En af dem, der fik Bøssernes Befrielsesfront tæt ind på livet op gennem 1970’erne uden selv at være en del af “fronten”, var Per Kleis Bønnelycke. Han var landsformand for de homoseksuelles landsforening “Forbundet af 1948” fra 1971 til 1977.
Det blev især i de første år en balancegang mellem de venstreorienterede og bramfri aktivister og deres metoder på den ene side og på den anden side F48’s opgaver, der også skulle varetage interesserne for borgerlige bøsser og bøsser, der ikke var parate til at stå offentligt frem.
“Nogle i forbundet opfattede bevægelsen som smårevolutionær, og det var jo ikke sådan, man traditionelt opfattede forbundet. Men jeg tror også, at det netop var det provokerende element, som lokkede dem, der ikke mente, at forbundet var aktivt og pågående nok. Mange af dem var samtidig medlemmer hos os, men de fik også fat i helt nye mennesker”, siger Per Kleis Bønnelycke.

Blid udgave af Gay Liberation Front

Den tidl. landsformand vurderer dog samtidig, at Bøssernes Befrielsesfront, som dansk eksponent for Gay Liberation Front, var langt mindre aggressiv i sin form og sine holdninger end f.eks. de amerikanske og engelsk grupperinger. Til gengæld mener han ikke, at pressens opmærksomhed omkring Bøssernes Befrielsesfront i de første år var så stor.
“BBF havde ikke, som jeg kan vurdere det, den store pressedækning de første år. Når man i dag fremstiller BBF som noget vældig betydningsfuldt og toneangivende fra 1971 til 1973, som det f.eks. skete med udstillingen på Københavns Bymuseum i forbindelse med World Out Games i 2009, så er jeg ikke enig. Den brede offentlighed hørte ikke meget om BBF”, siger Per Kleis Bønnelycke og peger på, at det især var kulturelitens aviser, Politiken og Information, der skrev om dem. Men han understreger samtidig, at F48 og Bøssernes Befrielsesfront havde et fortrinligt samarbejde, også før det mere formelle samarbejde startede i 1973 med de årlige Christopher Street-arrangementer, der blev holdt i USA og Europa for at markere årsdagen for de amerikanske bøssers oprør den 28. juni 1969 mod politirazziaer mod bøssebarer og landets anti-homofile lovgivning. Den tredje part i det danske samarbejde var Lesbisk Bevægelse. Og netop samarbejdet omkring Christopher Street med de store fælles arrangementer i Fælledparken, mener han, har haft mere betydning, end de tre enheders individuelle arbejde.

Det store gennembrud

“Det, der skete fra 1973, var, at vi omsider slog igennem i pressen og på tv. For første gang nåede vi ud til den brede offentlighed. Pludselig kom der noget ud om store folkelige arrangementer med 500 deltagere. Det var et stærkt gennembrud for hele frigørelsestanken. Og det er min opfattelse, at hvis ikke vi havde fået den akse og det samarbejde imellem de tre grupperinger, så var det ikke lykkedes.
Selv om Per Kleis Bønnelycke ikke oplevede noget kolossalt modsætningsforhold mellem forbundet og Bøssernes Befrielsesfront, så må han indrømme, at aktivisterne kunne være til besvær og i vejen:
“Vi var enige om samfundsanalyserne. Men vi var nok uenige om løsningerne. Nogle af dem gik så langt i deres provokationer, når de var ude på en skole eller en ungdomsskole, at de kom i avisen. Den gang kunne vi godt synes, at det skadede den samlede kamp”, siger Per Kleis Bønnelycke.
Men fra midten af 70’erne kunne man opleve, at folk fra F48 og fra BBF sammen holdt oplæg ude på skoler og i partiforeninger. Nogenlunde samtidig stillede tre af BBFs folk efter opfordring fra Per Kleis Bønnelycke op til forbundets bestyrelse og blev valgt ind, men også før det har de sat deres præg på F48, vurderer den tidligere landsformand.
“De var ildsjæle. De brændte virkelig for sagen, og de var med at til fyre op under forbundet på et tidspunkt, hvor der var behov for det. Jeg vil ikke sige, at der ikke ville være sket fremskridt uden Bøssernes Befrielsesfront. Men det ville have taget endnu længere tid at nå resultaterne”, slutter Per Kleis Bønnelycke.