Når der lander et fly i Københavns Lufthavn med forbindelse fra den filippinske hovedstad Manila, kan der være gode nyheder på vej til en dansk børnefamilie. For i flyet sidder måske en filippinsk kvinde, der skal tilbringe de kommende mange måneder i et dansk hjem som au pair. 
Flere og flere danske børnefamilier vælger at få en au pair til at hjælpe sig med børnepasning og husholdning. Antallet af au pairs i Danmark er mere end fordoblet på fem år, viser de officielle danske tal. Langt de fleste er filippinere. Og de er ofte ventet med længsel. For i et land, hvor næsten alle kvinder er på arbejdsmarkedet, og damebladene skriver om, hvordan man får arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, er en au pair guld værd, når enderne skal mødes i en hektisk hverdag.
“En kendt kvinde sagde engang, at lukkeloven var det vigtigste, der var sket for kvinderne i hendes generation. I min generation er det au pair piger”
Det mener mange danskere. En af dem er Inge Berneke, forfatter til en bog om kvinder og karriere og derudover konsulent i firmaet Egon Zehnder International, der rekrutterer topledere til virksomheder og bestyrelser:
“En kendt kvinde sagde engang, at lukkeloven var det vigtigste, der var sket for kvinderne i hendes generation. I min generation er det au pair piger”, siger Inge Berneke.
Lukkeloven er en lov om åbningstiderne i de danske butikker, som efter mange års forbud mod at holde åbent om aftenen og om søndagen, blev lavet om, så kunderne også kunne købe deres mælk, grøntsager og andre dagligvarer på “skæve” tidspunkter. 

Gammel ordning – ny debat

Der har været au pairs i Danmark i mange år. Au pair ordningen var tænkt som et kulturudvekslingsprogram – i begyndelsen primært mellem vestlige og europæiske lande. Unge kunne opleve et andet land og lære et nyt sprog på nært hold ved at flytte ind hos en værtsfamilie, hvor de hjalp med børnepasning og rengøring få timer om dagen mod at få kost, husly og lommepenge. ‘På lige fod’, som ordet au pair betyder.
Men mens ordningen på ingen måde har været genstand for diskussion i Danmark tidligere, er den i høj grad blevet omdiskuteret nu. Det er sket, fordi au pair billedet har ændret sig markant, efter at Danmark i 1990’erne også åbnede døren for au pairs fra tredjeverdens lande. En åbning, der betød, at antallet af au pairs voksede drastisk. Fra 318 personer i 1996 til 2.937 personer i 2008. Og en åbning, der også betød, at hovedparten af de au pairs, der kommer til Danmark, i dag er fra netop tredjeverdenslande, især fra Filippinerne. Den udvikling har fået diverse forskere, faglige organisationer og samfundsdebattører til at rejse spørgsmålet om, hvorvidt au pair-ordningen er blevet en måde, hvorpå privilegerede danskere kan udnytte mindre privilegerede filippinere som billig huslig arbejdskraft. Og den har affødt forskellige forskningsrapporter, der forsøger at afdække, hvem de “nye” au pairs, der kommer til Danmark, egentlig er, og hvordan deres situation i både Danmark og i hjemlandet ser ud.

Kulturudveksling er blevet husarbejde

Undersøgelserne peger på flere tendenser. For det første er størstedelen af nutidens au pairs i Danmark kvinder fra Filippinerne, som har valgt at rejse ud for helt eller delvist at forsørge deres familie hjemme. Så den gamle ide om, at au pair-ordningen er kulturudveksling, holder ikke længere i dag, fastslår en rapport fra 2008, lavet af migrationsforskeren Helle Stenum for den danske fagforening Forbundet FOA Fag og Arbejde.
“Ordningen bliver brugt på begge sider som en husarbejderordning – dét, man også kalder domestic work. De fleste au pairs, der kommer til Danmark, tager ud for at tjene penge, og au pair ordningen er en af måderne at gøre det på”, siger Helle Stenum fra Aalborg Universitet.
“Det er blevet en ordning, som helt systematisk sørger for, at vi har mennesker arbejdende i danske hjem til lønninger og under vilkår, vi ellers aldrig ville acceptere”
Rapporten viste også, at au pairs har blandede oplevelser i Danmark. Nogle trives godt i landet og hos deres danske værtsfamilie. Andre oplever barske arbejdsvilkår, hvor de eksempelvis arbejder markant flere timer end det tilladte.
Derfor er de danske fagforeninger, der varetager arbejdernes interesser, stærkt kritiske over for au pair ordningen. Forbundet FOA Fag og Arbejde, har ligefrem kaldt au pairs for ‘vor tids slaver’. 
“Det er blevet en ordning, som helt systematisk sørger for, at vi har mennesker arbejdende i danske hjem til lønninger og under vilkår, vi ellers aldrig ville acceptere”, siger Jakob Bang, Forbundssekretær i FOA, i en pressemeddelelse sidste år.
Et af problemerne i den forbindelse er, at en au pair ikke kan få status i Danmark som ‘arbejder’ – netop fordi hun, i de danske myndigheders øjne, er i landet som en del af en kulturudvekslingsaftale. Det betyder, mener fagforeningerne, at hun dermed automatisk bliver udelukket fra de rettigheder, alle andre har på arbejdsmarkedet. I stedet må hun tage til takke med en – i dansk målestok – meget lille løn og er overladt til sin værtsfamilies nåde. Hun mister nemlig sin opholdstilladelse i det øjeblik, familien ikke længere vil have hende.

Forgældede au pairs

Et andet problem, der er blevet afdækket i undersøgelser af au pairs i Danmark er, at de filippinske au pairs ofte er i en økonomisk klemme, når de ankommer til landet. Det viste en rapport fra det danske Center Mod Menneskehandel sidste år. Den fastslog på baggrund af interview med en række au pairs, at de var blevet nødt til at sætte sig i gæld for overhovedet at komme ind i Danmark. 
Årsagen er, at Filippinerne i flere år officielt har forbudt sine borgere at rejse til Danmark som au pair, fordi der med jævne mellemrum dukkede historier op i medierne om, hvordan nogle filippinske au pairs blev udnyttet i Danmark. Det betød, at de filippinere, der alligevel begav sig til Danmark, måtte bestikke mellemmænd og korrupte embedsmænd i lufthavnen for at komme af sted.
For de enkelte au pairs betød det, at nogle havde betalt helt op til 13.000 danske kroner – altså næsten fire måneders gennemsnitlig dansk au pair-løn – for at komme af sted. En gæld, der betød, at mange ofte var nødt til at tage illegalt arbejde udover deres au pair-arbejde, og som fik nogle til at blive illegalt i Danmark efter endt au pair-ophold for at kunne betale gælden tilbage.
Den problematik forsøgte Danmark og Filippinerne at løse sammen i efteråret 2010, da de to lande indgik en aftale om, at Filippinerne ophæver udrejseforbuddet – mod at Danmark til gengæld garanterer, at danske værtsfamilier fremover skal tegne en forsikring for deres au pair, der betaler au pairens hjemtransport ved eventuel sygdom eller død.
Men rapporterne og de mange avisskriverier om au pair-ordningen fik antændt en debat, der ikke er slut endnu. Den handler blandt andet om ligestilling.

Farvel til den perfekte mor

Norden og herunder også Danmark har i årevis været i front på ligestillingsområdet i manges øjne, ikke mindst fordi de skandinaviske lande igennem tre årtier har udviklet familievenlige politikker, der skal sørge for, at danske kvinder kan være aktive på arbejdsmarkedet – også når de bliver mødre og stifter familie.
Nogle mener derfor, at au pair-ordningen er en gave til kvindernes ligestilling. Med en au pair kan den danske kvinde nemlig både passe sit arbejde og sørge for, at familien derhjemme hænger sammen. Og flere fremtrædende danske politikere har derfor talt varmt for au pair ordningen og har opfordret de danske børnefamilier til at at bruge ordningen – frem for at lade deres liv styre af kønsklassiske forestillinger om, hvad en kvinde og en mor bør kunne magte.
“Mange har billedet af den perfekte mor, som står og bager bollerne og som altid møder op til alting”, som den daværende familieminister Carina Christensen sagde i den danske avis Politiken i 2007.
“Hvis din virksomhed er global, og dine kunder eller medarbejdere sidder et andet sted i verden i en anden tidszone, kan du ikke hente børn klokken 16. Så i de familier skaber en au pair virkelig stor værdi. Det er jo dem, der får hverdagen til at hænge sammen”
Kendte danske kvinder, der gør karriere i toppen af dansk erhvervsliv, er på samme måde stået frem i medierne og har fortalt om, hvordan de får deres moderne kvindeliv med både børn og karriere til at hænge sammen, fordi de har en au pair.
En af de kvinder er Inge Berneke, der peger på, at den danske samfundsmodel gør det svært for nutidens børnefamilier at kombinere job og privatliv. Det skyldes, at den danske samfundsmodel i årevis har været baseret på en forestilling om, at alle danskere har en ugentlig arbejdstid på 37 timer, kun arbejder om dagen, og derfor kan hente deres børn i daginstitution klokken 16, når de har fri fra arbejde. Men den model passer ikke længere ind i det danske arbejdsmarked, der – i hvert fald for det private erhvervslivs vedkommende – er blevet fleksibelt, og hvor man indgår i en global verden.
“Hvis din virksomhed er global, og dine kunder eller medarbejdere sidder et andet sted i verden i en anden tidszone, kan du ikke hente børn klokken 16. Så i de familier skaber en au pair virkelig stor værdi. Det er jo dem, der får hverdagen til at hænge sammen”, siger Inge Berneke.
“De fleste au pairs kommer til Danmark for at tjene penge, og set fra deres synsvinkel er det et rigtigt vellønnet job, de får. Og for den danske børnefamilie kan det næsten være en livsnødvendighed at have en au pair, hvis man samtidig har en fuldtidskarriere i det private erhvervsliv på et vist niveau”
Hun ser derfor au pair-ordningen som en win-win-situation, hvor begge parter skaber værdi for hinanden. 
“De fleste au pairs kommer til Danmark for at tjene penge, og set fra deres synsvinkel er det et rigtigt vellønnet job, de får. Og for den danske børnefamilie kan det næsten være en livsnødvendighed at have en au pair, hvis man samtidig har en fuldtidskarriere i det private erhvervsliv på et vist niveau”, siger hun.

Omsorgshul og ømme punkter

Den holdning deler mange med hende. Men det er ikke et ukontroversielt synspunkt. For der er også danskere, der mener, at det er problematisk, når den danske mor – på baggrund af sine egne strabadser med at få job og børn til at hænge sammen – henter en mindre privilegeret filippinsk kvinde til landet, og dermed medvirker til, at den filippinske kvinde efterlader sig et omsorgshul derhjemme: Et såkaldt ‘care-drain’.
“Den hvide mor har eksporteret sit ligestillingsproblem til den brune mor, som i stedet bliver en Skypemor”, som forskeren Helle Stenum siger.
Den problematik har Danmark forsøgt at løse ved at kræve, at filippinske au pairs ikke må have børn og være over 30 år. Men den regel omgås flittigt, fordi det reelt er umuligt at kontrollere, viste rapporten fra 2010 fra Center Mod Menneskehandel.
“Den hvide mor har eksporteret sit ligestillingsproblem til den brune mor, som i stedet bliver en Skypemor”
Og skal man tro debatten i Danmark, er danske kvinders brug af au pair-kvinder fra fattigere lande et kontroversielt ømt punkt for mange. En debattør, journalisten Angela Brink, skrev for nyligt i den danske avis Politiken, at der bliver set skævt til kvinder, der betaler sig fra de hjemlige pligter, fordi danskerne stadig har en forestilling om, at en “rigtig” mor er en, der bager friske boller og står klar derhjemme, når barnet får fri fra skole: 
“Jeg vil gerne opfordre enhver kvinde, der tvivler på, at det forholder sig sådan, til i en prøveperiode på en måned at lade sit barn hente i børnehaven af en ung, asiatisk au pair: Det giver kontant, negativ afregning fra de omgivelser, der ellers kunne formodes at være tilhængere af, at kvinder køber den hjælp, der skal til, for at kunne begå sig på diverse niveauer på arbejdsmarkedet”, skrev hun.

Ligestilling – for hvem?

Kultursociolog Connie Carøe Christiansen har forsket i au pairs i Danmark, og hun oplever, at mange danske kvinder føler sig ubehageligt til mode, hvis de har en au pair og bliver spurgt til det. Det er ikke noget, man går rundt og taler meget højt om. 
“Jeg tror, det handler om, at det er pinligt og ubehageligt at få den uligestilling så tæt på os. For vi har jo som danskere en stærk tro på, at vi er solidariske med folk i andre dele af verden, og at en af vores nationale kerneværdier er ligestilling”, siger hun.
Forskeren har interviewet filippinske au pairs i Danmark, der fortalte hende om deres liv og drømme. Hun kunne godt tænke sig at interviewe danske kvinder, der har en au pair. 
“Hvordan håndterer danske middelklassekvinder ligestillingsproblemet i forhold til au pairs? Emnet virker som en sten i skoen på mange. For de fleste kan godt se, at der er en problematik. Vi lever i en global ulige verden, og den ulighed får vi lige ind i stuen, når vi ansætter en au pair. Når vi betaler for at få en fattig kvinde fra syd ind i vores egne hjem, er det også et billede på, hvor privilegerede, vi selv er”, siger Connie Carøe Christiansen.
“Vi lever i en global ulige verden, og den ulighed får vi lige ind i stuen, når vi ansætter en au pair. Når vi betaler for at få en fattig kvinde fra syd ind i vores egne hjem, er det også et billede på, hvor privilegerede, vi selv er”
Hun undrer sig i den forbindelse også over, at au pair-spørgsmålet ikke har haft den danske kvindebevægelses store interesse. Først for to år siden skete der noget, da den danske paraplyorganisation Kvinderådet, som blandt andet repræsenterer en lang række kvindeorganisationer, på initiativ af den filippinske kvindeforening Babaylan udvidede sit gratis ugentlige rådgivningstilbud med en frivillig rådgiver fra Babaylan, der talte de to filippinske hovedsprog, så også filippinske au pairs kunne søge rådgivning. 
“Emnet burde jo være et, som kvindebevægelsen favnede. Men det er kun sket modvilligt – og meget langsomt. Det tror jeg hænger sammen med flere ting. Kvindebevægelsen har været optaget af ulighed mellem mænd og kvinder her i landet, hvor der for eksempel stadig eksisterer uligeløn. Men det handler også om, at man har skullet erkende og forholde sig til, at der altså også findes ulighed inden for egne rækker – mellem privilegerede danske kvinder og mindre privilegerede filippinske kvinder”, siger Connie Carøe Christiansen.

En løbende debat

Diskussionen om den danske au pair situation vil sikkert fortsætte længe endnu. Er de filippinske au pairs et levende billede på, at køn, klasse, social status og borgerskabsstatus afgør magtfordelingen i en verden med stor global ulighed – hvor danske kvinder nu kan udnytte de filippinske kvinders arbejdskraft til at skaffe sig selv mere ligestilling? 
Eller er bekymringen overdrevet, fordi de filippinske au pairs faktisk er stærke, selvstændige individer, der rejser ud i verden og bliver både en erfaring og en masse penge rigere? Som Inge Berneke siger:
“Selvfølgelig har de nogle udfordringer, når de kommer hertil, for det er altid svært at bo og leve tæt med en familie i en kultur, som man ikke kender. Og nogle danske familier er bedre til at tage imod en au pair end andre. Men sådan har det også været for de unge danske piger, der i mange år er taget til Frankrig, England og USA på stort set samme måde”.
“Man må vælge – enten implementerer man au pair-ordningen, som den var tiltænkt med al den frihed og kulturel udveksling og ligeværdighed, der faktisk ligger i den. Eller man ansætter en hushjælp og betaler rigtig løn”
Seneste indslag i debatten kom fra den danske udviklingsminister Søren Pind, som beskrev au pair ordningen som ‘verdens bedste ulandshjælp’. 
Men det billede kunne man ikke genkende i Filippinerne: “Man må vælge – enten implementerer man au pair-ordningen, som den var tiltænkt med al den frihed og kulturel udveksling og ligeværdighed, der faktisk ligger i den. Eller man ansætter en hushjælp og betaler rigtig løn. Frigørelse af Den første verdens kvinder skal ikke være på bekostning af Den tredje verden. Og der er ingen værdighed eller empowerment for filippinske kvinder i at få lommepenge for arbejde”, lød reaktionen fra Annie Geron, formand for de filippinske offentlige ansatte, i den danske avis Dagbladet Information.