Myter om store sorte hanaber, der med skumle motiver bortfører kvinder i junglen, har dybe rødder tilbage i en tid fra før man overhovedet havde nogen egentlig videnskabelig indsigt i de afrikanske menneskeabers adfærd og slægtsforhold.

Den første videnskabelige beskrivelse af en afrikansk menneskeabe (en chimpanse) udkom i 1699 forfattet af englænderen Edward Tyson – og ifølge Tyson foretrak menneskeaberne blondiner. I de fleste afbildninger fra denne periode er det dog afrikanske kvinder, der udsættes for abernes overgreb, og i 1890’erne vakte en skulptur skandale ved en kunstsalon i Paris – den bar titlen “En gorilla bærer en negerkvinde bort”.

I Carl von Linnés klassifikation af dyreriget fra midten af 1700-tallet sættes aber og mennesker i samme kategori. I en engelsk oversættelse af Linné fra 1795 illustreres dette faktum med et træsnit af en afrikansk menneskeabe, der bærer en sort kvinde op i et træ og smiler lumsk til de mænd, der forgæves forsøger at skyde den for at frelse kvinden. Det kunne sådan set være Empire State Building den abe sad i, hvis det ikke var fordi King Kong i Peter Jacksons nye filmatisering er fuldstændig blottet for seksuelle hentydninger i forhold til, hvad dette store sorte, behårede maskuline væsen egentlig har tænkt sig at gøre med skønheden i hans favn.


Hanaber hyperseksuelle

Problemet er selvfølgelig størrelsen – den 8 meter høje Kong er og kan udelukkende være platonisk forelsket i sit blonde bytte. Men det er en hæmning, der ikke gælder for myter om almindeligt proportionerede gorillaer, og som bæres af en gammel opfattelse af hanabers (og afrikanske mænds) hyperseksualitet. Det er en opfattelse af, at jo nærmere naturen – jo primitivere væsen – jo mere løssluppen og uhæmmet er lysten: Dette anbringer ældre videnskabelige kategorisering aber, sorte og kvinder i nogenlunde samme klasse.

Aben og kvinden er simpelthen tættere på hinanden i deres fælles naturtilstand end nogen af dem er på den civiliserede hvide mand. Kvinden og aben er det perfekte par.

Den tanke hører naturligvis hjemme i en nu normalt forladt tanke om “Naturens store sammenhæng” – The Great Chain of Being, hvor alt kunne ordnes på en opadstigende trappestige, og hvor hvert trin naturligt ledte til det næste: aben til mennesket, kvinden til manden, sort til hvid.

Alligevel er der også i en moderne videnskabelig tankegang et eller andet med kvinder og aber.


Kvinder studerer aber

Primatologi er et af de få naturvidenskabelige fag, hvor de store koryfæer næsten alle er kvinder, og hvor fagets videnskabelige og folkelige gennembrud er snævert forbundet med kvindelige forskere. Det skyldes dels en kvindeglad antropolog og dels levn fra den ældre tankegang om abers og kvinders naturgivne samhørighed.

I 1960’erne ønskede antropologen Louis Leakey at igangsætte feltprimatologiske undersøgelser for at sammenligne abers adfærd med forhistoriske mennesker. Leakey holdt meget af unge kønne kvinder og mente, at de lettere end mænd måtte have den fornødne indfølingsevne og tålmodighed til langvarige observationer af aber.

Leakey rekrutterede egenhændigt triumviratet af Jane Goodall, Dian Fossey og den mindre kendte Birute Galdikas, der hver især stod for banebrydende undersøgelser af henholdsvis chimpanser, gorillaer og orangutanger. Især Goodall blev en superstjerne i populærvidenskabelige medier, og hun er en af de videnskabsfolk, hvis navn er videst kendt i verden. I dag bruger hun primært sin status til at tale for beskyttelse og fredning af menneskeaberne.

Fosseys skæbne er langt mere tragisk, men ligeså heroisk. Hendes dybtfølte kærlighedsaffære med Leakey måtte ende tragisk pga. hans ægteskab, og i sit arbejde med studier og beskyttelser af bjerggorillaer blev hun både tilfangetaget og mishandlet af militære oprørere og krybskytter og blev i 1985 fundet dræbt i sin hytte. Gerningsmanden er ukendt, og Fossey blev begravet på den kirkegård hun havde anlagt for de gorillaer som krybskytter havde fået ram på. Hendes historie er fortalt i filmen Gorillaer i disen fra 1988 med Sigourney Weaver i hovedrollen og som er baseret på Dian Fossys egen bog fra 1983, der også har samme titel.

Filmens scener, hvor Fossey opnår kontakt og forståelse af gorillaerne, kan uden problemer have inspireret til den ømme solnedgangsscene i King Kong, hvor kvinden og aben finder sammen i et magisk øjeblik, forenet i naturens skønhed.

Man må altså konstatere, at trods ændrede opfattelser af naturens orden findes der stadig en mere eller mindre bevidst sammenkobling mellem kvindelige egenskaber, naturen og dermed de mest menneskelignende dyr – aberne.


Kvinden og aben nærmere naturen

I den nye filmatisering er det også denne tilknytning til naturen, der binder parret Kong og skuespilleren Ann Darrow (spillet af Naomi Watts) sammen. Men det er ikke en natur forstået som seksualitet, men naturen forstået som glæden og forståelsen for det smukke og det uberørte: det vilde paradis. Som udgangspunkt er det tydeligvis uhyrets tanke at flå Ann i stumper og stykker, men han fascineres af hendes skønhed og hendes humor, og de finder sammen i fælles glæde over en underskøn solnedgang.

Samtidig ser hun i ham en manifestation af skønhed, nærmest i form af naturbevaring. Kong er den sidste af sin art, et symbol på det uberørte vilde, og det er den skønhed, hun forsøger at bevare ved at beskytte ham.

I filmens slutning, hvor Kong er skudt ned fra skyskraberen, forklares hans død med: “it was beauty that killed the beast”. Men her henvises der ikke kun til den smukke kvinde, men netop til solopgangen som aben og kvinden har delt fra højhusets top – det var dén skønhed, han ville derop for at nyde – ikke kun kvindens selskab.

Hvis filmen har et budskab, er det netop, at naturens skønhed må bevares. Kong er ensom på Skull Island – skeletter viser, at han er den sidste af sin art, efterladt til at uddø i ensomhed – en slet skjult henvisning til almindelige gorillaers truede situation i dagens Afrika.


Gorillaen, orangutangen og pygmæen

De arme New Yorkere, hvis biler trampes ned af kæmpeaben i den første King Kong-film fra 1933, havde næppe set en almindelig levende gorilla. Fra 1890’erne havde William Hornaday dog grundlagt og opbygget Bronx zoo og i 1906 fremviste haven sin første gorilla – en hun med navnet Dinah, der sås i selskab med en orangutang og en afrikansk pygmæ ved navn Ota Benga. Sammen kunne de illustrere den hårfine grænse mellem abe og menneske og lokke publikum til med dobbelt sans for det eksotiske.

Videnskabelige observationer af gorillaer blev først gjort i 1890’erne (arten havde dog været kendt siden 1850’erne), og selvom især døde eksemplarer formentlig havde nået Europa og Amerika, og enkelte levende kunne ses i zoologiske haver og menagerier, var de ikke hverdagskost. Bjerggorillaerne som Dian Fossey studerede blev først opdaget i 1902.

At det er en kæmpe bjerggorilla, der har givet ide og lagt model til Kong, er oplagt. I New York kunne man nemlig fra midten af 1920’erne på det naturhistoriske museum se alle tiders mest berømte gorilla. Det var en enorm silverback – en fuldvoksen han med sølvfarvet pels på ryggen – skudt i Afrika med udstilling for øje og i udstoppet stand centrum for Natural History Museums store diarama med en gorillafamilie. Den amerikanske videnskabshistoriker Donna Haraway har i bogen Primate Visions fra 1989 analyseret både den ekspedition, der hjembragte kæmpen og selve dioramaets budskab, og Haraway finder hele den amerikanske patriarkalske selvforståelse udtrykt deri. Gorillaen er både overlegen maskulinitet og overvundet natur i en og samme figur.

Den første King Kong film fra 1933 er blevet til i samme ånd og har ganske givet haft inspiration fra udstillingen, der blev opstillet i 1920’ernes midte.

Gorillahanner er ikke kendt for at bortføre og voldtage kvinder. Til gengæld er der troværdige beretninger fra primatologer om orangutanghanner, der kan finde på det, og næste udgave af King Kong burde derfor vise ham som rødhåret. Det ville også passe langt bedre med Skull Islands angivelige placering ved Sumatra i Indonesien, hvor den biologiske sensation ikke ville være en stor gorilla, men en gorilla overhovedet.

Hvis man vil læse mere om kvinder, aber, natur og køn så se:
– Jahme, Carole: Beauty and the Beasts. Women, Ape and Evolution (2000)
– Sciebinger, Londa: Nature’s body. Sexual Politics and Making of Modern Science (1993)
– Haraway, Donna: Primate Visions. Gender, Race and Nature in the World of Modern Science (1989)
Bøgerne kan lanes på KVINFOs bibliotek

Anne-Katrine Gjerløff er ph.d. og har skrevet afhandlingen: Abens Ansigter – palæoantropologiens historie og formidling i Danmark i det 20. århundrede. Hun skriver regelmæssigt for FORUM.