Da oprøret i KAK [Kommunistisk Arbejdskreds, red.] brød ud i efteråret
1977, havde kvinderne gennem flere år ikke spillet nogen central rolle
i organisationen. Ulla Hauton havde ganske vist som Gotfred Appels
samlever en særlig position, og selv om hun sjældent tog ordet til
møderne, havde hun tilsyneladende stor indflydelse på Gotfred.

Men
bortset fra Ulla Hauton kom ingen af hunkøn i nærheden af lederskab i
KAK. Stort set alle kvinder i organisationen var udplaceret som enten
kærester til de centrale, mandlige medlemmer eller hårdtarbejdende
aktivister i Tøj til Afrika. Efterhånden var utilfredsheden begyndt at
murre blandt de kvindelige medlemmer: Hvordan kunne kvindernes rolle
være så minimal i en kommunistisk organisation, der angav at ville
skabe et frit og lige samfund? spurgte de hinanden.

Utilfredsheden
blev også forstærket af det øgede hemmelighedskræmmeri, som fulgte
efter de illegale aktiviteter midt i halvfjerdserne. I løbet af 1977,
da Holger Jensen avancerede til international operatør for PFLP, blev
det vanskeligere end nogensinde at få klar besked om, hvad de ledende
mænd i organisationen egentlig foretog sig.

Ulla Hauton blev
kvinden, der samlede denne utilfredshed op. På kvindefestivalen i
Fælledparken sommeren 1977 og senere på fælles ture i svømmehal
diskuterede Ulla Hauton med nogle af de andre kvinder tendenserne til
mandlig dominans og mandschauvinisme i organisationen. Nogle fortalte,
at de følte sig overhørt på møderne og i det hele taget ikke blev taget
alvorligt af mændene, når der blev diskuteret politik. Kritikken gik
også på stemningen af mandehørm i mange sammenhænge, ikke mindst i et
kollektiv i en saneringsmoden villa på Godthåbsvej, hvor en håndfuld af
de mandlige KAK’ere boede sammen.

Efter at have luret længe
under overfladen brød utilfredsheden åbent frem på et KAK-møde i
oktober. Det blev Jan Weimann, det nye medlem af ledelsen, der udløste
oprøret. På mødet skulle Jan Weimann fremlægge et politisk oplæg, og
undervejs var der mulighed for at stille spørgsmål. Men en af
kvinderne, Gerda, følte, at Jan Weimann aldeles overhørte hendes
spørgsmål, mens han villigt svarede en mand i gruppen.

Efter
mødet blev episoden diskuteret af Ulla Hauton og et par af kvinderne,
og især Ulla var indstillet på, at der nu skulle gøres op med
mandschauvinismen. Hjemme i villaen i Herlev tog hun også emnet op med
Gotfred. Især, forklarede hun, havde hun i flere år oplevet, at Holger
så ned på hende som kvinde og ikke tog hendes meninger alvorligt, når
de diskuterede.

Også på ledelsesmøderne var det Gotfred Appel, der
havde
ordet i sin magt og formulerede linjen, og Ulla oplevede ofte at komme
til kort i de interne diskussioner. Som en mand fra kredsen formulerer
det:
„Ulla var ikke særlig velargumenteret, og hendes bidrag i
diskussionerne kunne nogle gange have karakter af vanskeligt
fortolkelige udbrud. Man kan sige, at hun tit bare var ‘sur’.”

Ulla
Hauton tog initiativ til at indkalde seks-syv kvindelige KAK-medlemmer
til et møde i begyndelsen af november, hvor Gotfred Appel
bemærkelsesværdigt nok også deltog. På mødet besluttede kvinderne at
indlede en kampagne mod mandschauvinismen i organisationen. Som oplæg
til den fortsatte kønskampagne forfattede de også et såkaldt
‘oprørs-skriv’.

„Hvad i helvede foregår der?” spurgte
kvinderne i opråbet. „Vi har præsteret det urimelige: Samtidig med at
vi har lavet politik, har vi ubevidst måttet kæmpe mod
mandschauvinismen. Det tillader vi ikke længere. Vi gør oprør!!! Vi går
til bevidst angreb mod en dybt rodfæstet, ækel, ildelugtende
mandschauvinisme!!! Vi foretager hermed en politisk handling af
revolutionær værdi. Kvantitative ophobninger er slået om i ny kvalitet.
Vi vil have arbejdsro – svin!!!”

Ved at have indgået en
alliance med Gotfred Appel opnåede Ulla Hauton og de øvrige kvinder, at
mændene dårligt kunne nægte at deltage i den stribe møder, som de blev
indkaldt til i de kommende måneder – „bønnemøder” blev de kaldt. Men
for Ullas vedkommende kan frustrationen måske nok så meget have rettet
sig mod hendes egen mand.

„I virkeligheden var kampagnen også
et skjult oprør mod Gotfred, der mere end nogen var mandschauvinist om
en hals,” som én fortæller. „Men han blev aldrig selv indkaldt til
bønnemøde: Ulla og de andre kvinder turde ikke tage opgøret direkte med
Gotfred og valgte i stedet at gå efter de unge mænd i organisationen.”

Hver mand blev indkaldt enkeltvis til bønnemøde for at
erkende
sin mandschauvinistiske adfærd og love bod og bedring. Modellen var den
maoistiske med kritik og selvkritik, som også blev praktiseret på
Tvind. Mændene kunne også blive beordret til for eksempel at se
kvindefilmen ‘Tag det som en mand, frue’ og bagefter redegøre for den
over for kvindegruppen. I mange tilfælde blev samme mand kaldt til møde
hver aften flere dage i træk, og ofte varede møderne til langt ud på
natten.
 
Blandt de første, som i november 1977 blev kaldt til
bønnemøde, var Jan Weimann. Ulla Hauton ledede gennemheglingen af hans
opførsel, og stemningen var ophidset. Kvinderne fandt episoder frem,
som kunne ligge år tilbage, og kritikken var benhård, uanset om han
huskede begivenheden eller ej. I alt måtte Jan Weimann, som blev anset
for en af de mest uforbederlige chauvinister, lade sig konfrontere med
kvindernes kritik på omkring tyve bønnemøder.

Kvinderne
opsøgte også mændenes kærester og hustruer, for det handlede ikke kun
om opførslen i det politiske arbejde. Jan Weimanns kone, der ikke var
medlem af KAK, kunne for eksempel fortælle om de utallige gange,
ægtemanden var kommet for sent hjem fra politiske møder og havde ladet
hende stå alene med madlavning og opvask. Hustruens kritik blev
inddraget på de følgende bønnemøder med Jan Weimann.

Det blev ikke accepteret, at man undlod at møde frem.
Nogle
forsøgte at undgå bønnemøderne ved at flytte hjemmefra eller skjule
sig, men de blev opsnuset og hentet ind til særlig ihærdig behandling.
Ifølge et internt notat blev Jan Weimann og fem andre særlig
hårdnakkede mandschauvinister „kørt hårdt” af Ulla og de andre kvinder
på bønnemøderne, mens fire andre blev „kørt blødt”.

Efterhånden
fik kvinderne den erfaring, at rationelle argumenter ikke havde nær
samme effekt som et følelsesmæssigt pres. Derfor udviklede kvinderne en
teknik, der i første omgang havde til mål at få manden til at bryde
sammen. Det skete ved, at gruppen af kvinder kørte hårdt og aggressivt
på den pågældende, nogle gange i tre-fire dage i træk. I flere tilfælde
brød mændene grædende sammen under gennemheglingen, og mindst én fik et
egentlig psykisk sammenbrud.

Efter at en mand på denne måde
var brudt ned, måtte han indrømme alle sine fortidige
mandschauvinistiske synder. Først derefter kunne en genopbygningsproces
sættes i værk. I den følgende periode blev de mænd, som sonede deres
brøde, „sat i snor”, som kvinderne kaldte det. Hver mand fik tilknyttet
en eller flere kvinder, som skulle kontrollere hans fremskridt mellem
bønnemøderne.

I nogle tilfælde blev mændene også sendt af sted
på rejser sammen med en eller to kvinder, som undervejs kunne observere
deres adfærd over for kvindekønnet 24 timer i døgnet. Et medlem, Bruno,
blev således sendt til Syditalien med to kvinder som kontrollanter.

Hvis en mand bestod disse tests tilfredsstillende, kunne
han
opnå at blive erklæret ‘ren’ for mandschauvinisme og rehabiliteret. Men
dermed slap den pågældende ikke for at tage del i processen. Som renset
fik han nu til opgave at deltage i bønnemøder med andre mænd for at
medvirke til at nedbryde dem og få dem overbevist om deres brøde.

Eksempelvis
deltog Jan Weimann mellem tyve og tredive gange i kritikken af andre
mandlige KAK’ere på deres bønnemøder. Som mand kunne det være hårdt
også at deltage i kritikken af nære venner og kammerater. Jan Weimann
„hang med næbbet, også efter sin rehabilitering,” noterede en af de
andre mænd.

En af dem, som også blev „kørt hårdt”, var
Christian, der havde en central placering i KAK, blandt andet som
skribent. Christian blev „analyseret” af kvinderne på tolv bønnemøder,
og efter de fire første blev han bedt om at nedfælde sin selvkritik på
skrift. I en tolv sider lang tekst fortalte han blandt andet, hvordan
han ved det første møde havde fået et chok: „Det gik op for mig, at de
– alle kvinderne – var rasende, og at jeg var en af dem, de var rasende
på.”

Kvinderne havde givet ham det ene eksempel efter det
andet på, hvordan han havde „opført sig svinsk over for kvindelige
kammerater, fordi de var kvinder”. Igen og igen havde han på møder
overhørt kvindernes argumenter for i stedet at hævde sig selv. Og ved
en bestemt lejlighed havde han sagt om en kjole, som en af kvinderne
havde lånt af en anden, at den måske nok klædte ejeren bedst – en
udpræget „svinsk bemærkning”, som beviste, at „mænd er nogle egoistiske
børn”. „Du er en kold skid over for kvinder,” som en af mødedeltagerne
meddelte ham.
Ulla Hauton konkluderede, at han åbenbart blev indbildsk af at få mulighed for at træde på kvinderne.

Christians
andet bønnemøde fandt sted allerede den følgende aften, hvor det
„begyndte at dæmre” for ham, hvor forkert bemærkningen om kjolen havde
været. Han fik til hjemmeopgave at se ‘Tag det som en mand, frue’ og
studere kvindelitteratur. Allerede dagen efter indkøbte han et antal
relevante titler i en bogcafé.

På tredje møde bedyrede
Christian, at han ville forbedre sig, men det tilfredsstillede ikke
kvinderne. Som han selv skrev: „Jeg hørte ikke efter, hvad de sagde,
men tænkte blot på at få dem til at ’tilgive’ mig, så jeg kunne få
sjælefred. Men den gik selvfølgelig ikke.” Da Christian skulle redegøre
for sit syn på kvindefilmen, gik det helt galt, og kvinderne „råbte
fortvivlet op. Det lykkedes mig vist ikke at sige et eneste rigtigt
ord”. Til sidst blev Christian smidt ud fra mødet.

Christian
erkendte i sin skriftlige selvkritik, at han i begyndelsen havde haft
svært ved at fatte kritikken: „Det er først efter fire møder og efter
at have fået min foreløbige dom: ingen møder, ikke opsøge kvindelige
kammerater, øve selvkritik, rette fejlagtig tankegang – det er først
nu, jeg er begyndt at fatte, hvad de kvindelige kammerater har følt i
mit selskab. Og jeg græmmes. Jeg kan godt forstå, at de er trætte af at
blive trådt på af sådan nogle tykpandede svin som mig. Det er først nu,
jeg er begyndt at se på mig selv med deres øjne, og jeg er klar over,
at det er mig, der er noget meget alvorligt
galt med.”

Christian
forsøgte også at analysere årsagerne til sit forfejlede kvindesyn og
måtte erkende, at han allerede som skoledreng havde hævdet sig på
pigernes bekostning. Da han flyttede hjemmefra og kom på universitetet,
blev kvinderne i hans øjne „efterhånden reduceret til udelukkende at
være kønsobjekter”.

Dette syn på kvinderne, måtte han nu
erkende, havde han båret med sig ind i det politiske arbejde. „Jeg
havde stadig min forkerte opfattelse af kvinder som kønsobjekter og som
mindreværdige end mænd i behold, og jeg begyndte at ‘hævde’ mig selv
inden for politikken på samme måde som tidligere i skolen.” Fire et
halvt års ægteskab havde kun „befæstet” hans mandschauvinistiske
holdning.

Af et håndskrevet referat af et af Christians
bønnemøder sidst på vinteren fremgår det, at hovedpersonen
indledningsvis blev bedt om at opsummere det foregående møde. Det
gjorde Christian således: „I synes, jeg er led, I hader mig for alt det
lort, jeg har gjort – og jeg ER led.”

En af kvinderne
redegjorde derpå for, hvordan kvindernes rolle før industrialiseringen
var at udføre det nødvendige husarbejde. Denne nødvendighed forsvandt
med industrialiseringen, men forestillingen om kvindernes plads i huset
blev bevaret og efterhånden ophævet til en mandschauvinistisk ideologi.

Christians kommentar: „I tænker bedre end mig.”

På mødet
lovede Christian endnu en gang at forbedre sig, og ikke mindst
erklærede han fremover at ville vise meget større respekt for Ulla
Hauton som medlem af ledelsen i organisationen.

Men det var åbenbart ikke godt nok. Efter at have gennemlevet tolv møders kritik uden tilfredsstillende
resultat blev Christian igen beordret til at skrive en
selvkritik.
I teksten beskrev han, hvordan kvinderne havde analyseret ham „på kryds
og tværs og forsøgt ved jeres argumenter, beviser og eksempler at få
mig til at ændre mig. At jeg ikke har gjort det, skyldes ene og alene
min egen dumhed og forstokkethed. I har skåret det ud i pap, I har
gentaget det, og I har på alle tænkelige måder bevist, at jeg er en
mandschauvinist, og at jeg til nu ikke vil eller kan holde op med at
være det. I har bevist, at jeg er et nul sammenlignet med jer
politisk”.

Holger Jensen blev ligeledes betragtet som et
alvorligt tilfælde og fik en særlig behandling på bønnemøder under
ledelse af både Ulla og Gotfred, men der foreligger ingen beretninger
fra disse møder. Noget tyder på, at det i de første måneder af
kønskampagnen er lykkedes Gotfred Appel i en vis udstrækning at holde
hånden over sin ideologiske søn.

Også Niels Jørgensen hørte
efter kvindernes opfattelse til de værste mandschauvinister og blev
‘kørt hårdt’. En bestemt episode ved en fotokopimaskine blev fremhævet:
Da han sammen med en kvinde skulle kopiere en rapport, havde kvinden
fået det indtryk, at han mente, kvinder ikke var i stand til at betjene
et teknisk apparat.

Ligesom Christians syntes Niels Jørgensens
tilfælde særlig hårdnakket. Kvinderne mente ikke, han tog deres kritik
alvorligt på sine bønnemøder, og til sidst blev han med Appels
velsignelse sat ‘på græs’, det vil sige udelukket fra at deltage i
aktiviteterne i KAK og fra at omgås andre medlemmer. „Vi kan virkelig
ikke nedværdige os til at omgås den slags smuds,” som det hed fra
kvindernes side i den slags situationer.

Da de fleste medlemmer ikke havde andre venner eller
overhovedet
nogen omgangskreds uden for KAK, kunne det opleves katastrofalt at
blive udelukket fra fællesskabet. I op mod et halvt år var Niels
Jørgensen således isoleret fra den organisation, han siden sine
drengeår havde levet og åndet for. En af kammeraterne fra dengang
beskriver den ellers ganske selvsikre Niels Jørgensen som „totalt
nedbrudt”.

Torkil Lauesen var et knap så hårdnakket eksemplar.
Han valgte fra begyndelsen den taktik at love at forbedre sin usle
sjæl, og efter fire-fem bønnemøder troede kvinderne på ham. „Man skal
jo heller ikke skyde gråspurve med kanoner,” som Ulla Hauton sagde til
ham på det sidste møde.

En af de mænd, der angivelig blev
‘kørt blødt’, Poul, har siden i et åbent brev til ‘Ulfred’ – nogle
medlemmers kortform for Ulla og Gotfred – reflekteret over sin
oplevelse af metoderne under kønskampagnen, som han kaldte „det rene
vanvid”. Det elleve sider lange brev blev dog aldrig afsendt, men
cirkulerede i kopier i kredsen.

Poul forsøgte indledningsvis
at forklare, hvorfor stort set alle undervejs fandt sig i vanviddet:
„En parole om, at ‘enhver kritik af metoden er et forsvar for
mandschauvinismen’ lå i luften, hvis den ikke blev direkte udtalt.
Enhver kritik blev betragtet som et direkte forræderi mod kvinderne og
dermed mod KAK. Og hvem ville udsætte sig for følgerne af et sådant
‘forræderi’, når man var medlem af en organisation, som man betragtede
som det eneste sted, hvor det var muligt aktivt at kæmpe for
socialismen!”

Poul beskrev, hvordan han selv under møderne hurtigt
mistede
troen på sin egen dømmekraft, men stolede på, at der bag begivenhederne
var en politisk mening og styring. Men, fortsatte han, efterhånden
syntes han snarere, det lignede „en grov politiafhøring fyldt med
fælder”. Et spørgsmål kunne for eksempel være, hvad man kunne
konkludere efter at have læst kvindebevægelsens ‘Hvemhvadhvor’. Hvis
manden svarede, at „kvinder blev undertrykt”, blev han vredt fejet til
side med, at det rigtige svar naturligvis var, at „kvinder gør oprør”.

„De
metoder, der blev brugt, egner sig i virkeligheden kun til at få en
tilfangetagen til at komme med tilståelser eller knække vedkommende
psykisk,” skrev Poul. „Metoderne egnede sig fortrinligt til at gøre
‘ofret’ bange og få ham til at søge et svar, som han troede modparten
ønskede, hvorved han uvægerligt viklede sig ind i værre og værre
modsigelser.”

Poul sammenlignede kønskampagnen med de metoder,
kommunistpartierne
anvendte i Sovjet og Østeuropa under Stalins store udrensninger for at
få partimedlemmer til at tilstå uhyrlige forbrydelser mod staten,
eksempelvis at være agenter for CIA. Selv stolte kommunister, som under
krigen havde kunnet holde mund trods Gestapos tortur, brød sammen,
netop fordi de nærede en stærk tillid til partiet.

„Det
overgik helt deres forestillingsevne, hvilke svinske intriger partiet
havde lagt til rette for dem,” konkluderede Poul, der i det aldrig
afsendte brev foreslog Gotfred og Ulla at læse en af ofrenes
beretninger, den tidligere tjekkiske udenrigsminister Artur Londons bog
‘Tilståelsen’ om stalinisternes metoder under halvtredsernes
Prag-proces.
„Jeg kan kun anbefale jer at læse den, men det er måske dér, I hentede inspiration?”

Mindst
en af mændene fandt seancerne så groteske, at han stod af.
Esbjergenseren Einar nægtede efter at have været hovedperson i ét
bønnemøde at deltage i det næste. Dagen efter udeblivelsen stod Holger
i hans stue, udsendt fra hovedkvarteret i Herlev. Holger kunne meddele
Einar, at han med øjeblikkelig virkning var ekskluderet fra KAK.
Ligesom i andre tilfælde fik de øvrige medlemmer forbud mod at tale med
ham, og selv hans tidligere venner fra Esbjerg-gruppen behandlede ham
derefter med kølighed.

Gennem kønskampagnen i efteråret 1977
og det meste af vinteren lykkedes det for Holger Jensen at bevare en
position, hvor han fungerede som udsending fra ledelsen i
Herlev-villaen. Det skete ikke med Ulla Hautons gode vilje, men
udelukkende på grund af de stærke bånd mellem Gotfred Appel og Holger.

Arrangementet
havde dog også omkostninger for Holger. Ifølge en kilde i miljøet
forbød Gotfred Appel på et tidspunkt sidst på året Holger og Jan
Weimann at have nogen som helst forbindelse til PFLP. Holger og Jan sad
begge stadig i KAK’s ledelse sammen med Gotfred og Ulla, og de to unge
mænds vigtigste rolle i ledelsen bestod netop i at varetage kontakten
til Folkefronten. Efter ledelsens besøg i Bagdad i begyndelsen af året
havde kontakten mellem Holger og dele af PFLP været endog meget tæt, og
ifølge samme kilde havde Holger i denne periode deltaget i flere
operationer for PFLP uden for Danmarks grænser.

Denne indsats
blev nu angiveligt stoppet af Gotfred Appel. „På det tidspunkt havde
Gotfred og Ulla stadig autoritet til at gennemtrumfe en sådan
beslutning,” siger kilden. „Holger og Jan blev simpelthen beordret til
at blive i Danmark og koncentrere sig om den interne kønsdebat. Og
Holger boede jo sammen med Gotfred og Ulla ude i Herlev, så de kunne
holde øje med, at han rettede ind.”

For Holger må det have været voldsomt frustrerende at
indstille
sine aktiviteter, netop som den ‘private praksis’ i Danmark havde vist
sig mest udbytterig, og efter at Holger selv var begyndt at udføre
opgaver på internationalt plan for PFLP. Men meget tyder på, at
samarbejdet med Folkefronten kom til at ligge stille fra slutningen af
1977 og hele det følgende år.

På dette tidspunkt fik de
voldsomme begivenheder under ‘Deutscher Herbst’, det tyske efterår,
også KAK’erne til at diskutere holdningen til Rote Armee Fraktions
terrorhandlinger i Vesttyskland. I modsætning til RAF-medlemmerne, som
med deres aktioner mente at kunne afsløre den tyske stat som fascistisk
over for befolkningen, havde Appel og KAK ikke de store forhåbninger om
at bevidstgøre den vesteuropæiske arbejderklasse. Men ikke mindst
Haddads samarbejde med RAF må have tvunget Appel til at reflektere over
gruppens aktiviteter.

I en lang tekst med titlen ‘Terror’, som
Gotfred Appel offentliggjorde i 1978, overvejede han på baggrund af de
aktuelle terrorhandlinger i Vesttyskland og Italien, om denne form for
aktioner „tjener socialismens sag”. Han indledte med at slå fast, at
terror ikke kan forkastes moralsk, og at det „selvsagt” i en tilspidset
politisk kamp om magten er tilladt de revolutionære at „nedskyde
fremtrædende enkeltpersoner” blandt magthaverne, tage gidsler og andre
former for voldshandlinger.

Terror kan altså ikke afvises
generelt som kampform, men på bestemte tidspunkter er den uegnet,
fortsatte Appel, fordi den kan aflede de revolutionære fra den mere
politiske indsats. „Marxister forkaster ikke terror, de vurderer den
konkret og historisk,” sluttede Appel. Om en sådan konkret vurdering på
denne tid ville føre til accept eller forkastelse af flykapringer og
lignende metoder, fremgår ikke af teksten.

Også senere har
Gotfred Appel ved flere lejligheder understreget, at terrorisme kun kan
vurderes i en historisk sammenhæng. Han har blandt andet brugt
modstandsbevægelsens likvideringer under besættelsen som eksempel:
„Stikkerlikvideringerne under krigen var en berettiget del af
frihedskampen, men ville aldrig have været lovmedholdelig i tiden
efter.”

Ved mindst én lejlighed midt under kønskampagnen fik en
flok af de mandlige KAK’ere dog lov til at vedligeholde deres evner som
revolutionære skytter i en skov uden for København. Fra Gotfred Appels
side blev de natlige øvelser formentlig arrangeret som et forsøg på at
tilfredsstille en smule af den indestængte virketrang hos de unge.

En
times tid før midnat nytårsaften 1977/78 bemærkede to betjente på
patrulje en bil, en Austin Allegro, der holdt parkeret på Skovlystvej
midt i Lille Hareskov. Da betjentene kiggede gennem bilruderne, fik de
bag førersædet øje på en plasticpose med en patronæske, mærket ‘Hærens
Tekniske Korps’.

Da de over politiradioen checkede bilens
registreringsnummer, fik de besked tilbage om, at den tilhørte en
forlagsleder Gotfred Appel, bosat på Klokkedybet 34 i Herlev. Kort
efter dukkede en mandsperson op inde fra skoven og spurgte, om der var
noget galt. Betjentene spurgte til patronæsken, og manden erkendte, at
han var bilens ejer, men i første omgang nægtede han ethvert kendskab
til patronerne. Lidt senere kom han dog i tanke om, at han måske
alligevel havde en sådan æske liggende i bilen. Da politiet frygtede,
at manden var bevæbnet, gennemførte de en kropsvisitering. Gotfred
Appel havde dog ingen våben på sig.

Betjentene undersøgte
bilen, efter at Appel havde låst den op, og fandt 21 skarpe skud i
patronæsken. I bagagerummet lå en plasticpose med en radiomodtager af
mærket Midland. Appel måtte indrømme, at apparatet var indstillet til
at aflytte politiets radioforbindelse. Da betjentene tændte for
radiomodtageren, gik politiradioen da også meget tydeligt og klart
igennem.

Gotfred Appel nægtede at fortælle andet, end at
radioen var købt i Sverige, og at han havde fået patronerne af en ven
for mange år siden. Betjentene meddelte ham, at både patroner og radio
ville blive konfiskeret, og at han selv ville blive sigtet for
overtrædelse af våbenloven og ulovlig radiomodtagning.

Sagen
blev et par måneder senere afgjort med en bøde til Appel på et tusind
kroner. Først mange år senere indrømmede Gotfred Appel over for
politiet, at han havde været på skydeøvelse i skoven sammen med nogle
af de unge kammerater fra KAK. De havde besluttet, at det i ly af
nytårsfyrværkeriet på netop denne aften ville være ret risikofrit at
øve sig med nogle af de våben, gruppen rådede over.

Få uger
senere, i februar 1978, kulminerede kønskampagnen i vold. Tre måneder
efter kvindeoprørets begyndelse var der stadig et par af mændene, som
ikke i tilstrækkelig grad ville erkende deres skyld og på overbevisende
måde love at forbedre sig, meddelte Ulla Hauton til Gotfred Appel. Selv
efter adskillige omgange med gennemhegling på bønnemøderne viste de
ikke tilfredsstillende tegn på at have erkendt deres synder.

Den
eneste mulighed var at ekskludere de pågældende, mente Ulla. Det gjaldt
først og fremmest Christian, Niels Jørgensen samt den, som Ulla Hauton
især havde set sig vred på: Holger Jensen. Ulla forklarede Gotfred, at
hun i alle de år, parret havde haft et snævert og ofte dagligt
samarbejde med Holger, havde været ked af og rasende over hans
chauvinistiske behandling af hende. Hun havde sagt det før, men Gotfred
havde i alle årene forsvaret Holger og forsøgt at finde andre
forklaringer på hans opførsel. Nu var det nok. Holger måtte smides ud
øjeblikkelig. 

Gotfred Appel manede igen til besindighed. Han havde
svært ved at se i øjnene, at hans betroede højrehånd gennem snart ti år ikke skulle kunne forbedre sig.
På et aftenmøde i Herlev-villaen diskuterede kvinderne,
hvad
de kunne gøre. Endnu en af beboerne i Godthåbsvejkollektivet, Søren,
havde også vist sig uimodtagelig for kritikken. På et af bønnemøderne
havde nogle af kvinderne endda hørt ham sige, at han „ikke kunne
frigøre sig for den tanke, at kvinder ikke kan tænke logisk, og hvis de
endelig gør det, gør de det ikke særlig dristigt”. De havde også set
ham „glo tomt og uforstående” på et fotografi af et indisk forældrepar
med en velnæret dreng og hans udsultede tvillingesøster på skødet.

Selv
om Søren nu var ‘sat på græs’, lod det ikke til afgørende at påvirke
ham. Rapporterne fra det kollektiv på Godthåbsvej, hvor han boede, lød
oprørende: Angivelig gik Søren rundt derhjemme og fløjtede glad og
fornøjet, tilsyneladende upåvirket af kvindernes fordømmelse af hans
chauvinisme. En af de andre KAK’ere, Poul, mente dog, at Søren trods
fløjteriet havde det elendigt. „Der er mange måder at reagere på, når
man reelt er kørt helt ned til sokkeholderne, og det var Søren på dette
tidspunkt,” skrev Poul senere.

Men i Herlev-villaen voksede raseriet i kvindegruppen.
„Hans
infame tilsvininger af kvinder – fordi de er kvinder – runger endnu i
vores ører, så vi ikke kan sove for dem,” skrev én om Søren. „Hvad i
helvede stiller man op med sådan en afstumpet bavian!”

En af kvinderne kom med det forløsende forslag: Hele
flokken
skulle køre ind på Godthåbsvej og give Søren en omgang tæv. Forslaget
blev straks realiseret: Kvinderne fragtede sig ind til kollektivet,
hvor Søren boede, og afstraffede den afstumpede bavian. Der foreligger
intet præcist om omfanget af tævene. En beboer i kollektivet fortæller
dog, at Søren blødte efter overfaldet.

Gotfred og Ulla
forsvarede senere i en tekst, hvor de opsummerede erfaringerne fra
disse KAK-år, overfaldet på Søren og noterede blandt andet, at det er
„en kendsgerning, at samtlige deltagende kvinder dagen efter sagde, at
de havde sovet bedre den nat, end de havde gjort i lang tid”.

Hvor det i visse svære tilfælde hidtil ikke var lykkedes
kvindegruppen
at fremtvinge det ønskede psykiske sammenbrud med verbale overfald
alene, viste den voldelige metode sig at udvise resultater og dét både
mere effektivt og hurtigere end de timelange bønnemøder. Metoden blev
derfor også taget i anvendelse over for andre af de hårdnakkede
tilfælde.

I de følgende uger gik kønskampagnen for alvor
„grassat” – et udtryk, Appel og Hauton selv benyttede i samme tekst.
Efter overfaldet på Søren blev det nu også accepteret at slå på mændene
under bønnemøderne for at banke chauvinismen ud af dem. „Lussingerne
føg under møderne,” som et af ofrene formulerer det. Nogle mænd
oplevede endog at blive slået af deres egne koner eller kærester.

Endnu
et skred skete som led i denne udvikling: Også de mænd, som var
udkommanderet til at deltage i gennemheglingen på kvindernes side, blev
beordret til at slå løs på særlig uforbederlige kammerater. Hvis
mændene nægtede at slå, beviste det blot, at de endnu ikke var ‘rene’
og solidariske med kvinderne, og at de derfor selv måtte igennem endnu
en tur i vridemaskinen. Flere af mændene accepterede derfor at deltage
i overfaldene på kammeraterne.

En af de mænd, som deltog i
overfald på også gamle venner, har i dag svært ved at forklare, hvad
der under disse episoder foregik i hovedet på ham. „At slå løs på sine
egne venner føltes paradoksalt nok ikke som et afgørende nyt skridt,”
fortæller han. „Der var tale om en langsomt glidende udvikling, og vi
var nok så vant til at gøre, hvad der blev sagt, at vi heller ikke
denne gang for alvor satte spørgsmålstegn ved ordrerne. Vi vidste, at
konsekvensen af at nægte ville være øjeblikkelig eksklusion.”

Appel
og Hauton erkendte i deres opsummerende tekst, at „det var i denne
periode, volden florerede”. Men fra deres synspunkt var denne vold
„først og fremmest et resultat af den modstand, som især Holger Jensen
ydede, og som havde kørt kvinderne ned. Det er meningsløst at fordømme
eller undskylde denne periodes voldsanvendelse. Det, der er kernen i
sagen, er, at kampagnen burde have været afsluttet, inden det kom så
vidt”.

Gotfred Appel påtog sig i teksten ansvaret for, at han
ikke – som Ulla havde krævet – fik smidt Holger og de andre mest
genstridige mandschauvinister ud af organisationen allerede i februar
1978. Gennem marts og april havde parret lange, opslidende diskussioner
hjemme i villaen. Som de to selv formulerede det: „Vi talte forbi
hinanden, vi sagde frygtelige ting til hinanden og også ubehagelige
ting om hinanden – i den tro, at vi talte til venner.”

I det stigende vanvid smuldrede sammenholdet mellem
kvinderne.
Til sidst var det kun Ulla Hauton, der stædigt stod fast på den hårde
linje. Blandt de andre kvinder begyndte nogen at hviske om, at Ulla
måske havde fået manipuleret dem til at gå over stregen. Måske,
foreslog én, havde hun i virkeligheden andre motiver med kampagnen end
at bekæmpe mandschauvinismen. Nogle af kvinderne begyndte endda at
mødes med de mænd, som hidtil var blevet betragtet som de værste
chauvinister.

Også i kredsen af mænd omkring Holger Jensen
snakkede man i det skjulte om, at kønskampagnen var kørt helt af
sporet. I denne kreds ærgrede man sig især over, at al politisk
aktivitet i månedsvis havde ligget stille, og at det i længden
risikerede helt at lamme samarbejdet med PFLP.

Holger fungerede stadig som Gotfred Appels højrehånd,
og
i løbet af april 1978 blev han også Gotfreds fortrolige i forhold til
Ulla og kvindeoprøret. Gotfred Appel betroede sig til sin ideologiske
søn – som han stadig anså for sin ven – om sin samlever og om
splittelsen mellem hende og Holger. I virkeligheden, indså Appel for
sent, øjnede Holger en chance for at udnytte uroen i gruppen til at
skaffe sig af med Ulla, Gotfreds irriterende vedhæng.