Det var en revolution, da den marokkanske konge ændrede landets familielovgivning i 2004. Sådan er det i hvert fald blevet fremlagt gang på gang.

For med ændringen af loven, der kendes som Moudawanaen, begrænsede hans majestæt kong Muhamed den sjette blandt andet mænds muligheder for tage flere koner. Ændringen af loven førte også til, at marokkanere i dag skal være mindst 18 år for at blive gift, og at man ikke kan blive gift mod sin vilje.  Reformen medførte også, at kvinder kan søge om og få skilsmisse, og at børn af forældre, der kun er forlovede, ved fødslen får samme rettigheder som børn af gifte forældre.

Ændringerne var ikke bare reformer, men virkelig en revolution, siger Jamila Garmouma fra den marokkanske organisation La Fédération des Ligues des Droits des Femmes (Forbundet af organisationer for kvinderettigheder, red.), FLDF, der blandt andet arbejder for kvinders rettigheder og repræsentation i politik og lovgivning.

”Kongen var langt forud for sin tid, for han gennemtvang juridiske ændringer, som hverken prominente personer i magteliten eller den brede befolkning bakkede op om på daværende tidspunkt,” siger hun.

Grunden til, at kongen alligevel gik i vælten for at reformere Moudawanaen, der helt formelt hedder Mudawwanat al-Ahwaal a-aSiyyah, var, at organisationer som FLDF i 1990’erne og frem havde råbt op om, at lovgivningen krænkede børns og kvinders rettigheder. I begyndelsen af 00’erne var deres stemme blevet så høj, at kongen ikke kunne overhøre den uden at risikere at miste sin popularitet.

”Og med reformen blev Marokko et foregangsland i Nordafrika, når det kom til kvinders rettigheder,” siger Jamila Garmouma.

Samme fortælling har flere andre eksperter på området fremlagt, også i Danmark. Eksempelvis fremhævede Danmarks forhenværende ambassadør i Algeriet Julie Pruzan-Jørgensen det i sin ph.d.-afhandling, hvor hun beskrev, at kongestyret med sin reform lykkedes med at styrke kvinders rettigheder. Det samme konkluderede nuværende programrådgiver i Kvinderådet, Kristine Rømer, i sin kandidatafhandling It was my choice, and I’m convinced, et speciale om kvindelighed og religiøsitet blandt unge kvinder i Marokko i 2014.

Men der har også været en del bump på vejen. Pruzan-Jørgensen fremhæver, at flere rettigheder til kvinder ikke var lig med mere demokrati – tværtimod fungerede reformen også som en manøvre til at give kongen mere magt.

Derudover kalder reformens 15 års fødselsdag ikke kun på fejring men også på forandring. På trods af de lovmæssige forandringer, er der endnu ikke ligestilling. I lovens indledning står ganske vist, at den skal sikre ”kvinders og børns rettigheder” og ”mænds værdighed”, men Jamila Garmouma mener ikke, landet er i mål endnu.

Ifølge den marokkanske kvinderettighedsforkæmper er der særligt fem elementer i den marokkanske Moudawana, der skal reformeres på ny for at opnå formel ligestilling i loven. De drejer sig om: Polygami, børneægteskaber, formynderskab, arv og kvinders ret til at vælge, hvem de vil gifte sig med.

1. Polygami er stadig tilladt

Da der blev sat restriktioner op for polygami i 2004, var det en kæmpe sejr for Jamila Garmouma, der har været med hos FLDF stort set siden, organisationen blev stiftet i 1993. Hun tilsluttede sig organisationen som frivillig og har været med siden, mens hun passer sit job som gymnasielærer. Men hvad der ved reformen virkede progressivt, er i dag lettere passé, siger hun.

”Det var fantastisk, at kongen havde modet til at ændre på lovgivningen. Men Marokko anerkender stadig ikke kvindens status i samfundet og kvinden som ligeværdig person med manden,” siger Jamila Garmouma.

KVINFO møder Jamila Garmouma i Tunesien, hvor hun sammen med sin kollega Fatima Belbacat mødes med andre organisationer, som arbejder for ligestilling i Mellemøsten og Nordafrika under Udenrigsministeriets Dansk-Arabiske Partnerskabsprogram (DAPP). Her er repræsentanter fra Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan og fra de danske organisationer, som KVINFO samarbejder med: LGBT Danmark, Sex og Samfund, Danner og Kvinderådet. Alle er samlet for at sparre for at blive stærkere sammen og for at kunne styrke ligestillingen i deres respektive lande og regionalt.

Organisationerne fra Mellemøsten og Nordafrika arbejder hver især for ligestilling på specifikke områder i deres nationale kontekster, men de har også det tilfælles, at familielovgivningen i alle fire lande ikke ligestiller mænd og kvinder formelt og – som den eneste lovsamling i landene – endnu bygger på islamiske forskrifter i form af Sharia frem for på civilret.

I eftersynet af den marokkanske familielov er et af de første steder, Jamila Garmouma fra FLDF slår ned spørgsmålet om polygami. Moudawanaen dikterer, at en mand ikke længere frit kan indgå ægteskab nummer to, uden at den første kone tillader det, som artikel 40 til 46 i familielovgivningen beskriver det.

”Det er ikke godt nok. Muligheden for at mændene kan have flere koner på én gang skal helt afskaffes,” siger Jamila Garmouma.

Sofia Rais er direktør for den marokkanske organisation Droit et Justice, der arbejder for at komme børneægteskaber til livs i Marokko.

2. Børneægteskaber finder stadig sted

Et af de områder, organisationerne i alle fire lande kæmper med at komme til livs, er børneægteskaber, der dog særligt virker til at være udbredt i Marokko. Ifølge den globale paraplyorganisation Girls Not Brides bliver to procent af alle piger i Tunesien gift, før de fylder 18 år, hvor det gælder 16 procent af pigerne i Marokko.

Og det er på trods af, at Marokko – såvel som Tunesien – som udgangspunkt forbyder børneægteskaber i lovgivningen.

Årsagen til, at ægteskaberne alligevel finder sted, er, at der med artikel 19 og 20 i lovgivningen er indført en kattelem, der gør det muligt for forældre at gifte deres børn bort på trods af loven. I praksis betyder det, at hvis en imam tillader, at en pige – eller dreng – under 18 år må giftes bort, så er det helt lovligt alligevel.

KVINFO og Droit et Justice

  • KVINFO og D&J har arbejdet sammen siden 2014.
  • KVINFO støtter D&Js arbejde indenfor området seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, hvor de har særligt fokus på stigningen i børneægteskaber i Marokko.
  • Læs mere om projektet med at stoppe børneægteskaber.

”I praksis betyder det, at vi desværre ser, at det, der skulle være undtagelsen faktisk er blevet til reglen,” siger Jamila Garmouma.

Samme oplevelse har KVINFO’s anden samarbejdspartner, organisationen Droit & Justice, som oversat til dansk betyder ”rettigheder og retfærdighed” Stifterne bag er jurister, og de etablerede organisationen tilbage i 2009, fordi de oplevede, at mange marokkanere slet ikke kendte til deres rettigheder, som de står skrevet i loven. Derfor rejste de land og rige rundt for at undervise og oplyse.

Før de begyndte deres ture rundt i Marokko, troede de, at børneægteskaber var en faldende tendens på grund af reformen af Moudawanaen. Men efter de havde besøgt tilstrækkeligt med markedspladser og mennesker, fandt de ud af, at det modsatte var tilfældet.

”Jeg er bange for at se de reelle tal en dag – der er mange flere barnebrude, end vi går og tror,” sagde organisationens direktør, Sofia Rais, sidste år, da KVINFO mødtes med hende.

Et år senere er Droit & Justice nu, finansieret af KVINFO, i gang med netop at indsamle data, der er tidsvarende og afdækker det reelle omfang af børneægteskaber i Marokko.

3. Fraskilte kvinder skal have tilladelse af deres eksmænd til at rejse internationalt med deres børn

Jamila Garmouma nævner, at det generelt i Marokko er et problem at få omsat lov til praksis. Det er blandt andet synligt ved de valg, almindelige borgere træffer, og hvilke regler de følger. Nogle gange overtrumfer traditioner lovenes reelle forskrifter, og især hvis man end ikke er bevidst om, hvad der står i loven. Men det er også synligt i forhold til at få dommere til at dømme i overensstemmelse med den eksisterende lovgivning.

Det var allerede en udfordring i 1993, da en meget mindre kontroversiel reform af Moudawanaen blev gennemført. Efter 2004 er der mange dommere, der ikke har ændret praksis i forhold til, hvordan de læser lovgivningen og dømmer.

”Det er dels fordi, de bruger alle de kattelemme, de kan komme til. Og så er det dels fordi, traditionelle og kulturelle normer spiller en meget stor rolle i Marokko for, hvordan dommere læser loven og praktiserer den,” siger Jamila Garmouma.

Det samme gør sig gældende for samfundet som helhed, hvor det, at kvinder har nye rettigheder, ikke er lig med, at samfundet accepterer, at de gør brug af de rettigheder.

Et eksempel er, at det med reformen i 2004 blev lovligt for kvinder at søge om skilsmisse. Indtil da var det kun mænd, der havde retten at slutte et ægteskab. Men hvis kvinder søger om skilsmisse og bliver skilt, selvom det er lovligt, er det både en økonomisk og social ulempe for dem. En kvinde risikerer at blive stigmatiseret – for eksempel i form af at møde diskriminerende kommentarer fra mennesker, når de hører, hun er skilt, eller at hendes familie tager afstand fra hende. Og hun står dårligere end manden i forhold til delingen af deres formue.

Det er den fraskilte Khadija Harrads erfaring. I 2015 medvirkede hun i en dokumentarfilm, der handler om hende og hendes arbejde som filmfotograf til bryllupper. På grund af arbejdet er hun sent ude om aftenen, og hun får kommentarer om, hvad hendes mand siger til det. Når hun svarer, hun er skilt, oplever hun ikke mere accept. Tværtimod.

”Nogle mænd tror, at en kvinde er løs på tråden, når de ved, at hun er skilt,” sagde Karima Zoubir, der er produceren bag dokumentaren, da den blev vist til Human Rights Watch Film Festival i London for fire år siden.

Sådan er det stadig i dag, siger Jarmila Garmouma: Der er mange uskrevne regler for, hvordan en ’god kvinde’ opfører sig. Blandt andet er hun ikke skilt. Derudover er der stadig mange lovmæssige udfordringer i den reformerede Moudawana efter skilsmisse – særligt hvis parret har børn – ifølge det norske informationscenter Landinfo.

For eksempel kan en kvinde rejse uden for landets grænser alene uden at skulle have en mands tilladelse. Det er ellers ikke tilfældet i alle lande i Mellemøsten og Nordafrika. Men hun kan ikke frit tage sit barn med, hvis hun er skilt. Det skal eksmanden tillade, også selvom de to juridisk er gået fra hinanden gennem skilsmissen. Til gengæld er det ifølge loven fortrinsvis kvinden, der tildeles forældremyndighed over barnet, hvis det er mindre end syv år gammelt.

4. Muslimske kvinder må ikke gifte sig med ikke-muslimske mænd

En muslimsk kvinde kan gå en meget sort fremtid i møde i Marokko, hvis hun skulle gå hen og falde for en mand, der ikke er muslim. I hvert fald hvis hun gifter sig med ham. Ifølge artikel 39 i Moudawanaen er det ulovligt. Omvendt er det ikke ulovligt, hvis en muslimsk mand skulle finde på at gifte sig med en ikke-muslimsk kvinde.

”Igen er der altså nogle rettigheder, der gælder for mænd, mens der gælder andre for kvinder. Vi ønsker selvfølgelig, at man uanset køn må gifte sig med den, man elsker,” siger Jamila Garmouma.

Det er en rettighed, som muslimske kvinder i Tunesien for nylig har fået.

5. Sønner har stadig fortrinsret til arven

Hvor Marokko i 00’erne virkede til at være foregangsland for ligestilling i Nordafrika, har det siden det Arabiske Forår i 2010 været Tunesien, der har taget førertrøjen på, når det kommer til at fremme kvinders rettigheder.

Et af de områder, hvor det kommer til udtryk, er i forhold til arvelovgivningen, som indtil nu har givet sønner ret til at arve mere end døtre som følge af koranens forskrifter. Det står soleklart:

”Gud pålægger jer for jeres børn: Et af hankøn skal have samme lod som to af hunkøn.”

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFO’s program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Den devise følger man også i Marokko, men hvor den marokkanske konge ikke har taget nogen konkrete initiativer til at sikre kvinder og mænd lige arv, er der en lovændring til forhandling i det tunesiske parlament netop nu. Lovforslaget blev udarbejdet af en kommission, som den nyligt afdøde præsident Beji Caid Essebsi selv nedsatte for at granske de tunesiske love i forhold til, hvor de ikke var i overensstemmelse med forfatningen og internationale konventioner. modarbejdede ligestilling i landet

Ifølge Jamila Belbacat skal Marokko gå i samme retning, og det kan kun gå for langsomt.

”Det, der er værd at fejre ved, at Moudawanaen fylder 15 år, er, at den blev reformeret, og at mere og mere af loven reelt bliver brugt. Men det er ikke nok. Vores forfatning fra 2011 skal strømlines med internationale konventioner. Det er ikke sket endnu. Og udover Moudawanaen er der en masse andre lovgivninger, der skal ændres – for eksempel også straffelovgivningen. Vi er altså langt fra i mål formelt med ligestilling i Marokko endnu,” siger hun.