Fakta om objecDEFY

objecDEFY Harassment er et redskab, der skal sætte kvinder i stand til at protestere mod og trodse chikane. Det er et proaktivt græsrodsinitiativ fra Jordan og har som mål at forvandle negative adfærdsmønstre til positive. Projektet omfatter en række samfundsoplysende film, en dokumentarfilm og en række regionale workshops.
 
objecDEFY Harassment giver en stemme til kvinder, der oplever chikane. Ved at sætte ord på kulturelt bestemte vanskeligheder bliver projektet i sig selv et kulturelt redskab, der samler, styrker og aktiverer, samtidig med at det sender en besked til det omgivende samfund: Chikane kan bekæmpes, og magten til det ligger i hænderne på kvinderne.
 
Se mere:

Jeg bryder mig egentlig ikke om begrebet ”sexchikane”. Betegnelsen dækkede oprindeligt chikane baseret på biologisk køn (på engelsk betyder sex jo også køn), men opfattes almindeligvis som chikane, der er seksuel af natur. Det er den imidlertid ikke altid, men den er ikke af den grund mindre forstyrrende, farlig eller nedbrydende for vores individuelle og samfundsmæssige sundhed.
Jeg bryder mig naturligvis heller ikke om selve handlingen. Jeg kan ikke lide at have det, som om jeg ufrivilligt er med i en pornofilm, og har ikke fortjent, at man glor på mine bryster, at taxachauffører slikker på min hånd, at man dasker mig i bagdelen, kommer med frække tilbud eller udsætter mig for de mange verbale overgreb, invitationer og kommentarer, som er hverdagskost for mange kvinder i Jordan.

Jeg lever af at kommunikere

Jeg er forfatter, filminstruktør og skuespiller og lever af at kommunikere. Jeg er født i Libanon af jordansk-egyptiske forældre og uddannet i USA. Jeg er lidenskabelig af temperament, og det falder mig naturligt at handle proaktivt. Som den engagerede borger, jeg er, rejser jeg meget med det formål at skabe forståelse mellem kulturer. Men da en flok fyre engang i maj 2008 gjorde mig alvorligt bange med deres tilnærmelser, kunne jeg ikke finde på andet at sige end:  
”Jeg håber, det sker for jeres mødre eller søstre!” 
Ved den lejlighed gik det op for mig, at jeg måtte gøre noget, hvis jeg ikke skulle blive lige så magtesløs, som jeg allerede følte mig. Hvorfor var jeg så længe om det? Det ved jeg ikke. Jeg var bare en blandt så mange andre jordanske kvinder, der hver dag oplever at blive chikaneret, og det var aldrig faldet mig ind at prøve at finde ud af, hvorfor det skete. 
Min vrede mod mig selv fik mig til at tage et videokamera i hånden og gå ud og spørge andre kvinder om deres oplevelser. Jeg havde ingen anelse om, hvor svært det ville blive. Mine spørgsmål blev mødt med benægtelser, latter, skepticisme og endda raseri, og man antydede, at det var sket for mig, fordi jeg havde haft det forkerte tøj på. En god veninde, som ellers er en aktiv og interesseret borger, nægtede selv overhovedet at have været udsat for chikane. 

Som mange andre kvinder jeg talte med, gik det dog op for hende, at hun rent faktisk bliver chikaneret næsten hver dag. Hun havde lært at ignorere det i et sådant omfang, at hun slet ikke tænkte over, hvor skadeligt det var for hende som kvinde og som menneske.

Mellemøstens kvinder tør ikke stå frem

Det mest foruroligende var dog, at kvinder i Jordan og i hele Mellemøsten er bange for at stå frem, fordi de bliver beskyldt for at ophidse mændene og derfor selv er ude om det, når de bliver chikaneret. De bliver beskæmmet i en sådan grad, at de til sidst tror på, at det er noget, de selv er herre over og dermed kan undgå. Hvis de anmelder det, risikerer de at begrænse deres egen bevægelsesfrihed. 
I det omfang samfundet overhovedet anerkender, at chikanen finder sted, bliver den som regel afskrevet som kvindens overreaktion på noget, der i virkeligheden blot er en kompliment, eller som man bare kan ignorere. Trods en stærk og højlydt reaktion fra mange af regionens kvinder – især i Egypten og Libanon – er chikane stadig en del af kvinders hverdag. Denne kendsgerning bliver i det store og hele ignoreret af landenes regeringer, der ikke indfører den tilstrækkelige lovgivning på området, af undervisere og opdragere, der har svigtet deres opgave over for gerningsmændene, af gerningsmændene selv, fordi de ikke kan se det skadelige i deres opførsel, og af ofrene, der vælger at lide i stilhed. 
Hvis kvinderne ikke kan regne med, at mændene holder op, at lokalsamfundet tager affære, eller at regeringen indfører den nødvendige lovgivning, hvad kan de så gøre? De må selv tage ansvaret for at bekæmpe chikanen, og de kan begynde med at bryde den onde cirkel af tavshed, der blot fremmer disse handlinger.

Filmen skal skabe kontakt mellem kvinder, der føler sig alene

De interviews, det alligevel lykkedes mig at indfange på film, udgjorde efterhånden begyndelsen til en dokumentarfilm. En film, der bruger det alvorlige emnes iboende humoristiske kvaliteter til at fortælle en historie om proaktive, modige og frimodige kvinder i Jordan, Egypten og Libanon, der sammen bekæmper chikane. 
Den skal også skabe kontakt mellem kvinder, der føler sig alene, og bekæmpe det fejlagtige, enøjede billede af arabiske kvinder, som de fleste mainstream-medier viderebringer: Kvinder, der fuldkommen mangler et globalt, endsige et regionalt, udsyn. 
Visse klip har fået form af små, samfundsoplysende film, der kan findes på YouTube (www.youtube.com/user/objecDEFY#p/u). De skal skabe opmærksomhed om problemets omfang og udbrede kendskabet til objecDEFY Harassment – et arabisk initiativ, der skal sætte kvinder i stand til at protestere mod (object to) og trodse (defy) chikanen. Vi håber at sætte en kædereaktion i gang, der vil ændre adfærden i positiv retning ved at afholde en række regionale workshops, hvor filmen og YouTube-materialet vil blive vist. Det følges op af rollespil, hvor deltagerne får mulighed for at indøve og diskutere metoderne i objecDEFYing.

Indtil videre findes projektet online (www.objecdefy.com) og fungerer som bindeled mellem dem, der bruger deres stemme og evner og siger fra, nu og her, og dem, der endnu har brug for lidt opmuntring til at gøre netop det. 

Et vigtigt redskab, der giver kvinder deres stemme tilbage

Projektet objecDEFY har været under udvikling i tre år, og det virker allerede. Kvinder, der før ikke turde åbne munden, har fundet modet til det, og det medfører på sin side mere kritisk og kreativ tænkning. 
Sally Shalabi er koordinator ved The Arab Foundation for Freedoms and Equality. Det er en regional ngo med hovedkontor i Beirut, der arbejder for lighed mellem kønnene i Mellemøsten og Nordafrika. Hun beskriver objecDEFY Harassment som ”et vigtigt redskab, der kan give kvinder den stemme tilbage, de er blevet berøvet af et system, som unddrager sig samfundets love”. 

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram

KVINFOs program i Mellemøsten og Nordafrika er støttet af Udenrigsministeriets Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.

Læs mere om DAPP på dette link.

Kvinder må konfrontere chikanen direkte og træde ud af offerrollen. Det er vigtigt at udbrede kendskabet til de samfundsmekanismer, der fremmer denne type vold, og erstatte dem med nogle, der skaber respekt, retfærdighed og ansvarlighed, både ved at arbejde i civilsamfundet og presse på for en lovændring. Det er ikke let. Det vil tage lang tid, men der er ingen vej udenom. 
Så vi bliver ved med at producere de små indslag til YouTube og søge om finansiering af selve filmen. Vi bliver ved med at arbejde med kvinder og hjælpe dem med at udvikle teknikker til objecDEFYing – gennemførlige og holdbare metoder til at bekæmpe chikane; metoder som kvinder har afprøvet, gerne vil afprøve eller gerne vil se afprøvet. 
Kvinderne er ikke blot fokus for objecDEFY Harassment – de udgør selv initiativets kerne. Ved at opbygge vores styrke i Jordan, Egypten og Libanon – hvor chikanen alt for ofte mødes med en mur af tavshed – kan vi formidle denne styrke til kvinder andre steder, også i mere marginaliserede egne. Vi kan generobre retten til selvbestemmelse, både over vores kroppe og det rum, vi færdes i. 
Måske vil det lykkes os at opnå det, som min veninde, jeg tidligere har omtalt – i dag en meget aktiv deltager i objecDEFY Harassment – sagde, da hun rev tavshedens mur ned og begyndte at kæmpe imod: 
”Jeg håber, jeg kan forholde mig tavs en dag. Ikke fordi jeg ikke tør sige noget, men fordi jeg er blevet hørt.”