Da Louvre-museet i Paris i 2009 slog dørene op for udstillingen Ingres et les Modernes – et stort anlagt show med værker af flere end 300 kunstnere, der alle relaterede sig til Jean-Auguste-Dominique Ingres’ oliemaleri Grande Odalisque fra 1814 – var der særligt ét billede, som tiltrak sig opmærksomhed. Et fotografi, som folk stod i meterlange køer for at se, og som Louvre senere købte til museets permanente samling.
Fotografiet er taget af den marokkansk-fødte kunstner Lalla Essaydi, der i dag bor og arbejder i USA, og har titlen Grande Odalisque 2. Men i stedet for den nøgne kvinde, som poserer på originalen, er kvinden i Essaydis udgave påklædt og har et overlegent snarere end inviterende blik rettet mod beskueren

 

Hendes arme, ansigt og skuldre er dækket af kalligrafi skrevet med henna, ligesom klædet, hun er svøbt i. Sengen, hun ligger på, og væggen og gardinet bag hende er holdt i samme beige nuancer som klædet og hendes hud. Hun falder nærmest i et med baggrunden, bliver en del af interiøret.
Lalla Essaydis værker er alle del af samme fortælling; en fortælling, der udfordrer Vestens syn på Østen og holder et spejl op for beskueren, uanset om vedkommende repræsenterer Øst eller Vest. Som Essaydi selv formulerer det:
”Når jeg ser på orientalistiske malerier, er jeg fanget mellem en beundring af deres skønhed og en forfærdelse over, hvordan de fremstiller arabere – særligt kvinder, men også mænd. Kvinderne er præsenteret som passive sexslaver eller farlige, faldne kvinder – i begge tilfælde som regel nøgne – og mændene som svage, mørklødede alfonser. Jeg ønsker ikke blot at udstille disse forvrængninger, men også at provokere beskueren til et andet syn, hvor det forventede rum konkurrerer med et andet rum – et, der skaber en ny forståelse.”
Essaydis arbejde kredser efter hendes eget udsagn altid på en eller anden måde om kvinders begrænsninger i islamisk kultur. Men hendes værker rækker ud over islamisk kultur for at gøre opmærksom på den vestlige fascination, som blandt andet er udtrykt i orientalismens malerier – billeder, der den dag i dag stadig gennemsyrer vores tid. Ved at bruge den arabiske, kvindelige krop på nye måder forstyrrer hun den orientalistiske tradition – og det ikke mindst for at nuancere Vestens opfattelse af den arabiske kvinde:

Fakta om Lalla Essaydi

Lalla Essaydi er født og opvokset i Marokko, har boet i Saudi-Arabien og er i dag bosat i New York.
 
Essaydis arbejde kombinerer ofte islamisk kalligrafi med repræsentationer af den kvindelige krop og adresserer den komplekse virkelighed, der er forbundet med den arabiske, kvindelige identitet. I mange af sine værker vender Essaydi tilbage til sin egen marokkanske opvækst og ser tilbage på den som en voksen kvinde, fanget et sted mellem fortid og nutid. Som kunstner udforsker hun, hvordan man kan ’tale’ fra dette uvisse sted, og hendes billeder tager ofte afsæt i orientalismens billedverden og vestlige malertradition, hvorved hun inviterer beskueren til at genoverveje den orientalistiske mytologi.
 
Hendes værker har været udstillet i adskillige amerikanske byer og lande som Syrien, Irland, England, Frankrig, Holland, Forenede Arabiske Emirater og Japan.
 

”Som det er tilfældet for alle kvinder, er den arabiske, kvindelige identitet kompleks og flydende og, naturligvis, individuel. Arabiske kvinder er ikke per definition undertrykte, underkuede eller deprimerede. Deres liv bør ikke defineres ud fra stereotyper mere end nogen andres. Der er mange vanskeligheder ved at leve i en kultur med gamle traditioner og hierarkiske strukturer. Men arabiske kvinder lever også med en kolossal beslutsomhed og kreativitet, for ikke at nævne humoren over livets absurditeter, som er karakteristisk for alle kulturer. Måske kan mit arbejde – ved at påkalde sig vestlige, mandlige maleres orientalistiske blikke – fremme vestlige kvinders oplevelse af et fællesskab med arabiske kvinder samt en fornemmelse for de mange forskelligheder, der også er.”

Vokset op i et harem

Lalla Essaydi er selv vokset op i et harem i Marokko og har desuden boet i Saudi-Arabien. Det er således både hendes egen personlige historie og historien om den arabiske kvinde, hun udforsker i sit arbejde, forklarer hun. I serierne Converging Territories, Les Femmes du Maroc og Harem arbejder hun med de fascinationspunkter ved den arabiske kultur, som orientalismens værker kredsede om – sløret, odalisken og haremmet.
”Mit arbejde beskæftiger sig i virkeligheden med den vestlige kunst og dens fremstilling af arabiske kvinder, som jeg finder problematisk,” siger Essaydi og uddyber:
”1800-tallets orientalistiske kunstnere havde nogle seksuelle fantasier, som de ønskede at realisere, men som de ikke kunne virkeliggøre i deres egen verden. De valgte i stedet den arabiske verden, primært Nordafrika, til at få afløb for deres fantasier, men den verden, de viste, eksisterede ikke. Jeg ønsker at gøre opmærksom på, at orientalismens malerier blot er udtryk for en vestlig, mandlig fascination – ren fantasi. Jeg er ikke ude efter at placere skyld på nogen, men jeg vil gerne give folk muligheden for at tilegne sig en anden måde at se på.”

At gå i et med tapetet

Mens kalligrafi traditionelt set er mandens domæne – skriften, bøgerne, visdommen – i arabisk kultur, er henna associeret med de store begivenheder i kvindens liv – fra pubertet over bryllup til moderskabet. Ved at påføre sine kvindelige modeller og deres bagtæpper kalligrafi skrevet med henna, skaber Essaydi således en dobbelttydighed. Skriften kan ses både som noget, der dækker kvinderne: et slør eller omsluttende vægge – og som kvindernes talerør: et ekspressivt budskab, der giver dem magt. På den vis udstiller og opløser Essaydi de modsætninger, hun støder på i sin kultur: modsætningen mellem hierarki og flydende roller, offentligt og privat, mand og kvinde, og mellem rigdommen og de begrænsende aspekter ved islamisk tradition.
Netop opdelingen mellem kønnene, som er så udbredt i (forestillingen om) arabisk kultur, bliver gang på gang sat på spil i Lalla Essaydis værker – blandt andet udforsker hun det arkitektoniske rum og dets betydning for den arabiske kulturs boformer. Kvinderne i ’Harem’-serien går nærmest i et med tapetet med deres mønstrede klædedragter, og der er intet rum mellem kvinderne og møblerne.

Essaydi:
”Traditionelt set har mænds tilstedeværelse domineret offentlige steder: gader, mødesteder, arbejdspladser. Kvinder derimod har været henvist til det private rum, hjemmet. Fysiske tærskler definerer kulturelle grænser, skjulte hierarkier dikterer boligstrukturer. Mange arabiske kvinder i dag føler måske, at begrænsningens rum er mere psykologisk, men dets oprindelse, tror jeg, er rodfæstet i selve arkitekturen. I mine fotografier indsnævrer jeg kvindernes rum og spærrer dem inde på deres ’behørige plads’, et sted omgivet af vægge og kontrolleret af mænd. Hennaen på deres kroppe korresponderer med flisernes udførlige mønster, og kvinderne bliver dermed odalisker i bogstavelig forstand.” [Den oprindelige betydning af odalisk er ’det at høre til i rummet’, red.].

Selvbevidste haremskvinder

Men kvinderne på fotografierne ligger ikke nøgne som i de orientalistiske illustrationer, og de kigger selvsikkert ud på beskueren. De er magtfulde og fuldt ud bevidste om, hvem de er, og hvordan de vil ses, forklarer Essaydi:
”Det, jeg gør i mit fotografiske arbejde, er at fjerne nøgenheden fra malerierne og skabe ’virkelige’ hjemlige scener, hvor arabiske kvinder engagerer beskueren og dermed forstyrrer den voyeuristiske tradition ved selv at diktere, hvordan de skal ses. Samtidig imiterer mine fotografier orientalismens billeder i deres komposition. Mit mål er at forstyrre publikums programmerede reaktion ved at foregive at imødekomme deres forventninger, mens jeg i virkeligheden forskyder dem.”
Billederne er opstillet i det, der oprindeligt var harem-kvarteret i et gammelt palads i Marrakech. Essaydi fortæller, at man selv i dag kan fornemme stedets undertrykkende atmosfære af isolation og hemmeligholdelse:
”Da jeg forberedte serien, tilbragte jeg en del tid her, og forestillede mig kvinderne, der var henvist til dette rum – deres ensomhed, venskab og solidaritet med hinanden. Forenet i en form for harem-søsterskab var de gemt væk som en skamfuld hemmelighed.”
Den skam, der er forbundet med kvindekønnet, interesserer Essaydi. I denne serie er hun optaget af ordet ’harem’ og dets dobbelte betydning. Ordet ’harem’ stammer fra det arabiske ord ’haram’, som betyder synd. Haram er med andre ord alt det, den hellige lov forbyder. Men ’harem’ indikerer også både et rum beboet af kvinder og kvinderne selv:
”Man kan kalde en gruppe af kvinder ’et harem’ og også nævne, at de ’bor i et harem’. Jeg er interesseret i at udforske den tynde linje mellem disse associationer – harem som synd, harem som kvinde eller kvinder og harem som rum. Men jeg leger også med de billedlige udtryk, som gør sig gældende i orientalismen: sløret, odalisken og de dekorative rum, som indrammer kvinderne i den vestlige, orientalistiske drøm. I Harem-serien er kvinderne så farverige, at de opløser rummet [harem som kvinde og som rum, red.], mens de engagerer publikum, nærmest hånligt, som om de udfordrer dem til at tage det, de ser, alvorligt.” 

Kvinderne på billederne både legemliggør og konfronterer altså østlige såvel som vestlige traditioners kompleksitet. Kvinderne er placeret i overensstemmelse med orientalismens værker, med deres selvsikkerhed, deres blikke og den uigennemskuelige tekst giver dem magt.

Et rum mellem to verdener

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Det indskrænkede rum, kvinderne er placeret i, bliver både deres indespærring og deres frihed. For nok er de spærret inde, men de taler derfra, og de kan være dem, de er, uden restriktioner eller hindringer – i modsætning til orientalismens kvindefigurer, der er til for at tilfredsstille et mandligt blik. 
Som arabisk kunstner bosiddende i Vesten er Lalla Essaydi med egne ord blevet udstyret med et perspektiv, hvorfra hun kan observere de to verdeners fælles såvel som forskellige kulturelle aftryk. I sin kunst skaber hun et univers, der både fletter dem sammen og viser, hvad det betyder, når man somme tider skal leve imellem de to verdener. Og historien er ikke bare hendes egen, men kan overføres på den arabiske kvinde i almindelighed:
”Sandheden er, at arabiske kvinder i dag har problemer med begge verdener, den arabiske såvel som den vestlige. Orientalismen bliver stadig overført på dem fra to retninger: de er enten svage og har brug for redning eller farlige kvinder, der må holdes under kontrol. I begge tilfælde bliver de defineret af deres seksualitet, der ses som skadelig for arabiske mænd eller som noget, der skal bemægtiges i den vestlige fantasi. Disse fotografier tilbageerobrer kvinderne fra sådanne afbildninger og, håber jeg, bidrager til, at de bliver set som stærke mennesker.”