Mørket er så småt faldet på udenfor, og roen er ved at have lagt sig omkring Diamantens sorte glasfacade. Lyden af støvler, der slår mod stengulvet, blander sig med ivrige kvindestemmer, der fylder forhallen på Det Kongelige Bibliotek. Dørene til Dronningesalen står åbne, og der er en lind strøm af smilende ansigter, der haster ind i mørket. De er først og fremmest kommet for at få en aften i selskab med en række kvindelige forfattere.
At der står 8. marts i kalenderen har ikke så stor betydning, fortæller 27-årige Sanne Fræer Andersen på vej ind i salen.
“Jeg ser mig selv som en del af en mere postmodernistisk feministisk tradition, end arrangementet lægger sig op ad, men det er ikke så vigtigt i aften. Jeg håber, at de vil tale lidt om, hvordan køn bliver repræsenteret i litteraturen, men først og fremmest er en aften, som i aften, en hyggeaften!”

Foto: Jørgen Poulsen
Aftenens arrangement står i den nordiske kvindelitteraturs tegn. Det er fejringen af Nordisk Kvindelitteraturhistorie, der nu er blevet transformeret fra bogværk til en webportal med fri adgang til nordiske kvindelige forfattere på dansk, engelsk og svensk. Der er blevet arbejdet på projektet i tre år, og nu er det klar til at blive vist frem for hele verden.

En hyldest til kvinder

En veloplagt kulturminister indtager scenen som aftenens første og eneste mandlige taler. I en personlig tale, der kommer frit fra leveren, kommer han kort ind på det sprængfarlige emne, som feminismen altid har været og stadig er i dag:
“Når man ser, hvor emotionelt diskussionen om køn og magt bliver ført i dag, bliver det helt tydeligt, at diskussionen langt fra er slut. Der er rigtig meget vrede imod den feministiske progressive stemme i samfundet. Og bagved den vrede, ligger en vrede mod mangfoldighed og tolerance.”
Med de ord bliver der sat punktum for aftenens første taler. Litteraturen tager over med Elisabeth Møller Jensen, der var hovedredaktør på bogværket Nordisk Kvindelitteraturhistorie, der udkom i 1990’erne. Hun forklarer, hvorfor det overhovedet har været nødvendigt at lave en litteraturhistorie kun om kvinder.
“I mange tilfælde er de kvindelige forfattere valgt fra, fordi de er kvinder. De få kvindelige forfattere, der så rent faktisk hævder sig i litteraturhistorien, de fungerer alene som undtagelse for den regel, at en stor forfatter, er en stor mandlig forfatter.”
At det stadig er lige relevant at fremhæve de kvindelige forfattere i dag blev tydeligt med den tidligere regerings kanonudvalg. Elisabeth Møller Jensen blev chokeret over, at kun Karen Blixen havde fundet vej til deres liste over obligatorisk læsning.

Foto: Jørgen Poulsen

En melodi af ord

Dermed er scenen sat for de forfattere, som publikum er kommet for at høre. De bliver præsenteret sammen med den digitale udgave af Nordisk Kvindelitteraturhistorie præsenteret af Anette Dina Sørensen og Julie Breinegaard, der har været henholdsvis redaktør og billedredaktør på netversionen. Her guider de os rundt i universet af kvindelige forfattere og flyver igennem tid og sted, indtil de rammer en af vor tids mest anerkendte forfattere. Kirsten Thorup træder som aftenens første forfatter op på scenen og læser op af sin debutroman om Lille Jonna (1977) og romanen Bonsai (2001).
Thorups faste og bestemte stemme bliver afløst af hendes yngre kollega Pia Juuls mere lette. Forførende og legende læser hun op af sine digte fra bl.a. Radioteatret (2010). Ordene kommer i en lind strøm uden pauser, og man får lyst til at ånde ind for hende, men bliver samtidig ført helt væk af hendes melodi af ord. Der er tavshed blandt tilhørerne, indtil Kirsten Hammann overtager scenen med fortællingen om Vera Winkelvihr (1993) og Julie fra romanen Se på Mig (2011). Hele salen griner, da Hammann fortæller om Julie, der ser porno og onanerer for at holde sig attraktiv for kæresten, selvom hun egentlig helst er fri.

Foto: Jørgen Poulsen
En mere alvorlig stemning spreder sig i salen, da den grønlandske multikunstner Jessie Kleemann indtager scenen. Fra talerstolen læser hun op af sit værk på grønlandsk, mens en video kører på skærmen over hende. Akkompagneret af psykedeliske, elektroniske toner smører en kvinde brunt mudder i ansigtet, mens grønlandske isbjerge flyder forbi. Filmen slutter med en kvinde, der hopper i det iskolde vand, og flere i publikum skutter sig ved tanken. Med den dystre afrunding begynder alle at sive ud mod forhallens rødvin og sommerfugleformede chokolader for at få lidt at styrke sig på.

To unge kvinder: Mænd burde også tage dagen alvorlig

To yngre kvinder står med hver sit vinglas og taler om, at kvindedagen måske slet ikke bør være en kvindedag. De mener, at dagen er vigtig at markere, selvom de aldrig gør det selv. Johanne Smidt på 26 år forklarer, at hun savner at se flere mænd tage del i kvindedagen.
“Det er en dag, som alle burde tage alvorligt, men mange – især mænd – bliver måske skræmt væk, fordi det hedder Kvindernes Kampdag. Måske man skulle lave det om til ligestillingsdagen,” foreslår hun.

Foto: Jørgen Poulsen
Andre er blevet mødt med direkte undren, da de fortalte folk, at de skulle til 8. marts arrangement, eksempelvis Hanne Bertelsen, der også er kommet i selskab med en god veninde:
“Mine kolleger mente, at det er en anakronisme, at der er noget at kæmpe for, og at man fastholder kvinden i en offerrolle ved at markere 8. marts. Men man bliver jo mindet om, at der stadig er et behov for det, når man hører historien om kvindelige forfattere.”

Litteraturen får nyt liv

En af de kvinder, der er ansvarlig for, at nordisk kvindelitteraturhistorie overhovedet er blevet til, er tidligere forlægger Merete Riis. For hende handler aftenen om at give nyt liv til det værk, som hun selv fik ideen til i 1981.
“Der er så mange bøger, der bare forsvinder og bliver glemt, så det er virkelig fantastisk at se, hvordan værket får nyt liv på denne måde,” når hun lige at fortælle, inden en kvinde hiver fat i hende for at sige tillykke.

Foto: Jørgen Poulsen
Historien om de kvindelige forfattere har også været øjenåbner for én af de få mænd, der er til stede i forhallen. 31-årige Lars Bo Hansen fortæller med et lidt undskyldende smil, at han normalt kaster sig over forfattere som Hemmingway, men at han nok skal hjem og udvide sit litterære repertoire efter i aften.
“Det har virkelig øget min bevidsthed om, at al den litteratur skrevet af kvinder er til stede. Jeg blev ret provokeret af at høre, at Karen Blixen er den eneste kvindelige forfatter i den oblgatoriske kanon, men hun er formentlig også den eneste kvindelige forfatter, jeg selv har læst.”

En hæder til Tove Ditlevsen

Da klokken kalder folk tilbage i mørket, får alle stukket et papir i hånden med teksten til Barndommens Gade. Sidste del af aftenen er nemlig dedikeret til Tove Ditlevsen, der i den grad er blevet overset i litteraturhistorien.
“Hvis vi vinder kampen for anerkendelse- og med vi mener jeg alle os, der elsker Tove Ditlevsen – så har vi vundet rigtig meget for kvinder,” siger Elisabeth Møller Jensen fra scenen, inden hun giver ordet videre til aftenens to yngste forfattere.
Anmelderroste Josefine Klougart og Olga Ravn er begge inspireret af Tove Ditlevsens forfatterskab. Klougart er ikke bleg for at kalde hendes værker for noget af det bedste litteratur, der findes.
“Tove Ditlevsen betyder rigtig meget for mig som forfatter og som menneske. Når man er skrivende med de ofre, der nu engang er, stiller man ofte sig selv det spørgsmål, om det giver mening. Og når jeg får det sådan, skal jeg bare læse nogle af Tove Ditlevsens sætninger.”

Bryder ud af artigheden

Med en kraft, man ikke troede, kunne komme fra så lille et menneske, fylder Olga Ravn salen, da hun læser op fra sin debut, Jeg æder mig selv som lyng (2011). Med en vred stemme, der lægger tryk på ord som nosser og pik, lyder det som om, hun skælder ud på sig selv, mens hun læser. Da hun lægger bogen, som har fået undertitlen Pigesind, fra sig, er det med et lille smil og en helt anden tone, at hun forklarer, hvordan Ditlevsens forfatterskab har inspireret hende.

Copyright Thomas Trane/Fotografisk Atelier
“Tove Ditlevsens har en artighed i begyndelsen af sit forfatterskab, både i det hun skriver om, men også måden, hun skriver på – det rimer for eksempel. Den artighed smadrer hun senere, ligesom jeg forsøger at smadre den i min egen bog. Deraf kommer også vreden.”

Du er så smuk og dejlig

Da forfatterne har takket af, dukker aftenens sidste kunstner frem på scenen i hvide cowboystøvler, glitrende bukser og en guitar i armene. Med sine fortolkninger af Tove Ditlevsens sange har Anne Linnet været med til at bringe forfatterskabet frem i lyset. Hun sætter sig afslappet på en høj stol med sin guitar i armene og fortæller, hvordan det var lidt af et tilfælde, at hun selv faldt over forfatterskabet.
“Jeg var på besøg hos en veninde, der havde købt nogle bøger på et antikvariat. Jeg slog op i Kvindesind, læste et stykke og tænkte: Hvor fanden kender hun mig fra?”
Til tonerne af Barndommens Gade finder publikum deres papir frem og forsigtige stemmer blander sig med Linnets hæse røst. Nogle føler trang til at rejse sig op, men de fleste holder pænt bagdelen i sædet. Et par tændte cykellygter gør det ud for levende lys, da en ældre dame i en spraglet skjorte rakker hænderne over hovedet og vifter med lygterne. Da Linnet serverer aftenens sidste sang som en hyldest til alle kvinder, kommer hele salen op af stolene. Publikum finder for alvor søstersolidariteten, festivalstemningen og de store smil frem, mens de skråler med på Du er så smuk og dejlig.