I.

I sidste nummer af FORUM for køn og kultur leverede Lilian Munk Rösing (herefter LMR) et langt, grundigt og velskrevet anmelderessay af min bog Herman Bang. Mærkværdige læsninger. Når jeg vælger at replicere, er det ikke for at diskutere kvaliteten af hverken min bog eller LMRs anmeldelse. Drivkraften er ikke fornærmethed eller såret forfængelighed. Derimod bekymrer det mig, at anmeldelsen udtrykker en heteronormativ tendens, der er karakteristisk for psykoanalysen, især den ny-lacanianske version, LMR repræsenterer; samt for dele af feminismen, en kategori, som vist både LMR og jeg med visse forbehold identificerer os med. 

Denne replik er således skrevet ud fra et fromt ønske om at(gen)rejse en queerteoretisk debat inden for feminismen. Og for grundlæggende at stille spørgsmålstegn ved, hvor god en teoretisk og politisk alliancepartner psykoanalysen er i en kritik af patriarkatet og heteronormativiteten.

Først må jeg dog forholde mig til en grundlæggende misforståelse i LMRs fremstilling af mit projekt. Når hun har svært ved at skelne mellem min holdning og Herman Bangs – ja, synes at identificere mig med Bang – skyldes det, tror jeg, at hun opfatter min læsning som fænomenologisk og hermeneutisk og ikke som det den er:diskursanalyse

Udtrykt mindre akademisk: jeg fremlæser ingen almengyldige sandheder om eksistensen, mennesket, seksualiteten og kønnet ved hjælp af Herman Bang. Og jeg bruger ikke Bangs litteratur som afsæt eller inspiration til at konstruere en kønsfilosofi. 

Derfor må LMR forgæves efterlyse: “nogle mere generelle teser om forholdet mellem køn, identitet og litteratur”. Mit projekt er anderledes og mere beskedent. Det er først og fremmest et forsøg på en nytænkende og dynamisk forfatterskabslæsning og mere overordnet en delbestræbelse efter at mærkværdiggøre den danske litterære kanon. Eller mere dramatisk udtrykt: at pervertere den danske litteraturhistorie. Men det er en længere historie…

Jeg bruger ikke Bang og hans tekster som afsæt til en kønsfilosofi eller en eventuel queer etik. Det er han aldeles uegnet til, da Bang selv er heteronormativ over en hals. Ja, sat på spidsen, kan han sågar betragtes som en medkonstruktør af heteroseksualiteten. I en rigid queerpolitiserende fortolkning må hans mange knæfald for normaliteten betegne hans tekster som “slavediskurser”. Og jeg identificerer mig absolut ikke med hans lidelsesstrategi i forhold til homoseksualitet, som for øvrigt naturligvis må vurderes ud fra den radikalt anderledes historiske situation, han virkede i. 

Når LMR påpeger: “Men jeg kan absolut ikke gå med til, at der sættes lighedstegn mellem “lidende” og “homoseksuel” render hun åbne døre ind. For når jeg påpeger, at en given forfatter, Herman Bang, anvendte en given strategi for hundrede år siden, er det naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg personligt overtager denne. 

For at skære det ud i pap: Jeg mener ikke, at lidelses- og offer-retorik er et særligt nyttigt værktøj i dag for hverken feministisk eller queer tænkning (i mit univers er de to sider af samme sag!); eller for at udtrykke det i de identitetstermer, LMR vist foretrækker: hverken for kvinder eller homoseksuelle mænd, to termer, jeg forholder mig noget mere spørgende og skeptisk til end LMR.

Når LMR synes at kollapse Bangs og min position, skyldes det endvidere, at hun ikke opererer med nogen som helst historicering af seksualiteten. Denne historicering er helt afgørende for min queerfeministiske position. At hævde, at jeg foreslår “bøssen” (en kategori snævert knyttet til 1970’erne) som universalstørrelse i en historieløs iscenesættelse af den psykoanalytiske “urscene”, ligger fjernt fra min forståelsesramme og min insisteren på, at den homoseksuelle persontype er en historisk kategori, der opstod i 1870’erne (Bang var en af Danmarkshistoriens første moderne homoseksuelle) og vel på mange måder er ved at forsvinde. Ligesom den heteroseksuelle for øvrigt. 

Når LMR anklager queer teorien for at operere med en “dem-eller-os”-logik, er hun ligeledes langt fra bevægelsens bestræbelser. Queer teorien søger i høj grad netop at problematisere den dualisme, som LMR begræder fraværet af i sine ofte gentagede besværgelser af vores kønskulturs manglende evne til at tælle til to, en “mangel”, jeg er mindre optimistisk med hensyn til eksistensen af. Men hvis hun har ret, hilser jeg da denne situation velkommen.

II.

At LMR og jeg teoretisk er fundamentalt uenige, er en interessant og frugtbar situation, der ikke i sig selv giver anledning til bekymring. Derimod er det LMRs påkaldelse af etikken, der gør mig urolig. Ifølge LMR lider jeg af en grundlæggende heterofobi. Denne anklage kan jeg godt leve med, for der er sgu diskurser, strukturer og institutioner nok, der taler heteroseksualitetens sag. Men LMR hævder også, at queer teorien lider af vrangforestillinger om undertrykkelse og uretfærdighed: “Der huserer i queer teorien en fantasi om, at de heteroseksuelle sidder på flæsket; at det er dem, der kører med klatten, hvad enten de er mænd eller kvinder, at de er foruden den brist eller mangel, som stigmatiserer de alternativt seksuelle. Det et det logiske og etiske problem i Heedes kønsfilosofi: fantasien om, at der skulle findes nogen som ikke lider, nogen som ikke er ekskluderede, nogen, som ikke mangler noget.”

Det der som gammel feminist slår mig med denne retorik er, hvor meget den ligner tidligere kritikker og banaliseringsstrategier i forhold til kvindekamp. Prøv at udskifte “heterofob” med “mandehader”, og prøv at udskifte “heteroseksuelle” med “mænd”, så ligner det noget vi kender: at kvinder skam ikke er ene om at være undertrykte, at mænd skam også er undertrykte, måske endda endnu mere og så videre og så videre…

Hertil er kun at sige: nej, heteroseksuelle (især ikke heteroseksuelle kvinder) sidder ikke på flæsket. Men vores kultur rummer strukturelt set en række diskrimineringer af homoseksuelle og en række – ikke monolitiske eller entydige – magtrelationer, der privilegerer heteroseksuelle. I øvrigt i lighed (men ikke sammenfaldende) med, at kvinder undertrykkes af og i en række symbolske, økonomiske, kulturelle strukturer. At sige, at mænd også er undertrykte, er vel næppe et argument mod konkrete, genstandssensitive og komplekse analyser af forskelsbehandling. At sige, at alle er “ekskluderede”, banaliserer begrebet samt det faktum, at nogen er mere ekskluderede end andre. Det er gratis og uforpligtende heteroseksuel patos.

En ting, tror jeg, positioneringen som “homoseksuel” har lært mig: aldrig at bagatellisere andre undertrykte gruppers oplevelse af undertrykkelse. Jeg er skeptisk, når mænd latterliggør kvinder, der giver udtryk for oplevelser af undertrykkelse, og jeg er skeptisk, når heteroseksuelle diagnosticerer homoseksuelles følelser af forskelsbehandling som “fantasi”. 

Når Lilian som heteroseksuel – og i denne sammenhæng identificerende sig med den privilegerede majoritet – på forhånd afviser realiteten af en homoseksuel oplevelse af undertrykkelse, mener jeg, det ville svare til, at jeg som mand på forhånd ville frakende hendes eventuelle oplevelse af kønsmæssig uretfærdighed realitet. Dette er efter min mening en af heteronormativiteten og patriarketets mest subtile og effektive virkemåder.

Endelig er jeg betænkelig ved LMRs begreb om “etik”, der vel at mærke aldrig ekspliciteres. Det anvendes kun negativt i diagnosticeringen af min “logiske og etiske fejlslutning” – hvad en “etisk fejlslutning” er, forbliver mig en gåde. Dette skyldes ikke mindst, fordi jeg tidligere er stødt på begrebet i LMRs anmeldelse af min bog Det umenneskelige. Analyser af seksualitet, køn og identitet hos Karen Blixen i Dagbladet Information (1.2.2002). Her foretages den kobling eksplicit, der i den senere anmeldelse blot ligger underforstået. Døm selv: 
“Det heteroseksuelle forhold er et vanvittigt indfald hos en hyperkreativ Gud, jovist, men netop derfor er det eksistensens store udfordring. Kønnet og kærligheden sårer mig, begrænser mig, bringer mig døden nærmere, jovist – men kun ved at tage begrænsningen, såret og dødeligheden på mig kan jeg blive et etisk subjekt blandt andre subjekter”.
Rene ord for pengene. And where does that leave me? I det psykoanalytiske fraspaltede blandt de øvrige grupper, der ikke tager “eksistensens store udfordring” på sig og således pr. definition for evig og altid er udelukket fra nogensinde at kvalificere til betegnelsen “etisk subjekt”. Er det i sidste ende en “hetero-etik”, LMR efterlyser?

Nu kunne man synes, at alt dette blot er akademisk tågesnak fjernt fra køns- og seksualitetskampens egentlig slagmarker, “det virkelige liv” eller andre konstruktioner. Lad mig her blot minde om, at da loven om registreret partnerskab for personer af samme køn for nylig blev indført i Frankrig, var nogle af de argeste modstander netop lacanianske psykoanalytikere. 

Dag Heede er lektor, ph.d, Institut for Litteratur, Kultur og Medier, Syddansk Universitet.