ikke madlavning, rengøring eller sekretærhjælp?) og fastlåser kvinder/piger i en position, hvor de partout ikke må være ofre.   

 

En kynisk afhandling? 

Som læser af Heinskous til tider mærkværdigt romantisk-poetiske tekst kommer man i alvorlig tvivl, om forskeren overhovedet anerkender, at voldtægt eksisterer. Dette bekræftes flere gange, f.eks. når Heinskou "fortaler" sig ved at skrive, at der da også efter hendes opfattelse finder "reelle voldtægter" sted (s. 25), eller når Heinskou skriver, at kvinder kan invitere til voldtægt (s. 183). Det skulle man nemlig tro var en selvmodsigelse. Men det er det ikke i Heinskous tekst, og det udvander selvfølgelig betydningen af overgrebet. Ligesom når Heinskou, som i det følgende citat beskriver overgrebet som et værdikompas, som en redning kvinder/piger benytter sig af: 

"Således bliver "overgrebet" og "risikoen" til orienteringer på et værdikompas - til en tryg erfaring - en grænsedragning mellem godt og ondt, mellem sandt og falsk - til seksualitetens "sandhed" på trods af, at seksualiteten, som vi har set, er en gråzone i sig selv. Der er med andre ord tale om en genideologisering af risikologik og værdisæt (f.eks. i de falske anmeldelser). Der er tegn på en genideologisering af kønskampen frem for kønsspillet. Risikoen eller overgrebet fremtræder næsten som en "redning" (s. 216).   

Heinskou slår i sin afslutning og perspektivering over i sin særlige poetiske tone i sin beskrivelse af voldtægt, hvor hun flytter fokus fra overgrebet, herunder rædslen, afmagten og frygten, som mange ofre for voldtægt oplever, for i stedet (igen) at romantisere "fænomenet": 

"Det, der udgør grundlaget for at anmelde en voldtægt, er ofte abrupte forandringer i sociale temposkift, som når det sociale livs rytme springer en takt eller et hjerteslag over. Dette kan opleves som et fysisk ubehag - et ubehag som også er en social æstetisk erfaring" (s. 220).


Måske var det denne mærkværdige poetiske metateoretiske distance til overgrebet: voldtægt og de rædsler som dette overgreb indebærer for mange, som opponenten, Allan Madsen til ph.d.-forsvaret blev motiveret af, da han spurgte Heinskou om hun havde skrevet en kynisk afhandling.  

Da Heinskou, efter en længere tænkepause svarede, at det havde hun ikke, men at afhandlingen var nådesløs, sad tilhørerne desværre tilbage uden en forklaring på hverken opponentens eller forsvarerens begrebsbrug. For jeg kunne godt have tænkt mig, at høre nærmere om, hvori nådesløsheden består, og især hvordan den kan forsvares videnskabeligt og etisk. 

 

Seksualpolitik

Først og fremmest er Ph.d.-afhandlingen et indspark i den seksualpolitiske debat, som Heinskou også selv deltager i, blandt andet som medstifter af Seksualpolitisk Forum. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at denne anmelder er positioneret milevidt fra Heinskou, i en verden hvor der modsat Heinskous ikke er ligestilling mellem kønnene. Heinskou tager udgangspunkt i den stigning i voldtægtsanmeldelser, der er sket fra midten af 1990'erne og frem til i dag. 

Heinskou mener, at kampen for ligestilling (der med Heinskous ord kan beskrives som et jerngreb om køn og seksualitet, (s. 216)), og ligestillingsdebatten har ført til flere voldtægtsanmeldelser. Det er ifølge denne læser ganske udmærket, såfremt ligestillingsdebatten kan tilskrives den ære. Men ifølge Heinskou er der tale om en fremtvunget destruktiv reaktionskæde, som kampzone-diskursen mellem kønnene har frembragt og til stadighed frembringer (s. 11). 

Ofre for voldtægt, hvilket som oftest er kvinder, skulle altså ifølge Heinskou have en øget tendens til at anmelde voldtægt, ikke fordi de rent faktisk bliver udsat for overgreb, men fordi ligestillingsdiskursen tilbyder dem en udvej, og som ovenfor beskrevet, en redning fra en given situation. Man kan som læser undre sig over, hvilken forskning Heinskou bygger denne logik på, for det bliver ikke afsløret i afhandlingen. Men Heinskous synspunkt leder hende naturligt over i et fokus på falske anmeldelser. 

 

Fri stil?

Ph.d.-afhandlingen er baseret på analyser og gennemlæsninger af 95 anmeldte voldtægter fra 2003 fra Københavns politikredse. Empiri og metode, der bliver beskrevet i kapitlet "Empiri, metode og stil" er nogle af afhandlingens ømme punkter. Ud af de 95 sager, som har meget forskellig karakter både i omfang, retsmæssig status og forløb, belyser Heinskou kun tre sager, hvilket gør undersøgelsen til en temmelig lille kvalitativ undersøgelse (genren taget i betragtning). De omfatter en anmeldt gruppevoldtægt, en anmeldt voldtægt mellem en ung kvinde og en noget ældre mand, samt en anmeldt voldtægt mellem en mand i begyndelsen af trediverne og en kvinde i slutningen af tyverne, som møder hinanden på et diskotek. Det fjerde og sidste nedslagsfelt omhandler falske anmeldelser. 

Fokus og cases er med Heinskous egne ord valgt efter idéen om, at de tilsammen illustrerer det mønster, som trådte frem ved gennemlæsningen (s. 14). Men en nærmere redegørelse for den teori og metode, der lod dette mønster træde frem for Heinskou, samt de nærmere kriterier for udvælgelse af casene, afslører Heinskou ikke. Herudover skriver Heinskou, at hun også har overværet en retssag, fulgt mediedebatten og interviewet politifolk, jurister og konfliktmæglere, men at dette indgår som sekundært materiale. 

Desværre undlader Heinskou at skrive, hvilken rolle dette sekundære materiale spiller. Det er tilmed uklart, hvilken status politi-rapporterne har; hvordan de er bygget op, hvorvidt der er tale om en eller flere "forfattere", samt hvem og hvor mange der kommer til orde? Og væsentligst af alt må man spørge, hvorvidt man blot kan læse politiets rapporter som en ren afspejling af de subjektive beretninger fra parterne, som Heinskou gør det? (hun betegner politiets rapporter som deskriptive). Eller hvorvidt politiet nødvendigvis også må anskues som producent af bestemte diskurser, samt positioneret i både kontekst og køn? 

Set i lyset af alle disse uafklarede spørgsmål er det selvfølgelig så meget desto mere ærgerligt for den fremtidige danske forskning og samfundsmæssige debat, at materialet, politirapporterne ikke er tilgængelige for offentligheden, fordi det gør det usandsynligt, at nogen vil læse materialet igennem (med andre end Heinskous øjne). 

 

Den statistiske (u)virkelighed

Et helt andet, men ligeså væsentligt aspekt af studiet af voldtægt er statistikken for voldtægt, herunder mørketallene på området. De tal som Heinskou betegner som forestillinger, der florerer om et omfattende antal urapporterede seksuelle overgreb (d. 9). Voldtægtsstatikken er mangelfuld, men man kan, hvis man er interesseret finde statistik fra Centre for voldtægtsofre (i Århus og København) eller hos Det Kriminalpræventive Råd.  

Det Kriminalpræventive Råd anslår, at der årligt er ca. 3000 voldtægter. Det er kun ca. en sjettedel af de politianmeldte voldtægter, der i gennemsnit ligger på ca. 500 årligt. Flere undersøgelser, fra f.eks. centre for voldtægtsofre viser, at rigtig mange ikke anmelder overgrebet. Skyld, skam og negative forventninger til retssystemet er blot noget af dét, der afholder ofrene.  

Ifølge rapporten "Var det voldtægt" (2006) ender under 100 af de politianmeldte voldtægter med en fældende dom i retten, hvilket med andre ord betyder, at alene én ud af fem anmeldte voldtægter ender med en domfældelse. Disse tal bliver bekræftet i Ole Ingemann-Hansens ph.d.-afhandling Assessment of the Importance of Forensic Examination for Victims of Sexual Violence - Emphasis on Legal Consequences and Prevention of Postassault Trauma(2008), hvori han fastslår, at 81% af voldtægtssagerne ender uden en dom. 

Ingemann Hansens undersøgelse viser blandt andet, at de retsmedicinske beviser såsom sår ved skeden, sæd og blå mærker ofte ikke fører til en dom i retten. Laudrup og Rahbæks rapport peger endvidere på det retslige problem, at anklagemyndigheden i to ud af tre voldtægtssager, hvor en mand er blevet sigtet, ikke rejser tiltale. Hvilket resulterer i, at sagerne bliver afsluttet uden at komme for retten. 

Set i lyset af omfanget af voldtægter i Danmark og det store mørketal på området tyder disse tal altså på, at det er et fåtal af alle voldtægter, der bliver anmeldt, og tallene viser desuden, at endnu færre sager kommer i retten. 

Dette statistiske billede rejser et væld af spørgsmål i forhold til Heinskous afhandling, hvoraf jeg her kun berører nogle af dem. Et af de spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig hvorvidt Heinskous ph.d.-afhandling kan bruges til at udsige noget generelt om voldtægter, eller om Heinskous undersøgelse alene viser en ganske lille del af de faktiske voldtægtssager? Det sidste er tilfældet, såfremt man anerkender det statistiske grundlag, som den danske forskning om voldtægt i øvrigt tilbyder. Men det gør Heinskou ikke.  

 

Falske anmeldelser?

Et andet aspekt af statistikken angår Heinskous specifikke fokus på falske anmeldelser. Man kan nemt få den opfattelse, at dette begreb ikke giver mening i Heinskous optik, da hun jo egentlig giver indtryk af, at hun mener at stort set alle politianmeldte voldtægter er falske. F.eks. sår hun, uden yderligere begrundelse end at hun har foretaget en kvalitativ vurdering, i følgende citat tvivl om alle de politianmeldte voldtægtssager, som hun ikke har klassificeret som falske. Den systematiske metode eller de kvalitative kriterier fremgår ikke:   

"I min gennemgang af sagerne er der, set fra en kvalitativ vurdering, tale om mange tvivlsomme sager. Tvivlsomme forstået således, at "forsætligheden" ved det anmeldte forhold er uklart - altså at manden bevidst skulle have haft et ønske om at voldtage kvinden (...) I den følgende analyse har jeg dog kun valgt at tage fat i de sager, som politiet beskriver som falske, eller som kvinderne selv efterfølgende bekender er falske" (s. 181).

Heinskou identificerer falske anmeldelser som et stort problem: 

"Vi bør således med bekymring konstatere, at omfanget af de falske anmeldelser er forholdsvist stort, og således må vi spørge os selv om det ikke var på tide at lægge våbnene fra kønskampen ned - afprøve en våbenhvile - og se hvilken reaktion det ville afføre. Måske de falske anmeldelser ville falde drastisk i antal?" (s. 206).

Heinskou anvender selv TV2's program Station 2 som kilde til at underbygge denne antagelse om, at et stort antal (omkring 10 %) anmeldte voldtægter skulle være fiktive (s. 11). Herudover peger hendes egen statistik på, at ca. 14 % af anmeldelserne er falske. 

Det er bemærkelsesværdigt, at Heinskou igen forbigår den statistik, som ikke passer ind i hendes afhandling. Det Kriminalpræventive Råd har i samarbejde med en række andre instanser publiceret en rapport om falske anmeldelser (Martinussen m.fl. 2009), der viser, at de falske anmeldelser udgør mellem 7,3 % og 2 % afhængigt af hvordan man opgør dem, hvilket altså, såfremt man tager det største tal alene udgør halvdelen af Heinskous 14 %. 

Rapporten om falske anmeldelser peger på, at der i mange politikredse findes en tilsyneladende ret udbredt opfattelse om, at antallet af falske anmeldelser af voldtægt skulle være meget højt. Forfatterne påpeger desuden, at det ikke er alle sager, der betragtes som falsk anmeldelse af voldtægt, som rent faktisk er falske, og at nogle kvinder, der udsættes for voldtægt, oveni købet lider den tort at blive mistroet og i nogle tilfælde også sigtet for falsk anmeldelse af voldtægt. 

Det drejer sig om tilfælde, hvor kvinden trues til at trække anmeldelsen tilbage, og tilfælde hvor kvinden pga. følelser af skyld, skam, fortrængning og/eller manglende overskud ovenpå det traume, det er at blive voldtaget, ikke ønsker at fortsætte sagen. Martinussen m.fl. finder det på denne baggrund mærkværdigt, at der generelt er så stort fokus på falsk anmeldelse af voldtægt i medierne og hos politiet. For det er ikke relevant. Tværtimod er det meget misvisende, idet de egentlige problemer, nemlig den lave anmeldelsesgrad, de få rejste sager og lave strafudmålinger bliver forbigået i tavshed. Ligesom det sker i Heinskous afhandling. 

Der foregår derfor en meget misvisende overfortolkning af Heinskous empiri, idet hun ikke tager nogle af de eksisterende undersøgelser i betragtning, som f.eks. Martinussen og Laudrup og Rahbeck, men alene bygger sin "videnskabelige" begrundelse for at undersøge falske anmeldelser på statistik fra TV2's program og på sin egen, relativt lille undersøgelse. Heinskous fokus og den problemstilling, som Heinskou vil adressere virker derfor temmelig søgt og misvisende i forhold til den samfundsmæssige virkelighed, som afhandlingen skriver sig ind i.   

Og det har afgørende betydning for de spørgsmål, som Heinskou rejser i afhandlingen. For er det virkelig de mest oplagte forskningsspørgsmål, som Heinskou rejser i sin afhandling? Bliver deres videnskabelige relevans godtgjort?  

 

Catch 22

Heinskous udgangspunkt, motivation og interesse er seksualitet i senmoderniteten, som hun betegner som hjemløs, konventionsløs og til evig forhandling. Det betyder også, at grænserne er flydende og ikke givet på forhånd, hvilket gør det sværere at navigere i det seksuelle landskab, især for unge mennesker, en gruppe som udgør langt den største del af ofrene for voldtægt i Heinskous materiale. I afhandlingen skriver Heinskou, at hun ikke mener, at øget bevidsthed omkring seksuelle grænser er løsningen. Hun mener i stedet, at dét der er med til at motivere anmeldelser af voldtægt er en længsel efter eksistentiel entydighed, som seksualiteten i dag ikke tilbyder (s. 219). 

Til radioprogrammet Orientering på P1på Danmarks Radio (8.10.2010) fortæller Heinskou, at hun på baggrund af sin undersøgelse mener, at kvinder og piger skal gøres ansvarlige for deres seksualitet og adfærd, og indse, at de virker på mænd. Og at det har konsekvenser. En af dem er selvfølgelig overgreb eller oplevelsen af overgreb, såfremt piger/kvinder ikke siger tydeligt nok fra - i god tid. Pigerne (og her tror jeg også, at hun mener kvinderne i overført betydning) skal ifølge Heinskou se at blive voksne kvinder og lære, at seksualitet er en del af en bytteøkonomi, og at mødet med seksualiteten kan være en voldsom og skræmmende oplevelse. 

Men er det ikke paradoksalt på den ene side at beskrive den flydende seksualitet, som er alt andet entydig (det er faktisk entydigheden, der leder til anmeldelser ifølge Heinskou), og som samtidig fordrer, at piger/kvinder skal kunne sætte grænser, der er fuldstændig utvetydige. Samt at de skal kunne forudse, hvad deres adfærd leder til: at mænd selvfølgelig forventer sex af dem! 

Er det ikke det samme som at udelukke kvinder fra seksualitetens nye rum og muligheder? For det er jo typisk kvinder, der bliver udsat for seksualiserede overgreb.