Køn irriterer og sætter sig på tværs af etablerede antagelser og forståelser i verden og i videnskaberne.

For køn fungerer både som et prisme på verden, men samtidig får køn også ofte rollen som stenen i skoen, der irriterer og generer. Billedet bliver særligt påtrængende ved læsning af den tværvidenskablige antologi Kjønnsforskning. En grunnbok redigeret af Jørgen Lorentzen og Wencke Mühleisen, Universitet i Oslo. Her er en bog, der anerkender et analytisk kønsperspektiv, folder det ud og netop fungerer som en grundbog.

Redaktørerne Lorentzen og Mühleisen bidrager sammen med andre kendte norske forskere som Gro Hagemann, Beatrice Halsaa, Harriet Bjerrum Nielsen og Mari Teigen med et historisk og tværvidenskabeligt blik på køn og forskning, der repræsenterer centrale områder af de seneste årtiers norske kønsforskning inden for humaniora og samfundsvidenskab.

En milepæl også i et dansk perspektiv, for der eksisterer ingen danske værker med samme brede indgang til et kønsperspektiv på forskning, som sådan sætter sig på tværs. Når det er sagt, peger antologien samtidig også på problemer og udfordringer, mere herom senere.


Køn som strukturerende princip

Bogens omdrejningspunkt er, at køn er et strukturerende princip, og at køn er et prisme, hvorigennem man kan betragte centrale samfundsmæssige problemstillinger. Fx hvordan forestillinger og begreber om kønsforskelle i samfund og kultur bliver produceret og reproduceret, som redaktørerne skriver i bogens indledning. Køn bliver set i relation til identitet, familie, arbejde, politik, sundhed, vold, etnicitet, historie, æstetik, teknologi, seksualitet og medier.

Det gennemgående blik er bogens styrke, fordi det både præsenterer kønsforskning som et tværvidenskabeligt forskningsfelt og eksemplificerer anvendelsen af et kønsperspektiv på forskningsmæssige problemstillinger.

Fremstillingen er inddelt i tre hovedafsnit: Første del beskæftiger sig med ‘forståelser af køn’, anden del med ‘kønsforskningens historie’, og tredje del er et ‘nedslagsfelt’, hvori tematiske eksempler på analyser af køn
indgår. Samtidig bliver den pædagogiske linje gennem bogen understreget med tekstbokse og spørgsmål som:

“Det personlige er det politiske. Slik lød ett av 1970-tallets viktigste slagord. Hva betydde det, for forskning og for politikk? Har påstanden gyldighet i dag?”.

“Diskuter hvordan Et dukkehjem kan fortolkes i lys av nyere feministisk teori og eventuelt illustrerer hvordan kjønn er knyttet til hvordan man gjør femininitet og maskulinitet, i stedet for noe man bare er”.

Det pædagogiske budskab er, at det ikke på forhånd er givet, hvad der er kvindeligt og mandligt, maskulint og feminint, men at det konstant er til forhandling.


Mænd er ikke bare mænd, og kvinder er ikke bare kvinder

I bogen tegner der sig fire spor. Det første spor ser på kønsperspektivets sammenfletning med andre analytiske perspektiver. Sporet tegner nordisk kønsforskning i disse år med begrebet intersektionalitet, der lidt forenklet kan karakteriseres som en metodisk og teoretisk pointe om kønsperspektivets sammenfletning med andre analytiske perspektiver som etnicitet, generation, klasse, nationalisme, race og seksualitet. Et sammenflettet perspektiv indgår fx i Thomas Walles analyse af køn og etnicitet i det flerkulturelle Norge. Walle understreger betydningen af at trække etnicitet, kultur, race og religion ind i analyser af kønsforhold i samfundet fx i forhold til etniske minoritetsgrupper af norsk-pakistanere og majoritetsgrupper af yngre mænd med gammelnorsk oprindelse.

Skæringspunktet mellem disse perspektiver er arnested for kønsforskningens opgør med tanken om, at kvinder og mænd kan analyseres som entydige kategorier.


Fra kvinde- til kønsforskning

Et andet spor undersøger bevægelsen fra kvinde- til kønsforskning. Her bliver udviklingshistorien fra kvinde- til kønsforskning den røde tråd i præsentationen af humanistisk og samfundsvidenskabelig forståelse af køn. For
en ny læser inden for feltet bliver det klart, at der er tale om mere end blot et terminologisk skifte, når optikken ændres fra kvinde til køn.

I 1970’erne og i de tidlige 1980’eres kvindeforskning stod et ‘synlighedsprojekt’ omkring kvinders liv og erfaringer centralt med udgangspunkt i et fælles erfaringsgrundlag blandt kvinder. I dag afvises et sådant værdigrundlag i lyset af mangfoldighed blandt kvinder og mænd. Inden for humanistisk forskning er synlighedsprojektet bl.a. blevet kritiseret af de poststrukturalistiske strømninger.

En nutidig udgave af et synlighedsprojekt er fx kritikken af en litterær kanon formuleret af den dansk-amerikanske filosof Robin May Schott, som mener, at kritikken er synonym med en “synliggjøring av misogyni (kvinneforakt), synliggjøring av maskuline /mannlige idealer og revidering og supplering af etablert kanon”. Et andet nutidigt synlighedsprojekt omfatter bøsser og lesbiske, som Heidi Eng skriver om i sit kapitel om homo- og queerforskning, der udfordrer den dikotomiske model af de to køn og det heteroseksuelt kønnede begær.

Samfundsvidenskabernes forståelser af køn præsenteres som kritisk, der består af en kritisk refleksion over måder, som køn er udformet på i moderne samfund i relation til begreber som magt og undertrykkelse. I en samfundsvidenskabelig optik er bevægelsen fra kvinde- til kønsforskning parallel med bevægelsen væk fra strukturelle (marxistiske) teorier om patriarkatet.

Før blev der lagt vægt på, at forholdet mellem kvinder og mænd var karakteriseret af en grundlæggende form for undertrykkelse som fx den amerikanske økonom Heidi Hartmanns teori om kvinders ulønnede arbejdskraft i familien, som mænd har nydt godt af ved at kanalisere kræfter ind i det lønarbejde, der giver økonomiske og samfundsmæssige ressourcer.

I 1990’erne bliver de strukturelle forklaringer på kvindeundertrykkelse afløst af en bred horisont af perspektiver med fokus på, hvordan køn skabes i handling og praksis i bestemte kontekster. Her er køn skabt gennem social praksis og er forankret i en kontekst, en bestemt historisk virkelighed, og er knyttet til handlende aktører. Perspektivet implicerer, at begge køn er centrale for at forstå de måder, hvorpå man taler om køn på og for, hvordan køn ‘gøres’.

Teoretikere som Pierre Bourdieu og hans opfattelse af køn som en bestemt praksis, Michel Foucaults diskursbegreb og Judith Butlers forståelse af køn som performativitet bliver inddraget, når den samfundsvidenskabelige kritiske refleksion over køn bliver præsenteret.

Andre kritiske samfundsvidenskabelige positioner abonnerer på teorier om den refleksivitet og modernitet, som den fx er formuleret hos Anthony Giddens, som har argumenteret for, at praksisser i forhold til køn og seksualitet indgår i selvets refleksive projekt. Pointen er her ligeledes, at sproglige konstruktioner er med til at forme virkeligheden i større grad end under tidligere samfundsformer. Her savner jeg en præsentation af analyser af de politiske institutioner, køn og magt, som i flere årtier har tegnet norsk kønsforskning.


Ikke en – men mange feminismer

Det tredje spor, der tematiserer sammenhængen eller bruddet mellem kønsforskning og feminisme, er undertiden som at have et par store 1970’er solbriller på, hvor synsfeltet udfolder sig i både gul og lilla.

For her bliver forbindelsen mellem kønsforskningen og den bredere nordiske samtidshistorie – i form af generelle demokratiserings- og ligestillingsprocesser i Norden -understreget.

Hvordan kan kritisk kønsforskning forstås i dag i lyset af, at begreber om frigørelse, feminisme og feministisk teori er blevet mere komplekse og pluralistiske? Det er bogens åbne spørgsmål, som en række forfattere belyser.
Begrebet feministisk bliver brugt om tre af de magtforståelser, som har tegnet norsk/nordisk kvindeforskning siden 1970’erne: Harriet Holters teori om strukturel kvindeundertrykkelse, Berit Ås’ begreb om de fem herskerteknikker usynliggørelse, latterliggørelse, tilbageholdelse af information, dobbeltstraf (det bliver galt uanset, hvad du gør) og påføring af skyld og skam, og endelig Hanne Haavinds teori om undertrykkelse i de personlige relationer. Her er tale om køn som identitet på psykologisk niveau.

Redaktørerne understreger, at det er umuligt at forestille sig én form for feminisme eller feministisk teori, og det gør bogen til et velkomment indlæg i diskussionen af normativitet og kritik inden for kønsforskningen, særligt set i lyset af teoretisk pluralisme, diversitet og sammenfletning med andre analytiske perspektiver, der tegner kønsforskningen i dag.

For de læsere, som kender kønsforskningens historik og positioner, er debatten om normativitet velkendt læsning. Derimod kan jeg frygte, at en læser, der blot er på gennemrejse inden for kønsforskningen og måske for første gang stifter bekendtskab med kønsforskningen med antologien, kan stå lidt fremmed over for denne diskussion.

Beatrice Halsaa repræsenterer en position og anvender betegnelsen ‘feministisk forskning’ som en samlende betegnelse, fordi det ‘indikerer forskningsfeltets fagpolitiske identitet’. Et nyere eksempel på sammenhængen mellem forskning og politik præsenteres i Heidi Engs kapitel om begrebet queer. Ordet queer var oprindeligt et skældsord, som aktivister tillagde en positiv valorisering (“We’re Here, We’re Queer, Get Used To It”). Begrebet eller perspektivets åbenhed bidrog til en opløsning af kategorien homoseksuel, en dekonstruktion af en given identitetskategori, som giver nye forståelser for, hvordan seksualitet og heteroseksualitet præger forståelsen af køn.


Made in the Nordic Countries

Det fjerde spor undersøger den nordiske kontekst – eller rettere en norsk kontekst. Sidstnævnte er både bogens styrke og svaghed. Der er en analytisk pointe i at inddrage en konkret kontekst i et analyseperspektiv. Køn betyder noget forskelligt i forskellige dele af verden, og anglo-amerikanske forskningstraditioner er derfor ikke altid relevante som referenceramme, som Jørgen Lorentzen skriver i kapitlet om mænd og maskuliniteter.

Når det er sagt, overrasker det mig en del, at bogen er så norsk i sin orientering. Det nordiske perspektiv kunne med fordel have været bredt mere ud. Bogen mangler et globalt udsyn, der vil give redskaber til at analysere globale fænomener og problemstillinger, som ikke nødvendigvis har vesteuropæisk (nordisk) relevans.

Kjønnsforskning. En grunnbog fortjener dog stor applaus for sin klare, pædagogiske fremstilling og insisteren på at flette et kønsperspektiv sammen med andre kategorier og demonstrere forskningens tværvidenskabelige karakter. Med fordel kunne bogen rumme flere åbninger til andre analyser og positioner i nordisk og international kønsforskning og hermed fremstå lidt mindre ‘lokal’.

At (fra)vælge tekster og analyser til en grundbog tegner fremstillingen af et felt og bidrager til en type af ‘kanonisering’ af tekster og forfattere. Når det er sagt, fremstår bogen som et godt bud på en grundbog og hermed på en profilering af kønnet som analytisk prisme.

Kjønnsforskning. En grunnbok af Jørgen Lorentzen & Wencke Mühleisen (red.), 2006, Universitetsforlaget, Oslo