Mødet med Grønland byder på så unikke oplevelser, at man ved hjemrejsen kun kan tænke på, hvornår og hvordan man kan komme tilbage. Sådan havde jeg det i det mindste efter det første besøg på Sulisartut Højskoliat, Arbejderhøjskolen i det sydlige Qaqortoq i 2002, hvor jeg deltog som værtinde i FL, et LO-kursus i feministisk ledelse!
Til det helt uforglemmelige hører mødet med Aleqa Hammond, der dengang var ansat som lærer på højskolen. For mig blev hun et levende symbol på de meget stærke personligheder, som lykkeligt forener en barndom i fangerkulturen med en ungdom i et globalt verdenssamfund.

Unik erfaring giver håb om en løfterig fremtid

I Danmark hører vi sjældent om alle de unge mennesker i Grønland, som ikke bare klarer sig godt, men som i sig rummer en så unik erfaring, der vokser ud af deres egen personlige skæbne i en grad, så man tager sig i at tænke, at her er et menneske, som giver håb om en løfterig fremtid for et helt folk.
Da vi i 2002 spurgte Aleqa Hammond, hvad hendes fremtidsplaner var, fortalte hun, at hun aldrig ville være politiker, og at hun aldrig ville giftes. Men følger man bare en smule med i Grønlandsk politik, vil man vide, at samme Aleqa Hammond i dag er leder af Grønlands næst-største parti Siumut, svarende til det danske Socialdemokrati, gift er hun også blevet, så hvad der fik hende til at skifte mening, var vi mange, der var opsat på at få at vide, da FL for anden gang fik mulighed for at møde hende i Qaqortoq, august 2010.

Alle havde strikket blåt, da hun skulle fødes 

Aleqa Hammond er født i 1965 i Narsaq og opvokset i Uummannaq i det nordlige Grønland. Hendes far, der var fanger, omkom under fangst, da hun var 7 år gammel, og efterlod hendes 27-årige mor som enke med tre små børn.
Navnet Aleqa betyder “storesøster for yngre brødre”. Aleqas fødsel udløste en så stor skuffelse i familien, at der måtte en besværgelse til. “Alle havde strikket blåt, min mor havde grædt og grædt i dagevis, så derfor fik jeg det navn”. De to næste børn var da også drenge, men som den førstefødte blev Aleqa alligevel fars pige. Da faderen forsvandt i havet ændrede familiens situation sig drastisk. Fra at være en stolt fangerfamilie uden økonomiske mangler, gik familien meget trange vilkår i møde helt afhængig af hjælp udefra.
“Men heldigvis har vi en stor familie, og ikke mindst var min bedstemor, der altid har haft en stærk rolle i familien, en uvurderlig støtte for min mor”. Faderens død og moderens evne til at omstille sig nye økonomiske vilkår har været en afgørende inspiration og et billede, hun altid har båret med sig.

Lærte at beskytte sin evne til at arbejde for politisk forandring 

“Hvis de siger, at du er mindre værd, fordi du ikke har en far, skal du ikke tro på det”, lød moderens råd til sin lille datter, “lyt ikke til, hvad andre siger om dig, stol på dig selv”. Hendes mor giftede sig aldrig igen. For hende var børnene det vigtigste, og Aleqa Hammond er den dag i dag overbevist om, at det var moderens råd, der har lært hende at lukke ørerne for negativ omtale og dermed beskytte evnen til at arbejde for politisk forandring.
“Det er selvfølgelig afgørende at kunne skelne mellem kritik og ondsindet sladder”, som hun siger, “men jeg opdagede først betydningen, da jeg gik ind i politik”.

Havde besøgt 50 lande som 25-årig

“Jeg har altid syntes, at langture på min fars slæde var spændende. Senere var jeg også med min bedstefar på tur både med slæde og med båd. Min mor undrede sig over, at jeg altid skulle med til alt, det var ikke så almindeligt, at piger var med på hundeslæde til fangst”, fortæller hun som forklaring på den udlængsel, der tog konkret form, den dag hun som 13-årig sad nede ved strandkanten sammen med en veninde. Denne helt særlige sommerdag med havblik og strålende sol, hvor de to piger sad og kikkede på et stort passagerskib Kunuunnguaq, opkaldt efter Knud Rasmussen, fik Aleqa pludselig en følelse af, at hun ville ud og se verden, og hun spurgte veninden, om ikke de to “sammen skulle rejse ud og se verden snart”.
Det ville veninden gerne, men alligevel kom Aleqa til at rejse alene, fordi veninden året efter begik selvmord. To år senere, da hun havde samlet penge sammen til den første rejse, stod hun alene nede på billetkontoret uden at vide, hvor i verden hun ville rejse hen. I butikken lå der en brochure om Sardinien. “Ved du, hvor det ligger”, spurgte billetdamen, og det vidste den flittige skolepige udmærket, og så var det første rejsemål besluttet. Billetdamen bad om at tale med hendes mor, men moderen sagde bare, at det kunne Aleqa sagtens finde ud af. Hun havde altid været viljestærk og i stand til at klare sig selv.
Dagen før rejsen, blev hun alligevel lidt nervøs og spurgte sin mor, hvad hun skulle gøre, hvis hun fortrød undervejs og kom i tvivl om, hvad hun skulle gøre. “Du har altid vidst, hvad du vil”, lød moderens svar, “men kommer du i tvivl, så følg dit hjerte”. “Og det er det bedste råd, jeg nogen sinde har fået”, lyder det fra Aleqa Hammond, der rejste alene til Sardinien som 15-årig medbringende kendt, nyttigt rejseudstyr som telt, sovepose, lommelygte og en primus.
Teltet slog hun op lige uden for lufthavnen, og så tog hun den derfra, fascineret af alt, hvad hun så. Trafiklysene, bilerne, husene og de mange mennesker især. “Det er det bedste, jeg nogen sinde har gjort”, fortæller hun, og straks ved hjemkomsten begyndte hun at spare op til den næste rejse. Da hun var 25 år gammel, havde hun besøgt 50 lande. Sammenlagt tilbragte hun seks unge år i udlandet, hvor hun arbejdede sig frem gennem alle mulige forhåndenværende jobs.

Uddannet på Arctic College i Canada

Aleqa Hammond, der allerede som barn havde fået ekstra sprogundervisning af en engageret skolelærer, skulle selvfølgelig have en uddannelse. Men igen foretog hun et anderledes valg, for hun ville helst ikke til Danmark, selv om hun både havde søgt og fået optagelse på medicinuddannelsen i København. Sommeren før rejste hun til Canada, hvor hun fandt frem til et skoleprogram på et Arctic College. Hun besøgte skolen uanmeldt, men det endte med en aftale med forstanderen om, at hun kunne starte på skolen dagen efter. Der var bare det med pengene. Hvis hun fik sin uddannelse i Danmark, ville alt være betalt, men der var ingen officielle aftaler med Canada.
Efter et par opringninger til Grønland fra forstanderens kontor, lykkedes det hende at få kontakt igennem til et landsstyremedlem, som hun spurgte, om Grønland ville finansiere hendes uddannelse i Canada. Det var der ikke umiddelbart mulighed for, men samtalen endte alligevel med et tilsagn om, at de ville betale, hvis hun bestod. Dagen efter begyndte hun på engelskstudiet, og hun endte med at få skolens højeste karakter, og det hele betalt. Ham, der dengang gav hende tilladelsen er den nuværende landsstyreformand, Kuupik Kleist, fortæller hun med et stort smil. “Han ved det bare ikke selv”.
Da jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke ville læse i København, svarede hun, at for hende var Danmark et land, man som grønlænder kom til, fordi man ikke havde noget andet valg. Hun ville gerne have et frit valg. Og hun ville gerne tale engelsk, fransk og tysk, ja alle andre sprog end dansk. Midt under studietiden måtte hun rejse ud af Canada for at få fornyet sin opholdstilladelse, og så fløj hun til Nuuk, hvor hun aldrig havde været før og vendte derfra tilbage til Canada. Efterfølgende er hun vendt tilbage til Canada mange gange, men det eneste sted, hun har undervist som lærer, er på højskolen i Qaqortoq.

Brød incest-tabu på radioen 

Det var ikke mindst Aleqa Hammonds gode engelskkundskaber, der for 10 år siden gjorde, at hun blev inviteret til at repræsentere Grønland internationalt. Opfordringen kom fra det grønlandske Ligestillingsråd og fra kvindeforeningerne, som inviterede hende til at deltage i en FN-konference om køn og ligestilling. Selv havde hun aldrig følt sig hverken undertrykt eller diskrimineret af mænd.
“Tværtimod har jeg stillet store krav til de mænd, jeg har kendt”, som hun siger, “men jeg var chokeret over at konstatere, hvor dårligt det stod til i Grønland på hverdagsniveau. Hvad statistikkerne fortalte om Grønlands placering i det internationale samfund og om omfanget af analfabetisme, sygdom, selvmord, incest, overfald og overgreb”.
Da hun kom tilbage, gik hun direkte til radioen og brød tabuet. Aleqa Hammond har så stor en tillid til viden og oplysning, at hun føler sig overbevist om, at de sociale forhold vil forbedres drastisk, hvis den enkelte kvinde får kendskab til egne helt basale rettigheder som menneske, som individ. Mange kvinder ved helt enkelt ikke, at kroppen er deres egen, at de selv kan sige ja og nej, fortæller hun. Hendes første offentlige gennembrud til den grønlandske befolkning udløste efterfølgende mange opfordringer til at gå ind i politik, men der skulle gå en 3-4 år, før hun fik lyst.
Sprang ud i ægteskab og politik – og fik 5. højeste stemmetal
Da der blev udskrevet valg i 2005, fik hun igen mange opfordringer, og året inden i august blev hun gift med danskeren Georg Nyegaard, der på det tidspunkt var leder af museet i Qaqortoq. “Stormende forelskede” flyttede de sammen en uge efter, de havde mødt hinanden, fordi “hjertet fortalte mig, at det var en mand for livet”. Aleqa Hammond fortæller, at hun heller aldrig før havde mødt en mand, der var så sikker i sine følelser for hende og siger om ham, at “han var som sendt fra himlen”.
“Der skulle være valg den 15. november, og med ham turde jeg mere, end jeg turde før. Jeg kunne rumme meget mere end før. Han gjorde mig stærk, gav mig så meget ekstra selvtillid og stabilitet i min hverdag, som jeg slet ikke troede, jeg kunne få af andre, at jeg følte, at nu kan jeg bevæge mig ud i noget meget større”. En dag sagde hun til ham, at hun ville stille op til landstingsvalget. Han svarede bare, at jeg ville blive alle tiders politiker.
Derefter ringede hun til sin mor, som bekymret spurgte, om hendes nationaldragt var i orden. Hendes mor var slet ikke i tvivl om, at datteren ville blive valgt ind. Selv var Aleqa Hammond overvældet over tilliden, og hun blev da også valgt ind med det 5. højeste stemmetal uden at kende nogen af de andre politikere og uden kendskab til det politiske spil. Hun var med egne ord “en helt grøn grønlænder”, men villig til at lære.

Siumut fik en kronprinsesse

Som valgt blev hun straks udnævnt til familie- og justitsminister. Hun vidste godt, at chancen for en ministerpost var til stede, og havde sagt til sin mand, at hun ville takke ja, hvis hun fik tilbuddet. Halvandet år efter blev hun forfremmet til udenrigs- og finansminister. I 2008 skabte hun overskrifter internationalt, da hun i protest trak sig fra ministerposterne. I budgetforhandlingerne om finansloven kunne hun ikke komme igennem med sine synspunkter som finansminister, og hun ville ikke tage ansvar for en økonomi, som efter hendes opfattelse var uansvarlig. I stedet tog hun internt kampen op mod landsstyreformanden for selv at gå efter formandsposten.
På det tidspunkt havde hun gennemført to store reformer, en pensionsreform og en reform af retsvæsenet i Grønland. Hun havde allerede skabt sig en stærk stemme både i partiet og i befolkningen. Første gang, hun stillede op, tabte hun snævert, men valget skabte en ny debat i Siumut om den politiske retning, og det blev klart for alle, at Siumut med Aleqa Hammond havde fået sig en kronprinsesse.
“Jeg er en nær ven af Hans Enoksen, men jeg var også hans største fjende”, fortæller Aleqa Hammond, som blev ny partiformand efter Siumuts nederlag ved Landstingsvalget i 2009. Partiet mistede regeringsmagten til en koalition under ledelse af Kuupik Keist fra partiet IA, Inuit Ataqatigiit, efter 30 års ubrudt styre fra indførelse af Hjemmestyret i 1979. Siumut mistede et mandat.
Aleqa Hammond er selv helt klar over, at hun ved den lejlighed skrev historie. I dag er hun landets mest omtalte politiker, og hun arbejder hårdt for ved næste valg at blive Grønlands første kvindelige regeringschef. Selv er hun ikke i tvivl om, hvad hun vil bruge sin position til, hvad hun vil bruge magten til i det nye Grønland, som hun arbejder for.

Ønsker et selvstændigt Grønland

Da jeg mødte hende i Qaqortoq i august, sluttede hun sit indlæg af med at referere til de tre ønsker i eventyrerne. Hvis hun kunne få tre ønsker opfyldt, vil hun som det første ønske sig et selvstændigt Grønland, som det andet at hvert ene menneske på Grønland får kendskab til egne rettigheder og endelig som det tredje, at grønlænderne sammen finder en måde at få de mange selvmord til at stoppe.
Når man hører og taler med Aleqa Hammond er man ikke i tvivl om, at ønsket om selvstændighed fra Danmark er båret af et brændende engagement.
“Jeg har altid sagt, at jeg vil opleve den dag, hvor Grønland via FN erklæres for selvstændigt, hvor vi synger nationalsangen, og flagene hejses over hele verden, for bedre mål kan man ikke have som et lille folk”. Kampen for selvstændighed er en personlig drøm, som Aleqa Hammond er overvist om, at hun deler med majoriteten af den grønlandske befolkning. I diskussionerne om selvstændighed fylder debatten om det årlige danske bloktilskud på 3,2 milliarder kroner alt for meget, mener hun. For selvstændighed handler om langt mere end økonomi.
“Selvstændighed skal plantes i vores hjerter, i vores tankegang og handlinger i hverdagen”. Og som politiker har hun tænkt sig at gå foran og gennem sit eget levende eksempel vise sit folk noget af det, der er brug for. “Der er alt for stor fokus på materiel velfærd”, fortsætter hun.
“Hvis ikke folk får hjælp og støtte til det åndelige løft, som de behøver, når der har været overgreb eller arbejdsløshed i familien, når folk ikke føler, de er en del af samfundet, når de ikke føler, de behøver gå på arbejde, fordi der ikke er nogen, der savner dem, når vi er nået dertil, at mennesker begår selvmord, fordi de ikke føler sig savnet, så er det snarere åndelig end økonomisk velfærd, der er brug for. Vi er ikke flere mennesker, end det er muligt at gøre noget for den enkelte. Som et lille folk har vi ikke råd til at miste mennesker. Det gør os svage at opleve så mange selvmord.”

Grønland skal finde sit eget grundlag

Selvstændighed er også forbundet med et opgør med den traditionelt danske måde at gøre tingene på. “Vi er ikke danskere, vi ser ikke ud som danskere, vi tænker ikke som danskere”, og de tre forhold er i sig selv nok til, “at vi må gøre det på vores egen måde, bygge en nation op på egne værdier”, fortsætter hun.
“De danske værdier går vi stille og roligt væk fra. Vi vil gerne bruge det bedste fra Danmark, men vi må bygge nationen på eget nationalt grundlag”. Det er for hende helt afgørende, at Grønland selv skal tage større ansvar og tænke i nyt internationalt samarbejde med andre lande som Canada, Island og Norge med afsæt i en lovgivning, som i højere grad spejler grønlandske forhold, end det er tilfældet i dag.
Den nye selvstyrelov fra juni 2009 er i følge Aleqa Hammond helt afgørende som grundlag for det nye Grønland, som hun gerne vil stå i spidsen for. Økonomisk fordi Danmark afgav rettighederne til fremtidige indkomster fra den grønlandske undergrund, og kulturelt, fordi det grønlandske sprog for første gang fik status som landets officielle sprog. Begge beslutninger har udløst debat, men Aleqa Hammond er ikke i tvivl om de helt afgørende perspektiver i det nye selvstyre.
Sprogdebatten på Grønland fylder rigtig meget, fordi dansk og grønlandsk har været sidestillede som officielle sprog. Degraderingen af dansk som andet sprog har givet dønninger, diskussioner ja anklager for nationalisme. Ikke mindst Siumuts forslag om, at der udelukkende må tales grønlandsk i landstinget har skabt debat. Men for Aleqa Hammond er det helt naturligt, at det er Grønlands officielle sprog, der tales i det nationale parlament, lige som det er tilfældet i det danske Folketing og i alle andre parlamenter.
“Vi er et demokratisk samfund, alle kan vælges ind i Landstinget, uanset hvor forskellige vi er, hvor mangfoldigt samfundet er, og hvilket sprog vi taler, men det eneste der binder os sammen, bør være det grønlandske sprog”. Det betyder ikke, at der ikke skal tales alle slags sprog i samfundet, men når der tales i Landstinget, bør det være på det officielle sprog, grønlandsk.
“Grønlandsk har endelig fået en højere status end dansk”, fortsætter hun. “Der er i dag ministre, der ikke kan sige en eneste grønlandsk sætning. Det skal der laves om på. Vi har ikke sagt, at ændringen skal træde i kraft nu, det er en vision, vi har, en plan, som giver folk tid til at omstille sig”.
Og omslaget er allerede på vej. Som eksempel henviser hun med stolthed til en ny tendens i stillingsopslag, som viser, at man i dag favoriserer dem, der taler grønlandsk. “Det fremgår af stillingsopslag, at det er en kvalitet at kunne tale grønlandsk. Det er en meget lille del af den veluddannede ungdom, som ikke kan tale grønlandsk. Den grønlandske befolkning har tilpasset sig Danmark og danske forhold i 300 år, nu er tiden kommet til, at de, der kommer udefra, tilpasser sig grønlandske forhold. Nu er det vores tur til at sætte en dagsorden.”
Og hun minder om, at i dagens Grønland, kan man end ikke få sig en helt almindelig tømreruddannelse, hvis man ikke kan tale dansk. “Selv om du kommer fra bygden og skal tilbage til bygden, skal du kunne tale dansk, alene fordi du skal undervises af en lærer, som ikke kan tale grønlandsk. Det er underviserens manglende grønlandsk, der definerer kravet. Kan du se det nye stærke signal, vi nu sender ud til befolkningen?”, spørger Aleqa Hammond, der med egne ord vil ændre den praksis, hvor en hel befolkning skal tilpasse sig de få mennesker, som kommer udefra.
Selv taler hun hele syv sprog, og derfor er der mange, der har svært ved at forstå hendes holdning. Men for hende er forslaget om, at der udelukkende skal tales grønlandsk fra Landstinget et udtryk for “nation building”. For hende er det grønlandske sprogs forrang helt afgørende for en fremtid som selvstændig nation, og for alle dem, der har ondt i livet, fordi de ikke har lært sproget, og for den udenlandske arbejdskraft, der kommer til landet, vil hun tilbyde sprogkurser på højt niveau. “Det er ikke bare noget, jeg siger”, understreger hun. Hun vil have alle med. Hun har stillet et beslutningsforlag i Landstinget, der skal sikre, at alle der vil lære grønlandsk, får undervisning på en bedre måde i dag. Det blev enstemmigt vedtaget i landstinget.

Olie og mineraler skal sikre økonomisk selvstændighed

Vejen til økonomisk selvstændighed bygges selvfølgelig på udsigten til olie og værdifulde mineraler, som rykker nærmere dag for dag, fordi alle geologiske forundersøgelser og prøveboringer viser, at Grønland er et land meget rigt på mineraler af meget høj kvalitet.
“Vi er kun 3,2 milliarder årligt fra økonomisk uafhængighed”, som hun siger, så afviklingen af det danske bloktilskud forskrækker ikke, for med de forekomster, der er udsigt til, er 3,2 milliarder ikke mange penge.
“Men vi skal handle med omhu. Det er vigtigt, at vi beskytter os mod en stor invasion udefra af store selskaber, som er interesseret i at få en stor del af kagen”. Aleqa Hammond er meget bevidst om, at grønlænderne meget hurtigt kan gå hen og blive et mindretal i deres eget land.
“Hvis vi skal undgå Kuwait-lignende tilstande, er det meget vigtigt, at vi tager os tid til at gennemanalysere, gennemarbejde og beslutte, hvordan vores rigdomme skal tilfalde os på en god måde, så vi undgår at gøre os til store tabere i et rigt land.”
Aleqa Hammond er ikke bange for, at afhængigheden af Danmark, vil afløses af en ny og større afhængighed af internationale økonomiske interesser. “For det er vi jo i forvejen”, som hun siger. Hun lægger afgørende vægt på, at kommende økonomiske gevinster vil tilfalde en oliefond oprettet efter norsk forbillede og støttet af alle partier. “Det bliver ikke et lovløst eldorado”, lover hun.
“Vi er godt klar over farerne, og havde vi ikke været det, ville vi aldrig have accepteret en eneste olieboring”. Det er både som oliestat og fiskerination, at Norge er et forbillede. De to ting skal gå op i en højere enhed, og Norge er det gode eksempel.

Ønsker en 50/50 repræsentation

Da jeg til sidst spørger hende, hvad det betyder politisk, at hun er kvinde, tøver hun ikke med at slå fast, at det for hende handler om at få alle med. Hun er både rollemodel for de unge, som hun med sit eksempel viser, at man ikke behøver lang erfaring for at kunne gøre en forskel, og for kvinderne, som i hende kan se, at man heller ikke behøver være en mand for at få indflydelse på fremtiden. Hun vil gerne vise, at dygtighed hverken har med køn eller høj alder at høre. Som yngre kvinde baner hun vejen for andre. Personligt vil hun gerne have en kvinderepræsentation på 50/50 i Landstinget, “for så kan vi ikke længere diskutere, hvem der har ansvaret for udviklingen”. Det betyder også noget, at hun kommer fra et lille sted, tilføjer hun. Også det forhold gør, at hun er med til at sætte nye standarder i grønlandsk politik.
Som det sikkert er fremgået, er Aleqa Hammond et menneske, der gør indtryk, et menneske man bliver berørt af, og det er da også karakteristisk, at det er betegnelsen “karismatisk”, der går igen i omtalen af hende. Som politiker drives hun af et indre engagement. Hun vil noget med Grønland.