Først er der en lille pige, der gemmer sin mors nøgler for at forhindre hende i at tage på arbejde om morgenen. Så er der en teenagepige, der i seksuel ekstase dry humper en rejseskrivemaskine.
Monologen Livsbiografi på Københavns Musikteater er skrevet og fremført af Rosalinde Mynster og instrueret af Anna Malzer. “Om cirka ¼, om cirka 25 %, om præcis 23 år af et kvindeliv,” lyder den forklarende undertitel. Her møder vi en ung kvinde, som trykker hårdt og energisk på et gammelt hakkebræt af en transportabel rejseskrivemaskine for at nedfælde sit liv i tekst.
Titlen Livsbiografi leder tankerne hen på mere specifikke og private fortællinger, men forestillingens styrke er på sin vis, at den er alt andet. Den klare symbolik i navnet Liv er anonymiteten, der hæver det over det biografiske og op til et mere generelt niveau: Kvindeliv, som sådan, en slags subtilt og løst skitseret generationsportræt.

Pletfrit følelses- og familieliv

Følsomt og poetisk i en abstrakt og fragmenteret strøm af tekst, videoprojektioner og gestikuleren nærstuderer vi gennem hovedpersonen livet som ung kvinde anno 2014. Og det er ikke altid noget lige kønt syn.
I en enkel scenografi med et hvidt bagtæppe, enkelte legetøjsrekvisitter, en flimrende tv-skærm og stablede papkasser spidder Rosalinde Mynster ubarmhjertigt, selvudleverende og med stærke observationsevner sin generations kvindeidealer. Forfængeligheden, perfektionismen, behagesygen. Den både indsmigrende og usikre hovedperson, der stykket igennem guider os igennem sin fortælling ved at omtale sig selv i tredje person som “vores hovedperson”, kæmper selvkritisk for at få sin egen historie til at hænge sammen.
Alene på scenen foran et forventningsfuldt publikum og helt uden forhåndenværende forbilleder forsøger hun at navigere rundt i en verden, der stiller urealistiske krav om karriereambitioner, kropsidealer og et pletfrit følelses- og familieliv.
Det er vigtigt at drikke meget vand og spise mange citrusfrugter, det er vigtigt at sige noget klogt og velovervejet i sin læsegruppe på det helt rigtige tidspunkt, funderer hovedpersonen næsten tvangsmæssigt i sin indre bevidsthedsstrøm. Med både gåpåmod og ubønhørlig selvkritik vakler hun rundt mellem barndomserindringer, moderbinding og forventningerne til voksenlivet. Og alligevel falder hun hele tiden ned i mellemrummene: Det fysiske og mentale hvide rum, der er fyldt med blindgyder og kasser, hun helst vil lægge låg på.
Der er følelsen af ubeskriveligt, tabuiseret nederlag, når det perfekte parforhold ikke fungerer. Der er de tåkrummende og pinagtigt realistiske venindesamtaler, hvor to unge kvinder saccharinsødt forsøger at kamuflere deres gensidige følelse af jalousi og utilstrækkelighed.

Zapper i indtryk

Stykket betjener sig også af morsomme selvreflekterede stilgreb, som når hovedpersonen højtideligt og nærmest pseudopsykologisk siger: “Hun ser sig selv udefra,” og hun så konkret også gør det, fordi de projicerede billeder bag hende viser hende gå hvileløst rundt, som om hun leder efter noget.
Temmelig litterært er fortællingen struktureret med kapiteloverskrifter som “Rummene”, “Skriften”, “Lemmerne”, “Hyldebær” og “Cikorier”, der annonceres på en tv-skærm vendt ud mod publikum. Et greb, der godt kan virke en lille smule fortænkt. Men igen viser fortællingen sig at bryde sammen, når fortælleren selv er nødt til at zappe frem og tilbage mellem kapitlerne, hvis tankestrømme kaotisk hiver hende tilbage i minder, hun ellers allerede havde frasorteret i sin egen perfektionistiske ønskekronologi.

Absurdistisk humor

Når det fungerer, er det ikke mindst på grund af Rosalinde Mynsters evner som komiker. Hun er enormt morsom, når hun bekræftelsessyg tandpastasmiler afventende ud mod publikum for at høste vores ros, som selvfølgelig forvandler sig til latter på hendes bekostning.
Og stykket er fuldt af absurdistisk humor, som når hun gengiver en sms-korrespondance med en veninde med ordvekslingen: “Hvad lavede du med ham i går, spørgsmålstegn, spørgsmålstegn, udråbstegn, blinkesmiley, tungen ud af munden-smiley?” og selv besvarer spørgsmålet med “alt for meget, hashtag fortrydelsespille, tulipan tulipan, to piger der holder i hånden.” Grænsen mellem påkrævet seksuel eventyrlyst og sluttiness er hårfin for en ungdom, hvis kommunikation er opløst i ikoner og billeder.
Blot antydningsvist hører vi om den fraværende slash frigjorte mor, der måske er sagens kerne. En mor, der har travlt med at realisere sig selv ude i verden, og som anerkender sin datter ved at give hende grøn øjenskygge på og triumfere: “Se, nu ligner du Britney Spears!” Og som er mest fysisk tilstedeværende, når den lille pige sanseligt beskriver, hvordan hun begraver ansigtet i de bløde kjolestoffer i hendes garderobeskab.
Både mødre- og ungdomsgenerationen får kærligheden at føle i Livsbiografi. En velskrevet, veludført og velplaceret kommentar til kvindeliv anno 2014.