Seminaret må selvfølgelig finde sted i et rum, der ligner en kirke, tænkte jeg, da jeg trådte ind i den stuvende fulde konferencesal på Sorbonne. For Réfectoire des Cordeliers er en tidligere imponerende spisesal i et nedlagt kloster her midt i Paris. 

I den vinterkolde januar dannede dette stemningsfyldte rum rammen om et tredages seminar med deltagelse af over 200 forskere fra hele verden, hvoraf mange var helt unge. Efter Beauvoirforskningen i lang tid har været på lavt blus, har den tydeligvis fået en veritabel opblomstring med friske nye kræfter. 

Professor ved Université Paris Diderot, forfatter og psykoanalytiker Julia Kristeva var overraskende initiativtager til arrangementet. Hun har selv, ved siden af kvinder som Hélène Cixous og Luce Irigaray, spillet en stor rolle i fransk feminisme, og i høj grad selv udfordret Beauvoirs tekster og teser. For selvom Simone de Beauvoir har været voldsomt dyrket, har hun også været kraftigt kritiseret gennem årene. Men når man fejrer en fødselsdag, er der lejlighed til at sige alt det gode – også selvom man på andre tider af året kan kritisere, analysere og dissekere. 

Ugen før kunne man i dagbladet Libération læse Kristevas taknemmelighedsgæld til Simone de Beauvoir:

“Simone Beauvoir mente, at hvert menneske skulle søge at overskride sig selv, at transcendere. Det er en term, der altid og stadig forbindes med religion. Vi ved i dag, i hvor høj grad den religiøse erfaring og religion er blevet essentielle. Simone de Beauvoir lærte os, “at vi er frie til at transcendere enhver transcendens”, og at det kun er muligt ved at sikre hver enkeltes frihed i det menneskelige fællesskab”. 

Og nu sidder jeg så midt i denne messe for Beauvoir og den radikale frihed, hun afsøgte sammen med sin livsledsager, filosoffen Jean Paul Sartre. En frihedslængsel, de sammen udmøntede i eksistentialismen, og som blev så fundamental for kvindefrigørelsen. Julia Kristeva er ypperstepræstinden i dette smukke, men lidt slidte rum. For det er simpelthen så passende, at fødselsdagen fejres i et refektorium. Det er det sted, hvor man tager sig af kroppen i det store religiøse forsøg på at transcendere.

Og det var måske lige præcis dét, Beauvoir så overraskende gjorde: Hun bragte kroppen ind i tænkningen, så vi i stedet for at være bundet af den, kan tænke os fri af den. Når Beauvoir senere er blevet anklaget for at være universalist, er det denne meget radikale frihed, “transcendens”, man må have in mente. Først at tænke sig som krop, for derefter at tænke sig fri. Noget lignende var ikke set før i Vestens filosofihistorie. 

Beauvoir, der ellers med sin ambition om at blive “en stor forfatter” havde fralagt sig moder-skabet, er blevet feminismens moder og ikon for kvindesagen. Hendes imponerende værk Det andet køn fra 1949 må vel benævnes som intet mindre end feministernes bibel med den herostratisk berømte sætning: “Man fødes ikke som kvinde, man bliver det”. 

Som alt andet religiøst stivnede Beauvoir-dyrkelsen så på et tidspunkt. Man kender de næsten stereotype billeder af Beauvoir med turban, Beauvoir på café. En af de vedvarende myter handler om hendes overlegenhed og kulde, og udgivelser fra forsmåede elskerinder, tredjeparter i de kærlighedsforhold, hun og Sartre dyrkede i fællesskab, forstærkede i 1980’erne indtrykket af et intellektuelt isbjerg – et billede, der stadigt er fremherskende i karikaturen af en feminist. 

– Men hvem mon det passer så glimrende at modstille intelligens og varm kvindelighed, tænker jeg og skutter mig i det store kolde rum, mens endnu en gruppe talere sætter sig klar i stolene. Og har man et billede af Beauvoirs kulde, er det indlæg, der varmer. Om det nu sker et sted langt inde fra litteraturforskningen, som når den engelske litteraturforsker Allison Holland gør rede for “Den skiftende stemme i Annes indre monolog i Mandarinerne.” 

Eller når en gammel kommunistisk kampfælle som Dominique Desanti, der vel må nærme sig de 90, med et glimt i øjet fra podiet og en humor, der slår akademikerne med mange længder, fortæller om dengang, de sammen forsøgte at skabe en modstandsgruppe under krigen. Eller når en af mændene i hendes liv, Claude Lanzman, nærmest med tårer i øjnene fortæller om den kvinde, han har elsket. Billedet, der fremstår af Beauvoir er så langt fra et intellektuelt isbjerg, det overhovedet kan være. 

Selvom der tales meget om en intelligens så lynende, at man vel i starten næsten må tale om et vidunderbarn, så vidner de nye biografier også om en livsappetit uden lige: “Jeg vil have alt ud af livet, være en kvinde og en mand, have mange venner og være ensom, arbejde enormt meget, skrive gode bøger, men også rejse, more mig, være egoistisk, men også generøs,” som Simone de Beauvoir selv formulerede det tidligt i sit liv. 

I efterkrigstidens Paris og på et tidspunkt, hvor der ingen selvfølgelighed var omkring kvinders ligestilling, bragte Simone de Beauvoir da også med denne kæmpeiver, begrebsmæssig klarhed over kønsproblematikkens grundlag. Med en kraftanstrengelse løftede hun egenhændigt kvinder ud af den biologiske skæbne, de indtil da ikke havde kunnet tænke sig fri af og ind i en ny, mulig frihed. Samtidig viste hun mændenes ufrihed. For som filosoffen Hegel, en dyb inspirationskilde for både Beauvoir og Sartre, forklarede det med herre-slavedialektikken, er den, der dominerer, heller ikke fri. Derfor er mænds frihed afhængig af kvinders frigørelse. 

Nye biografier kaster nyt lys 

“Vi skylder hende alt”, kunne man læse på avisernes forsider, da Beauvoir døde i 1986. “Det kvinderne skylder hende, er uendeligt”, skriver Danièle Sallenave atter i en netop udkommet over 600 sider grundig biografi med titlen Castor de guerre, der betyder “krigsbæveren”. Castor – bæver – var det kælenavn, som Beauvoir fik i studietiden, hvor hun nærmest var en kuriøsitet blandt sine ambitiøse, intellektuelle mandlige studiekammerater. “Castor” forblev hun livet igennem for Sartre, skønt de var De’s. 

Danièle Sallenave tager Beauvoir på ordet, ikke kun ved at følge det, hun fortæller i sine erindringer, men ved grundigt at læse alle de tekster, som den myreflittige filosof efterlod sig. Både brevene og de aldrig tidligere udgivne ungdomsdagbøger, som udkommer nu i marts, udgivet af den samvittighedsfulde litterære eksekutor, adoptivdatteren Sylvie de Beauvoir. Ikke mindst romanerne er centrale i Sallenaves biografi. Ifølge hende er der en sandhed om Beauvoir netop i romanerne, en del, hun ikke afslører nær så nådesløst i sine erindringer. 

Og Sallanave optegner et fantastisk billede af en kvinde, hvis utrolige livsappetit måske især havde sin grund i en lige så stor dødsangst. For Beauvoir var ikke kun feminismens skribent, hun skrev også indgående om alderdom og sygdom, områder hun fandt lige så tabubelagte som kvinders situation – og der var ingen nåde i hendes eget blik på sig selv som aldrende. 

Som i krig kæmpede hun hele sit liv for at være fri, slippe ud af enhver “tilfældighed” og med sine frie valg gøre enhver handling “nødvendig”. En meget svær bestræbelse, og Danièle Sallenaves biografi går da heller ikke af vejen for at uddybe alt det problematiske, alt det uldne, mørke og tvetydige hos Beauvoir i denne evindelige personlige frihedskamp, der krævede sine ofre. 

Det fremgår også tydeligt i Huguette Bouchardeaus biografi Simone de Beauvoir, der fordyber sig i det mytiske, frie kærlighedsforhold mellem Beauvoir og Sartre, og deres skelnen mellem “nødvendig kærlighed” og “tilfældig kærlighed”, der ofte gik hårdt ud over de “tilfældige”. Da Beauvoir og Sartres breve til hinanden udkom i 1980’erne, var det et chok for visse af de, der havde udgjort deres “tilfældige” kærlighedsforhold. De to formåede at være nådesløst ærlige over for hinanden, men ærligheden omfattede åbenbart ikke de “tilfældige”. En af dem, Bianca Lamblin, der havde været Beauvoirs elev og elskerinde, og siden også havde et forhold til Sartre, udgav i 1993 en bitter beskrivelse af dette i den selvbiografiske Mémoires d’une jeune fille derangée – “En forstyrret ung piges erindringer”. Den frie kærlighed var ikke lige fri for alle parter. 

Beauvoir ville først og fremmest være forfatter 

Selvom om Beauvoir er blevet verdensberømt som feminist og filosof, var litteraturen, det at skrive, hendes livsprojekt. Og det lykkedes til fulde. Hendes roman Mandarinerne opnåede eksempelvis Frankrigs mest prestigiøse litteraturpris, Goncourt i 1954. 

Ud over det litterære projekt var en måske endnu mere storstilet ambition Beauvoirs forsøg på at være ærlig over for sig selv. Måske er det dette forsøg på hudløs ærlighed, verden nød godt af, da hun efter lang tids tøven kastede sig over det flere tusind sider store projekt Det andet køn

Hun lagde ikke fingrene imellem. Følgelig fik værket heller ikke en behagelig modtagelse af anmelderne i 1949. Det var ikke kun herrerne på patriarkatets højborge på højrefløjen, der fandt det skandaløst at skrive om menstruation, uønskede graviditeter og masturbation, blandet med analyser af mystificerende kærlighed og essenstænkning. Beauvoir blev angrebet fra alle sider, og reaktionerne var ualmindeligt voldsomme. Den generelle holdning var, at det var “afskyeligt”. 

Fra den traditionelle højrefløj gik forfatter og nobelpristager François Mauriac til angreb. Endnu før den egentlige udgivelse afDet andet køn havde store uddrag været offentliggjort i Les Temps Moderne, det filosofiske tidsskrift, som Sartre og Beauvoir var medstiftere og redaktører af. I dagbladet Le Figaro spurgte Mauriac forfærdet, om “en kvindes seksuelle oplæring virkelig havde noget at gøre i et seriøst litterært og filosofisk tidsskrift”. Det er blevet nærmest en myte, at Mauriac en dag til en af medarbejderne påLes Temps Moderne lod følgende bemærkning falde: “Nu ved jeg alt om Deres chefs vagina”. 

Også fra Beauvoirs egne rækker var kritikken hård. Kommunisten Jean Kanapa, en af Sartres tidligere elever, der var blevet redaktør af tidskriftet La nouvelle Critique, hvor han udfoldede sine evner som stalinistisk litteraturkritiker, skrev om “uanstændige beskrivelser og kvalmende affald”. Forfatteren Albert Camus kaldte bogen for en latterliggørelse af “Den latinske han” – og det var ikke venligt ment. Der var boghandlere, der nægtede at sælgeDet andet køn, da den udkom”, og Vatikanet forbød bogen. 

Men alt dette “kvalmende affald” satte kvinder i stand til at indse, hvilket negativt billede og selvbillede de lå under for. Det blev til et centralt omdrejningspunkt i den moderne feminismes historie. ForDet andet køn blev trods den hårde kritik en succes fra starten. Måske skyldtes det den bestyrtede omtale og skandalen, men allerede den første uge solgte bogen 20.000 eksemplarer. En pudsig detalje var, at Beauvoir nu kunne købe sig en bil. Indtil da havde hun travet Frankrig og verden tynd i et nærmest manisk forsøg på at se det hele. Nu bestod hendes frihed i at kunne tilbyde sin nye unge elsker Claude Lanzmann at køre ham rundt. Så menneskeligt. 

Og endnu mere menneskeligt er det måske, at Det andet kønmåske så dagens lys, fordi Beauvoir måtte forklare over for sig selv, hvorfor hun ikke bare havde kunnet følge sin kærlighed til den amerikanske forfatter Nelson Algren og blive husmor i Chicago. Det er i al fald en af Danièle Sallenaves forklaringer. Beauvoir holdt hårdnakket fast i at være mere tro over for sin skæbne som forfatter med rødder i Frankrig end over for den store kærlighed. Algren ville jo heller ikke flytte sig. I romanenMandarinerne, der beskriver dette forløb, er hovedpersonen hen mod slutningen på nippet til at begå selvmord. Noget lignende indrømmer Beauvoir aldrig i sine erindringer. Men prisen for friheden var uden tvivl høj. 

Beauvoir bagfra

Hvis Beauvoir var en skandale, var det en skandale, andre kvinder gerne ville være med i. Og 100 år efter sin fødsel blev Beauvoir endnu engang en skandale. Det seriøse franske ugetidsskrift Le Nouvel Observateur havde på forsiden sat et billede af en nøgen Beauvoir set bagfra, med overskriften “Den skandaløse”. Et billede som blev bragt og kommenteret verden rundt, også i danske aviser. 

En uge efter viste den egentlige skandale sig, for billedet var retoucheret. Selvom Beauvoirs krop på magasinets forside var milevidt fra de anorektiske modeller, er fotografiet ikke desto mindre retoucheret, så hun fremstår… lidt kønnere. Måske lidt mindre kødeligt påtrængende i sin fyrreårige nøgenhed? Lidt mere appetitlig? Man vil stadig ikke se den nøgne sandhed i øjnene, kroppen er stadig for påtrængende. 

I refektoriet i Paris prøver jeg at være ærlig, som Beauvoir har lært os. Helt ærligt blev jeg rørt af fotografiet af Beauvoir. Af erkendelsen af, at også jeg havde gjort hende til en kold intellektuel, og at dette så nærværende billede gjorde hende, ja, menneskelig. 

Gav holocausts grusomheder ideen til Det andet køn?

Réfectoire des Cordeliers ligger få hundrede meter fra Café de Flore ved Saint Germain, hvor Beauvoir i krigsårene dyrkede faste cafévaner med sin omgangskreds, dengang da jazz og filosofi mødtes på de samme små lune steder. Det var før, Beauvoir skænkede det en tanke, at hun var kvinde, eller at det var noget særligt at være det. Hun var opdraget i en ganske vist fattig, men aristokratisk familie, og hun havde sin fars uforbeholdne støtte, der kom til udtryk i en måske ikke helt uskyldig sætning: “Du har en hjerne som en mand”. 

Men efter at Beauvoir sammen med Sartre havde udkastet deres storstilede individualistiske eksistentialistiske frihedsprogram, kom en verdenskrig og holocaust. I det lys foreslår Danièle Sallenave, at en af grundene til, at Beauvoir får øjnene op og skriver Det andet køn kan være, at hun efter krigen ved kaminen på Café de Flore ikke længere kunne tænke, at “der kun findes mennesker”. 

Sådan havde hun før krigen svaret sin jødiske veninde, der prøvede at få hende til at fatte den fare, jøderne befandt sig i: “Der findes ikke jøder, der findes kun mennesker”, havde Beauvoir filosofisk stædigt hævdet, højt hævet over den politiske realitet. Filosofisk koldt? Det er i al fald den blindhed, hun bebrejder sig selv senere hen. I forlængelse kunne man måske sige: “Der findes ikke kvinder, der findes kun mennesker”. Det var sådan, Beauvoir havde tænkt indtil da, hævder Danièle Sallenave. Simone de Beauvoir fortrød sin arrogante bemærkning til sin jødiske veninde, hun erkendte sin manglende indsigt i de sociale og historiske betingelser, og kastede sig derfor med sin legendariske flid og sine analytiske evner over megaværket Det andet køn

Det er måske derfor i al sin paradoksalitet Shoah, den systematiske udryddelse af jøder, blot fordi de er født jøder, vi skylder Beauvoirs så grundige fordybelse i kvinders historiske og sociale betingelser så kort efter Anden Verdenskrig. Jøden som “den anden race”. Kvinden som “det andet køn”. 

Også seminaret bød på en skandale i Beauvoirs ånd 

Forskernes bidrag i de tre dage på podiet viser, at Beauvoirs tænkning stadig er frugtbar. Selv den såkaldte “forskelstænkning” i feminismen så langt senere kan ikke tænkes uden Beauvoirs tindrende klare begrebsmæssige grundlag. En af de store nyheder på seminaret er da også, at Det andet køn snart udkommer på amerikansk i en ny oversættelse. Den gamle udgave var forkortet og spækket med fejl, hvilket blandt andre en af vor tids store feministiske tænkere Judith Butler har beklaget. Hun har selv læst Beauvoir, og endda på originalsproget. En nyudgivelse vil ganske givet sparke gang i endnu mere forskning på de amerikanske universiteter, der i forvejen har været altafgørende i videreførelsen af Beauvoirs tanker. 

Seminaret på Sorbonne bød dog ikke kun på analyser af hendes tænkning, men også på en mindre skandale. Filminstruktøren Claude Lanzmann, der i næsten ti år levede sammen med Beauvoir og faktisk var den eneste mand, hun nogen sinde delte bord og seng med, fortalte om sit forhold til Simone de Beauvoir. I den anledning læste han op af aldrig offentliggjorte breve, som hun havde skrevet til ham. Og det chokerede visse tilhørere, fortalte ordstyrerne på seminarets sidste dag. 

Men sådan gjorde Beauvoir jo selv. Hun gengav breve fra elskeren Algren i romanen Mandarinerne, hvilket førte til det endelige brud mellem dem. Det var ikke kun i Det andet køn, hun på mange måder foregreb den senere feminismes idé om at “gøre det private offentligt”. Det syntes for hende at være en del af en stadig afsøgning af sandheden om sig selv, en frihedens betingelse for at gå videre og ikke blive stående ved en illusion, en løgn. “At transcendere transcendensen”, dette nærmest religiøse forhold til sandheden, som Julia Kristeva indledte seminaret med at erklære sin beundring for. 
“Gud findes ikke længere til at elske mig”, skrev Beauvoir i sine ungdomserindringer, men fortsatte med sin ukuelige optimisme og tiltro til sig selv: “Men jeg kommer til at brænde i millioner af hjerter.” 

Den frihedens kamp, som Beauvoir inspirerede til, er i al fald stadig en brændende kamp. En kamp med store omkostninger for dem, der fører den. Hundredåret for Simone de Beauvoirs fødsel var derfor anledning til indstiftelsen af en pris, “Simone de Beauvoir-prisen for kvinders frihed”, der hvert år vil blive uddelt til en person, som har udmærket sig i kampen for kvinders frihed. Her i 2008 gik den til henholdsvis politiker Ayann Hirsi Ali fra Holland og forfatteren Taslima Nasren fra Bangladesh, begge truet på livet på grund af deres kamp for ytringsfrihed og kvinders frihed. Deres ansigter svævede på væggen over forskerne igennem hele seminaret i Réfectoire des Cordeliers. 

Og så gik vi alle ud i den parisiske kulde igen. Men ikke uden atter at være blevet berørt af Beauvoirs enestående liv og værk.