“Vi venter lidt med maden, og de sedler, jeg har lagt på bordet, er kun til, hvis vi går i står,” siger Dorte, der er aftenens værtinde.

I en kølig Frederiksberg-stue sidder tretten kvinder omkring et stort ovalt bord med en blomsterbuket a la Karen Blixen på midten. Cirka halvdelen af kvinderne er udenlandske, de resterende danske. De danske kvinder er for de flestes vedkommende noget ældre end de udenlandske. De fremmødte er Antonieta fra Portugal, Claudia fra Tyskland, Elena fra Bulgarien, Alla fra Ukraine, Laura fra Litauen, Ella fra Israel og Dorte, Ane, Bente, Connie og Lene Marie fra Danmark. De har alle læst Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren hjemmefra. Rummet svirrer, mens alle kommer på plads. “Det var svært,” lyder det både fra danskere og udlændinge om arbejdet med Blichers kanon-tekst. De danske kvinder har haft berigende oplevelser med genlæsning.

“Jeg har ikke læst den novelle siden folkeskolen, men tænk, efter de første scener, stod det hele fuldstændig klart for mig igen,” siger Connie.

“Sproget var meget svært,” siger israelske Ella. 

“Det er det også for en dansker,” forsikrer Dorte hende. “Jeg har undervist i gymnasiet i dansk i 35 år, og det er sådan en vittighed blandt lærere, at man kan få alle elever til at stå af med den her tekst, fordi den begynder med ordet ‘stundom’.”

“Stundom, det ord bruger man også på islandsk,” supplerer Laura fra Litauen.

“Jeg måtte genlæse den for at forstå den og har også researchet lidt på nettet,” fortæller Antonieta og går så i gang med en præcis genfortælling af historien.

Hosekræmmeren

Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren er fra 1829. I novellen møder læseren fortælleren under en vandring: “Stundom, naar jeg har vandret ret ude i den store Alhede, hvor jeg kun har havt den brune Lyng omkring mig og den blaae Himmel over mig….”. Den vandrende fortæller beretter, hvordan han for at slukke sult og tørst søger inden for hos den velbeslåede hosekræmmer, der bor midt på den øde hede. Hosekræmmerens smukke datter, Cecilia, er giftemoden, og nabosønnen, Esben, bejler til hende. 

Kærligheden er gengældt, men hosekræmmeren vil have sin attraktive datter afsat til en holden mand – intet mindre. Esben får nej, i første omgang, og drager af sted for at prøve lykken og se, om han ikke kan arbejde sig op til at blive Cecilia værdig. Til hosekræmmeren siger han: “Men det siger jeg Eder: dersom I tvinger Cecil til nogen Anden, gjør I stor Synd baade mod hende og mig.” Så går han og bliver så længe væk, at hosekræmmeren faktisk når at tvinge Cecilia til en anden, og da Esben endelig vender tilbage, er hun blevet vanvittig. Meget kort fortalt. 

Ane får ordet og forklarer, hvad almue vil sige. Elena ved, hvad det betyder, når der ‘bliver lyst’ for nogen i kirken. Elena fortsætter genfortællingen af historien. Den sidste del er fuld af drabelige detaljer om Cecilias sindssyge, og det forklares, hvordan hun selv ender med at slå Esben ihjel, da hen endelig vender tilbage.

Den jyske hede

Blicher havde et meget inderligt forhold til Jylland og det jyske, og han insisterede på, at lade denne dialekt klinge i det, han skrev. 

Dorte tager forsamlingen med til den midtjyske hede, til Blicher-land mellem Viborg og Randers. Hun fortæller om, hvor banebrydende det var, at Blicher skrev om jyderne og om fattige mennesker på den tid. “Blicher var tidligt ude med sin litterære integration mellem københavnere og jyder.”

Elena har det normalt svært med beskrivelser af landskaber, men denne er smuk, synes hun. Bente har nærlæst Blichers landskabsbeskrivelser, og der spørges til, om datidens mennesker fangede og forstod de arabiske referencer, han betjener sig af.

Folk er overraskede over Blichers klarsyn og tekstens relevans i dag. Og så hans tone.

“Han lader jo nærmest fortælleren være selvironisk!” udbryder Elena.

“Ja, han punkterer sine store tanker…” siger Dorte.

Danskerne i det offentlige rum

Alle har haft noget spiseligt med. Salater, brød, lammefrikadeller og kage. Te. I spisepausen taler de om, hvorfor de sidder her en tirsdag i regnvejr i en spisestue og diskuterer en svær, gammel tekst.

Tyske Claudia vil gerne træne sit danske. Ella fra Israel er kunsthistoriker med speciale om Hammershøj. Hun underviser på engelsk i kunsthistorie i København og synes ikke, hun har så mange venner i byen at tale dansk med. Hun elsker litteratur, så det føles meningsfuldt med en læsegruppe.

Antonieta synes, det er så skægt at mærke, at hun har en særlig tilgang til teksterne, fordi hun er portugiser, og at de andre har en anden tilgang, fordi de kommer andre steder fra. Og så er det rart at få lidt introduktion til de danske kulturelle referencer.

Bulgarske Elena er litteraturelsker og savner mennesker at tale om bøger med. Hun vil gerne holde sig opdateret i forhold til kunst. Hun er vant til at analysere, men vil gerne lære “den danske metode”, som hun siger, så hun kan hjælpe sin datter. “Man hjælper da sine børn med skolearbejdet her, ikke?”

Spørgsmålet afføder en kort afstikker fra emnet. Bente er udøvende gymnasielærer og forklarer, at undersøgelser netop har vist, at børn der kommer fra hjem, hvor de kan få lektiehjælp, klarer sig bedst i uddannelsesøjemed. Mere ligestillede er børn i Danmark heller ikke. 

Laura er både netværks- og litteraturinteresseret. Hun kan godt lide at studere interaktionen mellem mennesker og litteratur. Her har hun desuden mulighed for at studere netværket og læse gammel dansk litteratur. Hun er akademiker og har tidligere været koordinator i Dansk-Litauisk Selskab.

Dorte er pensioneret gymnasielærer, gruppens initiativtager og faste værtinde. Hun kommer med input og introduktioner, når det behøves. Og kun dér. For hende er læsegruppen indbegrebet af alt det bedste ved at undervise, uden alt det, der var træls. Det er fantastisk at få flyttet sine synspunkter i udveksling med andre.

Ane er pensioneret advokat og tidligere mentor for Antonieta. Bente er gymnasielærer i russisk og billedkunst og kender Alla fra Ukraine.

Alla synes, det er en hyggelig måde at omgås danskere på, og Connie er kommet med, fordi hun arbejder sammen den portugisiske jurist Antonieta og altid har holdt af at udveksle med folk fra andre lande. Hun er godkendt som KVINFO-mentor, men har endnu ikke fået en mentee. På sine rejser har hun nydt godt af andres åbenhed, og hun har længe gerne villet være med til at åbne det danske samfund.

Lene Marie er nyuddannet gymnasielærer og “leger bare”, som hun siger. Hun vil gerne deltage i projekt “åbent Danmark.”

Alle mener, læsegruppen er en god anledning til at være i et dansk hjem.

En diskussion af danskernes manerer og væremåde i det offentlige rum begynder at spinde, mens der spises. Hvorfor rejser I jer ikke op, når der er trangt i metroen? Hvorfor hilser folk i ens opgang knap på en? Kan det passe, at man kun er på hilsen med to naboer efter ni år i den samme opgang? Hvorfor sludrer man ikke med ekspedienten i Netto? Er danskerne stressede i det offentlige rum og i det hele taget?

Snakken bølger frem og tilbage. Blicher blev aldrig rigtig accepteret i sin samtid. Han var for aparte. Der var ikke megen åbenhed i forhold til det, han kom med. “Vi er i bund og grund et bondefolk, der er begrænsede i vores udsyn,” siger Dorte.

Penge og ægteskab

Nå, hosekræmmeren vil ikke lade den ejegode Esben få Cecilia, fordi Esben er for fattig, og fortælleren reflekterer provokerende “… mon ikke Riigdom alligevel er det reelleste af alle jordiske Goder? (….) Er penge ikke tilstrækkelige Surrogater for alle sublunariske Herligheder?” Diskussionen omkring bordet glider over i penges betydning for livet og ægteskabet. Dengang og nu. Tør den moderne kvinde stå ved, hvad økonomisk tryghed betyder for hende? Vælger man partner med hjertet eller hjernen eller begge dele i dag?

“Teksten tvinger jo nærmest læseren til at se på den økonomiske situation i forhold til vores familiestruktur,” fastslår Laura.

Ane er familieadvokat og fortæller om, hvordan vi i dansk lovgivning i højere og højere grad individualiserer. En art teoretisk ligestilling, hvor hver tager sit med ind og ud af forhold. Man deler overskuddet. Den fælles forældremyndighed omtales ofte som – delt.

Er Cecilia troværdig?

Så kommer hosekræmmerens datter, Cecilia, der bliver sindssyg af kærlighed, for alvor på bordet. Hvordan har Blicher skabt hende, og hvorfor skal hun være så flad som figur, lyder spørgsmålet.

Lene Marie fortæller: “Blicher bruger ofte sine kvindeskikkelser til at bære oprøret. Med Cecilias sindssyge siger han, at hun har ‘ret’ i sin kærlighed.”

“Jeg synes ikke, Blicher får gjort Cecilia troværdig. Han motiverer ikke hendes vanvid. Der er jo masser af mennesker, der lever i tvangsægteskaber uden at reagere, som hun gør,” siger Alla.

Og Elena tilføjer: “Jeg synes også, det er mærkeligt, at Cecilia reagerer, som hun gør. Hun har jo måttet forvente, at hendes far ville vælge mand til hende på en økonomisk baggrund…. Men han mangler forståelse for hendes liv… Det gør han.”

Lene Marie forsvarer Blicher lidt igen: “Cecilia må forsvinde ind i sindssygen. Hun har ikke andre steder at flygte hen. Hendes verden er så lille. Der er to bejlere på hendes jyske hede. Den ene elsker hun tilfældigvis…..”

Claudia undrer sig. “På en måde kunne hun jo lige så godt have giftet sig med Esben. Selvom han var fattig… De ender jo alligevel med at være tre enlige, fattige kvinder i huset, da faren er død, og Cecilia er blevet vanvittig.”

“Jeg forstår ikke, hvorfor Blicher ikke har givet hende en anden skæbne, og nogle andre muligheder,” siger israelske Ella.

Samtalen drejer igen.

Forståelse for tvangsægteskaber og ære

“I 1970’erne kunne elever slet ikke fatte tekstens betingelser, og jeg har desværre ikke haft anledning til at undervise andengenerationsindvandrere i “Hosekræmmeren”. De vil jo ellers helt sikkert kunne få os til at forstå en masse om ære og skam og tvangsægteskaber. På den måde kan globaliseringen få os til at forstå os selv,” siger Dorte.

“Næste gang synes jeg, vi skal læse Katrine Marie Guldagers novellesamling Nu er vi så her. Den handler også om normer, men den vil være noget lettere for jer at læse.”

Der er hurtige afstikkere til tekstens svingninger mellem oplysningstid og romantik, detaljer om Blichers forhold til britisk litteratur, fakta om forholdet mellem Jylland og København på Blichers tid. Tilsyneladende kan man diskutere hele verdenssituationen med udgangspunkt i Hosekræmmeren, og megen dvælen ved tekstens klagende “Den største Sorg i Verden her/Er dog at miste den, Man har kjer” er der ikke.” Her læser mennesker i bevægelse.

Afslutningsvis er der oplæsning af Benny Andersens digt De rigtige mennesker, og Holger Drachmanns Midsommervisen at gå hjem på.