Der var vistnok engang en mandlig gud for jagten her i Norden, Ulv, men han er for længst glemt, og i de sidste par årtusinder har jægere i hele Europa bekendt sig til en gudinde, grækernes Artemis. Artemis, den lyse Apollons tvillingesøster, var ikke alene gudinde for naturen og jagten, hun var også kyskhedens gudinde. Så kysk var hun, at da jægeren Actæon en dag belurede hende og hendes nymfer i badet, straffede den skønne Artemis ham ved på stedet at skabe ham om til en hjort og lade hans egne hunde sønderrive ham. 

Det kan synes som et paradoks, at mænd i årtusinder har besunget en smuk, kysk kvinde som gudinde for jagten, men det er nok ikke så paradoksalt endda, for det, Actæon forbrød sig imod, da han belurede Artemis i badet, var selve jagtens renhed. Jægeren Actæon gav sig i sine drifters vold. Han overskred den tabubelagte grænse imellem død og erotik, som Artemis netop bevogtede. Han skred ned i følelsernes ursuppe, hvor det er svært at skelne det ene fra det andet, og hvor ingen jæger nogensinde måtte ende. 

Af indlysende grunde har kærlighedens sprog hentet utallige metaforer fra jagten. Billedet af kvinden som den jagede, eventuelt i skikkelse af en uskyldsren hvid hind og manden som jægeren, der nedlægger hende med sit lem som våben, er fælles tankegods på grænsen til det banale. Men selvom kærlighed og erotik har hentet metaforer i jagten, har der været en knivskarp grænse mellem kærlighedens, kvindesfærens og erotikkens univers, og det mandlige, som er befolket af jægere og krigere. 




Diana – jagtens gudinde

Artemis smeltede i romernes mytologi sammen med lysets gudinde Diana, og det er nok som Diana med halvmånen i panden, at gudinden er bedst kendt og oftest afbildet. Skønt hun som regel gengives halv- eller helnøgen i selskab med sine hunde og sin bue, og skønt myten om Actæon netop er erotisk ladet, skal man imidlertid helt op i nyere tid, før gengivelserne af jagtens gudinde vover at bevæge sig ud i det følelsesmæssige morads, som erotikken repræsenterer. Langt de fleste gengivelser af hende er meget kyske og koncentrerede om det smukke menneske i fred med sig selv og naturen. Som et eksempel på det modsatte kan nævnes et barokt loftsmaleri af ukendt proveniens, der findes på Koldinghus. Maleriet gengiver tydeligvis Diana, men fremstillingen er voldsomt erotisk ladet, så voldsomt, at man på det ærværdige museum end ikke har genkendt gudinden, men blot anfører, at motivet ikke kan identificeres. 

Arten Homo sapiens har eksisteret i sin nuværende form i mindst 45.000 år, og i langt det meste af sin eksistens har vores art på liv og død været afhængig af, at nogle af dens medlemmer gik på jagt. Aber går også på jagt, men selvom dyrepsykologiske forsøg har vist, at chimpanser kan føle skyld, er der ikke noget, der tyder på, at de plages af andet end sult, når hanner og hunner i fællesskab jager andre, mindre aber. Mennesket derimod kan projicere sine egne følelser over på andre væsener og helt nede i den nederste del af kroppen mærke ubehaget ved at overvære et drab. Derfor er det at dræbe stadig noget, man(d) skal lære. Mennesket har behov for at sætte grænser op mellem de indre reservoirer, som rummer dets følelser. Derfor er jagtens guddom en kysk, urørlig kvinde. Og måske derfor har kvinder på jagt været et usædvanligt særsyn helt op til vor egen tid. 

Jamen, vil nogen indvende, fornemme kvinder var da ivrige falkejægere allerede i Middelalderen og den østrigske kejserinde Zizi var elsket og berømt for sine vilde parforcejagt-ridt i en tid, da mænds og kvinders tankesæt var allermest strammet ind af viktorianske værdier. Svaret er ja, men forklaringen skal sandsynligvis findes i det faktum, at hverken falke- eller parforcejagt i grunden var “rigtig” jagt. For mens jagtens oprindelige formål var at skaffe mad på bordet, er disse jagtformers formål først og fremmest at demonstrere storhed og magt hos deres udøvere. Det var jagtformer, hvis udbytte overhovedet ikke stod mål med de ressourcer, der blev brugt på dem.
 

Jagt som skuespil

De falkejagter, som Middelalderens damer med stor forkærlighed deltog i, udstyret med deres egne yndige Lærke- eller Dværgfalke i smuk kontrast til de fornemme herrers Jagt- eller Vandrefalke, var rene skuespil. At indfange eller købe en falk var dyrt, at træne den var 24-timers arbejde, som man måtte have folk til, at udøve jagten krævede, at man rådede over ejendomme med store, åbne arealer, hvor mange mennesker frit kunne færdes med hunde og heste. Falkejagterne var fornemme skuespil, og de blev bare endnu smukkere af, at de fornemme damer deltog. Byttet var meget ofte hejrer, som oven i købet blev sluppet løs efter fangsten for atter at blive jaget. Det var overhovedet intet skafferi i denne form for falkejagt. Og, skønt kvinderne deltog, heller intet humant. 

Også hidsejagterne med heste og hunde, der siden 1600-tallet her i landet er blevet kaldt parforcejagter, var ritualiserede skuespil. Parforcejagt krævede i endnu højere grad end falkejagt store ejendomme, hvor jægerne kunne ride overalt uden hensyn til bøndernes afgrøder, de krævede enorme hunde- og hestehold, og de krævede, at man havde råd til, at store mængder hjortevildt ødelagde afgrøderne. Udbyttet af en parforcejagt var bare en enkelt stor hjort, der var løbet næsten til døde og derfor helt uspiselig for alle andre end hundene. I modsætning til en falkejagt krævede en parforcejagt på hjortevildt imidlertid både ridefærdighed og mod. Selvom hundene var trænede til at holde hjorten fast ved bid i øren og hoved, var det farligt at gå tæt på det store dyr for at dræbe det med et kort jagtsværd. Og selvom damerne kunne ride med under forfølgelsen, var de kun tilskuere til selve drabet. Drabet var ganske enkelt den ritualiserede handling, hvorigennem jagtherren eller en af hans allermest fornemme mandlige gæster viste deres mod og mandshjerte. Derfor blev parforcejagten i 1600-tallet en af de europæiske enevældige kongers mest yndede opvisninger i såvel storslået pragt som storslået magt. 

Drabet er og bliver den centrale begivenhed i jagten, og deri ligger måske forklaringen på den passive tilskuerrolle, som kvinderne har indtaget i jagterne gennem århundreder. At nedlægge et vildsvin med spyd er livsfarligt, men for konger og herremænd, som i krige skulle kæmpe mand mod mand, har jagten i århundreder været et bevidst og skattet middel til træning af mod og styrke. På samme måde har de store jagter med mange deltagere, f.eks. parforcejagterne, været en træning i strategi. Jagt var, og er stadig for nogle, en fredelig og nyttig idræt med en meget alvorlig baggrund. Kvinderne skulle ikke trænes i drabet, og deres rolle var derfor også normalt at være beundrende tilskuere til mændenes mod ved de jagter, hvor formen tillod det. Og det var de, tilsyneladende helt uden fine fornemmelser for dyremishandling eller angst for at se blod. 

Parforcejagt drives stadig i Frankrig, og mænd og kvinder deltager stadig lige ivrigt. Her i landet forbød den kongelige parforcejagt sig selv allerede i 1777, fordi den var så ressourcekrævende, men på godset Frijsenborg drev man faktisk parforcejagt omkring år 1900, og lensgrevinde Fritze Krag-Juel-Vind-Frijs beskrev med begejstring det grumme skuespil, som også havde en smuk lydside, fordi man kommunikerede med parforcejagthorn. Hun syntes dog, at den hjort, som i sin dødsangst ligefrem flygtede ind i slottet, burde være blevet skånet. 

Myndejagt efter harer, som blev forbudt i 1922, er en anden form for forfølgelsesjagt med heste og hunde, hvori byttet, hvis jagten lykkes, til sidst sønderrives af hundene. I Boganis Jagtbrevebeskrev og begrundede Wilhelm Dinesen sin stærke begejstring for at kvinder deltog i denne grusomme jagtform:

“…damerne er selvskrevne, nødvendige, uundværlige på en parforcejagt, når det skal have nogen art, Men der stilles store fordringer til dem: en ulastelig figur…, en tætsluttende kjole af det fineste klæde – og den skjuler intet, slet intet – håret hæftet i en knude i nakken, urokkeligt, hvor vildt end farten går, cylinderhatten, hvis slør bør være det eneste kulørte, og et sæde, let, sikkert, lige og dog bøjeligt, støt og dog utvunget – det er nogle af fordringerne. Intet kniberi, ingen albuer i siderne, ingen højre skulder frem, ingen falden-forover i springene, ungdom og chic blæser ad faren, hjertet banker, kinden brænder, øjet funkler, der er vel også en og anden læbe, der dirrer i smug. Og det glødende hjerte fænger og fængsler, gnisten varmer og tænder, en ung smuk kvinde, der tumler og styrer sin skummende fyrige hest over grøfter og volde er dårende -…”.

Sic! Artemis hvor var du?!

Kvinder som aktive jagtdeltagere

Som antydet ovenfor var samfundets højtstående kvinder allerede tidligt aktive deltagere i visse former for jagt, f.eks. arrangerede dronning Sophie Amalie i 1663 en såkaldt sæljagt udfor kysten i nutidens Hellerup. Her blev der i vandet opstillet en indhegning, hvori man gennede tyve sæler sammen. Midt i indhegningen stod et “theatrum”, hvori de kongelige opholdt sig, mens deres gæster sejlede rundt mellem sælerne. “Jagten” gik nu ud på, at alle deltagerne skulle skyde så mange sæler som muligt med pistol. Denne form for “jagt” var i datiden populær mange steder i Centraleuropa, men almindeligvis foregik den til lands, og det var hjortevildt, som fra meget store områder blev gennet sammen på små arealer, hvor man i ro og mag kunne nedslagte de panikslagne dyr. Der var ikke nogen forskel på mænds og kvinders opfattelse af grusomhederne. Det var løjer, og ved Hellerup stod dronningen som arrangør. 

Fra slutningen af 1800-tallet deltog flere og flere kvinder i egentlig jagt, dog først og fremmest den form for selskabsjagt, der kaldes klapjagt. Her stilles en antal skytter op på post for enden af et areal, som så bliver gennemdrevet af klappere, der jager vildtet op eller frem mod skytterne. Kvinderne var dog endnu absolut i undertal, og Dinesen havde ikke meget andet end foragt til overs for dem:

“Det får endda passere med damernes ståen-med-på-post,… men værre bliver det, når de finder på at ville agere jægere og med bøssen på nakken gøre hele dagen med….Det er hæsligt at se en dame løbe rundt efter en anskudt skræppende hare eller sætte sig på skrævs over en smælende buk for at fange den af [d.v.s. aflive den];…”.

Kvindelig dæmoni og jagtlykken

Afstanden mellem Wilhem Dinesens hæslige, kvindelige jæger på skrævs over den døende buk og de hekse og ulykkebringende gamle koner, som altid har været en del af jægernes univers, er ikke ret stor.

“Enhver jæger ved, at det betyder uheld at møde en gammel kone, når man drager på jagt, og at det eneste middel mod den kranke jagtlykke er, at en af jægerne kysser kællingen, et hverv, der tilfalder den yngste i selskabet.”

Sådan skrev Poul Lorenzen i Jagt, jæger og skovfolk i gamle dage. Han fortalte også om de mange sagn om hekse i hareskikkelse, der tidligere fandtes overalt i landet. Den slags hekse-harer kunne kun skydes med en sølvknap, og når en af dem blev ramt, viste det sig ofte, at en gammel kone i nabolaget kom til at ligge i sengen med et brækket ben. Så vidste man jo, at hun var en heks. Denne tro på, at gamle kvinder kan omskabe sig til dyr, og at jægere kan gøre det af med dem, ser ud til at være universel. I hvert fald fortæller Karen Blixen i Den afrikanske farm fuldstændigt tilsvarende historier om gamle somalikvinder, der dog skabte sig om til hyæner. 

Heksene kom også med i Daguerreotypier, hvor Karen Blixen diskuterede det 19. århundredes mandlige opfattelse af kvinden, den som hendes fader i Boganis Jagtbreve så varmt bekendte sig til. Det virkelige livs kvindeideal var en blanding af skytsengel og husmoder, skrev hun og konstaterede, at ingen af de to idealer havde ben, i modsætning til virkelighedens helt reelle kokotter, hvis fornemste kendetegn netop var, at de havde ben. Heksen, den af manden helt uafhængige sejdkoger, var Karen Blixens fjerde kvindetype. Om mændenes opfattelse af hende skrev Wilhelm Dinesens datter:

“Man må tro, at en kvinde, som kan undvære manden, givetvis også kan undvære Gud, eller at en kvinde, som ikke vil besiddes af manden, ufravigelig må være besat af Djævlen. Heksen havde ingensomhelst skrupler ved at vise sine ben, hun satte sig aldeles ugenert overskrævs på kosteskaftet og stak til vejrs”. 


Karen Blixen og safarien

Der er en sær ironi i, at netop Wilhem Dinesens datter blev sin tids, ja måske hele det 20. århundredes allermest berømte kvindelige jæger og villigt bekendte sig til heksen i sit eget væsen. Faderen døde allerede i 1896, da Tanne kun var 10 år gammel, og selvom hun tilbragte sin ungdoms ferier hos familien på Frijsenborg, hvor lensgreve Mogens Krag-Juel-Vind-Frijs var en af landets ivrigste jægere, var det heller ikke her, Karen Blixen blev jæger. Først efter at hun i 1914 var rejst til Kenya med sin tilkommende baron Bror von Blixen-Finecke, lærte hun at skyde, og det at gå på jagt blev for hende en lige så integreret del af tilværelsen, som det havde været for hendes far. I begyndelsen af det 20. århundrede blev en ny form for jagt, nemlig den eksotiske jagtekspedition, i Afrika kaldet safarien, populær blandt Europas overklasse, og Karen Blixen elskede at være på safari. Hendes beskrivelse, her fra Den afrikanske farm, af jægerens oplevelse af gå i et med naturen er appellerende, almenmenneskelig og helt uden kønsrollepræg:

“Vi civiliserede folkeslag har mistet evnen til at være stille, og må tage timer i tavshed fra det vilde liv, førend det vil optage os i sig….Jægere kan ikke følge deres eget hoved, men må lære landskabets farver, lugt og vind at kende og falde ind med det store orkesters eget tempo”.

Karen Blixen var ikke alene, men de kvindelige jægere kom især fra samfundets top, for indtil 2. Verdenskrig var de store selskabsjagter stadig mest forbeholdt dette samfundslag. At afholde en klapjagt krævede, at man havde en stor ejendom, jagtbetjente og skytter, heste, hunde og vogne. Fra midt i 1800-tallet havde de københavnske grosserere anlagt plantager i Jylland for at kunne gengælde de østdanske herremænds invitationer til jagt. Derfor var det ikke alene adelens kvinder, mens også kvinder fra samfundets øvrige overklasse, der først kom på banen som jægere. Dog med en enkelt markant undtagelse i kvinderne på Læsø, hvis selvstændighed allerede meget tidligere havde givet sig udslag i, at de også gik på jagt. Men her var der tale om såkaldt jagt til gryden af samme type, som den der f.eks. langs den jyske vestkyst blev drevet i fællesskab af fattige fiskere og husmænd.

Nutidens typiske jæger

Der er desværre endnu ikke lavet videnskabelige studier i kvinders deltagelse i jagt, men undersøgelser fra 1970’erne viste, at kun 1% af jagttegnsløserne dengang var kvinder. En undersøgelse gennemført af Hans Peter Hansen i 1998-2000 blandt medlemmer af Danmarks Jægerforbund viste, at i 2000 var en jæger stadig en gift eller samlevende mand fra landet på mellem 35 og 60 år. Han boede fortrinsvis i hus eller på en landbrugsejendom, og hans uddannelsesmæssige baggrund var almindeligvis grundskole evt. suppleret med en erhvervsfaglig uddannelse. Han var ofte vokset op i et hjem med en positiv indstilling til jagt og som regel i en ung alder blevet introduceret til jagten af et familiemedlem. Undersøgelsen viste dog også, at der var forandringer på vej. 

De mandlige jægere bliver nu stadig ældre, inden de erhverver sig jagttegn; før var de traditionelt omkring 16-17 år, i 2000 var de omkring 30 år. Hans Peter Hansen mener, at forandringerne skyldes, at de nye jægere i højere grad introduceres til jagten af arbejdskollegaer og venner end af slægtninge. Desuden, eller måske derfor, er de ved at få en mere urban baggrund og en uddannelse og indkomst, der i højere grad afspejler den øvrige befolknings. 

Hans Peter Hansens undersøgelse viste også, at flere kvinder ville løse jagttegn i fremtiden. Kun 2,6% af de adspurgte i hans undersøgelse var kvinder, men blandt dem, der havde taget jagttegn i 90’erne, var mere end 7% kvinder, en markant stigning i forhold til 1970’ernes ene procent. En yderligere indikation af, at kvinderne var blevet mere interesseret i jagt var, at hele 20% af de jægere, der boede på en landbrugsejendom angav, at deres samlever eller ægtefælle havde jagttegn.
 

Antallet af kvindelige jægere stiger

Tendensen til at antallet af kvinder, der går på jagt (eller i hvert fald løser jagttegn), er stigende, ser ud til at fortsætte. I dette års novembernummer af bladet Jæger, der udgives af Danmarks Jægerforbund, kan man læse, at antallet af kvinder, der løser jagttegn er steget med 28% (3.505) de sidste seks år, mens antallet af mandlige jagttegnsløsere er steget med 10%. Det er en voldsom tendens, selvom der stadig kun er 15.895 kvindelige jagttegnsløsere mod 213.699 mandlige i Danmark. De kvindelige jægere er nu så mange, at de kan begynde at organisere sig, og iJægers decembernummer kunne man da også læse, at en snes sønderjyske kvinder har slået sig sammen i en særlig kvindegruppe, Team Tøs Hadsten. 

Der er to bemærkelsesværdige ting ved jagttegnsstatistikken. Den ene er, at antallet af jagttegnsløsere i Danmark i det hele taget er stigende. I Holland, der på mange måder ligner Danmark, er jagten som naturoplevelse kommet helt ud i kulden. Herhjemme har vi tilsyneladende en langt mere brugsorienteret holdning til naturen, og noget tyder på, at jagten er ved at blive et nyt statussymbol på samme måde som golfspillet. Firehjulstrækkeren med en hund bagi og et golfspiller-mærke på bagsmækken er et velkendt syn i visse egne af landet. Det kunne meget vel være jægernes mere og mere urbane baggrund, der her slår igennem. Mange flere end før har råd til at gå på jagt, selvom de ikke ejer jord. Man kan f.eks. rejse til udlandet og gå på jagt, og som Karen Blixen i Afrika længes de forjagede bymennesker efter at komme ud i naturen og være en del af det, de er kommet så langt væk fra i deres daglige liv. 

Det andet er naturligvis, at kvinderne nu også er ved at indtage dette mandsdomæne. Lavinen er begyndt at rulle. Vildtkonsulent Lars Brun udtaler i forbindelse med statistikken, at det er kvinder i alle aldre, der tager jagttegn, og at de fleste af dem synes at være gift med eller kæreste med en jæger, og det stemmer jo med Hans Peter Hansens undersøgelse. Noget tyder altså på, at disse kvinder gerne vil dele deres mands fritidsinteresse og deltage i den på lige fod med ham. I 1999 var det dog kun 2/3 af de kvinder, der havde jagttegn, der rent faktisk havde været på jagt. Hvis det også fremover viser sig, at kun en del af kvinderne faktisk går på jagt, kan en af forklaringerne være, at mange kvinder ser jagttegnsundervisningen som en god mulighed for at lære noget om den natur, som man ikke længere lærer noget om i skolen. Så kan de tale om naturen på lige fod med familiens mandlige medlemmer. Det har jeg hørt flere kvinder med jagttegn give udtryk for. 

Alligevel må man også se det, at flere og flere kvinder melder sig som jægere, som en helt naturlig konsekvens af den ændring i kvindernes rolle, der i det hele taget er sket i samfundet efter 2. Verdenskrig. Kvinderne, også de unge, har for længst iført sig de to-benede bukser, sluppet deres indre, uafhængige hekse løs på arbejdsmarkedet og overtaget mange af mændenes normer. 

Jagtens historie er på mange måder et troldspejl for samfundets historie. De udviklingstendenser og sociale forskelle, som findes i samfundet, fremtræder meget tydeligt i jagten. Grunden er formentlig både, at jagten er den form for udnyttelse af naturgrundlaget, der længst har kunnet vedblive at finde sted i alle samfundslag, og derfor dyrkes på mange forskellige måder, og at jagten engang var det, der udgjorde fundamentet for vores arts overlevelse. Den rollefordeling mand og kvinde oprindelig har haft, når føden skulle skaffes og ungerne passes, har måske ligget dybt i os, men den er i de sidste 100 år fundamentalt forandret. 

Nogle gamle jægere kan stadig have lidt svært ved at forstå det, f.eks. var der for ikke så længe siden et jagtblad, der brugte en delvis afklædt kvindelig jæger og en fjollet tekst som blikfang. Det slap bladet ikke godt fra. De mandlige jægerne er jo netop heller ikke længere de samme, og endnu en bastion er faldet: Jægerfrisprogets. Den var Boganis også bekymret for: 

“… på klapjagten må ordet være frit, jægerløgne med eder og eventyr er ligeså anerkendte som skipperløgne – og det galante ligger for den brave jæger som for en sømand med et modigt bryst”.

Wilhelm Dinesens bekymring var berettiget. De gamle sjofelheder, der nedgør kvinderne på grund af deres køn, er ganske rigtigt ikke mere gangbare, når samme kvinder er med på jagt, og det er også mange af de nye mandlige jægere glade for. Jagtens troldspejl har glimtet igen. Velkommen tilbage, Artemis!

Jette Baagøe er direktør for Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum