KVINFOs Webmagasin/Opdatering 20.2.2010
Da den internationale kvindedag fyldte 90 år i 2000, kunne FORUM konstatere, at fødselaren var i fin form. Artiklen nedenfor fortæller om kvindedagens historie, op- og nedture fra starten i København 1910 og frem til årtusindskiftet. Fra fødslen som socialistisk kvindekampdag til en begivenhed med stor kulturel og politisk bredde, hvor alle forhold omkring ligestilling og kvinders liv kan diskuteres.
I det årti, der er gået siden da, er den bredtfavnende tendens fortsat. Omkring midten af 00’erne bød 8. marts på stadigt flere arrangementer for hvert år, f.eks. et med den betegnende titel “Feministisk overflødighedshorn” i 2007. Nogle pegede dog på, at de mange champagnebruncher og cafémøder savnede konkrete politiske krav, og at det kulturelt orienterede fokus drev kvindedagen i retning af harmløs festdag, mens ordet “kamp” helt gled ud af navnet.
Den 8. marts 2008 lød der dog et markant politisk krav, da 23 organisationer og politiske bevægelser gik sammen under parolen “Forbyd sexkøb nu!”. Det samlede tusinder af demonstranter og skabte omfattende debat. I år sætter 8. marts-initiativet for 3. år i træk fokus på prostitution med demonstrationer og debat. Også ligeløn er et stort tema ved 8. marts-arrangementerne i dette jubilæumsår.
Et kig på skiftende ligestillingsministres 8. marts-aktiviteter i 00’erne tæller konference om “Kvindelige talenter og bæredygtig forretning” (i samarbejde med DI, 2004), cafédebat om “Integration i et kønsperspektiv” (2003), sofasnak om “kvinders hverdag, drivkraft og udfordringer” (2006) og en konference om kvinder og lokalt demokrati (2009).
Redaktionen
KVINFOs Webmagasin/8.3.2000:
Det er den sorte Diamant, knejsende på Københavns havnefront, der bl.a i dag lægger lokaler til at fejre Kvindernes Internationale Kampdag. I hovedstadens største prestigebyggeri i nyere tid bliver der både buffet, taler og fest – mærkedagen er virkelig kommet ind i varmen siden dengang for 90 år siden, hvor den blev vedtaget i Arbejdernes Forsamlingsbygning på Københavns Nørrebro, Jagtvej 69.
I det beskedne byggeri blev der i 1910 afholdt socialistisk kvindekongres i dagene op til den Anden Internationales kongres i København. Fra 17 forskellige lande deltog 99 delegerede og alle deltagerne tilhørte enten fagforeninger eller partier. Det var den tyske leder af det Internationale Kvindesekretariat i Stuttgart, Clara Zetkin, der foreslog en international kvindekampdag. Med denne kunne man lettere intensivere samarbejdet mellem de organiserede kvinder og kvindelige partifæller i de enkelte lande, så man i fællesskab kunne kæmpe for at bedre kvinders vilkår, der lod en del tilbage at ønske. Der blev fastsat fire punkter, som man ville kæmpe for i forbindelse med dagen:
– Kampen for kvinders valgret
– Kampen mod krigsfaren
– Kampen for omsorg for mor og barn
– Kampen mod prisstigninger
Der er uenighed om, hvorvidt der på konferencen i 1910 blev fastsat en dato for afholdelse af Kvindernes Internationale Kampdag. Nogle kilder hævder, at det er tilfældet, mens andre mener, at det først var ca. 10 år senere, at 8. marts blev fast dato. Dagen blev da også afholdt på forskellige datoer i årene efter 1910. Som oftest var det på en søndag, som det var tilfældet i 1911, 1913 og 1914-16, da det var arbejderkvindernes eneste fridag.
Første Verdenskrig satte i 1915 en stopper for det internationale samarbejde. Først i 1920, da det Internationale Kvindesekretariat blev gendannet og stadig havde Clara Zetkin i spidsen, blev 8. marts fast dato for kvindekampdagen. Det står ikke helt klart, hvorfor lige 8. marts blev den faste dato for afholdelsen af Kvindernes Internationale Kampdag, men det kan skyldes flere større begivenheder:
– Amerikansk tekstilarbejderstrejke i 1857-58 og 1908. Kvinderne kæmpede for højere løn og bedre arbejdsvilkår.
– Russiske kvinders demonstration i 1917. Anses af nogle som optakt til den Russiske Revolution.
– Der var særlig store demonstrationer 8. marts 1914.
Op igennem 1920’erne bliver Kvindernes Internationale Kampdag ikke markeret i Danmark. Først i 1930’erne bliver festligholdelsen af dagen genoptaget rundt omkring i landet, primært af kommunistiske kvinder. For Kvindernes Internationale Kampdag var arbejderkvindernes dag. Kvindebevægelsen var splittet i en borgerlig og socialistisk del. På trods af, at begge parter kæmpede for bedre vilkår for kvinder, var man uenige om, hvem man kæmpede imod. De borgerlige kvinder opfattede alle kvinder som en samlet gruppe, der havde fælles behov og mål, mens de socialistiske kvinder anså klasseforskellene som mere væsentlige end forskellen mellem kønnene. Mens de borgerlige kvinder dermed kæmpede for at opnå samme rettigheder som mænd, kæmpede arbejderkvinderne i højere grad sammen med mændene imod kapitalen. At kvindebevægelsen ikke havde samme mål og samme fjende gjorde også, at de borgerlige kvinder i mange årtier ikke deltog i markeringen af den socialistisk indstiftede kvindekampdag.
I 1932 blev 8. marts for første gang fejret i flere større provinsbyer som bl.a Ålborg, Esbjerg og Randers. I København blev arbejderkvinder opfordret til at møde op på Enghavevej for at protestere over den planlagte lønforringelse, som kom samtidig med prisstigninger på blandt andet brød.
Nogle af de paroler, arbejderkvinderne kæmpede for i løbet af 1930’erne, var bl.a.:
– Lige løn for mand- og kvindearbejde
– Beskyttelse for den svangre kvinde med 6 ugers hvile før og efter fødslen med fuld løn
– Kamp mod arbejdskøberne for bedre levevilkår.
– Kamp for at erobre organisationerne
– Til kamp mod den socialdemokratiske arbejderfjendske regering
– Til kamp imod fascismen og den imperialistiske krig
– For bevarelse af arbejdernes socialistiske fædreland Sovjetunionen
– Til bekæmpelse af kapitalismen for gennemførelse af socialisme
– Kvindernes sejr er hele arbejderklassens sejr
Kvindernes Internationale Kampdag blev ikke fejret under 2. Verdenskrig. Dog fortælles det, at der i fængsler og koncentrationslejre blev holdt sammenkomster på dagen. D. 8. marts 1945, lige inden krigens afslutning, blev der i Albert Hall i London afholdt en stor kvindekonference.
Efter krigen og de næste 20-25 år blev der så vidt vides ikke afholdt 8. marts arrangementer. Dog blev dagen fejret 1960 i anledning af kvindekampdagens 50 års jubilæum. I København fejrede de socialdemokratiske og faglige kvinder jubilæet d. 7. marts med et stort møde i festsalen i Folkets Hus i Rømersgade. Jubilæet blev holdt under et fælles budskab fra Socialdemokratiske Kvinders Internationale Råd: Kvinderne krævede plads i det økonomiske, sociale og kulturelle liv, og de ville styrke samarbejdet med kvinder i u-landene.
De kommunistiske kvinder havde til dagen produceret en plakat følgende opfordringer til andre kvinder:
– Forlang ligeløn og samme dyrtidstillæg
– Skattefradraget må fordobles
– Klip toppen af skatten og stryg millionerne til militæret
Mere skete der dog ikke med 8. marts i disse år. Det er først i 1970’erne, at kvindekampdagen atter for alvor tages op og markeres hvert år.
Der er kvindebevægelsen og Rødstrømpebevægelsen, der fra 1974 genoptager traditionen og festligholder 8. marts. Dog er der stor uenighed kvindebevægelserne, fagbevægelserne, organisationerne og partierne imellem om, hvordan og med hvilket indhold 8. marts skal fejres. Uenigheden drejer sig især om, hvilke paroler der skal kæmpes under. Fagbevægelsens kvinder vil have kvinders rettigheder og forhold på arbejdsmarkedet som det vigtigste kampkrav, mens kvindebevægelserne ville have paroler om kvinders ret til at bestemme over deres eget liv. Men det var dog især Lesbisk Bevægelses paroler, som omhandlede kvinders seksuelle undertrykkelse og lesbianisme, der skabte splid. I 1978 var Lesbisk Bevægelses parole:
– Lesbisk kamp er kvindekamp – kvindekamp er lesbisk kamp
Denne parolestrid gjorde, at organisationerne, partierne og fagforeningerne ikke kunne enes om at holde en fælles 8. marts. I 1977 trak Lesbisk Bevægelse sig fra samarbejdet med de øvrige kvindeorganisationer i protest mod, at der var mænd med i arrangørgrupperne. Men det var især striden om paroler, der skilte parterne, og en af hovedårsagerne til, at man ikke kunne finde sammen om en fælles 8. marts.
Det var dog ikke kun Lesbisk Bevægelses paroler, der afholdt kvindebevægelserne, organisationerne og partierne fra at samarbejde om fælles arrangementer. Kvindefronten gav i et særtryk af sit blad fra 1979 udtryk for, at uenigheden ligger i, at de feministiske bevægelser kæmper en ligestillings- og kønskamp, mens Kvindefronten kæmper mod undertrykkelse af kvinder og de forhold kvinder tvinges til at leve under som permanent arbejdsreserve. I pjecen For en proletarisk kvindeorganisation, der indeholder hovedtalen ved 8. marts arrangementet i København, Århus og Odense, skriver Kvindefronten bl.a.:
Kvindefronten kæmper,…, mod undertrykkelsen, mod de forhold vi tvinges til at leve under som permanent arbejdskraftreserve – for kvindernes frigørelse og for styrkelsen af kvindernes deltagelse i den fælles kamp. De andre kvindeorganisationer og partier, der afholder 8. marts kæmper derimod en ligestillings- og kønskamp.
Kvindefronten kæmpede mod imperialisme og fascisme, ligesom den gamle kvindearbejderklasse – og mod den nye feminisme, der ifølge dem gjorde manden til hovedfjenden. For Kvindefronten var fjenden borgerskabet og dermed også den borgerlige kvinde. Kvinder var ikke én klasse. Det var i 1970’erne primært Kvindefronten, der bibeholdt det socialistiske og klassemæssige indhold, som oprindeligt var hovedparolerne for Kvindernes Internationale Kampdag.
Parolestridighederne fortsatte i 1980’erne. I en artikel i Information 25. februar 1980 redegør Hanne Dam for, hvordan det stadig er modsætninger i opfattelsen af lesbianisme, der hindrer en fælles 8. marts. Rødstrømpebevægelsen og Lesbisk Bevægelse kan ikke samarbejde med partierne og fagbevægelsen på grund af uenighed om, hvordan man kunne udtrykke den ideologiske og seksuelle undertrykkelse. Rødstrømpebevægelsen havde ellers taget kontakt til omkring 70 bevægelser, partier, fagforeninger og organisationer om at lave en fælles 8. marts. Rødstrømpebevægelsen ønskede at lave en enhedsdemonstration, hvor der skulle være parolefrihed som et minimumsgrundlag. Men som i 1970’erne var løsningen ikke parolefrihed, da især VS’ kvinderne ikke kunne leve med de lesbiske paroler.
Rødstrømperne havde lagt et stort arbejde i at få Kvindernes Internationale Kampdag frem i lyset igen. Men i 1980’erne går pusten af Rødstrømperne, og meget symbolsk fejrer Rødstrømperne i Århus i 1985 8. marts med at nedlægge sig selv.

I stedet begynder andre politiske grupper og organisationer i 1980’erne at fejre 8. marts. Der kom flere forskellige arrangementer i forbindelse med kampdagen, end man hidtil havde set. Folkebevægelsen Mod EF og RAV bruger f.eks. 8. marts til at demonstrere kvinders modstand mod EF-unionen, mens Valkyrierne, en kvindegruppe med forbindelse til BZ-bevæglsen, i 1984 lavede aktioner i København, hvor de delte gratis menstruationsbind ud. Valkyrierne anså det som ‘oplagt urimeligt at store firmaer skal tjene penge på kvinders funktioner’.
I 1990’erne blev 8. marts i endnu højere grad markeret af andre end fagforeninger og politiske partier. I 1993 tog Kvindeligt Selskab dagen til sig og afholdt en stor pompøs fest i Cirkusbygningen i København. En begivenhed, som fik stor mediebevågenhed, var da Kvindeligt Selskab i 1994 udnævnte Frank Dahlgård til “Årets Pikhoved”. En pris, der kun blev uddelt dette år, men som har sat sig i manges bevidsthed som et fast og tilbagevendende 8. marts arrangement. I 1999 var Kvindeligt Selskab på banen igen med et utraditionelt 8. martsarrangement. I Rundetårn fejrede de den nye biologiske viden om ‘det kvindelige lystorgan’ under titlen ‘Kvindeligt Selskab kører med klitten’.
De Professionelle Hekse afholdt i 1994 et 8. marts arrangement med oplæg og efterfølgende diskussion. Emner for oplæggene var bl.a. feminisme, krop og sex, voldtægt, flygtningekvinder i Danmark, genteknologi og abort. I 1995 udgav Demos, en venstreorienteret, antifascistisk, politisk gruppe, et temanummer om nazisme i forbindelse med den Internationale Kvinde Kampdag med en opfordring til kvinder om ikke at deltage i de nazistiske bevægelser, der har vundet indpas i de nordiske lande. Et andet eksempel er en 8. marts demonstration arrangeret af Feministisk Aktion i 1998. En demonstration med temaet:
– MOD handel med kvinder
– MOD vold mod kvinder
Kvindernes Internationale Kampdag har ændret form i løbet af sine 90 år. Fra at være en socialistisk kvindearbejderdag er det i dag efterhånden alle forhold ved kvindelivet der belyses, diskuteres og debatteres. Ordet kamp er mere eller mindre udgået af dagens navn, der som regel omtales som Den Internationale Kvindedag. Af og til ser man også 8. marts omtalt som Kvindernes Internationale Festdag. Selvom kvinders vilkår på mange måder er blevet bedre i de 90 år, er der nok nogle der vil mene, at det er for tidligt at tænde de kulørte lamper.
Lene Kjeldsen er forskningsbibliotekar på KVINFO.