– Det vi tænker på, det er, hvordan vi får det [undervisningen, red.] til at være sjovere for os alle sammen. Hvordan gør vi, så drengene ikke begynder at kede sig? Og hvordan gør vi så drengene ikke forstyrrer, så drengene synes, det er sjovt?

Spørgsmålene bliver rejst af en lærer, som jeg har interviewet på en sydjysk folkeskole, der de seneste år har undervist piger og drenge hver for sig mindst en time om dagen.

At kønsopdeling benyttes i folkeskolen er i og for sig ikke noget nyt. Alligevel adskiller de pædagogiske metoder forbundet med kønsopdeling sig i dag markant fra tidligere tider og vender fasttømrede forestillinger om køn, skole og pædagogik på hovedet. For mens det i 1970’erne og 80’erne var forestillingen om socialisation og sociale kønsroller, der dominerede debatten om køn i skolen, er biologien i dag tilbage som altoverskyggende forklaringsmodel. 

FORUM har besøgt en børnehaveklasse, der anvender kønsopdelt undervisning og fulgt klassens piger og drenge i deres kønsopdelte forløb og fællesundervisningen. Interviewene har dannet baggrund for en universitetsopgave Når drengene skal have en sjovere undervisning og pigerne bliver væk – om kønsopdelt undervisning i folkeskolen




De stakkels drenge 

Drengene lider i de danske daginstitutioner og skoler. I hvert fald hvis man skal tro de forestillinger om køn, som stortrives i skoler, hjemme i stuerne og på seminarier landet over. Markant flere piger end drenge tager i dag en studentereksamen eller en videregående uddannelse, og også de traditionelle drengefag som fx medicin og jura er i dag domineret af piger. Pigernes succes i uddannelsessystemet spejles af det uforholdsmæssigt store antal af drenge i folkeskolen, som bliver henvist til støttepædagog og specialundervisning. På den baggrund genlyder skrækhistorier om pigernes indtog i uddannelsessystemet og feminiseringen af folkeskolen fra både forældre og pædagogisk personale. Også mange eksperter, blandt andre overlæge Gideon Zlotnik, forfatter og debattør Bertill Nordahl og senest cand.mag. i dansk og psykologi, forfatter og foredragsholder Ann-Elisabeth Knudsen, har de seneste år råbt vagt i gevær over for den såkaldt feminiserede skole, som de mener, drengene lider under. 

Kønsopdelt undervisning som pædagogisk metode vinder derfor indpas i den danske folkeskole. Især Ann-Elisabeth Knudsen oplever stor succes med sine bøger om kønsopdelt undervisningPæne piger og dumme drenge – hvorfor er den ingen børn, der opfører sig som de har hjerne til? (2002) og Seje drenge og superseje piger – hjerne og hjerte hos de 10-18 årige (2007). Ifølge Knudsen skal drengene have plads til at være drenge og pigerne til at være piger. Med udgangspunkt i hjerneforskningen argumenterer hun for, at piger og drenges særegne biologi medfører forskellige indlæringspotentialer, og at undervisningen må tage højde for disse kønsforskelle. Knudsen er en flittig foredragsholder på skoler landet over, og flere følger hendes anbefalinger og vælger at indføre kønsopdelt undervisning i udvalgte fag især i indskolingen.
 

Historisk pendul mellem drenge og piger

Allerede i debatten om en fællesskole for piger og drenge i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet krydsede fortalere og modstandere af kønsopdeling klinger. I 1980’erne blev kønsopdeling bragt på banen i folkeskolen som en ligeværdsfremmende pædagogik. Her slog fortalere på tromme for kønsopdeling som en måde at synliggøre skolens kønsmagtstrukturer og opnå ligeværd og ligestilling mellem piger og drenge. Fokus var primært rettet mod de stille piger i det ellers drengedominerede klasseværelse, og kønsopdelingen skulle blandt andet skabe et rum, hvor pigerne kunne udfolde sig og komme til orde på deres egne betingelser. 

Ligesom kønsopdelt undervisning ikke er en ny opfindelse, er der heller ikke noget nyt og revolutionerende i forestillingen om, at biologien, kroppen og hjernen har en betydning for piger og drenges (u)muligheder i skolen, og at skolen og undervisningen bør indrettes derefter. Samtidens snak om biologi synes bare at vende tidligere perioders forestillinger om køn og læring på hovedet.

Pigerne er usynlige 

– Hvordan kan vi få drengene til at synes, det er spændende at lære et nyt bogstav?, spørger læreren i den sydjyske børnehaveklasse. 

Klassen havde haft Ann-Elisabeth Knudsen tilknyttet som konsulent i deres arbejde med kønsopdeling, og med afsæt i hendes pædagogiske anbefalinger kæder læreren flere gange forestillingen om drengene som tabere i skolen og argumenterne for kønsopdelt undervisning sammen med de biologiske og hjernemæssige kønsforskelle. Især fremhæver hun drengenes biologiske og hormonelle kendetegn som centrale for, at de må undervises på en helt anden måde end pigerne. Pigerne derimod er der ingen grund til at tage særlige hensyn til:

– Man behøver ikke tænke så meget over, hvad pigerne synes, fordi de vil jo gerne lære, de gør det helt automatisk. Piger tager bare imod, de er bare parate til at lære. Med drengene skal man tit være lidt af en entertainer, altså man skal sælge det [faget, red.] lidt bedre, uddyber læreren. 

Lærerens didaktiske overvejelser illustrerer, hvordan det nu er hensynet til drengene, der er kommet i højsædet i den kønsopdelte undervisning. Forestillingen synes at være, at mens pigerne sagtens kan koncentrere sig længe om kedelige opgaver og trives fint med en traditionel klasseundervisning, må drengene udfordres og aktiveres med fysisk aktivitet og en sjov undervisning. Mens pigerne på det nærmeste går i glemmebogen, er det altså især drengene, der bliver tilgodeset i den nye bølge af kønsopdelt undervisning.

Drengene, som i denne optik er styret af biologi og hormoner, står i centrum for særlige pædagogiske strategier, så de også kan følge med i skolen. Pigernes biologiske kendetegn bliver ikke trukket frem på samme måde. Snarere bliver pigerne udtryk for en feminiseret skolekultur, der lægger vægt på de feminine dyder, som står i skærende kontrast til drengenes. Pigerne (til)passer (sig) til skolekulturen, mens drengene står i opposition og derfor må de have en langt mere underholdende og udfordrende undervisning.

I 1800-tallet var man bekymret for uterus

Scenen i dag er altså sat med en bekymring for drengene, der er styret af testosteron, og som derfor bliver marginaliseret i en skole præget af en pigekultur. Men går vi blot 130 år tilbage i tiden var billedet et andet:

I 1800-tallet var det nemlig ikke drengenes testosteron, men pigernes uterus, der vakte bekymring i skolen. Mens pigernes biologiske kendetegn blev fremhævet, fremstod drengene dengang som uden for og hævet over biologien. Drengene blev ophævet til det intellektuelle, kulturen og det menneskelige, som pigerne stod i diamentral modsætning til med deres reproduktive evner samt fysiske og psykiske svagheder. Dengang var skolen drengenes domæne, og det var primært dem, der skulle have en uddannelse. 

I 1800-tallet var viden om køn og betydningen af køn snævert forbundet med den medicinske forskning, og det var derfor i høj grad en sag for lægerne at definere og kontrollere, hvad piger og drenge kunne og måtte. 1800-tallets skolehistorie viser da også med al tydelighed, hvordan pigernes reproduktive evne og anatomi fik betydning for deres muligheder i skolen.

I modsætning til i dag forsøgte man i 1800-tallet at tilpasse undervisningen af pigerne, så den ikke var skadelig for deres biologiske egenart og deres fremtidige liv i hjemmet. Pigernes reproduktive egenskaber bestemte deres udviklings- og læringsmuligheder, og deres skolegang og undervisning måtte derfor tilrettelægges med det for øje. Som Harriet Bjerrum Nielsen skriver i sin artikel om køn og skole i Pædagogik – en grundbog til et fag (2003) betød forestillingen om pigernes fysiske og psykiske svaghed eksempelvis, at de naturvidenskabelige fag, matematik og filosofi var forbeholdt drengene – pigerne kunne simpelthen tage skade af at deltage i disse fag, mens andre fag som geografi og poesi blev betragtet som mindre skadelige både psykisk og kropsligt.

Argumentet for biologien er det samme

Både i 1800-tallet og i dag er biologi altså et tema i forhold til køn og pædagogik, men selvom argumentet har skiftet fortegn, ligner rationalet i dag til forveksling 1800-tallets. Historiker og kønsforsker Bente Rosenbeck citerer i bogen Kvindekøn (1987) den fremtrædende gynækolog Frank Howitz’ oplysningsbog om kvindehygiejne fra 1892: 

– Man maa nemlig erindre, at hele Kvindens Liv i en lang Aarække er nøie indvævet med en Række Funktioner af visse Organer, at deres normale Tilstand i saa høi Grad i denne Tid er en væsenlig Betingelse for hendes hele Velværen, for den rette Udvikling af ikke alene hendes legemlige Egenskaber, men ogsaa af hendes intellektuelle og psykiske.

I modsætning til Howitz i 1892 fremhæver Ann-Elisabeth Knudsen iPæne piger og dumme drenge… fra 2002, at pigernes kønshormon øjensynligt ikke påvirker hjernen i forhold til indlæring. Hvad argumentationen angår, er ligheden med Howitz imidlertid slående:

– Østrogen har tilsyneladende ingen hjernepåvirkning, hverken positiv eller negativ, i forhold til hvordan hjernens strukturelle funktioner (tredelingen af hjernen i blokke og de forskelligt fungerende hjernehalvdele) udvikler sig, i det mindste efter hvad der har kunnet konstateres indtil nu. (…) Meget tyder på, at hvis østrogen har nogen effekt, er det ikke på hjernens strukturelle opbygning, og påvirkningen vil få senere betydning for barnets udvikling end påvirkningen fra testosteron. 

Ifølge Knudsen ser det imidlertid skidt ud for drengene, hvis udvikling er direkte styret af testosteron:

– Men for at opmuntre drengeforældre, skal det siges, at der i drenges hjerneudvikling også ligger et særligt potentiale, selvom drengene af samme grund vil være neuralt mere skrøbelige og udsatte end piger.

Sandheden om køn spejlvendt

Med godt hundrede års mellemrum argumenterer både Howitz og Knudsen altså for, at de biologiske kønsforskelle gør piger og drenge væsensforskellige. Biologien er ifølge dem begge uoverskridelig og bør integreres som en vigtig faktor i skoleregi. Men mens det centrale for Howitz i 1800-tallet var pigernes svaghed i forhold til indlæring, er det ifølge Knudsen drengene, der som følge af deres testosteron, er de udsatte og svage i skolen. Intet tyder ifølge Knudsen på, at pigernes biologi har nogen indflydelse på deres indlæringspotentiale. 

Hvad der i dag fremhæves som den uomgængelige sandhed – at drengene som følge af deres biologi er taberne i skolen, har altså langt fra altid været ‘sandheden’. Snarere er denne forestilling en spejlvending af 1800-tallets forestillinger om køn i skoleregi. 

Mens de fleste i dag vil ryste på hovedet af 1800-tallets begrænsning af pigekønnet, nikker mange genkendende til bekymringen for drengene i den feminiserede folkeskole og Ann-Elisabeth Knudsens anbefalinger af kønsopdelt undervisning. Knudsen har måske netop succes, fordi hun taler til nogle af de selvfølgeligheder om piger og drenge og naturlige kønsforskelle, der florerer uanfægtet flere steder blandt andet i medierne. 

Men måske man i stedet for at fremhæve det ene eller det andet køn som undertrykker eller undertrykt i skolen, skulle stille skarpt på de konsekvenser, som de pædagogiske metoder kan få for piger og drenge.

For hvem ved, måske vil folk om 150 år kigge tilbage på debatten i dag og ryste på hovedet af de forestillinger om køn, biologi og pædagogik, der stortrives i den danske folkeskole. For ved at lade forestillinger om biologi og hormoner sætte dagsordenen i klasseværelset bliver både pigers og drenges fremtidsmuligheder begrænset. Og man signalerer med denne naturalisering af drengene, at en rigtig dreng ikke kan være en god elev, der sidder stille, koncentrerer sig og lytter til sine kammerater.

Samtidig risikerer vi at ende i en situation, hvor lærerne glemmer pigerne og gør dem helt usynlige i skoleregi – og hvad så med de piger, der har svært ved at sidde stille og trives bedst med fysisk aktivitet og lege i undervisningen?