Kort efter videoens publicering blev den omtalt overalt. Kunne kvinder lide dette eller ej? Var det høfligt? Var det et kompliment? Var kvinder, der ikke kunne lide det, for følsomme? Det stod klart for mig, at to punkter skal klargøres, før vi overhovedet kan have en meningsfuld debat.

Objektificering

Et ord, der viser sig igen og igen i denne debat, er objektificering. For det meste bruges det på en meget flad og oversimplificeret måde. Kvinder siger, at de føler sig objektificerede, og mænd gør kvinder opmærksomme på, at de udemærket godt ved, at kvinder er mennesker og ikke ting, og så ender samtalen ligesom der.
Det, vi overser, er måderne, hvorpå objektificering spiller sammen med konceptet fetischering. Det er faktisk fuldt ud muligt at objektificere en person og samtidig tilskrive dem menneskelige følelser. Det, der bliver vigtigt, er, hvilke følelser man tilskriver andre, og hvor meget plads der er for følelsesmæssig variation for den objektificerede person.
En vigtig pointe forsvinder i debatten, når mænd, der catcaller (eller den for mig ret overraskende store gruppe, der påstår, at de ikke selv catcaller, men stadig støtter handlingen) siger, at det er et kompliment, som kvinder skal modtage med kyshånd.
De som klassificerer catcalls som et kompliment antager, helt fundamentalt, at kvinder på alle tidspunkter af døgnet ønsker seksuel opmærksomhed fra mænd, de ikke kender, og at det vil gøre dem glade at fortælle dem, altid. Ingen undtagelser.
I sin mest basale konstruktion er et kompliment en måde at gøre en person opmærksom på, at noget, som man mener, personen gerne vil have, skal have opmærksomhed for (en god middag, f.eks., eller et pænt stykke tøj ved en speciel lejlighed), rent faktisk også modtager den opmærksomhed. Og det bliver tydeligt, at personen har haft succes med at gøre noget lidt anderledes end normalt.
Når man catcaller en kvinde, så antager man, at hvor end hun går, så søger hun at tilfredsstille én med den måde, hun ser ud. At dette er noget, hun higer efter hver eneste morgen, og hvis ikke du siger det til hende, så bliver hun ked af det.
Så ja, catcaller’en er fuldt ud klar over, at en kvinde ikke er en sten eller en vinterfrakke. Men det antal måder hun har mulighed for at reagere på catcaller’en er ekstremt begrænset indenfor de rammer, som situationen stiller op. Faktisk har hun kun tre måder, hun kan reagere på.
Enten kan hun sige “Tak” (og dermed sige at, ja, han havde ret, hun stræber efter så meget seksuel bekræftelse som muligt alene ved at gå på gaden), at ignorere ham (og dermed lade ham fortsat dominere situationen, tvinge hende ind i underkastelse og tavshed i det offentlige rum), eller hun kan indlemme ham i sin sfære (og, hvis hun er høflig, give ham det, han vil have: opmærksomhed. Eller, hvis uhøflig, virke utaknemmelig for “komplimentet”).
Her bliver det tydeligt, at catcalling, modsat et kompliment, kræver enormt meget af modtageren. Det tvinger os (der bliver set som kønnet – som kvinder) til, i det offentlige rum at vise, hvilken type kvinde “vi er”, ofte mens fremmede ser på.
Valget står mellem at være enten “sød og sexet” eller “ufed og usexet”, ingen mellemting, damer! De “sødeste” kvinder i det offentlige rum er dem, der udtrykker taknemmelighed overfor seksuelle komplimenter fra totalt fremmede. De bekræfter nemlig, for catcalleren og hans slæng, at den type af kvinder er “sexede” og “sjove” og samtidig “høflige” og “ægte” kvinder. Alle de kvinder, der ikke bryder sig om det, er bare sure og hader sex.
Lyder det som konsekvensen af et kompliment, eller lyder det som en måde at gruppere mennesker efter ens egne behov?
I diskussionen dukker det sjældent op, at det faktisk er et ret fundamentalt menneskeligt træk at ville være høflig overfor andre mennesker. Og der er i hvert fald ret få kvinder, der har nogen umiddelbar interesse i at gøre en voksen ukendt mand vred, det kan være farligt, så af og til siger vi “tak”, bare for at undgå problemer.
Men når vi siger “tak” til et catcall, er det, vi gør, samtidig at bekræfte catcalleren i, at det netop var det, vi ønskede os. Han tilskriver os følelser, han er fuldt ud klar over, at vi er mennesker. Men det han nægter at tilskrive os, er et menneskes kompleksitet.
Han gør mig til en simpel skabning; grådigt runder jeg gadehjørner for at slukke min tørst efter komplimenter fra mænd, som jeg ikke kender. Han gør mig til et menneske, der har brug for hans bekræftelse for at være glad. Uden ham er jeg ikke noget. Det bekræfter ham i, at JA jeg har brug for ham. Når det sande tilfælde er, at jeg måske bare gerne ville af med ham.
En anden ting jeg sommetider tænker på ved forestillingen om, at catcalls skulle gøre dig glad, er, at catcalleren måske mener, at sexede kvinder har mere ret til at være glade end dem, de finder grimme? Er sexede mennesker mere værd i det offentlige rum, har de større berettigelse til glæde? Bare en tanke.

Man, I feel like a woman

Under debatterne kom det bag på mig, at nogle mænd var fuldstændig overbeviste om, at alle kvinder elsker at blive råbt ad. Selv da jeg, der tydeligvis er en kvinde, og præsenterer mig således online gennem navn og billede, understregede, at jeg ikke ønskede det, og at det gjorde mig utilpas (heller ikke fra lækre mænd), faldt det for døve øren. Jeg måtte være en ekstrem undtagelse! Mig og de 80 andre kvinder i tråden var alle ekstreme undtagelser.
Men hvad siger det om mænds forestillinger om det at være kvinde?
Her kunne jeg udlede, at det at tilfredsstille mænd visuelt er så stærkt forbundet med billedet af femininitet og forestillinger om essentiel kvindelighed, at man som kvinde knapt nok kan undslippe.
Da jeg udtrykte min holdning, ophørte jeg i deres øjne næsten op med at være kvinde, i hvert fald en normal én, som man skulle tage hensyn til i det offentlige rum. Det var mig, den var gal med.
Jeg tilhørte ikke længere gruppen “kvinder”, men blev pludselig del af en underlig undergruppe: “kvinder, der er politisk aktive” eller “kvinder, der går mere op i deres job end i at være sexede”, eller “lesbisk”, eller, den farligste i Danmark: “feminist”.
Uanset hvad, er en kvinde, der ikke kan lide at blive catcalled, ikke en almindelig/gennemsnitlig kvinde.
Det var som om disse kvinder, der oplever ubehag, ikke talte. Som om den kvinde du råbte ad, tilhørte én af de her grupper – eller (gisp!) mere end det – og at hendes følelse af ubehag var mindre vigtig end det faktum, at måske gjorde catcalling nogle gange nogen kvinder glade.
Heri ligger objektificeringen: at nægte nogen retten til kompleksitet, retten til at gøre modstand mod noget ved at påpege, at de burde/skulle nyde det. Alle kvinder er forskellige.
Catcalling og den feberredning af undskyldninger ved at kalde det et kompliment, hviler på det dybt krakelerede fundament, at alle kvinder vil have det samme ud af sin dag og sig selv.
Det usynliggør de kvinder, der ikke bryder sig om det, for kvinder, der ikke tør sige fra, bliver tvunget ind i tavshed (for åbenbart er man så ikke en “normal” kvinde), og dermed bliver de kvinder, der godt kan lide det, fremhævet. De er kvinder på den mest “korrekte” måde, det vil sige den måde, hvor man ikke tager afstand fra sin afhængighed af mænds komplimenter for at være glad.
Denne tekst er på ingen måde ment som et angreb eller en fordømmelse på kvinder, der holder af at blive catcalled. Hvis man gør det, er det helt fint. Men bemærk, at det ikke er derfor mænd gør det, for de bliver ved, selvom de ved, at mange ikke bryder sig om det.
Problemet opstår, når man anvender sin egen positive oplevelse til at berettige, at det gøres mod mennesker, selvom de tydeligvis ikke kan lide det. Vi findes altså også, og vores oplevelse bør være ligeså vigtige som andres.