Jamen, klart! Selvfølgelig var avisen da helt vild med stof fra kvinde konferencen. Det var bare med at klø på. Ingen mandlig redaktionssekretær (og der var stort set ikke andre!) vovede i 1980 at nedgøre kvindestoffet.

Rødstrømperne var røde og kvinder stærke – sådan var DET bare. Og nu vrimlede København med spændende kvinder fra hele verden. For en kvindelig journalist var det det store ta’ selv bord.

Der var altså vind i sejlene – medvind – da alverdens kvinder strømmede til kvindekonferencen i København. Kvindesagen var ny, chik og brandvarm….og desuden var det agurketid: De store nyheder stod ikke ligefrem i kø i sommervarmen. 

Det var altså så let som ingenting for mig at få lov at skrive side op og side ned i Aktuelt om kvinders liv, skæbne og meninger. I dag med krisen, kynismen og avisdøden er det svært at fatte: Men i 1980 var vi faktisk mange kvindelige dagblads-journalister, der tog det som en selvfølge at kunne skrive rigtig mange spalter, hver dag om kvinder, der hverken havde vundet “Paradise Hotel” eller lavet tøj til kronprinsesse Mary, men var spændende, fordi de repræsenterede troen på, at kvinder kan forandre verden.

Der var en energi og en søstersolidaritet, som smittede, og ikke få af de journalister, der dækkede den alternative kvinde konference, fandt det naturligt at tilbyde kost og logi til kvinder, de aldrig før havde mødt – søstre med pengemangel, som det føltes naturligt at hjælpe.

Som at mindes en storslået film eller mærkelig drøm

Ak ja. Det var dengang! Det var virkeligt som i et andet årtusinde. At tænke tilbage på kvinde konferencen i 1980 er for mig som at mindes en storslået film eller en mærkelig drøm: uforglemmelig, men uvirkelig!

Jeg kan huske, at den var fantastisk….jeg kan bare ikke huske noget konkret! Jo, jeg kan huske duftene, de tunge moskus-parfumer og den særlige svedlugt, der mindede mig om mine reportage-rejser i Afrika. Og at der var rigtig meget at se på: smilene, hudfarverne, frisurerne, de flotte, brogede stoffer, de herlige små udsalg af medbragt kunsthåndværk…og alle de hårrejsende brochurer, som kvinderne delte ud – om uretfærdighed og diskrimination.

Om mit fag, journalistik, har min kloge kollega, Bettina Heltberg, skrevet: “Journalister er fuldkomment optaget af øjeblikket og har en glimrende hukommelse for dette øjeblik – og en fuldkommen glemsomhed overfor fortiden.”

Og 1980 er fortid – en helt, helt anden tid. Nærmest middelalderlig sammenlignet med nu: journalister arbejdede med papir, saks og lim. Ældre kolleger fandt det forstyrrende med den nymodens snurren fra de elektriske IBM kuglehoved-skrivemaskiner, vi lige havde fået (helt vildt moderne… med rettebånd!) og foretrak deres gamle hakkebræt. Oplysninger fik man ved at ringe op eller grave i arkivmapperne.

Radical chik tid

Der var endnu adskillige år til computeren, og endnu flere til, at det store informations net blev spændt ud. Jeg har netop googlet “Laila Khaled” – og fået 653.000 søgeresultater! Valget er ikke tilfældigt: hun var det helt store tilløbsstykke på den alternative kvindekonference. Laila Khaled var ung, smuk og flykaprer!

Jeg vidste ikke mere om hende – og det syntes jeg heller ikke, at jeg behøvede. Det var bare med at få mast mig frem i forreste række og få stillet spørgsmålet “Vil du være villig til at begå flere terrorhandlinger for PLO?”. “Jeg betragter det ikke som terrorhandlinger, men som nødvendige faser i revolutionen!” svarede Laila Khaled.

Jeg noterede ned, drønede tilbage til redaktionen og skrev. Tiden var ikke for tvivlere. Og Laila Kahled personificerer tiden. Den dyrkede “radical chik”, som den amerikanske journalist Tom Wolfe kaldte det. Og DET var Laila Khaled. I dag ville hun være blevet udskreget som terrorist og fordømt og udvist!

Den alternative konference var sjovest

At huske tilbage på kvindekonferencen er at blive mindet om, hvad det var for en tid. Først og fremmest var det p-pillens ungdom. Vi kvinder i Vesten kunne for første gang nogensinde bestemme over vores egen krop – det var en revolution af et format, som unge kvinder i dag slet ikke kan fatte!

I 1980 var fornemmelsen af frihed ny og berusende (der var længe til de grimme tømmermænd, det gav, at administrere denne frihed). Men der var andet end fri sex på banen, der var også den kendsgerning, at med p-pillen steg kvinders tilgang til og gennemførsel af højere uddannelser. Det er værd at huske. 1980 var en tid, da alting syntes muligt. Og den fornemmelse blev forstærket på kvindekonferencen. 

Der var en eufori i luften – i hvert fald for en privilegeret, ung kvinde som mig fra den rige verden: Jeg var på kvindekonferencen (den alternative – den var sjovest!), og jeg fik penge for det! Jeg havde et godt betalt job, der gav mig mulighed for at fylde siderne med stof, som interesserede mig – og som desuden fik mig til at føle mig stærk og solidarisk. Jeg husker, at jeg gik fra konferencen hver dag og følte, at jeg var blevet både klogere og gladere af at tale med fantastiske kvinder.

At være sulten og kunne stave til æble

Jeg har fundet gamle avisudklip. De er falmede, men minder mig om stedsegrønne kvinder som brasilianske Efigenia de Oliveira, der havde været fængslet og torteret på grund af sit fagforeningsarbejde, med som uforfærdet arbejdede videre med at organisere slumkvarterernes kvinder. Og sovjetrussiske Natalia Malachovskaja, der stillede sig op med sit banner foran Bella Centret (hvor den officielle FN konference blev afholdt). 

“Jeg blev udvist af USSR, fordi jeg kæmpede for kvindens rettigheder” stod der. Og hun viste fotos af de uhumske forhold, som abortsøgende kvinder i hendes land blev udsat for, og som hun agiterede imod. 

Én specielt behøver jeg ikke noget udklip for at huske: den indiske lærerinde Annama Joseph, der sagde “Hvad nytter det, at en fattig indisk kvinde lærer at stave til æble?” Hun satte for altid et stort spørgsmålstegn ved min barnetro på, at skolegang er svaret på fattigdom. 

Fik indblik i kvindelig omskæring

Kvindekonferencen husker jeg også for at være dér, hvor mine øjne ikke alene blev så store som tekopper af rædsel over at få indblik i det, jeg aldrig før havde vidst noget om: hvad kvindelig omskæring er – og hvor mange millioner kvinder, der lemlæstes. Jeg troede, at bare der blev skrevet og skreget op, så ville den uhyrlige tradition hurtigt blive afskaffet. Jeg tog fejl: 25 år efter 1980, i 2005, anslog en UNICEF undersøgelse, at flere end 70 pct. af kvinderne i Burkina Faso er omskåret.

Alligevel mener jeg stadigvæk, det jeg i 1980 skrev i min allersidste artikel om kvindekonferencen i København: “Verden er fuld af stærke kvinder” opsummerede jeg, og illustrerede artiklen med et foto af en alvorlig, lille pige med højre arm og knytnæve rakt i vejret. 

Hun må være ca. 40 i dag – står midt i sit liv. Jeg ville ønske, jeg kunne finde hende og få hende til at bekræfte det, jeg dengang skrev i billedteksten: “Der er masser af fremtid i kvindesagen!”