Første gang Anders Haahr Rasmussen mødte Danmarks nok mest omtalte teenager, var han rystet.
Journalisten, der er aktuel med en ny bog om den 19-årige tennisstjerne Caroline Wozniacki, havde kun set hende på tv og billeder, da han sidste år oplevede sportsikonet på nært hold. 

– Fuck, hvor er hun stor. Jeg ville slå mig på hende, hvis jeg løb ind i hende, tænkte journalisten.

Med en massiv muskelmasse og en højde på 1.78 er Wozniacki kort sagt bomstærk. Det er hun ikke uden grund. Tennis er en af verdens hårdeste sportsgrene, boldene flyver over nettet med hastigheder på 185 km/t, så man skal være i topform, hvis man vil være den bedste. Det vil Wozniacki, som lige nu er verdens andenbedste kvindelige tennisspiller.

Men den unge stjerne er ikke kun beundret for sit spil. En Google-søgning på Wozniacki viser, at hun også er at finde på verdensranglister over lækre kvinder. 

“Caroline Wozniacki – ser vi hende nøgen snart?” som en webside hedder.

Dén kombination af råstyrke, tennistalent og kvindelig ynde er perfekt, for i dagens tennisbranche er det en fordel, hvis en kvindelig spiller er både dygtig og sexet, fremgår det af Anders Haahr Rasmussens bog.

Dog skal sportskvinderne holde balancen: De må hverken være forstærke eller for lækre. Det vender vi tilbage til.

Tennis-antropologen

Anders Haahr Rasmussen har gennem et år fulgt Caroline Wozniacki verden rundt til de store internationale tennisturneringer som akkrediteret medlem af det medrejsende pressekorps. Han har været med til træningen, kampene og pressemøderne, hvorfra han har rapporteret hjem til DR, Ritzaus Bureau og Dagbladet Information.

Til forskel fra de fleste andre reportere i korpset, var Anders Haahr Rasmussen ikke en garvet sportsjournalist. Selv om han både spiller og skriver om tennis, var turen hans første som udsendt i marken.

– Jeg følte mig som en antropolog på feltarbejde, fortæller han.

Han skulle tilegne sig skik, brug og de uskrevne regler blandt sportsjournalisterne, fx at man ikke forstyrrer Wozniacki med spørgsmål i timerne op til en kamp.

Journalistens baggrund var formodentlig også anderledes end de flestes: Haahr Rasmussen har en MA i sociologi, og hans faste stofområde som freelancejournalist er køn, seksualitet og prostitution.

Derfor er det oplagt, at han i bogen Én bold ad gangen – Wozniacki, US Open 2009 dedikerer et kapitel til tennis set med feministiske briller. 

Tennisverdenen har nemlig ikke kun uskrevne regler for journalister. Spillerne bevæger sig også i et tæt bevogtet område med normer for, hvordan rigtige tennispiger forvalter deres køn.

– Tennis er en meget maskulin sport. Få ved, hvor hurtigt det går på banen i virkeligheden og hvor sindssygt hårdt, der skal slås. Skal man konkurrere på det niveau, Wozniacki er, giver det sig selv, at den fysik, som kræves, ikke er umiddelbart forenelig med gængse forestillinger om femininitet. Så mange af de kvindelige spillere har travlt med at manifestere deres feminitet. Det er vigtigt for dem; det kan man se på den måde, de klæder sig, sminker sig og optræder på, siger Anders Haahr Rasmussen.

Caroline Wozniacki er en af dem, der indtil videre gør det godt. Hun er stor og stærk, men ingen kalder hende mandig eller betonlesbisk, når hun sprinter rundt på banen og smadrer til boldene iført lårkort ballerinaskørt, neglelak og smykker. Den skæbne er ellers overgået flere af hendes forgængere, viser bogen.

Muskelbundter, nej tak

Tjekkiske Martina Navratilova havde tabt nogle vigtige kampe, da hun i 1980’erne begyndte at træne målrettet og aggressivt med bl.a. styrketræning og body building for at blive en vinder.

På få år fik hun trænet sin krop op til fysiske dimensioner, der i dag er almindelige blandt kvindelige topspillere, men dengang var uhørte. Hun blev et muskelbundt. Ikke alle brød sig om den udvikling.

I seks år i træk vandt Navratilova den ene sejr efter den anden. Også over amerikanske Chris Evert, hendes ærkerival på banen og absolutte modsætning udenfor. Evert, der sagde: “intet point er værd at gøre sin kjole beskidt for”, var køn, katolik og klassisk feminin. Hendes fans frygtede, at Navratilova ville føre sporten i uføre, så unge ville vokse op i den tro, at man skulle “have lår som Schwarzenegger” for at blive kvindelig tennisstjerne. 

Andre kaldte Navratilova et “omvandrende mixed double-par” eller foreslog, at hun spillede i mændenes rækker. Hendes kvindelige modstandere holdt sig heller ikke tilbage, når de fyrede nedværdigende bemærkninger af i pressen som: “Det er svært at spille mod en mand…jeg mener Martina”.

Helt galt gik det for den tjekkiske spiller, da det kom frem, at hun havde et forhold til sin kvindelige træner. Hun blev beskyldt for at forgribe sig på små tennispiger og buh’et ud af banen.

Martina Navratilova – “ubetinget den største kvindelige tennisspiller nogensinde”, som der står i bogen – “kom aldrig i nærheden af sponsoraftaler svarende til sine meritter.” Hendes hovedsponsor trak sig et år efter afsløringen af hendes kærlighedsforhold.

Sponsor-darlings

I dag, hvor tennis er blevet en millardforretning, er sponsorater en vigtig del af spillet. Sponsorerne står i kø for at spytte penge i unge stjernespillere, og Wozniacki er ingen undtagelse. Hun spiller i dyrt designertøj og bærer smykker for over 200.000 kroner. Hun er dygtig til at få indflettet sponsorvenlige kommentarer under sine pressemøder, hvor hun fx fortæller, at hun føler sig feminin i det rosa tennistøj designet af Stella McCartney for Adidas.

Wozniacki er da i høj grad også feminin på Adidas’ kampagnefoto af hende i Stella McCartneys tøj: Hun ser på én med et æggende sommerkammerblik og har læberne let adskilt.

Stilen er en genganger i andre reklamefotos af kvindelige tennisstjerner. “Stemningen er som i et harem,” skriver Haahr Rasmussen om et foto af syv af verdens bedste kvindelige tennisspillere, der sidder med glinsende kroppe i et dampbad, kun iført hvide håndklæder. Billedet optrådte på bagsiden af et officielt turneringsprogram og var en reklame for en vaskemaskine.

Det er næppe en nyhed, at sexede kvinder kan bruges til at sælge alt fra biler til vaskepulver. Knap så velkendt er det, at sexfaktor også kan være et udvælgelseskriterie, når professionelle tenniskomitéer fordeler baner til spillerne under de store internationale turneringer. Det skete i 2009 under Wimbledon, verdens ældste og mest prestigefyldte turnering, fortæller bogen.

Babe-faktoren

Under Wimbledon er den bedste bane at spille på Centre Court, hvor tidligere mestre, lokale helte og de allerhøjest rangerede spillere typisk får lov at spille.

I turneringen i 2009 ventede alle spændt på, hvem der fik tildelt Centre Court. Blev det en femdobbelt Wimbledon-mester? Eller verdens femtebedste spiller? Nej, banen gik til Wozniacki og hendes modstander Maria Kirilenko, en 22-årig russer, som er model for bl.a. Vogue. De to var på det tidspunkt henholdsvis nummer 9 og 59 på verdensranglisten. Altså langt dårligere spillere end nogle af de andre tenniskvinder, der også deltog i Wimbledon.

“Forundringen var stor, fordelingen fordækt. Forklaringen, derimod, var åbenlys for enhver,” skriver Anders Haahr Rasmussen i bogen.

Senere blev banen indtaget af en ung hviderussisk bikinimodel og hendes modstander i en kamp, som blev udråbt til at være The Battle of the Babes.

Lækre kvinder i lårkorte skørter giver god PR til turneringen, og tiltrækker seere til tv-kanalerne, der betaler for at sende kampene fra Centre Court.

“Vi foretrækker altid en brite eller en babe, eftersom det giver det højeste seertal,” som en BBC-journalist sagde.

Eller som turneringens talsmand selv formulerede det: “Et godt udseende betyder noget. Det er ikke tilfældigt, at dem på Centre Court er attraktive.”

Men udseende er ikke alt. For meget opmærksomhed på en spillers ydre kan give bagslag i karrieren.

En hårfin balance

– Den sti, de kvindelige atleter skal træde, er virkelig smal. De må ikke være for ligeglade med deres udseende. Omvendt bliver de ikke taget seriøst, hvis der er for meget fokus på det, siger Anders Haahr Rasmussen.

Russiske Anna Kournikova var på alles læber for et årti siden, da hun som teenager strøg til tops i tennisverdenen. Hun var også fotomodel, og sponsorpengene strømmede ind, mens journalisterne jagtede hende.

Men det var ikke velset, at Kournikova poserede letpåklædt i diverse mandeblade. Kritikken begyndte at hagle ned over hende. Hun fik for meget opmærksomhed, talentet taget i betragtning, hed det. Og i dag beskrives hun i pressen som en spiller “med ynde og tvivlsomt tennistalent”.

– Den aggressivitet, der var i at nedgøre hendes meritter og karriere, var enorm. Hun fik ødelagt sit eftermæle og blev frataget enhver faglig anerkendelse. Det har altid undret mig, hvad der berettigede til den kritik. Ja, hun fik større sponsorater og omtale end andre. Hun var heller ikke den bedste spiller. Men hun var blandt verdens 10 bedste og grand slam-vinder i double, hvilket stadig er noget af en præstation, siger Anders Haahr Rasmussen.

For Caroline Wozniacki er vejen til eftermælet stadig åben. 30. august begynder US Open 2010, og Wozniacki er topseedet – dvs. at hun officielt spåes at få en topplacering i turneringen. Vinder hun, har hun nået sit mål: At blive verdens bedste kvindelige tennisspiller.