Hvad ville du gøre, hvis din opgave som organisation var at assistere folk i sårbare og marginaliserede situationer med at ændre deres forhold og deres samfund til det bedre?

Det spørgsmål har medarbejderne i den jordanske organisation Ahel stillet sig selv adskillig gange. I et fælles projekt med KVINFO bruger organisationen en række håndplukkede metoder til at række ud til flygtninge fra Syrien og Palæstina og til jordanske værtssamfund for at udstyre dem gode værktøjer til deres eget arbejde med skabe forandring i deres hverdag.

Skal tackle uretfærdigheder

Når deltagere begynder på deres kursus hos Ahel, har de tonsvis af erfaring med samfundsmæssige problemer og med uretfærdigheder, men de har som regel meget lidt eller slet ingen erfaring med at sige det højt eller handle på deres oplevelser.

”Disse mennesker har tendens til at blive bange og bekymrede, når de skal til at handle for at opnå forandring – på grund af de forskellige former for undertrykkelse og alle de år med undertrykkelse, de har oplevet,” siger Rahaf Abu Doha, der er Lead Public Narrative and Popular Education Trainer i Ahel.

Gennem årene har Ahel fundet frem til, at det falder de fleste mennesker forholdvis naturligt at tænke og tale om. Det kan tage tid og forsigtig dialog, men det er lader sig gøre. Det samme gør sig gældende, når en virksom strategi for forandring skal designes.

Tilbageholder erfaringer

Udfordringerne begynder, når ord om forandring skal skiftes ud med handling. Og udfordringerne bliver gerne endnu større, når kursusdeltagerne lever i vanskelige situationer, sådan som det gælder for nogle flygtninge og jordanere med begrænset uddannelse, beskæftigelse og økonomiske midler.

”Folk holder sig tilbage. Noget stopper dem, lige før de skal til at handle. Vi har opdaget, at kursisterne har brug for god tid til at reflektere over, hvorfor ændringer er nødvendige. Det er nødvendigt for ikke at blive afskrækket fra at komme videre med den forandring, de selv har identificeret som vigtig og nødvendig,” siger Rahaf Abu Doha.

Nogle gange er tricket at lade være med at analysere samfundet som sådan og i stedet se på ens egen position i samfundet.

”Deltagerne har ofte brug for at forstå, hvad der hindrer dem i at handle og skabe forandring. Et tydeligt eksempel på en forhindring er, at folk ikke ved, hvordan de skal håndtere autoriteter og myndigheder. Og de ved ofte heller ikke, hvordan de skal tackle uretfærdigheder,” siger Rahaf Abu Doha.

At finde løsninger til vanskelige problemer

For Ahel er det blevet en del af det daglige arbejde at vente med at spørge, Hvad burde andre gøre? Det første store spørgsmål er i stedet, Hvad vil du gøre?

Der er naturligvis ingen simpel måde at implementere det spørgsmål på i praksis. Dog har Ahel fundet frem til to metoder, som viser sig at være hjælpsomme. Den ene er Community Organizing, der er udviklet på Harvard Kennedy School i USA. Den anden er GenderLAB, som KVINFO har udviklet sammen med Copenhagen Business School (CBS) i Danmark.

”Disse metoder har en vigtig ting til fælles. De arbejder med frigørelse, og det er dét, vi sigter mod: At frigøre og styrke mennesker i forhold til deres egne liv og samfund,” siger Rahaf Abu Doha.

Mange forandringsmetoder fokuserer lige fra begyndelsen på det problem eller den uretfærdighed, der skal ændres, fastslår Rahaf Abu Doha. Community Organizing-metoden forholder sig også til selve problemet, men ikke i første omgang.

Til at begynde med ligger vægten i stedet på at forberede deltagerne på kurserne grundigt til at overhovedet at samarbejde. Først senere går den videre til at identificere problemer og situationer, der har behov for forandring.

Det allerførste trin i Community Organizing-metoden kaldes Public Narrative. Her deler hver deltager sin egen historie med de andre kursister, ligesom alle fortæller historien om deres lokalsamfund.

”Jeg talte for nyligt med en af deltagerne, som sagde, ’Jeg har aldrig været med i et møde før, hvor folk faktisk lyttede til min historie. Det er vigtigt for mig, for det får mig til at føle mig hørt’. Det er ikke en ualmindelig reaktion,” siger Rahaf Abu Doha.

Kritisk tænking og social retfærdighed

Ahel-KVINFO-projektet fokuserer på at forbedre deltagernes evne til at tænke kritisk om deres samfund og livsvilkår og til at handle i fællesskab mod uretfærdigheder og for fx ligestilling.

Selve fællesskabet og organiseringen er afgørende for projektet og for Ahels arbejde. Det sikrer styrke og legitimitet i de forandringer, som deltagerne engagerer sig i. Samtidig forbedrer det arbejdets bæredygtighed.

Projektet har 60 deltagere, der er mellem 18 og 25 år, som bliver undervist i de innovative metoder, så de selv kan gøre brug af dem i deres egne samfund.

En historie om selvet, om os og om forandring

Trin 2 kaldes Building Relationships. Her skaber deltagerne en fælles identitet, som udgør fundamentet for de forandringer, de senere arbejder med, og samtidig afklarer dette trin gruppens interne værdier. På den måde sikrer trin to, at kursisterne deler et fælles engagement, og dét kan vise sig at være afgørende, når de senere skal arbejde med specifikke forandringskampagner.

Først da, går metoden videre til de tre sidste trin, Structure, Strategy og Action, hvor deltagerne udvider forandringsgruppen med flere interessenter og allierede, og hvor de beslutter, hvad de helt nøjagtigt vil ændre. Til slut på trin 5 finder deltagerne i fællesskab ud af, hvad de konkret vil gøre for at ændre den situation, de har valgt at arbejde med.

”De første trin giver folk mulighed for at skabe en historie om sig selv, en historie om fællesskabet og en historie om nuet. De historier fortæller samtidig rigtig meget om de fælles værdier blandt deltagerne. Samtidig er historierne med til at skab tillid og engagement, og det er helt nødvendigt i arbejdet på de næste trin: at skabe en struktur, der gør det muligt for de oprindelige deltagere at få gruppen til at vokse i en slags sneboldseffekten, at designe en strategi og derefter at handle,” forklarer Rahaf Abu Doha fra Ahel.

Hertil kommer, at når deltagerne diskuterer og deler værdier, bliver de mere loyale over for deres fælles mål, og dermed bliver deres indsats mere varig og vedholdende.

Kritisk tænkning af normer

Den anden centrale metode i Ahels arbejde er GenderLAB. Det nye værktøj blev lanceret af KVINFO og CBS for mindre end et år siden. Det bruger normkritiske øvelser i kombination med designtænkning. På den måde sætter det kursisterne i stand til både at identificere problemer og at udvikle løsninger.

”GenderLAB kommer fra en skole for læring, som er sætter mennesker fri. Samtidig fokuserer det på, at deltagerne udvikler deres egne løsninger. Det er vigtigt for os. Processer og forandringer skal altid ledes og ejes af deltagerne selv. De bliver selvfølgelig undervist og vejledt, indtil de kan stå på egne ben, men i sidste ende er de ikke afhængige af os. Problemerne og handlingen er deres,” siger Rahaf Abo Doha.

“Nogle deltagere bliver meget stille, især i starten af projektet. Vi hører folk fortæller, at de skammer sig over at være åbne omkring deres tanker og ideer.”

Ahel og KVINFO

Fra begyndelsen af 2020 samarbejder den jordanske organisation Ahel med KVINFO.

Projektet orienterer sig mod udsatte samfundsgrupper og fokuserer på at styrke deltagernes tanker og ideer om deres tilhørsforhold i samfundet.

KVINFO og Ahel fokuserer både på normer for maskulinitet blandt deltagerne, at styrke unge, kvinder og organisationer. En af de centrale metoder hertil har Nisreen Haj Ahmed henter på Harvard Kennedy School og handler om historiefortælling og organisering. Dertil er en anden metode GenderLAB, som er et redskab til at gå kritisk til samfundsbestemte normer, som KVINFO har udviklet i samarbejde med Copenhagen Business School. Du kan læse mere om GenderLAB ved at følge dette link.

Samarbejdet er finansieret af Novo Nordisk Fonden og Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram under det danske Udenrigsministerium.

For at overvinde følelsen af skam eller tilbageholdenhed bruger Rahaf Abu Doha og Ahel den brasilianske tænker og pædagog Paulo Freires principper fra 1960’erne for Popular Education, der på dansk ofte kaldes de undertryktes pædagogik. Freires pædagogik er kritisk over for status qou og fokuserer på såkaldt almindelige menneskers interesser, samtidig med at den viser en vej til social og politisk forandring. Ahel bruger Freire-principper for at åbne for den refleksion, der ifølge organisationens erfaring er nødvendig.

”At reflektere og følge op gør det klart for deltagerne, at forandring faktisk kan finde sted, selv om det kun sker i det små i begyndelsen,” siger Rahaf Abu Doha.

’Små’ forandringer kan for eksempel være, at en deltager eller en hel gruppe af kursister forpligter sig selv til at skabe forandring. Det kan være ved overhovedet at deltage i kurset. Det kan også være ved at kursisterne forpligter sig til at inkludere alle køn i gruppens samtaler og diskussioner. Det er Ahels erfaring, at selv små, personlige ændringer er hjælpsomt brændstof i forhold til at overbevise kursisterne om, at forandring faktisk er muligt.

Handling i det virkelige liv

Et eksempel på et andet Ahel-projekter er en gruppe lærere, der lancerede en kampagne, hvor de krævede at få deres løn i tide og i overensstemmelse med deres kontrakter, hvilket ikke var standard, før gruppen tog handling.

Et andet er en kampagne, som forlanger et stop for seksuel chikane og vold mod børn. Indlysende nok er det et følsomt emne, også for de mennesker, der er involveret i opbygningen af kampagnen. Da kampagnen var i sit tidlige stadide, var det første trin i Community Organizing-metoden – det som kaldes Public Narrative – der sammen med refleksionerne inspireret af Paulo Freire skabte tilstrækkelig tillid til, at deltagerne dristede sig til at begynde at fortælle deres egne oplevelser.

Det viser sig også at være til stor inspiration, når kursisterne kan se, at andre mennesker vælger at slutte sig til dem, sådan som det sker under oveskriften Structure på tredje trin i Community Organizing-metoden.

”Folk erkender langsomt, at forandring virkelig sker. Det er så vigtigt. For det er det, der får dem til at stole på, at de rent faktisk er i stand til at gøre deres hverdag bedre,” siger Rahaf Abu Doha.