Lad mig starte med en historie. Lad os kalde den: ’Nu kan alle se, hvilken luder du er’

En januarnat  i 2017 havde 15 årige Julie sex med en dreng. Den nat ændrede alt. For de blev filmet og filmene blev delt.

Julie var inviteret til en privat fest. De tre drenge på drengeværelset sagde, at andre gæster var på vej, så Julie åbnede sin flaske Asti. Det meste af aftenen er gemt i en tåge af alkohol.

Hun husker dog at en dame – en af drengenes mor – kom ind på værelset og kaldte hende en hore. På det tidspunkt havde hun ikke opfattet, at hun havde haft sex med den ene dreng. Men opfattede nu, at hun ikke havde tøj på.

Nu startede det egentlige helvede. Filmen af hende, der havde sex med en dreng blev delt i tusindtal. Der opstod rygter om, at Julie havde været sammen med flere drenge på en gang på skolens toiletter.

Hun fik beskeder: ’Fuck hvor er du klam. Jeg har set det, og du fortjener det så hårdt’

Det samme gjorde hendes forældre: Deres datter blev kaldt en runde-trunte.

’Du kan tro drengene sender den rundt. Og nu vil du sikkert sige, at Julie er offer for en slags hævnporno, men igen – hvorfor bringe sig selv i den situation’, skrev de.

Om Agnes Henningsen Festivalen

Agnes Henningsen Festivalen foregår på herregården Lundsgaard ved Kerteminde i dagene 16.-18. november.

Programmet byder på meget mere end diskussion af forfatterskabet: Koncerter, kortfilm og indlæg fra markante personligheder som Suzanne Brøgger, Geeti Amiri og Mette Fugl.

Læs også om Agnes Henningsens forfatterskab og betydning i Nordisk Kvindelitteraturhistorie.

Illustrationen til artiklen her er lånt fra festivallens logo.

I 1918 foreslog Dansk Forfatterforening at sætte Agnes Henningsen på Finansloven. Men efter en heftig pressekampagne blev det stemt ned. Hendes bøger spredte gift og forargelse, mente man.

Der var en hadfuld tone over for Agnes Henningsen, kan man læse i aviserne fra dengang. Modstanden mod hende nåede orkanstyrke.

Hendes forfatterskab blev betegnet som fordærveligt:

’Hun kan skildre den mest gruopvækkende sædelige fordærvelse på en måde, som om det var ganske almindelige og selvfølgelige sager, hun behandlede. Med andre ord, hendes frækhed er uden grænse.’

Godsejer Rudolf Juel kaldte en af hendes værker for smudslitteratur.

’Den er på over 250 sider og er fra først til sidst gennemsyret af smuds; den indeholder overhovedet ikke andet end smuds og gemenheder’.

Agnes Henningsen er den eneste, der et strøget af Finansloven af moralske grunde.

For Agnes Henningsen skrev romaner om kvinder, der levede frit og som havde erotiske følelser. Og det var en frihed hun praktiserede med sit eget liv som eksempel.

Da hun i 1887 bliver gift for første gang, blev hun enig med sin mand Mads Henningsen om, at det med én partner hele livet var temmelig urealistisk for dem begge.

Hun bringer kvindelig mascohisme på bane i flere romaner. Hun mener blandt andet, at piger, der er opdraget med korporlig afstraffelse, til tider kan finde erotisk stimulans i vold.

Homoseksualitet er også et af de emner, hun kommer ind på. Hun skriver blandt andet:

’At en person har lyst til sit eget køn, hvad der ikke skader nogen, forplantningen skal nok passe sig selv, det er ikke tilladt. Det vil de helst have straffet. Krig med millioner af lemlæstede og døde, det er tilladt’.

Agnes Henningsen kæmpede kort sagt for størst mulig frihed i elskov. For mænd og for kvinder. Den frie kærlighed var egentlig allerede dengang moderne, men kun for mænd.

Med festivalen her på Lundsgård Gods fejrer vi Agnes Henningsen, som den foregangskvinde hun var.  Det er 150 år siden, hun blev født her på Fyn, og det er 100 år siden, hun blev afvist på finansloven.

Vi står på skuldrene af Agnes Henningsen, der var forud for sin tid – en foregangskvinde for seksuel ligestilling. Hun gik foran i kampen for at sige ja, sige ja til at kunne udleve sin seksualitet.  Det gjorde hun i sit eget liv og i sit normbrydende forfatterskab.

Hun brød med de traditionelle borgerlige normer, med stivende kønsroller, uudlevet seksualitet og påtvunget passiv dydighed. Hun gik imod den gængse moralopfattelse, som krævede, at kvinder sad med samlede ben og nedslagne blikke, indtil de døde af ærbarhed.

Fri kærlighed var absolut ikke en selvfølge dengang for kvinder, og det er det faktisk heller ikke i dag.

Det viser historien om Julie.  Man undrer sig. For hvor er forargelsen over drengen i den historie.  Er den frie kærlighed stadig kun for mænd?

Det viser undersøgelser desværre. For der er også i dag store forskelle på de normer, der gælder drenge og piger. Seksuelt aktive piger risikerer at blive hængt ud.

De sociale medier har taget os med bukserne nede og afsløret den underliggende dobbeltmoral, hvor selv helt unge reproducerer nogle af de værste stereotyper om mænds og kvinders seksualitet.

Men hvordan er det nu? Beder vi ikke også med Metoo-bevægelsen om det modsatte. Siger vi ikke med Metoo nej til fri kærlighed, nej til flirt, nej til det lille klap bagi? Det er vist sådan mange opfatter bevægelsen.

Men Metoo handler ikke om sex eller om fri kærlighed. Den handler om en konkret uligestilling på arbejdsmarkedet og på uddannelsesinstitutioner. Den handler om udnyttelse af magtpositioner.

Om ansatte, der med rette frygter at miste deres job og derfor tøver med at sige fra. Metoo handler fx om frisøreleven, der af chefen blev kaldt for »fars lille lebbepige« og »fars lille suttetøs«. Hvor chefen dagligt viste pornografiske billeder på computeren og bad frisøreleven om at åbne en postpakke, hvori der var en stor dildo.

Metoo handler om studerende på uddannelsesinstitutioner, der prøver at sige nej til sex med deres professor, og som oplever repressalier som konsekvens af deres nej.

Metoo handler om overgreb. Det er det modsatte af fri kærlighed. Bevægelsen er i sig selv en kæmpe kraft, hvor tusindvis af kvinder for første gang er stået samlet frem og har fortalt om en kultur, som vi tidligere har negligeret, skubbet fra os, skammet os og følt skyld over.

Eller hvad med det meget diskuterede forslag om at indføre en bestemmelse i straffeloven, der betyder at sex uden samtykke er voldtægt. Skal vi nu til at binde kærligheden ind i kontrakter?

Nej, men friheden til at sige ja – uden skam – er tæt forbundet med friheden til at sige nej. Det er på tide at loven tager udgangspunkt i en samfundsmoral om, at sex foregår frivilligt og gensidigt, for kun sådan kan kærligheden være fri.

Agnes Henningsen er en rollemodel – selv i dag. Der er sket store fremskridt på de 100 år, der er gået. Tænk bare på vores på vores syn på homoseksualitet, som med homoseksulles ret til gifte sig, til at adoptere og til at blive forældre, er blevet stillet lige.

Og tænk på den skam, som tidligere blev enlige mødre til del. Og tænk på metoo-bevægelsen som hjælper med at gøre ofre fri af overgreb.

Men sagen om Julie viser os, at fremskridt ikke sker på alle områder.  Der er stadig behov for Agens Henningsens arv –  for at opnå den frie kærlighed. Den frie kærlighed, hvor kvinder ikke dømmes ude for at være med, og hvor vi deltager helt frivilligt. Den kan både Julie, Agnes Henningsen og jeg sige ja til.

Derfor er Agnes Henningsen-festivallen så meget mere end en 150-års dag for en stor forfatter.

Tak for at tage initiativet og med et fornemt program, der spænder vidt med navne som Suzanne Brøgger , Geeti Amiri og rapperen Nikoline, der  fører arven fra Agnes Henningsens ind i nutiden. Rigtig god festival.