Da Alice Schwarzer i efteråret 1967 bestod sin køreprøve, skyldtes det ikke kun hendes evner bag rattet. Hendes kørelærer var overbevist om, at hendes korte nederdel havde en stor del af æren.
Hun fortæller historien, mens hun smiler og ler, selvom det er en mindre sensation, for den tyske feminismes moder er kendt for at have en meget lav tolerancetærskel, når det kommer til stigmatiserende, forklejnende, eller chikanerende udtalelser om kvinder.
Alice Schwarzer promoverer i øjeblikket sin nyeste bog, Lebenslauf, der kan oversættes med “levnedsbeskrivelse”, eller slet og ret CV. KVINFOs Webmagasin er med i Hamborg i den udsolgte Magazin-bio, hvor luften er fuld af anekdoter om korte og endnu kortere nederdele og om mænd – masser af mænd.
“Femten overordentligt velskrevne kapitler”, jubler Petra Gehring i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.
Selvbiografien Lebenslauf er modtaget med store anmelderroser – hvilket har overrasket mange i den tyske offentlighed.
“Det viser blot, hvor notorisk dårligt Alices image har været i offentligheden i de seneste år,” siger Marion Böker, tysk kønsforsker og konsulent for EU og for flere tyske institutioner. “På en måde fortjener hun det nu”, understreger Böker.

På listen over store ånder, der har forandret vores liv med deres idéer

Igennem de seneste tre, næsten fire, årtier er Alice Schwarzer gået fra at være kvindefrigørelsens heroiske frontkæmper til at være en overivrig mediefigur fanget i konstante slagsmål med TV-stjerner, politikere og journalister – og notorisk fanget i fortiden. Selvom hendes dagsorden stadig er aktuel, både når det gælder vold mod kvinder eller ulige arbejdsvilkår. Schwarzer skriver fx i 1960 om manglende ligeløn, hvor tyske kvinders gennemsnitsindkomst ligger 31 procent under mændenes. I dag er dette tal 23 procent.
Som feminismens eneste offentlige ansigt i Tyskland hun været længe om at forstå, at samfundet er i forandring: Mange kvinder har flyttet sig væk fra en aggressiv feminisme, og flere mænd er blevet aktive på hjemmefronten. Begge grupper føler sig derfor misforståede, når hun angriber mændene for ikke at være følsomme nok og kvinderne for ikke at være kamplystne nok. Men som Alice Schwarzer for nylig udtalte:
“Det, vi har opnået, må forsvares hver eneste dag.”
Men Alice Schwarzer har uomtvisteligt stadig ikonstatus, og er én af de få helte og heltinder, tyskerne generelt anerkender at have. Den tyske ugeavis Die Zeit har sat hende på bladets liste over “store ånder, der har forandret vores liv med deres idéer”.

De konstante personangreb den største menneskejagt i nyere tysk historie

Mange mener, at Alice Schwarzers mangeårige position som spydspids for tysk feminisme og mål for de mest ondskabsfulde angreb har forvandlet hende til en vredladen ‘dronningebi’, der ikke tolererer andre på sit niveau.
Alice Schwarzers erindringer har imidlertid vendt offentlighedens sympati til hendes fordel – hovedsageligt på grund af bogens positive modtagelse i pressen.
Mange af hendes kritikere accepterer nu, at disse personangreb, som hun uselvisk tog på sig, faktisk har formet hende til at være kompromisløs, sommetider aggressiv og altid parat til at gå alene op imod verden.
Den tyske ugeavis Die Zeit har kaldt de konstante personangreb på Schwarzer for “den største menneskejagt i nyere tysk historie” [pressen har kaldt hende en “heks” og “skøre kælling”, red.].
“Til min egen overraskelse har reaktionerne været overvejende positive,” har Schwarzer udtalt til det schweiziske dagblad Berner Zeitung, efter at de første mange anmeldelser af Lebenslauf er publiceret.
“Nogle anmeldere har endda taget sig tid til at læse den grundigt,” tilføjer hun sarkastisk.

Med Lebenslauf bliver Alice Schwarzer især rost for at være personlig

“En længe ventet personlig bekendelse,” skriver dagbladet Süddeutsche Zeitung.
Frankfurter Allgemeines anmelder skriver, at “en ting bliver klart for hver eneste, der læser denne bog og dens appendikser: Der har aldrig været tale om en frustreret feminist. Det er formodentlig den mest latterlige og fejeste antagelse, der findes.”
Det lader til, at Schwarzers historie om, at hun har haft et forhold til en mand, men nu lever med en kvinde, også har begejstret anmelderne.

Lebenslauf er historien om tysk kvindeliv i efterkrigstiden

Alice Schwarzers livshistorie er først og fremmest historien om et tysk kvindeliv i efterkrigstiden, hvor hun som datter af en ugift ung kvinde, der tidligt opgiver moderrollen, bliver opdraget af bedsteforældrene.
Schwarzers bedstefar påtager sig ansvaret for hendes opvækst, og med dybfølte og varme ord gengiver hun andres beretninger om, hvordan manden, hun tidligt kalder far, skifter bleer, utrætteligt leger med hende og laver mad til familien. Her får vi også historien om, hvordan kvinderne i landsbyen kommer til bedstefaderen for at få gode råd om børneopdragelse.
Bedstemoren er derimod politisk interesseret og aktiv, og hun lærer lille Alice at debattere. Mange kommentatorer mener, at det netop er den opvækst, der overbeviser Alice Schwarzer om, at mænds og kvinders roller ikke bestemmes af natur, men af sociale normer.

1952 var året med “Elvis og mit første kys”

I sin ungdom er Alice Schwarzer langt fra den drevne kvinderetsforkæmper, hun senere skulle udvikle sig til. Hun går med nederdele så korte og stramme, at hun ikke kan stige på sporvognene i hjembyen Wuppertal, og hun turer med veninder rundt på byens jazzklubber på jagt efter flotte unge mænd. I den periode skriver hun til kæresten Bruno, der studerer i Paris: “Jeg hungrer efter alt, simpelthen alt!”
“Den udgave af Alice Schwarzer er aldeles ukendt for os,” skiver Chris Köver, medstifter af det nytænkende feministiske tidsskrift Missy Magazine, i ugeavisen Die Zeit. De underholdende oplysninger bliver effektfuldt ledsaget af billeder fra Schwarzers private arkiver. “Disse sider i bogen skaber en slags understrøm,” fortsætter Köver:
“Man ser billeder af Schwarzer på stranden, Schwarzer i miniskørt, en cigaretrygende Schwarzer i en bar, Schwarzer i tæt omfavnelse med sin kæreste, Schwarzer, der griner i fotoautomaten med sin bedste ven – og man får lyst til at springe de følgende sider over, så man kan komme hen til de næste billeder.”
Alice Schwarzers selvbiografi er, ligesom hendes tidligere biografier om skuespillerinden Romy Schneider og feministen Simone de Beauvoir, en rejse tilbage i fortiden, hvor Alice Schwarzer selv bliver overrasket over, hvad hun finder og opdager.
Schwarzer udveksler mere end tusinde breve med sin kæreste gennem længere tid, Bruno, og gennem hele bogen refereres til denne korrespondance. Alice Schwarzer deler tanker og følelser med ham, selv de feministiske mandefjendske synspunkter i halvfjerdserne.
Lebenslauf beskriver også underholdende om Schwarzers tid som ung freelancejournalist i Paris. Blandt andet om hendes engagement i den begyndende franske kvindebevægelse “Mouvement de libération des femmes” (MLF), om hvordan hun har interviewet Jean-Paul Sartre iført en ultrakort nederdel, hvor Simone de Beauvoir helt har ignoreret hende på trods af Schwarzers store beundring. Senere bliver de to kvinder dog venner.
“Man vil gerne være ven med den udgave af Alice: frygtløs, eventyrlysten, politisk interesseret, til tider klodset, og derfor ganske elskelig,” fortsætter Köver, men tilføjer:
“Hvordan kunne denne energiske unge kvinde udvikle sig til den Alice Schwarzer, vi kender i dag? Som stadig kan være morsom, hjertelig og karismatisk, og som unægtelig har gjort så meget for at fremme kvindebevægelsen, men som også anser sine egne synspunkter om frigørelse og feminisme for at være de eneste legitime, og som fremfører dem med en umådelig dominans, og som er – og dette er muligvis den allermest beklagelige side af sagen – fuldstændig ude af stand til at tolerere enhver kritik af egne ord og handlinger, selv når denne er berettiget.”

Frihed fra og ikke frihed til

Schwarzer har i en tidligere bog Der große Unterschied (Den store forskel, 2000) afgivet løfte om ikke at så splid mellem kønnene. Men det bliver af mange opfattet som tvivlsomt. Hun har fx stemplet heteroseksuelt samleje som udtryk for mandlig dominans, brændemærket de muslimske mænd, hvis koner bærer tørklæde, som undertrykkere, og advaret unge kvinder mod at give efter for forherligelsen af moderskabet og tilskyndelsen til at amme deres børn.
“Hun repræsenterer en kvindebevægelse, der er optaget af at beskytte kvinder mod undertrykkelse, snarere end at beskytte kvinders ret til at gøre bestemte ting,” siger bloggeren Andrea Holm, som har fulgt den senere udvikling i den tyske debat om køn ud fra de yngre, veluddannede kvinders perspektiv.
“Jeg har det svært med denne ‘frihed fra’ snarere end ‘frihed til’ tilgang”, siger Andrea Bloch.

Anklage: hun vil have det hele for sig selv

Anklagerne har fulgt Alice Schwarzer lige fra starten, og det har skabt splittelse i det feministiske miljø, ikke mindst fordi Alice Schwarzer har grundlagt det feministiske tidsskrift, Emma, i 1977 og udråbt det til den tyske kvindefrigørelses talerør.
Venstrefløjspublicisten Bascha Mika har allerede i 1998 startet en offentlig debat, da hun udgiver en uautoriseret biografi om Schwarzer. Her undlader Mika ikke at udtrykke sin beundring for Schwarzers bedrifter på kvinderetsområdet, men hun afslører og kritiserer samtidig Schwarzers håndtering af sit privatliv og hendes forbitrede holdning til andre feminister.
Mange ligestillingsforkæmpere er da fortsat også skeptiske på trods af, at Lebenslauf har givet de tyske medier en forklaring på Schwarzers stridbare personlighed:
“[Schwarzer] tolererer ikke andre synspunkter, og hun beskytter en lille kreds af nære, gamle venner, mens hun behandler alle andre dårligt,” opsummerer Marion Böker.
Selvom Schwarzer har publiceret adskillige artikler om umenneskelige arbejdsvilkår og elendig løn, har hun ifølge Böker og Mika ikke været bleg for at tilbyde sine egne ansatte på Emma og kvindearkivet en betaling, der ligger væsentligt under tarifferne. Böker har selv erfaret det ved en samtale på en stilling som researcher for Schwarzer. Her har Schwarzer ikke ænset Bökers synspunkter til trods for tre timers diskussion, og samtidig er lønnen også umådeligt ringe for en akademiker. “Efter et par dage måtte jeg ringe og sige, at jeg ikke var interesseret. Jeg syntes det [forholdene] stred mod så mange af mine principper.”
For Marion Böker og mange ligesindede er Alice Schwarzer fortsat en kontroversiel figur:
“De [medierne] foragtede hende, før hun udgav sin nye bog. Men samtidig ville de ikke have andre foran kameraerne. At se Alice komme i klammeri med andre er ganske enkelt alt for underholdende. Hvem vil så have en feminist med en mere alsidig og reflekteret tilgang?” spørger Böker.
Schwarzer og hendes holdninger er allestedsnærværende i Tyskland. Og mange tyske feminister mener, at hun, med sin konstante tilstedeværelse og sin evne til at suge al opmærksomhed til sig på trods af, at hun fylder 70 næste år, direkte har skadet deres omdømme. I de senere år har hun været i offentlige slagsmål med fx familieminister Kristina Schröder, som hun kaldte inkompetent, siden med den storsælgende forfatter Charlotte Roche.

Erindringerne slutter i 1977

Lebenslauf kommenterer ikke alt det. Bogen forklarer muligvis, med udgangspunkt i fortiden, hvorfor Alice Schwarzer ender med at blive så stridbar og kompromisløs. Den har hjulpet de etablerede medier med at forstå Schwarzers idoler, hendes motivation, samt de forhold, der har gjort hende til Tysklands modigste kvindefrigørelsesaktivist i halvfjerdserne. Men bogens fortælling slutter i 1977 med grundlæggelsen af Alice Schwarzers feministiske tidsskrift Emma.
“Hendes bog forklarer, hvordan hun blev feminist, men den forklarer ikke hendes handlinger i dag, og nogle af disse er kontroversielle,” siger Ladya Hulei, forsker ved Humboldt universitets institut for kønsforskning i Berlin, som refererer til, at nok tegner Lebenslauf et billede af en åbenlyst venstreorienteret aktivist, men ikke hvorfor hun tredive år senere støtter en konservativ kansler (Angela Merkel), blot fordi hun er kvinde.
Alice Schwarzers fortid er muligvis bedre belyst nu, men hun er stadig lige så omstridt, som hun altid har været. Og for mange har hun ikke blot forandret historien – hun er allerede selv en del af den. Og at der er stor interesse for hendes liv, det viser den fyldte sal i Hamborg.