Skal du på juleindkøb i London, må du ikke misse udstillingen Sarah Lucas: Situation Absolute Beach Man Rubble på Whitechapel Gallery, der er den første store soloudstilling i London med den britiske kunstner Sarah Lucas, der er født i 1962. For udstillingen er helt enestående befriende uden den mindste snert af pænhed eller politisk korrekthed.
I værket Bitch (1995) er en t-shirt krænget hen over enden af et bord, mens to meloner hænger tungt ned af bordbenene i det hvide t-shirtstof. I den anden bordende hænger en fordærvet fladfisk i plastik. Hos Lucas går man aldrig galt i byen, når leden ved massemediernes skript – og fremstilling af køn, når kvalmestadiet.
Her er simpelthen pikke over alt. Hele endevæggen er fyldt med pikhoveder, hvis forhud er ved at blive trukket mere eller mindre tilbage – oven på en mælkehvid opbagt sovs af ærter og gulerødder. Velbekomme tænker man bare, når Sarah Lucas står i forgrunden og kigger udfordrende på en, mens hun tager en bid af en banan i værket Soup (1989).

Strittende citronbryster

Lucas er på ingen måder pæn eller hyggelig – men helt utrolig ærlig, når hun undersøger det helt almindelige og udstiller opsprættede sofaer – evt. spiddet med et neonrør.
Lucas objektgør mænd og kvinder med melonbryster, spejlæg, plukkede kyllinger, og kunstneren er den eneste – hvis man ser bort fra collagerne af små pornobilleder – som har et hoved.
Og det rammer én, når man ser de utallige metalbøjler med fx to slatne spejlæg, der hænger i hver sin ende af bøjlen i tynde tråde, fra bøjlens stang hænger en rynket kebab i en endnu længere og tyndere tråd – alt sammen fæstnet på en springmadras, der vidner om, at både spejlæg og kebab engang har været fulde af saft og kraft, men nu er der kun spor af det, der engang var.
Installationen Sex, Baby, Bed Base (2000) overlader trods abstraktionen heller ikke noget til fantasien. Alt er lige på og råt, når man ser en t-shirt i børnestørrelse med huller, hvor to små strittende citroner stikker frem. Den hvide t-shirt er trukket henover et plukket fjerkræ med blottet skræv og tynde ben. Alt sammen på en stålbøjle, der hænger på en sengeramme i børnestørrelse, og som læner sig op af en væg prydet med den engelske tabloidpresses svar på Ekstra Bladets side 9-piger.
Lucas er som tidligere nævnt udstillingens eneste, der har en krop med hovede på. Til gengæld kigger hun altid lige ind i kameraet, som på det store foto Selfportrait with Fried Eggs. Et ellers helt almindeligt foto med Lucas i et par slidte jeans og grøn t-shirt henslængt i en lænestol i et tilsyneladende rodet rum, hvor smøgerne ligger henkastet tæt ved stolen. Netop pga. det helt almindelige forekommer spejlæggene, der er hæftede på den armygrønne t-shirt, ekstra foruroligende. For hvad er kvinder andet end tits, synes hun at spørge med sit androgyne look.
På samme vis forstyrrer endnu et billede af bananspisende Lucas foran en collage af hypermaskuline mænd, som vi kender fra pornoen.

En smøg er aldrig kun en smøg – og et spejlæg er ikke kun et spejlæg

Lucas’ værker leger med former, spiller på for-forståelser om det maskuline og feminine – mens hun selv fremtræder i hel figur i et androgynt udtryk. Hendes værker er både opfindsomme, næsten sjofle og til tider ynkelige samtidig med, at de fremstår både voldelige og oprørende.
Udstoppede nylonstrømper i formationer fremkalder associationer kendt fra pornofilmens univers. Lokummer og masser af smøger. Ja, selv selvportrættet er finurligt lavet af cigaretter, for hos Lucas har ingen objekter kun en betydning i sig selv.
Lucas’ kunst er nemlig lige så kompliceret som mennesket med sine drifter, fantasier og uforklarlige behov. Og dermed fremstår udstillingen på en gang underholdende og samtidig forfærdelig: For Lucas viser et dystert forhold mellem den menneskelige krop og psyke – når menneskekroppen sidder der på lokummet med en smøg, og toilettet går i et med menneskets fordøjelseskanal. Samtidig spiller hun naturligvis også på vores viden om Marcel Duchamps readymades fra forrige århundrede.

Rummer modsætninger

Hvor Lucas værker i udstillingens underetage fremstiller et mere sørgeligt, deprimerende og bekymrende syn på mennesker og menneskets brugsværdi med figurer uden hoveder og kønnede genitalier, som dermed er objektgjorte, er hun langt mere lys og åben i de øverste rum. Dermed viser udstillingen også Lucas’ store kompleksitet, som værkerne gennem tiden rummer.
Hendes seneste bronzefigurer, der var med på Venedig Biennalen i 2013, synes at opløse det mandlige og kvindelige og indfanger vores blik i en symbiotisk længsel – hvor man næsten helt glemmer sit feministiske raseri.
Og så alligevel ikke. For i rummet ved siden af vises kæmpe fotostater af en mands understel (kæresten og maleren Gary Hume), der som alle de andre værker også er hovedløs. Pikken er akkompagneret af mælkeflasker og digestive kiks eller dækket af råt kød – her er også en hel fotoserie, der viser en dåseøl, der bliver åbnet, og til sidst sprøjter ud over kroppen som pornoens cumshot.
Ligesom hos veninden og kunstneren Tracy Emin er Lucas nådesløs – og når man går rundt i Sarah Lucas: Situation Absolute Beach Man Rubble på Whitechapel Gallery, er man så lykkelig for, at de to har hinanden. For selvom de begge har været succesfulde siden den berømte udstilling SENSATION: Young British Artists From The Saatchi Gallery (1997), der gik Europa rundt, så ved enhver feminist, at det kræver en stærk personlighed at stille op og udstille netop det raseri.
Så derfor skal der herfra lyde en absolut stor opfordring til danske udstillingssteder om at få nogle af de britiske feministvinde vendt herover mod Danmark, og lad os mærke lidt af suset med udstillinger som Sarah Lucas’ – og naturligvis også gerne Tracy Emin.

http://www.youtube.com/watch?v=_wrGtVp1pPc