På en af Vesterbros sidegader i København dufter morgenerne af røgelse. Mens butikker åbner, og forældrefolket cykler ungerne i daginstitution, bliver røgelsespindene foran thai-massageklinikkerne tændt. Sammen med plastikblomster i stærke farver og vinkende guldkatte i kældervinduerne signalerer duften, at man er kommet til rette sted, hvis man gerne vil købe sex af en thailandsk kvinde eller ladyboy. 

Dem, der tilbyder ydelsen, ser man ikke meget til i gadebilledet. Ingen ved, hvad deres personlige historie er. Alligevel skorter det ikke på meninger om, hvad de har brug for – ude i samfundet. 

Her i 2010 er cirka hver anden, der sælger sex i Danmark, en udlænding, skønner de danske myndigheder. Men hvad er det tal udtryk for? Er de udenlandske kvinder i den danske sexbranche eksempler på, at det globale fænomen trafficking er i vækst? Eller er de eksempler på, at flere mennesker migrerer for at arbejde – også til sexbranchen i Danmark?

De spørgsmål, og mange andre, har delt vandene i den danske prostitutionsdebat i så intens grad, at Københavns Politi ligefrem frygtede et sammenstød på Kvindernes Internationale Kampdag d. 8. marts i år, da to demonstrationer marcherede gennem Vesterbro med hvert sit prostitutionspolitiske budskab. 

Sammenstød blev der ingen af. Alligevel tegnede ordensmagtens frygt et rammende billede af det aktuelle klima i den danske trafficking- og prostitutionsdebat: Det er temmelig uforsonligt.

Et folkeligt krav

Trafficking fik sit folkelige gennembrud, da 3Fs fagblad i 2006 sendte en journalist til Rumænien, hvor han købte en 16-årig pige, Carmen, af menneskehandlere. Formålet var at vise, hvor nemt det er at købe et andet menneske. Den historie blev begyndelsen på en massiv 3F-kampagne mod kvindehandel, der kulminerede i et folkeligt krav til politikerne om at gøre noget. Over 100.000 danskere skrev under på en fælles protest til den daværende socialminister.

Kampagnen, der gik under navnet Stop Kvindehandel Nu, var en historisk begivenhed, for intet fagforbund havde tidligere ønsket at blande sig i debatten. Men med det stigende fokus på trafficking, der var kommet både i Danmark og udlandet, skiftede 3F kurs.

– Det handlede om moralsk indignation. Som fagforbund er vi bredt samfundsmæssigt engageret – også i de livsforhold, der rækker ud over et anstændigt liv på arbejdspladsen – og vi havde behov for at undsige den stigende handel med kvinder, der skete for næsen af os, men også den laden-stå-til, der var dominerende, fortæller Marianne Bruun, ligestillingskonsulent i 3F.

Samtidig varslede 3F’s kampagne en helt ny epoke i traffickingdebatten. For forbundet nøjedes ikke med at indsamle protestunderskrifter eller trykke afslørende historier om brutal udnyttelse af udenlandske kvinder i prostitution.

3F gik planken ud. De foreslog, at sexkøb skulle forbydes i Danmark – ligesom svenskerne og nordmændene på det tidspunkt havde gjort. Og de opfordrede kollegerne i Socialdemokratiet til at gøre det samme.

– Jeg fatter ikke, hvorfor det skal være lovligt at betale sig fra at misbruge en kvinde seksuelt. Og det er jo det, der sker, sagde 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen til Dagbladet Information i 2007.

En modstand bliver født

Ude i samfundet var der mange, der nikkede anerkendende til 3F’s krav. Ikke mindst de organisationer, der længe havde ønsket sig en kritisk debat om prostitution. Dansk Kvindesamfund var en af dem. De greb bolden og lancerede det følgende år en webkampagne mod sexkøb – Tag stilling, mand. Her kunne mænd offentligt støtte op om forslaget. Det gjorde både kendte og ukendte danske mænd. Som en af støtterne, Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden, skrev:

“Jeg støtter et forbud mod sexkøb, fordi det er og bliver grotesk, at man skal kunne tvinge andre mennesker til falsk intimitet via pengenes magt. Det er en krænkelse af den grundlæggende ligeværdighed mellem mennesker.”

Men ikke alle var enige i, at et forbud mod at købe sex var vejen frem, hvis man skal bekæmpe trafficking. De var heller ikke enige i, at prostitution er en krænkelse af ligeværdet mellem mennesker. Tværtimod betød de nye toner i debatten, at en modstandsbevægelse så dagens lys.

Under navnet Seksualpolitisk Forum gik en række forskere, sexologer og kunstnere i 2007 sammen i fælles forståelse af, at seksualdebatten i Danmark var blevet moralsk, ensidig og intolerant, og at debatten derfor trængte til nye indspark og perspektiver.

En af medstifterne var historikeren Nina Søndergaard. Hun var – og er – træt af, at kvinder i prostitution per definition omtales som ofre. 

– Jeg synes, det er ærgerligt, at man tilskriver kvinder en svagere magtposition end mænd. Man kunne jo også vende det om og sige, at den magtfulde er kvinden, der sælger en ydelse, som manden må købe sig til, siger hun.

Seksualpolitisk Forum mener, at alle kvinder – også udlændinge – har ret til at bestemme over deres egen krop og seksualitet. Så hvis de ønsker at sælge sex, er det en menneskeret, som staten ikke skal blande sig i. Og det vil et sexkøbsforbud gøre.

Det betyder ikke, at netværket benægter eksistensen af trafficking. 

– Det er en forbrydelse, som skal straffes hårdt. Men man er samtidig nødt til at forstå, at der er forskel på trafficking og på udnyttelse. Den forskel vil vi gerne have mere opmærksomhed på. Ligesom det er vigtigt at understrege, at al prostitution er ikke trafficking, og al trafficking ikke er prostitution, siger Nina Søndergaard.

Prostitution er ulighed

Da Danmark i 2002 gjorde menneskehandel ulovligt gennem en ny bestemmelse i straffeloven, var der ingen, der protesterede. Der findes næppe nogen – ud over menneskehandlere – der mener, at trafficking er en god ting. 

Så selvom fløjene i den danske traffickingdebat er uenige om meget, er de rørende enige om at fordømme trafficking – ligesom de også godt kan blive enige om, at fænomenet har rod i fattigdom og en ulige fordeling af ressourcerne på kloden. Det er ikke danske kvinder, der bliver trafficked til Nigeria eller Rumænien.

Men hvorfor trafficking mere specifikt opstår, hvem der er trafficking-ofre, og hvad man skal stille op for at forebygge fænomenet, er en anden snak. 

De spørgsmål deler i høj grad vandene. Ikke mindst fordi emnet også handler om prostitution. For mens trafficking i andre lande er et fænomen, der udspiller sig i så forskellige sektorer som fiskeindustrien eller byggebranchen, er de eneste officielle ofre for trafficking, de danske myndigheder indtil videre er stødt på, kvinder i prostitution.

Det er den kendsgerning, der er årsag til, at mange i traffickingdebatten mener, at et forbud mod købesex er den eneste vej frem, hvis man skal komme den organiserede kriminalitet til livs. Man må simpelthen regulere efterspørgslen, lyder argumentet. 

Fx fra 8. marts-initiativet, der er en forsamling af 28 forskellige organisationer og politiske bevægelser, der vil forbyde sexkøb. 

8. marts-initiativet opstod i 2008 med det formål at påvirke den danske prostitutions- og traffickingdebat – præcis ligesom Seksualpolitisk Forum. Men i modsætning til de seksualpolitiske debattører, mener 8. marts-initiativet ikke, at trafficking og prostitution kan skilles ad. Nærmest tværtimod. For prostitution er i deres øjne underlægningsmusikken til trafficking.

– Prostitution og trafficking er udtryk for store klasseforskelle, hvor sexkøbere i den rigere vestlige verden udnytter andre mennesker – også fra fattigere dele af verden, mennesker, der har håb og drømme om at komme ud af deres fattigdom, siger Balder Mørk Andersen, talsmand for initiativet.

– Men det er også udtryk for et patriarkalsk domineret seksualbillede, hvor kvinder skal stå til rådighed for de sexkøbende mænd, der stadig mener, at seksuel tilfredsstillelse er vigtigere end respekt for andres helbred. Begge dele er lige krænkende og fastholder både kvinder og mænd i nogle skæve roller, siger han.

8. marts-initiativet ønsker en grundlæggende forandring af samfundet, der afspejler ligeværd mellem mænd og kvinder. Som erklæret feminist og socialist var Balder Mørk Andersen derfor også selv en af hovedtalerne under en af de to demonstrationer, der fik politiet til at frygte et feminist-sammenstød på Vesterbro på Kvindernes Internationale Kampdag i år.

Samme dag gik en anden erklæret feminist og socialist på barrikaderne i det andet optog, hvis parole varSexarbejderrettigheder nu!

Nuancer, tak

Mette Grimstrup, medlem af Enhedslistens queerudvalg, er en af de nye feministiske stemmer i traffickingdebatten. Hun var med, da sexarbejdere og feminister demonstrerede den 8. marts.

Hun var også med, da Folkets Hus i København et par måneder forinden lagde hus til en debat om sexarbejde og trafficking under overskriften Staten ud af vores trusser – det er vores egne kusser!

Formålet med begge arrangementer var at sætte nye perspektiver på debatten om prostitution og trafficking. 

– Trafficking er forfærdeligt, og noget skal gøres. Spørgsmålet er bare hvad. Og den debat er skidesvær, fordi vi taler om nogle andre end os selv, og fordi vi taler på vegne af andre, som hun siger.

Derfor ønsker Mette Grimstrup først og fremmest at give ordet til de kvinder, det hele handler om. 

– Vi skal passe på, at vi ikke kommer til at sidde som hvide feminister og mene en masse, der handler om vores egen kønnede opfattelse af sex og sexarbejde, så vi i virkeligheden forværrer livet for de mennesker, vi ønsker at beskytte. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i, hvad de selv siger, de har brug for. For nogle er det mere traumatiserende, at deres børn dør af sult, end hvad de bruger deres krop til. Det er vi nødt til at respektere, ellers fratager vi andre muligheden for at forvalte deres eget liv, siger hun.

Mette Grimstrup mener, at traffickingdebatten har fået en skæv vinkel. Hun savner nuancer. Og hun savner en diskussion af, hvordan migrationslove og et ureguleret, ubeskyttet sexarbejdsmarked tilsammen gør udenlandske kvinder sårbare over for udnyttelse og skaber grobund for trafficking.

– Grænserne for trafficking er flydende. Mange af kvinderne er nærmere arbejdsmigranter, men de er sårbare, fordi de arbejder illegalt i Danmark uden kontakt til sociale myndigheder eller andre støttemuligheder. Derfor handler det om at yde bedre beskyttelse. Ligesom vi beskytter polske håndværkere i byggebranchen med faglige rettigheder, skal sexarbejderes rettigheder sikres siger hun.

Det budskab falder til gengæld ikke i god jord hos dem, der vil forbyde sexkøb.

Forskelle findes

På en sidegade til Istedgade i København bor en af traffickingdebattens grand old ladies. Reden International (RI) var den første organisation i Danmark, der beskæftigede sig med udenlandske kvinder i prostitution og åbnede et krisecenter for traffickingofre. RIs leder, Vibeke Lenskjold, er enig i, at grænsen for trafficking er flydende, men hun er lodret uenig i, at løsningen på problemet er flere faglige rettigheder til sexarbejdere.

– Jeg vil faktisk kalde det dyb manipulation med ord at tale om migranter i sexarbejde. Det kan godt være, at nogle kvinder kommer hertil uden nogen form for tvang, men på gadeniveau kan man altså ikke bare komme og stå uden at være en del af et stærkt bagmandsnetværk. Man kommer simpelthen ikke ind, siger hun.

Vibeke Lenskjold synes i det hele taget, det er problematisk at tale om sexarbejderrettigheder i traffickingdebatten. Fx har hun svært ved at forestille sig, hvordan faglige rettigheder vil beskytte kvinderne mod de skadevirkninger, som RIs erfaring fortæller hende, at mange får.

– Det er her, min kæde hopper af. Man kan gøre meget for at sikre arbejdspladser mod farlige arbejdsforhold. Men hvordan lige beskytte mod en socialpsykologisk skadevirkning, som netop er forårsaget af at have flere seksuelle kontakter hver dag uden personlig relation? 

Hun mener heller ikke, man kan sidestille danske kvinder i prostitution med udenlandske:

– Det såkaldt frie valg, nogle få danske sexarbejdere taler om, kan du ikke bruge til noget i traffickingdebatten. Der er altså en grund til, at kvinderne typisk kommer fra lande som Nigeria eller Østeuropa, hvor der er stor korruption, stor fattigdom og stor ulighed. Hvor forsørgerrollen er kvindernes.

Det er Balder Mørk Andersen fra 8. marts-initiativet helt enig i. Han er uenig med dem, “der nærmest betegner køb af sex som en form for bilateral bollebistand, som prostituerede kvinder har brug for,” siger han.

– Det er et falsum, som hjælper sexkøberne til at lukke øjnene for, at de har udnyttet mennesker i en udsat position.

Analyser savnes

Mens aktivisterne mundkappes i den danske traffickingdebat, står forskerne på sidelinjen og følger debatten.

Christel Stormhøj har som feministisk samfundsforsker fulgt den, og hun er ikke imponeret over en debat, som hun kalder “reduktionistisk, stærkt individualiserende og fuldstændig afpolitiseret”.

For det første savner hun et helikopterperspektiv, der forholder sig til trafficking som et globalt spørgsmål om fordelingen af goder og byrder – og som adresserer, hvad vi forstår ved retfærdighed og ulighed.

For det andet savner hun analyser af, hvad der foregår i samspillet mellem individ og samfund, når nogle kvinder vælger sexsalg i udlandet som livsstrategi, mens andre bifalder valget som udtryk for, at de udøver personlig autonomi.

– Identitet er ikke frit valg på alle hylder. Det er en kompleks proces, som bliver skabt i forholdet mellem individet og det samfund, hvor mennesker socialiseres. Og hvor vilkårene for, hvordan personlig autonomi udøves, derfor også sættes. Hvad er det, der gør, at et menneske vælger at tilbyde sex som serviceydelse frem for at flytte støv? Hvordan skabes den præference – og hvordan skabes den i et kønnet samfund? spørger hun.

I New York sidder en anden dansk forsker, som undrer sig over den danske traffickingdebat. Antropolog Sine Plambech, der har beskæftiget sig med thailandske og nigerianske kvinder i prostitution, savner også substans. 

Hun undrer sig især over to ting. For det første: At det åbenbart er vanskeligt at acceptere det komplekse i, at kvinder vælger at indgå i deres egen udnyttelse. For det andet: Hvor blev pengene af? 

– Jeg synes ikke, den danske debat forholder sig til nogen af tingene. Vi taler hele tiden om prostitution, men ikke om den politisk-økonomiske side af trafficking, det er som om, at hele penge- og arbejdselementet er blevet frakoblet debatten, siger hun.

– Vi taler om trafficking som udnyttelse og offergørelse i seksuel forstand, men vi glemmer hurtigt den politiske økonomi, der er til grund for trafficking. Det gør i hvert fald den retning inden for feminismen, der stammer tilbage fra 70’erne, hvor kvinden i sit væsen var et offer. For ægteskabet, for manden – det bliver ved med at være en meget firkantet patriarkalsk og moralsk analyse. Jeg forstår, at det er nødvendigt nogle gange, men det betyder også, at vi overser hele det marked, trafficking er en del af. Nemlig det globale migrationsmarked. Trafficking handler om, at man er i en udsat position, fordi man ikke har rettigheder, og det er derfor, man kan blive udnyttet af patriarkatet, hvis man skal sige det sådan. Men hvad er det, der i første omgang gør, at kvinderne overhovedet er udsatte? Det er langt mere strukturelt betinget end patriarkalsk, siger Sine Plambech.

Uden for kategori

På Vesterbro brænder morgenens røgelsespinde ned, helt upåvirkede af debatten. Der ellers handler om netop dem – de udlændinge, der sælger sex i Danmark.

Er de ofre for trafficking, fordi Danmark har en slap holdning til prostitution? Eller har de problemer i kraft af den skrappe udlændingepolitik?

Er de stærke, selvstændige sexarbejdere, der selv styrer forretningen og bestemmer over deres egen krop? Eller er de arbejdsmigranter, der er udsat for en udnyttelse, der kunne være undgået, hvis staten Danmark holdt øje med deres arbejdsmiljø? Svarene afhænger i høj grad af øjnene, der ser.
Som Marlene Spanger, en af de første danske forskere, der beskæftigede sig med transnational prostitution, siger: 

– Traffickingdebatten blev løftestang for den sexkøbsdebat, vi oplever nu, hvor man også diskuterer, hvordan man skal opfatte udenlandske kvinder i prostitution i Danmark – som ofre eller som stærke sexarbejdere. Men jeg tror ikke, at de kvinder, jeg har mødt gennem min forskning, kan identificere sig med nogen af kategorierne.