Noter fra et litterært efterår

Jeg så Bestseller i går aftes efter Mary og Frederiks forlovelsestumult. Isabella Miehe-Renard gjorde det glimrende, dog med en vis desperation, for den anglo-indiske forfatter Hanif Kureshi var ikke nem at interviewe. Hans grundholdning var fornærmelsen, og hvis ikke det var så irriterende, havde det været lige til at grine ad.

Kureshi havde skrevet en novellesamling bl.a. om den aldrende mands drøm om at flytte sin hjerne og bevidsthed over i en ung krop. Fint nok, ideen er ikke ny for den, der som jeg læser science fiction, men da det viste sig, at Kureshi endnu ikke er fyldt halvtreds, tja, så mistede jeg interessen – hvor forkælet kan man blive?

Og dog. Mandlige forfattere har noget med dette indre sammenbrud, der i fyrrerne åbenbart fremkaldes af en ny bevidsthed om livets begrænsninger. Det der irriterer mig, er litterariteten i anfægtelserne, denne trang til gennem litteraturen at straffe verden for det uomgængelige, at vi ældes og skal dø – en tysk filosof har ligefrem kaldt døden en skandale.

Forfatternes sprog og æstetik er forskellig, og alligevel forekommer teksterne underlig standardiserede, som en slags litterær rite of passage visse mænd skal igennem, når deres egen død rykker nærmere.

Naturligvis er det et risikabelt projekt for enhver forfatter, i og med at et af europæisk litteraturs dybeste værker om ungdom, aldring og død, Thomas Manns lille roman Døden i Venedig fra 1913, er svær at overgå. At romanen har en umiskendelig homo-erotisk, måske pædofil undertone, har ikke noget med sagen at gøre.Døden i Venedig har sat en litte-rær dagsorden, der lader til at skulle følges.

Godt en uges tid før omtalte Bestseller stod jeg en morgen uden for vandrerhjemmet i Risskov sammen med en gruppe kollektivister i begyndelsen af tresserne. De fejrede et tredveårs jubilæum og var lidt slidt af mange oplevelser og en hel del øl og vin.

Der er noget næsten magisk ved de allerførste efterårsmorgner, solen er skarp, og der er et bid i luften, som berører huden på en rå, men tøvende-kærlig måde. Det er disse tidlige efterårsdage, der erkendt eller uerkendt giver os en fysisk samhørighedsfølelse med vores region, med Nordeuropa, der nok er lunefuld og så alligevel stimulerende – jeg føler mig aldrig mere dansk end på denne tid af året!

Måske var det den følelse, der fik en meget smuk kvinde i gruppen til at fortælle om sine besøg i Latinamerika: Da hun var der første gang for tyve år siden, kunne hun ikke gå i fred. På en nylig rejse dertil havde ingen lagt mærke til hende.

Vi kom uundgåeligt til at snakke om Doris Lessings roman fra 1973,Sommeren før mørket, der beskriver hovedpersonen Kates oplevelse af usynligheden, og hvad det medfører af selvransagelse og ny forståelse af kvindelivet i en turbulent og brutaliseret verden.

Og så stod vi der omgivet af meget høje træer, blinkende mod den ubarmhjertige kolde morgensol, hostede lidt over vores cigaretter og funderede. Der var ikke rigtig enighed om det med usynligheden, den smukke kvinde vil ikke rigtig være ved, at hun er lidt usikker på, om det nu også er så godt. Jeg synes, det er godt og fortæller om en fremtidsdrøm, jeg har haft siden jeg blev halvtreds:

Når jeg bliver gammel nok, vil jeg tage en sort kjole på, finde mit pas, plastickort og tandbørste og kalde på min kat. Og så vil jeg gå ud i verden sammen med katten, en lille ligegyldig, gammel kvinde, som ingen ser og som nu – endelig! – kan få lov til at være i verden, uden at nogen blander sig i hendes oplevelsesmåde, synsvinkler, fordømmelse eller fryd.
 

Noter om nomadedrømme

Jeg er nu otteogtres og har stadig min drøm. Hvis jeg betragter drømmen litterært og usentimentalt, er jeg ikke i tvivl om, at den er en blanding af en egoistisk trang til absolut frihed og håbet om en smuk død. Jeg har i årenes løb mødt flere kvinder med den samme drøm, men det gør den jo ikke ringere.

Det sjove er selvfølgelig, at jeg kunne virkeliggøre min drøm i morgen. Mine nærmeste ville klare sig glimrende uden mig, de ville sikkert også tilgive mig dette sidste egoistiske valg og nogen, nogen få, ville forstå det, selv om de ikke har den samme drift hverken mod frihed eller død.

Hvad holder mig tilbage?

Jeg kender det nomadiske liv, som jeg prøvede for tyve år siden. Den bestandige bevægelse i Europa og Mellemøsten blev som en gift i blodet, jeg havde svært ved at slippe af med, da jeg besluttede – trods alt – at blive bofast i Danmark.

De første år var forfærdelige. Hver tredje måned havde jeg abstinenser som en junkie og turde ikke en gang tage med rutebilen til Aalborg 40 km væk. For jeg var sikker på, at når først jeg var på vej, ville jeg fortsætte og aldrig mere komme tilbage. Jeg var også sikker på noget andet, nemlig at det ville være langt lettere at vende tilbage til det nomadiske liv, end det havde været at blive redebygger.

Så det er ikke frygten for at krydse grænser i det uendelige, der holder mig tilbage.

Jeg har flere romaner i mig, de skal skrives, naturligvis, skrivetrangen er næsten biologisk. Men jeg har jo prøvet det – at skrive overalt fra hotelværelser og lufthavsterminaler til små elendige rum, hvor mennesker rundt om mig taler et fremmed sprog.

Jeg husker tydeligt mine sidste uger det sidste sted, jeg boede før min tilbagevenden.

Jeg boede i det ortodokse armenske kvarter i Jerusalem inden for de gyldne mure. Et par nætter delte jeg mit værelse med en halvtredsårig egyptisk-armensk kvinde, der ventede på et fly til Australien. Da hun tog af sted, havde hun kun en lille håndtaske med, og jeg spurgte, hvor hendes bagage var. Hun behøvede ikke mere, sagde hun. Hun kunne købe undertøj og en ny kjortel, når det var nødvendigt. 

Hun skulle bare opholde sig et varmt sted.

Hun rejste, og jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Jeg tænkte på at overvintre i Australien, hvor jeg før havde boet, jeg havde stadig venner der og følte – som jeg stadig føler – at jeg ikke var færdig med det voldsomme kontinent. Men inderst inde vidste jeg, at hvis jeg vendte tilbage til Australien, ville jeg næppe gense Danmark. For jeg kunne jo skrive mine romaner hvor som helst. I en helt anden del af bevidstheden flimrede billederne af en halvfjerdsårig kvinde, der flakkede fra sted til sted, lejede et værelse og af og til en skrivemaskine, og skrev sin roman. For straks derefter at rejse videre.

Jeg havde ikke hjemve, det har jeg aldrig når jeg er i udlandet, det var snarere synet af mig selv – dér langt væk, et fugleskræmsel på vej til et posthus med en bunke papir under armen, et lille monster af en kvinde i en telefonboks, rasende i forsøget på at få forbindelse med sin forlægger i København.

Visionen var sådan set ikke skræmmende, jeg er altid endt med at få sendt et manus fra udlandet og komme igennem på en telefonlinie til København. Det jeg så, var simpelthen en billedliggørelse af en af valgmulighederne.

Den anden mulighed var at vende tilbage til det Nordjylland, jeg altid har elsket for dets mange vande, dets vilde lys og store himmel.

Jeg har tit spurgt mig selv, hvorfor jeg valgte at slå mig ned med hus og kat. Svaret er tåget, måske handler det bare om, at jeg både er nomade og redebygger. Da det er fysisk umuligt at være begge dele på én gang, ja, så måtte jeg vælge, også selv om nomadedrømmen måske ikke var levet helt ud.
 

Noter fra en opvækst med kvinder

Efterkrigsårene i Aalborg. En etageejendom med ti lejligheder, i tre af dem enker – heraf to med børn. Magtesløshed og træt vrede over den materielle elendighed, skolen, manglen på farver. Dyb irritation over alle de gamle koner, der hele tiden spørger, om jeg ikke snart skal forloves.

Forloves? Vorherre bevares! Hvor har de koner deres hoved henne?

Selvfølgelig er de nyfigne, i egen forestilling færdige med livet, så hvorfor ikke suge lidt energi og varme ud af teenagepigerne?

Kun konerne spørger om noget, de andre voksne kommanderer og forbyder, irettesætter og lader, som om de har styr på det hele.

Min veninde og jeg vil ikke forloves, vi vil noget andet, ikke helt afklaret. Men allerede som tolvårig ved jeg fra mit liv i opgangen: Det handler om at have et job, at få en uddannelse! Jeg skal ikke have noget af at sy legetøjsdyr på en trædemaskine om natten, tiltuske mig lidt penge fra en svoger, der er produkthandler! Og værre endnu – jeg skal ikke være som den arme enlige mor i opgangen ved siden af! Hun er en etageejendommenes Mimi med barn, der er ingen Rodolphe at elske og dø for, hun broderer ikke, men syr for fremmede. Det mest ubærlige er, at hun syr aldeles elendigt!

Da min mor får syet min første uldne efterkrigskjole hos hende, brister det for mig, og jeg lærer at sy mit eget tøj – ofte af kjoler, arvet efter mine aalborgensiske tanter.

Trods en hæderlig realeksamen kan jeg ikke få en læreplads i en boghandel. Der er ikke noget, der hedder bistand, ingen SU, hvis man vil gå videre i uddannelsessystemet, der er ingenting ud over ens egen foretagsomhed. Den sorte jazz er kommet rullende ind over os, amerikanske og engelske film, jamen, der er ingen ende på herlighederne, på farverne! Så jeg maler påklædningsdukker i skoleårene, jeg kan huske alle kjolerne i en musical og scorer på det. Senere opretter jeg med min bror og vores kammerater byens første babysitterbureau, for penge til film og musik skal vi have!

Jeg har ingen fine fornemmelser og er villig til at tage et hvilket som helst job, jeg prøver mildt sagt lidt af hvert flere steder i landet. Jeg får en studentereksamen på kursus, der er afbrudte studier, skilsmisse, min teenagebeslutning hænger ofte i en tynd tråd, men jeg har altid arbejde. Først da jeg er sidst i tredverne, får jeg en læreruddannelse efter fire lyksalige års studier. Til stor morskab for venner og kampfæller på venstrefløjen har jeg håndarbejde som mit ene liniefag og syr tøj og broderer (helst kinesisk silkebroderi) med stor glæde. Det andet liniefag – historie – er omvendt helt stuerent.

Mange år senere siger min revisor: Du arbejder for meget og tjener for lidt.

Ja, Jens, men jeg havde skræmmebilleder fra gaden derhjemme og vidste, at luset arbejde var bedre end ingenting. Og i årenes løb går det op for mig, at jeg har fået noget mere og stærkere end skræmmebilleder med: Troen på, at kvinder er svære at knække.
 

Noter fra en fremtid

Ud af dette vildnis af erfaringer (Mary McCarthys udtryk) kommer en forfatter, i 2003 single gennem tyve år, bosat i et murermesterhus fra 1943 i en nordvestjysk landsby. Bofællen er en stor rundstrikket kat, halvt klumpedumpet bondeknold, halvt emperor, hvorfor han lyder navnet Ming efter dynastiets grundlægger.

De første år i huset er ikke nemme. Ganske meget freelancearbejde går mig forbi, fordi jeg ikke er synlig i de københavnske miljøer. Romanerne – ikke mindst science fiction-romanerne – er ingen guldgrube og tager tid at skrive. Der er ubønhørlige terminer, varme og el, mad og smøger, så jeg tvinges ud i et knokleri, som jeg i tilbageblik ikke helt forstår, jeg klarede.

Ét forhold styrkede mig: Et års tid efter indflytningen i huset holdt jeg op med at menstruere. Da jeg i årevis havde blødt liv og kræfter ud af kroppen og plettet mange stole, var det en ufattelig lettelse. Ikke mindst fordi jeg ikke havde nogen af overgangsalderens plager – det holdt bare op.

En sidegevinst var, at jeg blev rigtig glad for min krop. Når romanskrivningen i perioder går strygende, kan jeg næsten danse hen over gulvet og i et paradoks føle mig meget kvindelig.

Måske er det forståeligt, at jeg på denne baggrund er temmelig kold over for de fyrreårige mænds krops- og dødsfiksering. Jeg har en krop som alle andre, jeg kender lysten og fødslens smerte, den fundamentale udmattelse og efterhånden også erhvervsskader som seneskedehindeproblemer, tendensen til iskias og depressioner efter hver færdiggjort roman. Antagelig fra min mor har jeg arvet senefortykkelser i håndfladerne, så mine en gang så berømte hænder – det handlede vist mest om mine lange røde negle! – i dag ligner fuglekløer. I perioder døjer jeg med svimmelhedsanfald og åreforkalkningen truer henne om et eller andet tidshjørne.

Men jeg er jo nok beriget med et temmelig godt helbred, skavankerne er i hvert fald til at overse. Min krop er et arbejdsredskab på linie med sindet og viljen og indsigterne, den er min ven og fjende som resten af mig, hverken mere eller mindre. Når fysikken svigter, bliver jeg aldeles rasende, jeg har ikke tid til at ligge brak, hvad er det for noget?!

Men jeg er ved at lære det – at gøre tingene i et mere roligt tempo. Jeg har også lidt sent opdaget, hvor vidunderligt – og klogt – det er at holde vinterferie. Sådan noget som lungebetændelse og influenza og stort set også forkølelse er næsten ukendte fænomener efter et par uger i Atlanterhavets blide, lune brise omkring La Gomera.

Kvinder får tit at vide, at de skal være gode mod sig selv – og mine veninder og jeg spørger hinanden, hvad det vil sige? Jeg har ikke rigtig andre svar end denne vinterferie.

Jamen, så er alt jo godt?

Åh ja. Direkte adspurgt ville jeg svare, at jeg trods skavanker og savn aldrig har haft det så godt som de senere år. Mit liv føles rigt, jeg har ikke brug for at suge energi ud af yngre kvinder, men vil gerne snakke med dem.

I 1996 kom jeg på finansloven og vågner ikke længere efter onde drømme om terminsydelse og varmeregning. Denne relative tryghed er vigtig for evnen til at koncentrere sig, og jeg har brug for koncentration både til at skrive og til at læse, hvad enten det er romaner eller hårde fagbøger om verdens beskaffenhed. For selv om jeg efterhånden rejser meget lidt, er mit engagement i verden ikke formindsket, tværtimod.

Selvfølgelig savner jeg familie og nære venner, der bor i København og endnu længere væk. Jeg savner biografer og museer, hårdhændede debatmøder og de hyggelige barer, gaderneog de ualvorlige parker. Jeg savner også at sy og brodere, men har for længst accepteret, at alt har en pris, såre banalt, men sandt.

Jeg ville så gerne være en vis kvinde, men måske er jeg bare lidt fantasiforladt. Det er faktisk noget, jeg har tænkt en del over det sidste år eller to. Jeg kan selvsagt ikke konkludere, men et par brokker fra erfaringernes vildnis er dog synlige:

Krigsårene 1940-45 lærte os at læse bøger, men de stækkede også fantasien, i samme grad som katastrofebevidstheden blev skærpet. Man blev observerende, og fordi ord kunne være farlige med de mange familiemedlemmer i modstandsbevægelsen, sagde man ikke altid det, man tænkte.

På det punkt ligner jeg emigranten, der tænker sit for at omgive sig med en vis usynlighed og samtidig nægter at opgive sine inderste tanker. Tabet af fantasi og umiddelbarhed blev dog opvejet i et større perspektiv: Krigsårene gav én en særlig tidshorisont eller tålmodighed over for Store Forhold, en tålmodighed, der er mere end påkrævet efter 11. september 2001.

Måske handler det bare om, at jeg faktisk er ved at blive gammel?

Også dét, men ikke kun. Da jeg var omkring de tres, gik jeg i panik ved tanken om, at jeg havde et begrænset antal romaner tilbage at skrive. Jeg tænkte egentlig ikke på døden, kun på tid – det tager så og så lang tid at skrive en roman! Jeg diskuterede det med en jævnaldrende veninde, og vi konkluderede, at vi jo nok var ved at være for gamle til æstetiske eksperimenter.

I dag griner vi ad os selv, vi har nået den alder, hvor vi dybt sandfærdigt kan sige: Vi er så gamle, at vi har tid nok! For sådan føles det – der er tid nok. Jeg lader mig ikke længere definere af andre, min kvindelighed er helt min egen med rynker og slap hud og fuglekløer og så videre.

Din sidste roman er så blød, sagde en af mine lokale, mandlige venner forleden om Citrontræet. Jeg har hørt det før, men først nu – i dag – går det op for mig, at det nok skyldes, at min kvindelighed endelig er kommet til fuld udfoldelse.

Jamen, måske har jeg aldrig været lykkeligere end nu?