Ved første øjekast er alt som det plejer. Vestligt klædte kvinder med kort hår, briller og lange bukser taler kampberedt og velformuleret om kvinders rettigheder til en broget forsamling med islamiske tørklæder på hovedet og småbørn på skødet. Solen bager ind under teltdugen i det store berbertelt fra Marokkos bjergegne, hvis varme røde farver matcher nuancerne i de orientalske tæpper på jorden.

Og så er det, at billedet tipper. Uden for teltet ligger hverken røde bjerge eller sandede stepper, men et betonbyggeri og et rådhus i 70’er-arkitektur med slagordene: frihed, lighed og broderskab. Vi er i Vaulx-en-Velin, en af indvandrerghettoerne i den franske storby Lyon. De velformulerede feminister er fra Marokko, Algeriet og Tunesien og er kommet for at diskutere ligestilling med kvinder, som for nogles vedkommende er født i Frankrig eller i hvert fald har boet der i årtier. 

– Vi er kommet for at sige til de nordafrikanske kvinder i Frankrig, at der findes muslimske kvinder, som kæmper for kvindernes rettigheder, og at ligestilling ikke automatisk er indbygget i den vestlige kultur, siger Fouzia Assouli, formand for den marokkanske Demokratiske Kvinders Liga, LDDF (Ligue démocratique des droits de la femme) og initiativtager til karavanen.

– Mange af dem tror, at ligestilling er noget specielt vestligt, som ikke vedkommer dem, og at de forråder deres kultur, hvis de siger nej til undertrykkelsen. Vi vil forklare, at europæiske kvinder ikke har fået deres rettigheder forærende, men de har måttet kæmpe for dem – imod de europæiske traditioner. Og at vi også kæmper for ligestilling i vores egne hjemlande, uden at vi af den grund fornægter vores kultur.

Kvindekaravanens besøg i Frankrig er kommet i stand i et samarbejde mellem den marokkanske kvindeorganisation LDDF og den franske organisation Kvinder mod fundamentalisme (Femmes contre les intégrismes), som forsøger at dæmme op for den galopperende kvindeundertrykkelse i de franske indvandrerghettoer. 

– Det er da paradoksalt, at kvinderne på den sydlige side af Middelhavet kæmper en sej kamp og faktisk opnår resultater på ligestillingsfronten, samtidig med at undertrykkelsen bliver værre og værre i visse kvarterer i Frankrig. Der sker et enormt tilbageslag her, især blandt de helt unge. De marokkanske kvinders sejr er et fantastisk vigtigt signal til de kvinder, som lever her og bliver bildt ind, at kvindeundertrykkelse er en del af deres kultur og af islam, siger Guillemette Grobon, formand for Kvinder mod fundamentalisme i Lyon.

Den sejr, de marokkanske kvinder netop har vundet, er en reform af den såkaldte Moudawana, loven som regulerer individets juridiske status. Hidtil behandlede loven kvinderne som mindreårige hele livet. Med reformen, der blev vedtaget i foråret, har kvinderne adgang til skilsmisse på lige fod med mænd, blandt andet deles fælles ejendom lige mellem de tidligere ægtefæller. 
Kvinder får adgang til at besidde ejendom, de kan gifte sig uden faderens samtykke, og lavalderen for ægteskab er hævet til 18 år. 

Sejren er ikke fuldstændig, blandt andet fordi mandens ret til at forvise sin kone ikke er helt afskaffet. Men for de marokkanske kvinder er det kulminationen på 25 års kamp. Kvindekaravanen udspringer af denne kamp.

– Modstanderne af reformen hævdede, at vores krav kun interesserede en lille elite af intellektuelle kvinder i byerne, og at det store flertal af kvinder i landdistrikterne var mere interesseret i adgang til vand og sundhed. Vi lavede kvindekaravanen for at komme rundt til alle disse kvinder, og det viste sig, at også de fattige kvinder i landområderne ønskede ligestilling, siger Fouzia Assouli.

De tunesiske kvinder er arabiske mestre i ligestilling

Med reformen af Moudawanaen er de marokkanske kvinder kommet på omgangshøjde med de tunesiske, som er noget nær arabiske mestre i ligestilling. Efter selvstændigheden i 1956 ønskede præsident Habib Bourguiba at modernisere landet, blandt andet ved at forbedre kvindernes status. Polygami, forvisning og tvangsægteskab blev forbudt, og i 1993 blev det juridiske krav om hustruens lydighed mod manden afskaffet.

– Men for at opnå fuld ligestilling skal vi tættere på en fuld adskillelse mellem religion og politik, også i befolkningens mentalitet, siger Alya Cherif-Chammaï, advokat og grundlægger af kvindenetværket Lighed i Maghreb – Marokko, Tunesien og Algeriet ((Maghreb Egalité). Derfor er de tunesiske kvinder med til at lade krigsråbet Barakat – Så er det nok gjalde ud over hele Nordafrika. 

Råbet er et ekko af de algeriske kvinder, som i år har levet præcis 20 år under en lovgivning, som til forveksling ligner den, de marokkanske kvinder netop er sluppet af med. 20 år – barakat er sloganet for deres kampagne for at tvinge myndighederne til at reformere loven. 

Men til trods for, at de algeriske kvinder altså lever under Nordafrikas mest tilbagestående lovgivning i et land, som siden 1992 har været hærget af islamiske terrorister, er de chokerede over den virkelighed, de har mødt i de franske indvandrerghettoer. 

– I formiddags blev vi forment adgang til et arabisk kulturcenter af en flok sortklædte kvinder med hele ansigtet dækket til, så kun øjnene var fri. Og i går mødte vi en gruppe skoleelever, hvis mangel på respekt for piger og kvinder ganske enkelt var hårrejsende. Vi har mødt kvinder, der fortæller om en undertrykkelse og en indespærring, som er værre end mange steder i Algeriet, siger Harhad Ouardia fra den algeriske kvindeorganisation AITDF (l’Association indépendante pour le triomphe des droits des femmes).

– De franske feminister har brug for os til at formidle et budskab, som trænger bedre igennem, når det er os, der siger tingene. Vi kan ikke affærdiges med, at vi ikke forstår indvandrerkvindernes kultur, og at vi ikke ved, hvad vi taler om, siger Harhad Ouardia. 

Fouzia Assouli, formand for den marokkanske kvindeorganisation LDDF, peger også på, at kvinderne i de franske indvandrerghettoer er ofre for prædikanter, som leverer en forvrænget udgave af islam.

– Mange, og især de unge, som er vokset op her, har mistet forbindelsen til deres egne rødder, og derfor kan man bilde dem alt muligt ind. Vi kan henvise til alle de koranvers og hadiths om profetens gerninger, som favoriserer kvindernes ligestilling og tager afstand fra for eksempel tvangsægteskab, men som fundamentalisterne lader som om ikke eksisterer, siger hun.

Men for Guillemette Grobon fra den franske organisation Kvinder mod fundamentalisme rækker betydningen af samarbejdet på tværs af Middelhavet langt ud over denne nytteværdi. 

– Vi har brug for kvinderne syd for Middelhavet, fordi landene i syd er i bevægelse, tingene ændrer sig og kvinderne kæmper. Vi har brug for at lære dem at kende, så vi kan forholde os til de kvinder, som bor her men udspringer af indvandringen. En del af kvindebevægelsen nægter at forholde sig til den muslimske fundamentalisme med den undskyldning, at det er deres kultur, og den skal man ikke blande sig i. Det er at give fundamentalisterne frit spil og prisgive kvinderne. Omvendt er der også den faldgrube at hævde, at alle muslimer pr. definition er kvindeundertrykkere, siger Guillemette Grobon.

Det er netop en af de missioner, den tunesiske advokat Alya Cherif-Chammaï ser i kvindekaravanens besøg i Frankrig.

– Undertrykkelsen af indvandrerkvinderne favoriseres på den ene side af kulturrelativismen, som ikke automatisk tilkender de muslimske kvinder samme rettigheder som andre med henvisning til deres kultur. Og på den anden side af en voksende islamofobi, som hævder, at islam og arabisk kultur pr. definition er kvindeundertrykkende. Det er en holdning, som har fået vind i sejlene især efter den 11. september og den øgede spænding i Mellemøsten. Den logiske konsekvens af denne holdning er, at kvinderne skal opgive deres tro og deres kultur for at blive frie, og det kan man ikke forlange, siger Alya Cherif-Chammaï, som citerer den algeriske journalist og forfatter Leila Sebar:
“Hak mine lænker over, og du befrier mig. Hak mine rødder over, og du dræber mig.”

– Den europæiske kvindebevægelse har svært ved at finde en afbalanceret holdning til den fundamentalistiske kvindeundertrykkelse, mener Guillemette Grobon.

Vi er splittet i dette spørgsmål, som vi for eksempel også er splittet i spørgsmålet om prostitution, hvor én fløj vil forbyde prostitution og straffe kunderne, og hvor en anden fløj mener, at kvinder skal have lov til at prostituere sig, hvis det er deres eget frie valg. Jeg tror, at den europæiske kvindebevægelse har mistet kontakten til kvinderne på gulvet, til de kvinder, det her handler om. 

Guillemette Grobon hilser ghetto-kvindernes eget oprør for eksempel i bevægelsen “Hverken luder eller slave” (Ni putes ni soumises) velkommen. I denne nye organisation rejser kvinderne sig mod sexisme og vold især blandt de helt unge i indvandrerghettoerne.

– Det har været en fantastisk og livgivende fornyelse af kvindebevægelsen i Frankrig. Dette møde med den nordafrikanske kvindekaravane og med de nordafrikanke feminister er en ny måde at skabe kontakt til kvinderne i indvandrerghettoerne. Det er et forsøg på at bringe den franske kvindebevægelse på bølgelængde med nutidens kvindeproblematik.

I berberteltet går diskussionen livligt om tvangsægteskab på skiftevis fransk, arabisk og berberdialekt. Om hvordan nogle mødre opfordrer deres døtre til at acceptere det arrangerede ægteskab med den begrundelse, at de jo altid kan blive skilt. Og når først de har været gift, mister fædrene og brødrene interessen for pigernes jomfruelighed.

Er det hykleri eller en smart strategi? Hvad siger hjemlandenes lovgivning om tvangsægteskab? Flere synes overraskede over at høre, at tvangsægteskab juridisk set er forbudt i de nordafrikanske lande, hvor loven kræver kvindens samtykke til sit ægteskab.

Stemningen blandt de nordafrikanske feminister og kvinderne i indvandrerghettoerne skifter mellem alvor, latter og tårer, mens analyser og personlige vidnesbyrd diskuteres. De sorterer i traditioner og moralbegreber, holder værdierne op i dagslyset og vurderer, hvad der skal smides over bord og hvad man kan bevare. De bliver ikke færdige med at rydde ud inden klokken bliver 16.30, og børnene skal hentes i skolen. 

Men de har hørt råbet: Barakat. Så er det nok.

Birthe Pedersen er freelance journalist bosat i Lyon. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.