Ældre kvinder har sjældent været det hotte emne, heller ikke inden for (køns)politik eller (køns)forskning. Rødstrømperne tog i sin tid nogle nødvendige opgør, ikke alene med mandssamfundet, men også med deres egne mødre, som mentes at være underkuede og gammeldags. Men smed rødstrømperne ikke Bedste ud med badevandet? Ikke helt. For Bedste er på sin vis blevet den, der forventes at varetage mange af de omsorgsmæssige opgaver, som historisk er kvindeligt kønnet – og ulønnet. Man kan endda vove at påstå, at Bedste bærer velfærdsstaten, og det er måske sådan, vi skal forstå betegnelsen ældrebyrden?
Det er nogle af budskaberne i ph.d.-afhandlingen Bedstemorsnak. En narrativ kulturanalyse af ældre kvinders liv i dansk familiekultur i det 20. århundrede, som blev forsvaret ved Københavns Universitet i efteråret 2011. Analysematerialet består af historiske og juridiske kilder fra og om det 20. århundrede, policy-papers og mediemateriale fra nyere tid, samt ikke mindst, kvalitative interviews med kvinder født mellem 1903 og 1952, der har været bedste- og oldemødre i det 20. århundrede. Interviewene blev foretaget i 1991-93, og kilder til denne artikel kan findes i ph.d.-afhandlingen.

Den kvindevenlige stat

De interviewede kvinder er vokset op i et samfund, som samfundsforskere har kaldt for en kvindevenlig statsform, fordi lovgivningen siden første del af det 20. århundrede har givet visse former for støtte til kvinder med børn. Kvindeforskere har kaldt denne ordning for statens husmorkontrakt med kvinderne; den “kvindevenlige” politik rettede sig nemlig primært mod kvinder, hvis civilstatus var “gift” og hvis erhvervsstatus var “husmor”. Dét var det samfundsmæssige ideal for kvinder i den unge velfærdsstat, som tildelte gifte mænd hustrufradrag og etablerede Statens Husholdningsråd til oplysning for husmødre og de mange Husmoderforeninger landet rundt.
Husmorens statssanktionerede arbejde bestod i at tage sig af familien og andre med yngelpleje, omsorg og servicering. Et job, man kunne kalde familiearbejde, eller rettere: menneskearbejde, fordi dette arbejde ikke nødvendigvis forudsætter en familie, men er nødvendigt overalt, hvor der er mennesker.
Velfærdsstatens oprindelige struktur afspejlede således et samfund, der værdsatte menneskearbejde så meget, at halvdelen af befolkningen var udset til at varetage det; nemlig kvinderne. Fordelingen af arbejdsopgaverne viser dermed også en skarpt adskilt kønsrolleopfattelse – hvis nogen skulle være i tvivl. Denne opfattelse baserede sig på en stærk biologisk determinisme, hvor man mente, at kvinderne var genetisk disponerede for netop dette arbejde. Dette er vel grunden til den senere misbetegnelse: Den “kvindevenlige” stat; for det burde naturligvis ikke alene være kvindernes opgave at levere menneskearbejde.

Da husmoren uddøde

Den indbyggede systemfejl i denne samfundsstruktur bestod netop i, at menneskearbejdet blev indsat i en ramme, hvor kombinationen af kønnet og ulønnet var svejset sammen. Det var underforstået, at hver hustru var individuelt underlagt sin mand – som et relikt fra gamle dage, hvor kvinder blev set som mænds ejendom, der skulle yde sex, børnefødsler, forplejning, husholdning osv. mod forsørgelse. Altså blev menneskearbejdet ikke betalt af staten, men af hver enkelt forsørgende familiefar.

Smilende Susie ville studere

I takt med, at løn på arbejdsmarkedet blev mere udbredt, at privatforbrug fik stigende betydning for danskere efter 2. verdenskrig, at individualismen voksede bl.a. i form af øget behov for personlig selvstændighed og endelig, at arbejdsmarkedet åbnede sig for kvinder – selv de gifte, så kom Smilende Susie på banen i 1970, figuren i Birgit Lystagers danskpopsang. Smilende Susie ville studere, inden hun realiserede sine drømme “med børn og med hus i”, og gæt, om ikke studiet førte til et job – og måske blev hun senere rødstrømpe?
Det blev efterhånden uattraktivt at være økonomisk afhængig af en mand, hvis det kunne undgås; kvinderne havde brug for løn, samfundet for deres arbejdskraft, og familier kunne ikke længere klare sig med én indtægt. Så både samfund, familier og kvinder fik en fælles interesse i at opfatte det kvindelige køn som noget mere biologisk fleksibelt, end det hidtil havde været tilfældet. Ifølge Danmarks Statistik uddøde den danske husmor rent faktisk i 2001, hvor hun røg ud af registrene som en kategori og erstattet af den udearbejdende kvinde.

Susies mor måtte tage over

Men hvem tog sig så af Susies børn – og af menneskearbejdet? – Susies mor, naturligvis.
Offentlige børneinstitutioner voksede frem, og i 1970 havde de en dækningsgrad på 30 %, hvoraf en del var halvdagsbørnehaver, beregnet til kvinder, som gik på deltidsarbejde i det, der fx. blev kaldt Fruehold. Institutionernes dækningsgrad var ikke god nok til kvindernes behov, men heldigvis var velfærdsstaten allerede befolket med ældre kvinder, som stod klar. Enten fordi det var en fortsættelse af deres livslange praksis, eller fordi de endelig, som pensionister, førtidspensionister eller senere som efterlønnere, kunne realisere en gammel husmordrøm. Kvinder, som tilhørte de laveste sociale klasser, og hvis mand ikke kunne forsørge en hel familie alene – eller som slet ikke havde en mand, havde nemlig aldrig haft muligheden for at blive husmor, mens idealet rasede.

Job og ulønnet menneskearbejde en svær cocktail

To sådanne kvinder er Rosa fra 1919 og Lise fra 1933. De blev aldrig husmødre, som de drømte om, men slog knuder på sig selv for at komme til at udføre ulønnet menneskearbejde samtidig med lønnet arbejde. Rosa fortalte om dengang, hun kunne gå på efterløn:
Det var dejligt! Sikke en masse familie, man så kunne lave, sagde hun begejstret, for nu kunne hun hjælpe fuldtids med at passe sine to handicappede børnebørn.
Da Lise fortalte sin livshistorie, var hun trist over, at hun aldrig har haft tid nok til at hjælpe nok og “være noget for” dem, hun holder af, fordi hun var spændt ud mellem skifteholdsarbejde, deltidsinstitutioner og syge børn. Til gengæld fortæller Lise stolt og lidt rørt om sin datter, der blev hjemmegående: Jeg synes, nu hun er… sådan en sød pige. Sådan en rigtig pige. Rigtigt menneske, må jeg hellere sige. Hun har plads til både børn og… andre mennesker; hun er sandelig ikke passiv i at gå derhjemme da.
Et “rigtigt menneske” er i Lises øjne en, der tager sig af andre og udfører menneskearbejde; og for kvinder som Lise og Rosa var dette et ideal, som fik dem til at gøre alt, hvad de kunne, også trods omgivelsernes og økonomiens benspænd. Således fortsatte de ældre kvinder den gerning, de allerede havde haft hele livet, nemlig med at udøve menneskearbejde. Før var det som husmødre, nu var det som bedstemødre.

Statens sanktionerede Bedste

Med historier som Lise og Rosas er der opstået en almen, kulturel forventning til bedstemødre, som dem, der står klar til at aflaste de travle børnefamilier som en vigtig arbejdsressource ved sygdom og almindelig travlhed. Den kulturelle forventning er så høj, at det opfattes som et svigt for familien, hvis bedsteforældre fx. flytter til Sydeuropa eller prioriterer egne interesser før børnebørnspasning. Denne forventning lever i de enkelte familier og i kulturen generelt – ligesom den uddøde, statssanktionerede Husmor er blevet erstattet af en statssanktioneret Bedstemor:
Bedstemor– eller Mormorordninger er betegnelsen for kommunal, frivillig organisering af ældre kvinder, som gerne passer andres syge børn for en eventyrlig timeløn på ca. 35 kr, beregnet til transport. Velfærdsministeriet udbød i slutningen af år 2008 en pulje til kommunerne for at løbe disse ordninger i gang. Dermed har velfærdsstaten sanktioneret den kulturelle forventning til Bedste som en næsten gratis menneskearbejder.

Bedste repræsenterer den femininiserende, omklamrende Big-Mother Stat

Kompensation for menneskearbejdet? Husmødrene fik ingen. Pension og overførselsindkomster har fungeret som en økonomisk byttehandel fra den “kvindevenlige” stats side, men det kan ikke kaldes hverken en løn eller en belønning.
På den ene side kan man se dette som et kønsulige forhold, hvor ældre kvinder knokler for samfundet til ringe løn og tilmed får lavere pension end mænd. Siden 1991 har loven om arbejdsmarkedspension sikret, at mænd får endnu højere pension end kvinder, fordi optjeningen ikke defineres ud fra arbejdsmængden, men lønindkomstniveauet.
Tillige bliver menneskearbejds-elskende kvinder kulturelt set angrebet som repræsentanter for en femininiserende, omklamrende Big-Mother Stat, hvis man fx skal tro politikere fra fx Liberal Alliance, ligesom ældre mødre/svigermødre frit kan omtales negativt i almen sprogbrug på måder, som aldrig ville kunne bestå “jødeprøven”.

Bedstemødrenes arbejde er blevet taget for givet statsligt og kulturelt

Kvindernes opofrende velvillighed har åbenlyst været en økonomisk gevinst for samfundet; en gevinst, som politikere i næsten alle farver i de senere år har forsøgt at kvæle i og med, at man begrænser adgangen til overførselsindkomster som efterløn, førtidspension og kontanthjælp samtidig med en stigende grad af tids- og arbejdskontrol. Kvinderne har ellers fungeret som en meget billig løsning på en stor, samfundsmæssig opgave, selvom det nok var urimeligt, at de skulle udføre menneskearbejdet gratis i den spæde velfærdsstat. Men den nuværende velfærdsstatsmodel har tilsyneladende helt glemt at prioritere det, som en del af den samlede, nødvendige arbejdsmængde.
Rosa, Lise og mange andre kvinder har været bærere af et kvindekulturelt ideal, som ikke er kommet dem økonomisk til gode, når de har udført vigtigt menneskearbejde – gratis. Få har oprørt sig over eller offentligt prist bedstemødres menneskearbejde – heller ikke feminister. Bedstemødrenes arbejde er blevet taget for givet statsligt og kulturelt. Også i dag står der bedstemødre bag mange karrierekvinder M/K – men vil og kan de stå der i fremtiden?

http://www.youtube.com/watch?v=pJLymVLNXQc