I 1920 skrev den finlandssvenske kritiker Karl Bruhn en anmeldelse af Framtidens skugga(1920), den sidste digtsamling Edith Södergran (1892 -1923) fik udgivet, mens hun levede.

Artiklen har den sarkastiske overskrift “Hattedamernes lille profetinde” og er en tidlig variant af den traditionelle Södergranforsknings fejlkoblinger mellem liv og digtning. Bruhn sætter lighedstegn mellem jeg’et i digtet og forestillingen om forfatteren som en frustreret frøkenkrop:
“Digtene er ejendommeligt betvingende, muligvis fordi den ekstase, som Edith Södergran besynger, ikke blot er en sjælelig, men ligefrem en psykofysisk akt. Forfatterinden lever ikke bare i altet og saligheden, som ekstasens hyldestsangere gerne gør. Hendes bryst hæver og sænker sig. Hendes øjne bliver mørke og fugtige. Hendes puls slår heftigt. Og hendes krop skælver af vellyst. Digtet gengiver alt dette med midler, der påvirker vore sanser i lige så høj grad, som de påvirker vore tanker.” (i Vasabladet, 1920)
Den kvindekrop, som allerede trådte frem i debutens Smala axlars längtan i 1916, er hovedpersonen i erosdigtene fra Framtidens skugga: “O du härligaste av allt härligt, min kropp,/ varför vet du, att du har makten?”

Bruhn er ambivalent: På den ene side forsøger han at værge sig mod Södergrans bevidste æstetisering af et kvindeligt subjekts fysiske erfaring. På den anden side kan han ikke modstå fristelsen fra at lade sig “psykofysisk” forføre af kropsfigurationen i teksten. Foden, der “kramar sig av sällhet” i Snehvideskoene, eller læbernes pulsende erosblod påvirker ham seksuelt, noget, han med en ironisk tone forsøger at distancere sig fra.


En jomfruelig krop og magtfuld tale

Der er i dag en stigende interesse for, hvordan en “psykofysisk” virkning i læsningen skabes. Det seneste bidrag til forskningen er en retorisk undersøgelse af forvandlingerne i det södergranske sprog med fokus på kroppen som udtryk og som metafor. Det drejer sig om Benedikte F. Rostbølls ph.d.-afhandling Skrevet med blod. Kroppens retorik hos Edith Södergran med et perspektiv til den danske 1980’er- og 1990’er digtning (2004) [fra Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, red.].

Med udgangspunkt i Julia Kristevas idé om, at subjektet skabes i forhold til kroppens rytmer og drifternes formning af det ubevidste, præsenterer Rostbøll en læsestrategi, der kombinerer nykritik med semiotisk orienteret poststrukturalisme og nyretorik. Lige lovlig meget teori at køre i stilling til et interessant studie, der søger at definere “et modernistisk formsprog, som skriver et heterogent og erotisk kropssubjekt frem”.

Det er et dristigt projekt, fordi modernismen som bevægelse bygger på en nedvurdering af den kvindelige erfaring, som i form af kvindekropslige markører præger Edith Södergrans modernistiske sprog. Hendes halsbrækkende sammenkædning af klichéen om den jomfruelige krop med den Nye kvindes magtfuldkomne tale er en provokerende æstetisk strategi. Tag fx den emblematiske skildring af en verdensomspændende narcissistisk kvindemagt i Instinkt:
“Då jag ligger trött på mitt läger,/ vet jag: i denna tröttnande hand är världens öde./ Det är makten, som darrar i min sko,/ det är makten, som rör sig i min klännings veck, / det är makten, för vilken ej avgrund finns, som står framför eder”.


Sanselig virkelighed bliver til digt

Rostbøll forankrer sin tese om, at de kropsrelaterede form- og indholdselementer er styrende i forfatterskabet, gennem håndfaste nærlæsninger af udvalgte digte. I afhandlingens sidste del anvender hun derefter sin læsestrategi på nogle af de store navne blandt store danske samtidsdigtere: Pia Tafdrup, Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge, Pia Juul og Kirsten Hamman. Også her med fokus på deres semiotisk inspirerede “kropspoesi”: Tafdrups konkrete følelsesrum, der søger et begær uden for sproget, Thomsens forsøg på at gøre kroppen nærværende i en ekstatisk retorik, Strunges voldsomt perforerede klichésprog, der vil generobre kroppen som “autentisk natur”.

Hos Juul og Hamman (“Jeg er så træt af min krop”) kommer halvfemsernes ambivalens over for kønnet og kroppen til udtryk i en rå, ironisk og grotesk stil. Den umiddelbare forbindelse til Edith Södergran er vanskelig at finde belæg for, formentlig fordi den er blevet overleveret fra en ældre digtergeneration, som Gustaf Munch-Petersen, Tove Meyer eller Inger Christensen.

Alligevel er det en fornøjelse at se en ung forsker uforfærdet afprøve tesen om, hvordan det poetiske sprog formår at forvandle en sanselig virkelighed til digt, på Södergrans danske “døtre” og “sønner”.

Det er imidlertid med afhandlingens hoveddel, at Rostbøll beriger den feministiske Södergranforskning – som hun mener, er kørt tematisk fast i det, hun vil præcisere stilistisk. Hendes retorisk følsomme læsning er vigtig og åbner nye betydningslag i digtene, men den indbyder samtidig til kritik: At se bort fra vigtige temaer er som at smide barnet ud med badevandet.

Eksempelvis i sin analyse af Septemberlyrans store programdigt, Fragment, viser Rostbøll, hvordan det ekstatiske sprog, også grafisk gennem tankestreger, udråbs- og spørgsmålstegn, pauseprikker og brudt syntaks, frembringer et subjekt, der både vidner om sit eget indre kaos og om den gamle verdens undergang. Men dette udtrykkes også tematisk i det afsluttende billede af en tusindårig jomfru “jungfru Snövit sovande i sin kista av glas”, som fremtidens (poetens) dæmoniske stemme kan vække til live igen. Den stemme hører Rostbøll ikke, lige så lidt som hun får øje på, hvordan et vigtigt kulturelt tema her fremhæves og punkteres: “The death of a beautiful woman”, for at citere Edgar Allan Poe.


De kvindelige poeters klub

For unge, nye læsere udgør det en god indgang, at der hos Södergran “findes en kvindekrop, kropslige bevægelser, i stort set hvert eneste digt”, som en af hendes svenske “døtre”, Marie Silkeberg, har udtrykt det. Måske oplever unge kvinder i dag mere end nogensinde før, at de må tage kvinden tilbage, “reclaim” hende, fra rollen som sexobjekt i mode- og pornoindustrien. Jeg vil påstå, at deres bedste forbundsfæller findes i de kvindelige poeters selskab.

Med begyndelse hos Sappho har kvindelige digtere gennem 2600 år beskæftiget sig med at skrive alternative fremstillinger af kvindekroppen og begæret ind i sproget. Denne kulturskat er som en konsekvens af den litteraturhistoriske herskerstrategi “usynliggørelse” blevet noget af et sort hul i menneskehedens kollektive hukommelse.

I bogen Ediths jag undersøgte jeg Södergrans “reclaim”-strategi, som går ud på at forlade “kroppen” i almindelig betydning for at markere en metapoetisk udvalgthed, ofte i kropsfigurationer, der udfordrer, dekonstruerer og sætter en traditionel jomfrukrop i bevægelse. Men det sene forfatterskab repræsenterer også en anderledes erosopfattelse, og den har forvirret læsere fra Vasabladets anmelder til Benedikte F. Rostbøll, som har et heteronormativt syn på det kvindelige begær, der er typisk for vores tid, men ikke for Edith Södergran, der var født i 1892.

I 1897 fandt man en række centrale Sappho-fragmenter, som bidrog til en øget interesse for en kvindeligt defineret (hetero-, homo- og bi-) seksualitet. Hos Sappho var begæret skildret som en gensidig genkendelse mellem to subjekter, til forskel fra den “antikke” mandlige penetrationsmodel, der forudsætter underkastelse og dominans (som Foucault har redegjort for i andet bind af Seksualitetens historie (1984)).


Seksualiteten maksimerer jeg’et

Ellen Greene hævder i antologien Reading Sappho (1996), at det er Sapphos “ex-centriske” placering i det kønssegregerede antikke samfunds kvindedomæne, som muliggør konstruktionen af erotikken som et sted for feministisk intersubjektivitet. Hvad ville en tilsvarende ex-centrisk position kunne være for Edith Södergran, der arbejder videre med Sapphos innovation (men som samtidig er nødt til at forholde sig til en modernisme, der banaliserer kvindelige erfaringer)?

Efter min opfattelse er det århundredskiftets feminismes nye kønskontrakt, der gav kvinder et vist spillerum til selv at definere sig selv og deres seksualitet. Södergran skriver i efterdønningerne af den “narcissistiske drejning”, der kort kan forklares som en reaktion på 1800-tallets medicinske og psykologiske patologisering af kvindekroppen som “hysterisk” og som objekt for videnskabelige studier.

For feministerne omkring 1900 var seksualiteten ikke kvindens “skæbne” i den forstand, at hun skulle underkaste sig manden; Tværtimod indebar den en kåring af kvinden til aktør i sit eget liv, hvor eros skulle maksimere den Nye kvindes jeg. Som Södergran udtrykker det: “Jag lever rött. Jag lever mitt blod./ Jag har icke förnekat Eros”.

Det er en opfattelse, som på alle måder adskiller sig fra den platte, medieformede driftsopfattelse, som dominerer vor tids heteroseksuelle såvel som homoseksuelle matrice. “O Eros – du alltbehärskande Gud”, skriver eksempelvis Selma Lagerlöf i 1891 i Gösta Berlings saga og knytter dermed an til århundredskiftets filosofiske og feministiske eroslære, der placerede seksualdriften i et større livsperspektiv.

I vore pornografisk genitalfikserede hjerner er der ikke plads til denne ide om eroskraften som guddommelig. Den er imidlertid afgørende for at forstå Södergrans poesi. Her kommer det til at halte for Benedikte Rostbøll pga. hendes manglende viden om den historiske kontekst, som udgør forudsætningen for Södergrans gynocentriske poetik.

For Rostbøll er erotik lig med sex, og kroppen (“mærket og såret af erotiske oplevelser”) i Södergrans digte er optimalt funktionel i samlejet med sin “evne til at åbne sig og være modtagende”.

Men kroppen er ikke nogen storhed i sig selv, den indgår i et semantisk felt af kulturelt kodede betydninger. Det gælder især opfattelsen af kvindekropppen som på en eller anden måde defekt uden fallos (for at bruge Lacans ord) eller kastreret (for at bruge Freuds). Rostbøll køber hele pakken, hvilket for eksempel leder hende frem til at hævde, at jeg’et i Var bo gudarna… nedkalder guderne til at komme,”når hendes blod har samlet sig til erotisk hengivelse”. Men i digtet, der demonstrerer, hvordan inspiration og erotik er synonymer hos Södergran, står der noget andet: “O gudar, I besöken mig alla dagar, då när jag är full av makt”.


Seksualitet fordrer ikke dominans og underkastelse

Edith Södergrans stilistiske bevidsthed tjener et formål. I Sapphos fodspor reviderer hun den æstetiske idealisme ved at installere et kropsjeg, der er forenet med guden Eros. Derigennem overskrider hun den falliske definition af kvinden som objekt/den anden gennem en form for kønsbevidst tosprogethed. Dette indebærer dels at konstruere erotisk erfaring uden for den mandlige forestilling om, at seksualitet kræver dominans og underkastelse (“O du härskare med kalla ögon“). Og dels at indføre en anderledes begærsopfattelse i en stærkt androcentrisk modernisme.

Derfor udvikler Södergran, særligt i Rosenaltarat fra 1919, i bedste dekadence-stil en vampyrisk, dæmonisk dimension, som er central for forståelsen af det kunstneriske idiom, der forbinder eros med det at skabe, som i “Var bo gudarna…“. Södergran er en typisk overgangsmodernist, der viderefører en lyrisk tradition fra romantikken med stærke indslag af dekadence og symbolisme, hvilket forklarer hendes brug af eventyr- og myte-elementer, ligesom “kunst-igheden”, det kunstnerisk/kunstigt frembragte i det poetiske univers, hun skaber.

En analyse af et centralt kvindeligt forfatterskab bliver altid nødt til at tage litteraturhistoriens patriarkale mekanismer (isolation, marginalisering, undervurdering) med i betragtning, men derudover også forfatterskabets historiske kontekst. Ellers risikerer analysen at ramme forbi sit mål.

Benedikte F. Rostbøll ville være kommet længere med en tydeligere markering i forhold til den patriarkale traditions fremherskende billede af Edith Södergran som den dødsmærkede “kroniske uskyld” (Henrik Wivels ord), i kombination med den feministiske traditions kontekstualisering af Södergran som en bevidst kunstner (senest i Boel Hackmans Jag kan sjunga hur jag vill. Tankevärld och konstsyn i Edith Södergrans diktning, (2000)).


En levende stemme taler med læber af glødende kul

Ikke desto mindre har Rostbøll et gennembrud inden for rækkevidde, særligt når hun systematisk viser, hvilken betydning den lyriske tiltale, der kaldes “apostrofe”, har for Södergrans kropsretorik. Her bygger hun først og fremmest på et mindre, men genialt studie af Inga-Britt Wik i O mina solbrandsfärgade toppar (1992)).

Apostrofen, der er poesiens måde at indgyde liv i den døde skrift, skaber illusionen om en levende stemme, en stemme, der taler (“O låt mig breda ut mina armar, liv. / O du mitt hjärtas vidd. Jag väntar/ att jag skall höra min röst. / Jag vill tala, mina ord skola falla som glödande bränder i hopen.”) Hos Sappho, der ifølge Greene er apostrofens moder, bliver objektet subjekt i den lyriske tiltale, hvilket ikke kun giver hendes kærlighedsdigt et præg af autentisk møde, men også engagerer læseren i talehandlingens og begærets evige nutid.

Hos Södergran er denne form for bugtaleri særligt udtalt og i hendes senere digtning er den rettet mod kroppen i en narcissistisk fordoblingsstrategi (“Vad sker mig medan jag talar?”).

Rostbølls læsninger giver appetit på mere, selv om man ofte har lyst til at modsige hende. Hun har gjort mig opmærksom på endnu en af Södergrans retoriske finesser, sammenligningen “som”. Den fungerer som gearskift og indfører et alt andet end uskyldigt semantisk felt af kunst-ighed.

Allerede i debutsamlingens “Avsked” lyder det: “mina två långa flätor, som glida som ormar” og “Ack, det oundvikliga skall ske som ett svärdshugg -“. Gennem sammenligningen introduceres her et sceneri og figurgalleri, der er hentet fra århundredskiftets allestedsnærværende femme fatale (Munch, Klimt).

Påberåbelsen af den livsfarlige Medusa såvel som den triumferende Salomé (tænk bare på Johannes Døberens hovede på et fad!) udgør stærke modsigelser af Rostbølls nærlæsning af digtet som “en autentisk før- og efteroplevelse” af et samleje, hvor en mand har defloreret en jomfru.

Digtets kulturelt skabte jeg har læber af glødende kul, som sættes i brand ved at udsige det chokerende: At den ny tids kvinde slet ikke er “kastreret”, men derimod kan være truende “kastrerende”. Det vil sige, så længe manden stædigt vedbliver at være en “härskare med kalla ögon”.

Ebba Witt-Brattström er professor i litteraturvidenskab ved Södertörns högskola i Sverige.

Artiklen er oversat fra svensk af Julie Breinegaard.

Benedikte F. Rostbøll: “Skrevet med blod. Kroppens retorik hos Edith Södergran med et perspektiv til den danske 1980’er- og 1990’erdigtning”, Københavns Universitet 2004. Ph.d. afhandlingen kan lånes på KVINFOs bibliotek.

Ellen Green, red. “Reading Sappho. Contemporary Approaches”, University of California Press, 1996

Inga-Britt Wik, “O mina solbrandsfärgade toppar´. Edith Södergran och apostrofen”, Historiska och litteraturhistoriska studier 67, Skrifter utgivna av Svenska litteratursällskapet i Finland, No. 575, 1992