Når pressen beskæftiger sig med hverdagssexisme, er der mest fokus på tilråb til kvinder, der går på gaden, og gramserier i det offentlige rum, eller når man er i byen. Men kun en tiendedel af fortællingerne fra Everyday Sexism Project Danmark (i folkemunde kaldet ESPD) foregår i nattelivet eller på festivaler, og en femtedel på gaden eller i offentlig transport. Det meste finder sted i andre sammenhænge.
Lidt over 100 fortællinger er fra arbejdspladser. De er bredt fordelt blandt tankstationer, banker, ministerier, IT-firmaer og utallige andre steder.
Derudover viser optællingen et bredt udvalg af andre situationer, hvor chikane, overgreb, krænkelser og kønsstereotyp behandling udspiller sig for danske kvinder.

Børnelægen talte om sex

Det viser sig eksempelvis, at et læge- og gynækologbesøg kan være en stærkt grænseoverskridende oplevelse. En kvinde fortæller om en konsultation hos sin datters børnelæge (uddrag):
“Så spurgte han mig, om jeg havde forældreevne og spurgte i samme omgang, om jeg var blevet lejet ud som barn til sex, for så havde jeg nok ikke forældreevne. Jeg sagde selvfølgelig nej, og så fortalte han om en kvinde, han havde i samtale, som var det meget grænseoverskridende og upassende. Under forløbet fortalte han mig flere gange, at jeg var smuk, og på et tidspunkt sagde han, at jeg var så lækker, at han fik lyst til uhmmmm. Hele vores samtale fra start til slut var præget af meget sexuelle undertoner.”

Chikane fra professionelle

Hos fagpersoner, hvor kvinder kommer som betalende kunder, kan de også møde hverdagssexisme. Det kan være hos cykelhandleren, optikeren, massøren eller den gramsende lærer på yogaholdet. Kørelærere er der flere fortællinger om. En af dem lyder:
“Da jeg tog mit kørekort som 18-årig, måtte jeg bede om at få en ny kørelærer, da ham jeg havde oprindeligt, følte jeg, lagde an på mig. F.eks kommenterede at jeg holdt for hårdt om gearstangen, med sammenligningen om hvis jeg holdt lige så hårdt om hans ‘gearstang’, ville det ikke være rart.. Og en vittig joke om at jeg sikkert ramte de stiplede linjer i siden af vejen med vilje, fordi det føltes rart, når det vibrerede i sædet.”
Taxachauffører optræder i flere bidrag, både med lumre og sjofle spørgsmål, bemærkninger og uønskede berøringer.

Blottere i toget og på biblioteket

Blottere indgår i rigt mål i beretningerne til ESPD. De optræder gerne på offentlige steder, i parker, på togstationer og ikke mindst i offentlige transportmidler, hvor en typisk historie ser sådan ud:
“Jeg sidder alene i en S-togskupé og læser, en mand kommer ind og sætter sig i den anden side vendt mod mig. Det er ubehageligt, men jeg ignorerer ham. Pludselig sætter han sig på sædet over for mig, han har dilleren i hånden og smiler klamt.”
Ikke engang på biblioteket kan kvinder dog vide sig fri for blottere: “I sidste uge sad jeg på biblioteket (et af landets større) og læste. Et dejligt fredeligt sted at studere. Da jeg på et tidspunkt kigger op fra bogen, ser jeg en mand stå i et hjørne, hvor man kan være ret skjult bag bogreoler o.l. Han har sin penis fremme og gnider på den, mens han smiler i min retning. Om han mente det som et tilbud eller hvad, ved jeg fandme ikke, men han var helt klart henvendt specifikt til mig.”

Folkeskolen og bagatelliserende lærere

Et særligt problem viser sig i den danske folkeskole. Mange piger fortæller om, hvordan drengene fra deres klasse udsætter dem for nedværdigende tiltale og fysiske krænkelser. Typisk bliver pigerne slået på brysterne, nevet, taget eller slået på ballerne. En pige i 9. klasse fortæller:
“Hver gang man bukker sig ned eller vender ryggen til, er der en af drengene, som står bagved og enten lader, som om de bagboller dig, eller tæsker dig. Hvis de så endelig en dag er søde ved dig… Så det fandme til idræt, hvor man har løbetights på, og ens røv er “on point”. Så er der selvfølgelig alle de gange, hvor de slår dig i røven og lader, som det var en anden, der gjorde det. ”
En del lærere optræder også i fortællingerne, primært som personer, der bagatelliserer henvendelser fra piger eller forældre om oplevet chikane:
“Jeg har klaget til min datters klasselærer over, at en dreng i klassen (2. kl) konstant driller hende og f.eks. siger, at piger er lavet til at vaske op og ikke kan finde ud af at spille bold. Drengen kommer med disse nedsættende bemærkninger for at såre min datter”, oplever hun.
F.eks. dypper han en skolemælk i et toilet og beder min datter om at slikke på den. Han gør også grin med voldtægt, som han godt ved, hvad er, men stadig synes er et morsomt emne at joke med.
Til et møde på skolen med drengens forældre fortæller klasselæreren os, at 1) Vores datter er særligt nærtagende overfor drengen, fordi hun “godt kan lide ham”. 2) Hun skal lade være med at tage tingene så tungt, og lære at sige “pyt”. 3) Drenge på 9 år kan ikke forventes at vide, at det er forkert at komme med nedsættende bemærkninger om andre, baseret på køn, race eller seksuel orientering.”

100 fortællinger om – og fra – mindreårige

Projektet har over 100 fortællinger om og fra mindreårige piger, der har oplevet voldsomme overgreb og krænkende tilråb. Krænkelserne kommer både fra klassekammerater, større drenge og voksne mænd. Der er flere eksempler på, at både sexchikane på job, befamlinger i bus og tog og krænkelser hos lægen starter inden det fyldte 15. år.
Piger ned til 13 og 14 år skriver om, hvordan de føler sig flove og utrygge, når der bliver råbt “god røv” efter dem på gaden, mænd i biler pifter efter dem, eller de bliver forfulgt af større drenge og voksne mænd. En 14-årig pige fortæller om flere oplevelser, blandt andet denne:
“Den første gang var en aften, og jeg var på vej hjem (for at komme hjem, er jeg nødsaget til at krydse en temmelig øde park). Pludselig kører en fremmed mand på cykel op ved siden af mig. Han begynder at snakke til mig, spørge om mit navn, om jeg har en kæreste, om jeg vil have et lift hjem, om han må få mit nummer osv. Han siger også, at jeg er smuk. Jeg var på daværende tidspunkt lige fyldt fjorten år, og han var altså i 20’erne.. Jeg beder ham gå, men han bliver ved og ved med at følge efter mig. Til sidst måtte jeg søge hjælp hos en forbipasserende.”
Disse historier supplerer den EU-undersøgelse om vold mod kvinder, der blev offentliggjort i marts sidste år. EU’s FRA-agentur, der stod bag undersøgelsen, fandt bl.a. frem til, at kvinder i Danmark er EU’s mest voldsramte, og at 80 % af danske kvinder har oplevet seksuel chikane fra det fyldte 15. år. Everyday Sexism Project Danmarks over 100 fortællinger om mindreårige viser, at chikanen sætter ind overfor piger, mens de stadig er børn, typisk 11-12 år, men der er også fortællinger om endnu yngre piger, der har oplevet overgreb og eksempelvis tiltalen “luder” fra klassekammerater. Også de små piger beretter om uønsket berøring på gaden og i bussen.

Uanmeldte overgreb og voldtægter

En del af de fortællinger, ESPD har fået, handler om overgreb og meget intim grænseoverskridende opførsel fra bekendte og venner, veninders kærester m.m. i privat sammenhæng. Dertil kommer en del oplevelser med kærester og andre sexpartnere, der har begået overgreb og tvang, mens man har ligget i sengen, og også i nogle tilfælde, hvor kvinden sov.
Over 20 beretninger beskriver mere grove voldtægter. Langt de fleste er aldrig anmeldt til politiet. Mange fortæller også, at det er første gang, de overhovedet fortæller nogen om disse forskellige overgreb og voldtægter. Fælles for alle de anonyme kvinder er, at de føler skam over det, der er sket.

Skam og skyld er gennemgående

Følelsen af skyld og skam løber som en rød tråd gennem de fleste typer af fortællinger. Det er tydeligt, at de fleste har følt sig lammede i situationen, og har været bange for voldelig eskalering undervejs, uanset om det har været med en sexpartner, under en voldtægt eller eksempelvis i metroen med en fysisk grænseoverskridende medpassager.
Det er også helt gennemgående, at mange har følt sig flove, efter at deres oplevelse har fundet sted. En kvinde fortæller eksempelvis, at hun aldrig sagde noget til sine forældre om en meget krænkende kørelærer, men fortsatte med at tage kørekort hos ham.
Mange udtrykker samtidig lettelse over at have et sted, hvor de kan fortælle anonymt om det, de har oplevet, fordi de ikke kan få sig selv til at sige det til nogen. Andre skriver, at de har fået det helt dårligt over at genopleve nogle ubehageligheder, som de i mange tilfælde næsten havde fået fortrængt, fordi de var så flove.

At gøre det tabubelagte synligt

Meningen med Everyday Sexism Project er da også netop at af-individualisere problemerne ved at lade piger og kvinder se, hvor meget deres oplevelser og reaktioner ligner hinanden. På den måde kan man begynde at ændre den kultur, hvor skylden og skammen ligger hos offeret.
Den overordnede idé med, at den britiske stifter Laura Bates søsatte projektet i Storbritannien i 2012, var at gøre det legitimt at tale om hverdagssexisme, så fænomenet kunne synliggøres. Ud fra sine egne erfaringer antog hun, at hverdagssexisme åbenbart er et vilkår for kvinder. Men da det samtidig har været meget tabubelagt at fortælle om, har det været vanskeligt at få sat på dagsordenen som noget, folk skulle forholde sig til.
Laura Bates konkluderede, at hun måtte finde en måde at lade kvinder fortælle om disse oplevelser uden at risikere den bagatellisering, latterliggørelse og lignende reaktioner, som ellers havde været typiske for de enkelte kvinder, der fortalte folk, hvad de havde været ude for.
Derfor etablerede hun hjemmesiden, hvor man kan skrive anonymt. Med den er det lykkedes at synliggøre hverdagssexisme som et samfundsproblem, for mængden af beretninger gør det stadig sværere at ignorere. Samtidig giver det reelt mulighed for at finde løsningsforslag på forskellige aspekter af problemet.

Dokumentation kan stoppe chikane

I England har Laura Bates samarbejdet med London Transport om at forhindre sexchikane i offentlig transport. Forhåbentlig kan der komme lignende tiltag i gang i Danmark:
»Der findes en temmelig stor gruppe mænd, der åbenbart ikke kan tage bussen, S-toget eller metroen uden at begynde at befamle de kvindelige medpassagerer, prøve at spærre udgangen, mens de kommer med ‘ frække tilbud’ i form af trusler om voldtægt eller slet og ret lyner deres bukser ned og tager deres tissemand frem midt i toget eller bussen«, siger Magnus Heunicke til Poltiken d. 11. marts.
»Hvis ikke de kan opføre sig ordentligt, må man konstatere, at de ikke skal færdes med andre mennesker. De må blive hjemme, indtil de har lært det.« Sådan lyder reaktionen fra transportminister Magnus Heunicke (S) til B.T. d. 11. marts 2015, efter at han har læst en lang række eksempler, som ESPD har sendt til ham.
På længere sigt arbejder ESPD på en så bred erkendelse af problemet, at vi kan opnå en egentlig kulturændring. Dokumentation vil løbende blive forelagt relevante ministre, instanser og organisationer.