“En opgående Stjerne der synes bestemt til en usædvanlig Fremtid”, noterede den franske musikkender Maurice Strakosch sig i sine musiske memoirer, Souvenir d’un Impresario fra 1887. Det var den unge Otta Brønnum, Monsieur Strakosch omtalte. En dansk pige, som med sin henrivende sopranstemme brændte sig ind på den europæiske musikscene især igennem de sidste to årtier i 1800-tallet.

Det er over et halvt århundrede siden hendes lange og begivenhedsrige liv sluttede i 1949, men før havde hun gjort sig bemærket i både det 19. og det 20. århundrede, som henholdsvis udøvende sangerinde og formidler af sin interesse og talent.

På hylderne i hendes gamle nodeskab folder hun selv sin historie ud. Her ligger en for længst gemt og glemt poesibog – fuld af musiske minder.


Et bemærkelsesværdigt musikalsk talent

Otta Brønnum er født den 24. februar i 1869 i København, men vokser primært op i Paris. I barndommen befinder hun sig i et kunstnerisk miljø i Paris, hvor familiens bånd giver hende adgang til sangere, digtere og kunstnere. Efter at have modtaget sangundervisning i nogle år debuterer hun offentligt den 21. november 1881 som 12-årig ved en koncert sammen med flere andre elever fra “L’Academie Libre de musique et de déclamation” i Paris. Ved denne lejlighed får hun optimistiske ord med på vejen i flere medier, franske såvel som danske.
La Vie Domestique skriver den 3. december 1881 i sin anmeldelse af akademiets koncert:

“man ofte har bemærket en ung 12-årig dansk pige som er begavet med en exceptionel musisk evne og med en krystalklar stemme, der på teatret vil udvikle sig til at blive til en stemme af guld”.

Op igennem ungdomsårene spås hun i både franske og danske aviser en fremtid på linje med den internationalt anerkendte svenske operasangerinde Christine Nilsson, og den unge Ottas musikalske uddannelse bliver nøje fulgt hjemme i Københavns musikkredse.
I november 1883 anmoder så prominente kapaciteter som komponisten I.P.E. Hartmann, Det Kgl. Musikkonservatoriums grundlægger og direktør Niels W. Gade og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg om hjælp til at finde økonomiske midler til den unge piges fortsatte undervisning i Frankrig.

Det lykkes. Allerede inden jul samme år får sangfuglens tante, Fru Johanne Birkenberg, som har Otta Brønnum under sine vinger i den franske metropol, besked om, at hun vil modtage et månedligt beløb i foreløbigt et år fra:

” Komiteen for Tilveiebringelsen af Midler til Frøken Otta Brønnums Uddannelse i Paris i Sang, Deklamation”.


Uddannelsen bærer frugt

Flere engagementer i Europas hovedstæder følger. Velgørenhedskoncerter i London, soireer og matinéer i Paris. Sangaftener i danske kirker og musikforeninger. Listen over kosmopolitten Otta Brønnums engagementer er lang og varieret.

Men især stikker et par kontrakter i øjnene, for deres nyhedsværdi i samtiden, og fordi de i dag begge er en naturlig del af det almindelige musikalske billede:

I 1889 prøver teatret Her Majesty’s in the Haymarket i London noget nyt. De vil give unge britiske komponister en hjælpende hånd og indstifter derfor nogle priser, der skal uddeles ved en række formiddagskoncerter. I The Penny Illustrated Paper fra 17. august 1889 fremgår det, at teatret har engageret Otta Brønnum til at synge i en af efterårets kommende Promenadekoncerter. Da hun er bosiddende i Paris på dette tidspunkt, bliver hun omtalt som Mlle Brönnum og hun er den ene af de tre hovednavne, der optræder på forsiden af programmet til den 22. sæson i teatrets historie.

Promenadekoncerterne, som kendes i dag, kom først for alvor i gang i midten af 1890’erne, men det var karakteristisk for den danske pariserinde at afprøve sit talent, hvor end musikken måtte føre hende hen. Hun er nu både scenevant og fuld af musikalske erfaringer.


Indspiller grammofonplade i London

Ti år efter Promenadekoncerterne er den 29-årige Otta Brønnum igen med, hvor der sker noget nyt. Blot få måneder efter at verdens første pladeselskab, The Gramophone Co. – det senere EMI – er åbnet i London, indsynger hun som den første dansker, en grammofonplade. Det er Edvard Griegs sang “Jeg elsker dig” fra 1882, som hun indspiller på norsk i december 1898. Pladen bliver indsunget under hendes kunstnernavn Otta Brony i London og er den første af i alt 16 indspilninger, der i dag er kendt fra hendes side.

Frem til 1910 optræder Otta Brønnum løbende i England, hvor hun bor efter sin tantes død i 1896. Blandt andet synger hun i den danske kirke i London til mindehøjtideligheden for I.P.E. Hartmanns begravelse i 1900. Det rapporteres i Dannebrog den 29. marts 1900:

Professor J.P.E. Hartmann blev I Dag paa en smuk Maade mindet i den herværende danske Kirke. Efter Gudstjenesten sang nemlig Frk. Otta Brønnum meget smukt og stemningsfuldt “Sover sødt I hellig Fred” og “I sne staar Urt og Busk i Skjul” til Melodier af Hartmann.


Musikkarrieren afsluttes i København

Herhjemme får musikverdenen mere permanent glæde af hende, da hun efter tiden i England slår sig ned i København med henblik på at undervise i sang. Efter et par år med privatelever bliver hun fastansat den 1. januar 1912 som sanglærerinde på Det Kgl. Musikkonservatorium, som blev grundlagt i 1867.

“Jeg takker min Gud for, at jeg har kunnet arbejde så længe”, slutter hun sin musiske poesibog af med i 1946. Samme år har hun sin sidste elev til eksamen.

Nodehylderne bugner af Otta Brønnums sorger og glæder. Sangglæden gav hun videre til nye opgående stjerner igennem de mere end 30 år, hun underviste ved konservatoriet. Dermed blev ringen sluttet, for det var de kulturelle kræfter bag Det Kgl. Musikkonservatorium, der var med til at forsyne den unge Otta Brønnum med finansiel hjælp og dermed sikre, at den opgående sangstjerne forblev tændt – også som underviser.

Karen-Marie Reimann er cand.mag. i engelsk og kunsthistorie og pt journaliststuderende på Diplomuddannelsen, DJH.

Hvis du vil læse mere om Otta Brønnum kan du finde oplysninger i:
Morten Hein: EMI’s historie – Musik til salg, 2003, People’s Press
Sigurd Berg: Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1917-1953
Maurice Strakosch, Memoire d’un impresario 1887
Nordisk Musiklexikon