For en sjælden gang skyld lever bagsideteksten op til bogens indhold, når man læser Seductress: Women Who Ravished the World and Their Lost Art of Love:
Som kvinde og feminist bliver man underholdt, overbevist og opløftet –
får et par tricks her og der – til sin færden i den heteroseksuelle
labyrint.

Ideen til bogen fik Betsy Prioleau, mens hun som professor underviste
studerende i kvindelige forførere i litteraturen på Manhattan College,
1994. Her så hun utallige kvindelige studerende i krise midt i en
fornedrende drengerøvskultur, som dominerede 1990erne. En stor gruppe af
intelligente kvinder lod sig trække rundt i manegen af umodne fyre, der
dumpede dem, mens de selv lod sig udtørre af slankekure, lav selvtillid
og angsten for at være for meget – på alle planer.

Heteroseksuel kærlighed bør ikke, som Prioleau har registreret, bestå af
ødelagte egoer, forkrøblede karrierer, panikanfald om natten, tårer og
ædeorgier. Efter at have taget temperaturen på tilstanden for den
vestlige heteroseksuelle kvinde, håndhæver Prioleau, at det feministiske
panteon kun er halvfyldt med rollemodeller. Fint nok med kvinder som fx
Eleanor Roosevelt, Virginia Woolf og Hillary Clinton. De har alle tjent
os godt – men vi mangler nyt blod: Kvinder som med deres æggende hofter
kan tage os med gennem det postmoderne seksuelle minefelt, og fortælle
os, at vi kan få det hele. Både manden og selvudfoldelsen.

Derfor begyndte Prioleau at forske i historiske kvindeskikkelser, der
havde besejret verden og samtidig fået de mænd, som de ønskede sig. Hun
satte sig for at undersøge, hvilke erotiske strategier disse kvinder
havde benyttet sig af. Strategier, som kan implementeres i et moderne
kvindeliv. Kort sagt Betsy Prioleau ønskede at skrive en slags How to do
manual, så nutidens kvinder kan lære af fortidens store kvindelige
forfører – uden at skulle slække på krav om at bruge sig selv – fuldt
ud.

Jo, mere for meget, jo bedre

Seductress er fra begyndelse til slut en lang demonstration af,
at kvinder sagtens kan være for meget – for grimme, for gamle, for
vilde, for kloge, for magtfulde, for…og alligevel blive elsket. Samtidig
er vi omgivet af utallige myter om hvordan kvinder ABSOLUT IKKE SKAL
VÆRE, hvis de vil tiltrække mændenes blikke. Prioleau griber fat i – og
dekonstruerer dem alle.

Hun viser gang på gang, hvordan kvinder er blevet forledt til at tro, at
stikker de ud fra normen, så er de chanceløse hos mændene. Bogen
indledes med en præsentation af mytologiske forførelses- og kærligheds
gudinder, hvis visdom og indsigt helt er blevet fortrængt. Herefter
bliver læseren guidet gennem 6 kapitler med udgangspunkt i hver sin
stereotype kvindetype, der ifølge normen ikke burde få ram på en mand.
Overbevisende tilbageviser Prioleau, at hverken alder, udseende,
erhverv, kunstneriske evner eller længsler efter at være
opdagelsesrejsende eller hvad det nu kan være, er en forhindring i at få
et rigt erotisk – og ikke mindst spændende – liv med mange mænd. Næh,
hovedbudskabet er tværtimod: Go for it!

Der er mange lærerige kendetegn at bide mærke i ved de forførende
kvinder. Et af de væsentlige er, at de formår at udfolde deres
intelligens og ikke mindst deres verbale talenter. Og gennem hele bogen
opfordrer Prioleau netop kvinder til at udnytte deres intelligens – og
tale. Ja, give den fuld skrue. For det er netop den verbale kunst, som
er én af hovedvejene, når man som kvinde skal forføre en mand.

Forestillingen om at en kvinde skal være en yndig, bly viol, der lytter,
er en af pigeopdragelsens største fejltagelser, altså set fra
kvindernes side, og det har selvfølgelig været en af patriarkatets
strategier til at fastholde kvinderne – og bevare magten.

Kvinders liv er blevet fortrængt eller ‘fejlfortolket’ af patriarkatets
historie, og bogen præsenterer derfor et overvældende antal af historier
om kvinder, der hidtil har været ukendte for de fleste. Der er
historier om dronninger, krigere, kunstnere, opdagelsesrejsende,
industrimagnater og politikere – som alle ifølge den traditionelle
opfattelse – alene i kraft af deres virke burde være blevet
afseksualiseret – men som alle har haft et rigt erotisk liv – med mange
mænd. Nogle af skikkelserne kender man, fx Edith Piaf, George Sand,
Colette, Mae West, Lou Andreas-Salomé, Josefine Baker, Cleopatra,
Catharina den store, Elisabeth den I og Eva Peron for bare at nævne
nogle få.

Opgøret med skønhedsmyten

Historier om kvinder, der ikke lever op til tidens skønhedskrav, er
omfattende. Til alle tider og steder. Med bogen får skønhedsmyten en
ordentlig én på hatten, bl.a. med citatet af glamourskuespilleren Zsa
Zsa Gabor:

“Der findes ingen grimme kvinder. Kun dem der ikke kender historien om
den urgamle fuglenæbet gudinde med hendes ærefrygtindgydende magt,
forvandlende kosmiske sex appeal og triumferende rækker af erobringer og
forførelser.”

Men det er bestemt ikke det samme som, at den visuelle fremtoning er
uden betydning, mener Prioleau. Gennem bogen kommer der små fiffige råd
til selviscenesættelsen. For Betsy Prioleau drejer det sig om, med de
mange historier om de historiske skikkelser som argument, at dyrke det
sanselige, skrue op for charmen (selvfølgelig med intelligensen som det
vigtigste redskab) og skille sig ud fra mængden.

Og husk det naturlige look er kvindens værste ven, når man vil forføre en mand!

De store forfører brugte make-up, store rober og smykker. Jo mere
dramatisk, jo bedre. Og stangtøj er absolut den moderne kvindes værste
fjende: Det får os alle til at ligne kloner. Og som Prioleau polemisk
spørger: Hvem gider interessere sig for en klon? Betsy Prioleau er
heller ikke bange for at gøre brug af alle teknologiske hjælpemidler –
også kosmetisk plastikkirurgi.

Fra sexobjekter til sexsubjekter

Kærlighedskunsten er i overensstemmelse med de højeste feministiske
principper. Den fremmer selvudvikling, autonomi, frigørelse og udvider
kvinders muligheder. Så frem for at skrue tiden tilbage, er beherskelsen
af kærligheden fremtiden. Kvinder bliver sexsubjekter frem for
sexobjekter. Og det er som bekendt sjovere.

Stik modsat 50er-retrodillen er kernefamilien – og for den sags skyld
heller ikke monogamiet – noget kvinder oprindelig er designet til. I
hovedparten af de store forføreres liv fylder moderskabet da også meget
lidt. For moderkærlighed har en tendens til undergrave begæret, så vil
man beherske og udføre forførelsens – og kærlighedens kunst, skal
moderkortet spilles diskret, postulerer Proleau.

Samtidig må man også holde sig for øje, at slet ikke alle kvinder vil
være interesseret i en tilværelse, som Prioleau skitserer. “Just the
sexy people”. Selv har hun tilegnet bogen til sin datter, Phoebe.

(S)experter

Forførelsens kunst er et komplekst, lært system med et stort antal af
regler nedfældet i mange glemte bøger. Det er en kunstform, der kræver
forskellige blandinger til forskellige mænd – og ikke mindst
fingerspidsfornemmelse for stemninger, timing og skjulte præferencer.

Én af hemmelighederne og et fællestræk for alle kvinderne, der bliver
beskrevet, er, at de er “sexperter” og kender erotikkens duftende
labyrinter. Bogen er som en slags ars erotica, en tiltrængt modvægt til
den almindelige seksualiserede kultur, der ellers har tilbøjelighed til
at besætte kvinders erotiske liv.

Og ved at tage ved lære af historiens gudinder, (gen)finde de erotiske
og stærke længsler – og leve dem ud, vil man samtidig også få løst
mandens nuværende maskulinitetskrise. For mændene vil elske det! Med et
humoristisk anstrøg taler Prioleau for en ny kussemagt: Vi skal lade
være med at fylde os med medikamenter og andre kvindelige udgaver, der
svarer til Viagra. Vi skal udelukke alle facistrådgiverne, og derimod
komme i kontakt med vores indre hundyr.

Og selvom bogen få steder har et strejf af selvhjælpsbog, så virker det overbevisende. For Seductress
er morsom, vidende og opløftende læsning. Men den tager tid at læse –
ikke mindst, fordi man som læser skal rumme så mange historiske
kvindeskæbner, men også fordi bogen virker som afrodisiakum! Man får
simpelthen en ubændig lyst til livet under læsningen.

Prioleau lover ikke læserne livslange kærlighedsforhold. Som Prioleau
tørt konstaterer, så er der altså også mænd, som ganske enkelt ikke er
modtagelige, men skidt, pyt, der er nok at tage af. Hun lover heller
ikke læserne lykke og rigdom. Men et spændende liv med mulighed for stor
personlig udvikling – on the wild side. Fuld erotisk selvudfoldelse er
for hende, den sidste feministiske bastion, der mangler at blive
besejret.

Anita Frank Goth er redaktør af Forum og kvinfo.dk

Seductress: Women Who Ravished the World and Their Lost Art of Love af Betsy Prioleau, Viking, 2003. Bogen kan lånes på KVINFOs bibliotek.