“At give sit eget Væsen fra sig i Henrykkelse”. Således beskriver Karen Blixen det, man mere prosaisk kalder sædafgang eller ejakulation. Nu følger en afhandling på underholdende og kringlet vis sædens spor, aftryk og betydninger i den vestlige kulturs kringelkroge. Og når frem til, at det der ofte fremstilles som grandios mandlig selvforherligelse, i virkeligheden er en rigtig risky business for mænd. For de billeder af orgasmisk lyksalighed, som bogens titel henviser til, rummer også angst, fortrængning, afspaltning og andre psykoanalytiske kategorier, der med gavmild hånd strøs ud over teksten. Der er en grundlæggende og original patriarkatskritik i hjertet af Murat Aydemirs bog. 

Legende og lærd føres vi fra Aristoteles over Proust, Bataille, Lacan og Derrida til hard core pornofilm og aktuel fotokunst i jagten på ejakulationen i kulturen. Forfatteren er en verdensmand: en hollandsk-tyrkisk intellektuel af den “franske” skole, der skriver på engelsk på et amerikansk forlag. Og hvilket engelsk! Der er schwung over teksten og en leg med sprogets mangetydigheder og spilmuligheder, der næsten tager vejret fra læseren og sine steder giver åndenød. 

Aydemir er ikke bare en sprogets kunstner, men også en tryllekunstner, der ikke skyr noget retorisk trick. Og for potentielle danske forlag kan jeg kun sige: Denne bog vil være et mareridt at oversætte. Det er klart for meget af det gode, hvilket jo – som Mae West har lært os – kan være en skøn ting. 

Mandekroppens fortrængte materialitet 

Hvorfor er det så, at sæd, testikler og ejakulation er interessante? Aydemir argumenterer overbevisende for, at sæd og udløsning er centrale smertepunkter i en “fallokratisk” kultur, hvor selve den fysiske penis med vedhæng er pinlig som andet end et usynligt underliggende princip. Han demonstrerer, hvordan den hvide, varme, skinnende og skummende væske er en pinlig påmindelse om, at manden ikke kun er koblet til ånd, men også er krop. 

Netop sæden er en memento mori, der minder manden om hans forbindelse til kropslige sekreter. Her bruger Aydemir på glimrende vis heteroseksuelle pornofilm til at demonstrere dette skisma, som han ser bogstaveliggjort i den obligatoriske slutning, hvor den (eller de) mandlige aktør(er) typisk trækker lemmet ud af kvindens vagina, anus eller mund og sprøjter sæd ud over hendes ansigt – ofte med et udtryk af foragt. Sædens placering på den kvindelige hud angiver, at den nu er fjernet fra sit mandlige ophav (der også visuelt fortoner sig), og sendes tilbage hvor den hører “hjemme”: nemlig som et afsondret sekret sammen med anden materie. Eller med andre ord: i det kvindelige. 

Denne tradition har flere tusinde år på bagen. Allerede Aristoteles hævdede, at sæden har en åndelig, æterisk kvalitet, der imidlertid efter afsondringen fordamper (og i indtørret form betænkelig meget minder om spyt). Han ser den absolutte materielle modsætning i blodet, især menstruationsblodet, der er den lavere kvindelige pendant til mandens himmelske og skabende materie. Blod og sæd kan ikke blandes, og ifølge Aristoteles kan sæd heller ikke fryses. 

Det kan den nu godt, har vi senere fundet ud af. Ikke blot som en eftertragtet vare i sædbankerne, men også som æstetisk objekt. I den cubansk-amerikanske fotograf Andres Serranos berømte kunstfotos af sæd, blod og ejakulation, ser vi sæd og blod i forunderlige blandinger, hvor de interagerer, men ikke bliver et. Aristoteles koblede sæden til himmellegemerne og stjernerne. Serrano lægger sig i denne tradition ved sin sære fortolkning af ejakulationen som en smuk og mærkelig “mælkevej” i billedetUntitled XIV (ejaculation in trajectory) i toppen af denne artikel. 

Udløsning og pengeskud 

Bogens undersøgelser af sædafgang går i fem forskellige retninger med hver sit kapitel: historie, psykoanalyse, pornografi, teori og litteratur. Tværfagligheden er både produktiv og dristig. Med dødsforagt overskrider Aydemir genremæssige og disciplinære grænser. Således bruger han for eksempel narrativitetsanalysens grand old man, Peter Brooks, til at se på pornofilm – og omvendt.

For Brooks’ klassiske model for en typisk fiktionsfortælling mimer på forbløffende vis et samleje (set fra mandligt synspunkt). Den er bygget op med forspil, spændingsopbygning og udløsning (ja, det er Brooks’ egne begreber). 

På den anden side er den stereotype pornofilm bygget op omkring en række klimakser, hvor det er sædafgangen(e), der så at sige samler trådene og giver hele forløbet betydning. Ikke kun narratologisk, men også økonomisk. 

Et standardudtryk i pornobranchen er således “the buck shot” eller “the money shot”: visualisering af sædafgang både sælger filmen og giver skuespilleren (eller hans stand-in) ekstra honorar. Sæden fremstår som garant for, at det er “rigtig” sex, der finder sted. Ejakulationen er den ultimative autenticitetsmarkør. 

Den sære canadiske pornoaktivist Bruce la Bruce leger med denne genrebundne virkelighedskonstruktion i en undergrundsfilm, hvor han ganske enkelt erstatter de obligatoriske pengeskud med scener, hvor dollarsedler daler ned fra loftet på lagnet. 

Fallos, penis og testikler 

Bogens psykoanalytiske og teoretiske dekonstruktioner er mere tørre med deres tekst-på-tekst-på-tekst-læsninger. Aydemirs styrke er imidlertid hans hypersensibilitet i forhold til retoriske og narrative greb, hvor han for eksempel viser, at den lacanianske tænkning selv kan psykoanalyseres. 

Hos Lacan er forskellen mellem den symbolske fallos og den konkrete penis som bekendt afgørende, men det lykkes Aydemir at genindskrive kroppen og den mandlige materialitet i det psykoanalytiske apparat. 

Lacan kunne kun tænke subjektivering og køn i forhold til nærvær og fravær – at have eller at være (“fallos”). Med Aydemirs insisteren på sæden som både central og marginal i den falliske økonomi bliver der kastet grus i det lacanianske forestillingssystem om kønsdannelse i forhold til enten mangel eller identifikation.

Aydemir er ikke kun en følsom tekstlæser, men også en glimrende billedanalytiker. For eksempel anvender han en lacaniansk optik på to værker af Leonardo da Vinci: det berømte maleri af en forførerisk Johannes Døberen (ovenfor, til højre), og så den frække kridttegning af “Den kødelige engel”. Johannes Døberen-maleriet er med Lacans læsning “fallisk”, idet den fraværende, men klart symboliserede penis (se blot den forlængede pegefinger) sikrer et fast kropsbillede med afgrænsede konturer. Englen med det kun let tilslørede erigerede lem har derimod en løs og udflydende kontur og et kvindagtigt bryst. Det er – paradoksalt nok – som om, blottelsen af den fysiske penis sætter det mandlige subjekts køn på spil. 

Med et massivt teoriapparat blotlægger Aydemir de kulturelle idealer og ængstelser, der er forbundet med seksualiteten. Den minutiøse gransken af komplekse teorisystemer som Lacan, Barthes og Derrida kan dog i længden virke trættende og indforstået og – trods emnet – paradoksalt abstrakte og hypotetiske. Her får læseren i hvert fald ikke klistrede fingre. 

Meningsløse ejakulationer 

Sjovere er Aydemirs dekonstruktion af Georges Batailles berømte avantgarde-pornografiske Historien om øjet (1928), en absurd seksualfortælling med alskens obskøniteter, især fokuseret på testikler, øjne og andre runde genstande. 

Fortællerens konstant villige elskerinde, Simone, stikker på et tidspunkt et øje op i sit underliv, hvor det “grædende” stirrer ud mellem hendes ben sammen med sæd, spyt og urin. Her overskrider Bataille en række grundtabuer, især sædens forstyrrende lighed med andre kropslige afsondringer, påpeger Aydemir. Allerede filosoffen Hegel så det som en “naivitet” fra naturens side, at eksistensens højeste funktion, forplantningen, var anbragt i samme organ som den laveste, urineringen. 

Historien om øjet er atypisk som patriarkalsk tekst. Ikke bare behandles sæden “uærbødigt” som ren og skær kropsvæske; de betydninger, der traditionelt tilskrives ejakulationen, udvandes, og ejakulationen er heller ikke tekstens kulmination. Tværtimod kommer sædafgangene i historien stød- og rykvist som ufrivillige antiklimakser, som en slags “hikke”. 

Bataille udfordrer en fallisk logik, idet han radikalt fraskriver udløsningen betydning. Han vender om på traditionelle hierarkier mellem åndelighed og materialitet, og mellem mandlighed og kvindelighed. Der er ingen fallisk selvfejring, men en “anti-ejakulatorisk” fortællestruktur. 

Historien om øjet peger dermed på alternative mandlige nydelsesmuligheder, mener Aydemir, nemlig i en utopisk, “horisontal” kønslogik hinsides udløsningens diktat. Disse lyksaligheder er ikke dele af et kontrolleret penetreringsforløb, men opstår pludseligt, “utidigt” og uforudset. De er i mere end én forstand “malplacerede”. 

André Massons tegning Acéphale (“Hovedløs”) fra 1936, som pryder Batailles værker, dekonstruerer ligesom Historien om øjet kropslige værdihierarkier. Hovedet er hugget af, og lemmet erstattet af et kranium for enden af et blotlagt tarmsystem. Dødningehovedet fremstår som både afføringskloak og urin- og sædkanal. De virile symboler er i stedet lagt i hænderne på den hovedløse krop. 

På sporet af den tabte sæd 

Tempoet falder i bogens sidste kapitel, der grandiost har titlen “Litteratur”, men i virkeligheden består af tre nedslag i Marcel Prousts storværk, På sporet af den tabte tid (1913-1927). Her mikrolæser Aydemir minutiøst tre scener: en våd drøm, en ufrivillig sædafgang under en slåskamp med en pige og en ensom onaniscene i solen. Ingen af disse scener eksemplificerer den triumferende heteroseksuelle penetrering, der vist ikke falder i forfatterens smag. Hverken Prousts eller Aydemirs. 

Afhandlingen slutter lidt uforløst(!), hvilket nok netop er intentionen. For en tilfredsstillende konklusion ville være alt for ejakulatorisk at bede om. Men læseren er blevet opmærksom på, at ejakulationen ikke er en naturlig akt, hvor maskulinitet og identitet går op i en grandios syntese, men at sædafgangen er et kulturelt smertepunkt, en produktiv krise, hvor køn, lyst og betydning på afgørende vis sættes på spil. 

Der er rigeligt med ordsalat og suggestive spekulationer i denne forrygende bog, hvis største fortjeneste ikke er de konkrete tekst- og billedanalyser, men det enorme rum af betydning, den åbner. En springflod af aha-oplevelser – for nu at blive i billedsproget.